Ingen klimahandling uden nye klimapenge

Vejret bliver vildere, tørkeudbruddene mere intense, og oversvømmelserne rammer oftere og hårdere, konkluderer FN’s seneste klimarapport, som også slår fast, at klimakrisen er over os – og at vi får forrygende travlt, hvis bare de værste skadevirkninger skal afbødes.

Rapporten peger ulykkeligvis også på, at udviklingen i de næste år nok kun vil gå fra slemt til værre, og det er navnlig skidt for klodens fattigste, der også er dem, der vil lide mest under klimaforandringerne.

De dystre udsigter understreger behovet for, at de rige lande, hvortil Danmark hører, nu omsider begynder at udbetale den klimabistand på 100 milliarder dollar, vi for længe siden har lovet udviklingslandene.

Klimabistand er afgørende for, at udviklingslandene kan omstille sig til vedvarende energi og tilpasse sig et varmere klima med alt, hvad deraf følger. Den er også en moralsk pligt: I og med at de rige lande har tegnet sig for en markant større andel af de globale CO2-udledninger, som har forårsaget og fortsat forstærker klimakrisen, er det kun rimeligt, at de betaler deres klimagæld.

Pointen om de 100 milliarder dollar var central for klimaminister Dan Jørgensen, da han udtalte sig om FN-rapporten: »Rige lande har lovet 100 milliarder dollar om året, det lovede vi allerede til COP15 (FN’s klimatopmøde i København i 2009, red.). Det bliver der ikke leveret på endnu,« sagde ministeren og kaldte denne forsømmelse »uretfærdig«. Samme budskab gentog han, da Danmark i foråret deltog i Joe Bidens klimatopmøde.

Hule ord

Det fortjener anerkendelse, at klimaministeren arbejder for at få flere lande til at øge deres klimabistand. Men ordene klinger hult: Danmark selv er langtfra noget foregangsland, når vi taler klimabistand. Danmarks rimelige andel af de rige landes lovede klimabistand svarer til godt fem milliarder kroner – i skrivende stund er vi kun på vej til at levere halvdelen. Samtidig har vi en befolkning, som stadig er blandt dem i verden, der udleder mest CO2 per borger.

Hvad værre er: Stik imod årtiers stolte danske bistandspolitik, men også imod de konkrete løfter fra COP15 i København, har Danmark siden 2016 betalt en stadig større andel af sin klimabistand ved at tage pengene fra den almindelige udviklingsbistands budgetramme på 0,7 procent af BNI. Under VLAK-regeringen nåede denne andel op på hele 76 procent i 2019, og efter to år med Socialdemokratiet ved magten er den vokset til yderligere cirka 95 procent.

Konsekvensen er, at der bliver færre midler til at bekæmpe fattigdom og ulighed, fremme demokrati og menneskerettigheder samt bygge skoler og hospitaler i verdens ulande.

Ideen om, at klimabistand skal være ny og ’additionel’ – det vil sige lægges oven i den almindelige udviklingsbistand – kan spores tilbage til klimakonferencen i Rio i 1992, og som Svend Auken i årene efter flere gange fastslog, var der ingen tvivl om, at sigtet var, at de rige lande skulle »stille nye – og som det hedder i sproget – additionelle midler til rådighed for ulandenes investeringer i en bæredygtig udvikling, altså penge ud over det, man i forvejen ydede i almindelig ulandsbistand«.

For Socialdemokratiet har princippet historisk været vigtigt at forsvare, fordi partiet ville undgå udhuling af den traditionelle udviklingsbistand. Så sent som i 2010 kaldte vores nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod – dengang Socialdemokratiets udviklingsordfører ­– det for et »løftebrud«, da VK-regeringen lancerede ideen om at finansiere klimabistand med udviklingsmidler. På et samråd understregede Kofod tilmed, at hvis alle lande fulgte trop, ville det blive umuligt at finde den nødvendige finansiering til at løse klimakrisen.

I dag har Socialdemokratiet desværre glemt alt om sine tidligere fornuftige krav om nye og supplerende midler til klimakrisens ofre. Det understreges også af regeringens nye finanslovsudspil, der igen er blottet for nye og additionelle midler til klimabistand. Det er fint, at Dan Jørgensen er begyndt at arbejde for, at flere lande skal øge deres klimabistand – men mon ikke, at andre lande ville lytte mere til opfordringen, hvis den kom fra et land, der selv levede op til løfterne? Norge eksempelvis gør det ikke bare i ord, men også i handling.

Så kære Dan Jørgensen, fortsæt endelig din kamp for øget international klimabistand – men husk også dine paroler, når du ikke står på en international scene, men taler med dine danske ministerkolleger. Danmarks klimagæld skal betales, men som Svend Auken og så mange andre socialdemokrater i tidens løb vidste, kan dette ikke ske ved at sende regningen videre til verdens fattigste og mest udsatte. Det er usolidarisk, uanstændigt og uværdigt.

Helene Hagel er klimapolitisk leder i Greenpeace

Daniel Hauberg er klimarådgiver i Danmarks Naturfredningsforening

Mathias Høj Kristensen er klimarådgiver i CARE