Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang

Vi er altså ikke kun kultur. Vi er også biologi. Det er åbenbart vildt dinosauragtigt at påpege lige for tiden i forhold til den snævre ligestillingsdiskurs, som hersker.

Det er en kæmpe hån at sige, at »alle vinder på mere lige og enkel barsel«, som Kvinfo begejstret skriver på deres Instagram om den øremærkede barsel.

For vi er ikke i mål her. Langtfra. Udtalelsen er tværtimod et typisk udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang og forståelse af ligestilling, der udelukkende drejer sig om løngab og pensionsopsparing. Det har rigtig meget at gøre med vores arbejdsmarked og konkurrencestaten og meget lidt med børns behov.

Vores kultur bør tilpasse sig vores grundlæggende biologiske behov for tilknytning, omsorg og nær fysisk kontakt med primære omsorgspersoner. Vi bør kæmpe for retten til længere barsel og mere fælles barsel.

Den dårlige samvittighed

Vores biologiske ur stemmer ikke overens med vores kulturelle ur. Adskillelse mellem et barn og dets primær(e) omsorgsperson(er) er unaturligt, fordi vi evolutionært ikke er tilpasset et miljø, hvor barnet og dets omsorgsperson(er) er adskilt de fleste af døgnets vågne timer. Det er jo ikke sådan, at evolutionen ikke fortsætter med at tilpasse os de krav, som ændrede miljøer stiller os. Men det går meget langsomt. Og vores senkapitalistiske samfund er kun et nanosekund i vores evolutionshistorie.

For dem der virkelig ønsker en sådan adskilt tilværelse, dem der vægter karrierelivet højere end familielivet, tror vi, det er uundgåeligt at føle dårlig samvittighed. Noget der i øvrigt er en grundlæggende del af forældreskabet. For tilknytning tager tid. Og den dårlige samvittighed fortæller os, at det ikke føles rigtigt at være adskilt fra dem, vi elsker mest.

Men vi er også pragmatiske – vi tror som sådan ikke på, at noget er rigtigt og forkert i denne sammenhæng. Der er mange nuancer. Ingen skal udskammes for aktivt at vælge et liv, hvor de er meget adskilt fra deres familie. Men vi godtager ikke, at den dårlige samvittighed hos mødre og fædre skulle opstå udelukkende som resultat af kulturkritik. Den dårlige samvittighed er der i forvejen, den kommer bare op til overfladen.

Og ja, det er ubehageligt og ikke særligt hensigtsmæssigt for hamsterhjulet. Og ja, nogle mennesker lever med at have dårlig samvittighed. Nogle dulmer den dårlige samvittighed, andre handler på den, nogle mærker den slet ikke, og nogle gør noget helt femte. Og ja, far eller medmor kan godt være primær omsorgsperson – det er jo det smarte ved tilknytning, ellers havde vi ikke overlevet som art.

Men jo mere vi indskrænker muligheden for at handle på den dårlige samvittighed, desto mere lader det til, at vi griber udskamningskortet og lukker ned for enhver kritik af familiepolitikken og kulturen ved at sige, at kritikeren udskammer forældre, der har taget anderledes valg end dem selv.

Jo mere vi indskrænker muligheden for at tilrettelægge familielivet efter familiens behov og barnets tarv, desto mere vil folk forhåbentlig begynde at gøre oprør mod vores tunge kapitalistiske kulturarv. Men vi er nødt til at råbe højt.

Amningen negligeres

Det tilknytningsmæssige aspekt af amningen negligeres fuldstændigt i den nuværende debat om barsel. Skal man tro dem, der jubler over implementeringen af EU-direktivet, er det overflødigt at amme efter seksmånedersalderen (måske overhovedet at amme). Vi bør kæmpe for, at kvinder, der gerne vil amme, ikke er nødt til at stoppe deres ammeforløb, når barnet fylder seks måneder, fordi barslen nu er øremærket far eller en anden omsorgsperson. Vi bør kæmpe for, at ingen skal føle sig nødsaget til at sende deres børn i institution eller tage ulønnet barsel, hvis barnets far eller medmor ikke tager den øremærkede barsel.

Hvorfor tror vi i det hele taget, at barnets tilknytning til primær omsorgsperson bare kan brydes ved seksmånedersalderen, hvor primær omsorgsperson pludselig skal være væk 37 timer ugentligt fra det lille barn og dermed ikke længere kan være primær omsorgsperson?

For så igen seks måneder efter at blive kørt ind i vuggestuen og igen være væk, denne gang fra begge forældre 37 timer ugentligt?

Logikken er, at forældrene hurtigst muligt skal hoppe ind i hamsterhjulet igen og løbe efter gulerødderne: weekend og ferie. Politikerne og præstationssamfundet jubler. Diagnosestatistikkerne er mildest talt en killjoy i den forbindelse.

Børns behov er underordnet væksten i det neoliberale samfund, og barnet ender med at være den store taber. Det er tid til et paradigmeskift. Det er tid til en omsorgsrevolution.

Manja Holmelund Simonsen & Mie Wedsgaard Storm er henholdsvis cand.mag. i moderne kultur og cand.mag. i filosofi