Klumme

Hvis kapitalismen går under, vil en mulig kommunisme blive en oprydningsopgave. Et håndværkertilbud

Ifølge den marxistiske fabel ville kapitalismens klassemodsætninger ende med at skabe et enormt menneskeligt fremskridt i form af en kommunistisk revolution. Men undervejs i denne proces er jordkloden blevet ødelagt, skriver forfatter Eskil Halberg i denne klumme
Hvis klassekampen i lyset af klimakrisen skal give mening, er proletariatets historiske opgave at træde ud af lønarbejdets trummerum, skriver Eskil Halberg.

Hvis klassekampen i lyset af klimakrisen skal give mening, er proletariatets historiske opgave at træde ud af lønarbejdets trummerum, skriver Eskil Halberg.

Sille Veilmark

Debat
7. september 2021

Klassekampens oprindelige fabel, var den, at kapitalismens evige profitjagt af sig selv ville gøre alle verdens mennesker til lønarbejdere i jagten på billig arbejdskraft. Denne proces kalder marxister for proletarisering. Kapitalismen ville skabe forudsætningerne for dens eget politiske nederlag gennem proletariseringen af alle verdens mennesker, der ville vende sig mod kapitalismen og sejre i klassekampen.

Denne fantastiske historie har vist sig at være rigtig og forkert på samme tid. For nok har kapitalen fordøjet alverdens arbejdere, men i processen er den jordklode, de skal overtage, blevet ødelagt.

Vi misforstår sloganet ’klimakamp er klassekamp’, hvis vi forstår klasse alene som en sociologisk kategori, som en særlig gruppe mennesker med bestemte karakteristika som smag, forbrug og sprog.

Klasse er ikke personkarakteristika, men en særlig social relation i den kapitalistiske økonomis monstrøse fordøjelsessystem af arbejdskraft, energi og naturressourcer. Et tvangsforhold med andre ord. Proletarer har derfor ikke en særlig ædel eller sand livsform, hvad man ellers fornemmer fra socialdemokratisk identitetspolitisk arbejderisme med makrelmadder og arbejdsmoral.

Et håndværkertilbud

Ansvaret for klimakrisen kan af samme grund ikke rettes personligt og moralsk mod ’kapitalisterne’, som jeg selv i min sidste klumme gjorde mig skyldig i. For virksomhederne og deres erhvervsledere er akkumulationen, og forbruget af naturressourcer og energi et tvangsforhold, ikke et tilvalg. Det er ikke et moralsk, men politisk anliggende. Kapitalismens eneste imperativ er ’akkumulér eller dø’. Klasse er derfor navnet på de sociale relationer, som de fleste mennesker i verden er tvunget ind i, for at kapitalen kan opretholde sin egen selvforøgelse gennem en gigantisk fordøjelsesproces af menneskeligt arbejde og naturressourcer.

Langt de fleste af verdens 7,9 milliarder mennesker er i dag underlagt lønarbejdets lunefulde og mange steder brutale betingelser. Vi er alle – på nær en mikroskopisk overklasse – blevet proletarer i det store billede.

Men historien om proletariseringen er en tragedie, som skrivekollektivet The Salvage Collective formulerer det. For undervejs i denne proces blev jordkloden ødelagt.

Den verdenshistoriske proces, som skulle ende med kommunisme, har vist sig at være en ødelæggende og voldelig udradering af betingelserne for overflod og lykke for både menneskeligt og ikkemenneskeligt liv. En økologisk tragedie. Såfremt kapitalismen går under, vil en mulig kommunisme blive en oprydningsopgave. Et håndværkertilbud.

En kæmpe oprydningsopgave

Næsten alle i verden er efterhånden tvunget til at deltage i den kapitalistiske metabolisme, som investor, forbruger eller arbejder. Selv subsistenslandbrug i den såkaldte ’tredje verden’ er blevet indlemmet i verdensmarkedet.

Vi er tvunget til at deltage i kapitalens stofskifte og dermed den globale biosfæriske overophedning og artsudryddelse. I et historisk perspektiv er den eneste mulighed for at stoppe ødelæggelserne at nægte at deltage og gå i gang med oprydningen med det samme. At danne regenerative fællesskab, uden hverken kapitalister eller proletarer.

Den marxistiske venstrefløj har derfor meget at lære uden for dens egen vestlige sfære. Oprindelige folk overalt på kloden, med deres fællesskaber, livsformer og begreber, er formentlig langt bedre til at forstå livet efter den fossile økonomi, end det vestlige proletariats politiske begreber er. Den vestlige venstrefløjs udviklingshistorie har vist sig som en olieindsmurt og plastikindpakket blindgyde.

Hvis klassekampen i lyset af klimakrisen skal give mening, er proletariatets historiske opgave at træde ud af lønarbejdets trummerum, hvad økonomerne Jeppe Druedal og Mogens Fosgerau også har foreslået som det bedste for klimaet. Eller formuleret på en anden måde: Proletariatets historiske opgave er at opløse sig selv som klasse og dermed hele det kapitalistiske fordøjelsessystem af død og ødelæggelse.

Så den nye parole bør lyde:

Økologiske proletarer i alle lande, stop arbejdet!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Ja, og hvordan stopper vi så lønarbejdet?
Derefter skal den nødvendige aktivitet, der holder samfundet oppe have et navn. Der skal også være et betalingsmiddel i stedet for løn, hvis ikke pengene er afskaffet.
Hvis ikke vi skal fortsætte med at ødelægge verden, skal vi lave noget andet, og det skal beskrives. Mange må have en særdeles dårlig samvittighed ved at gå på arbejde nu, men det hører man ikke så meget om.

Ejvind Larsen, Lars Myrthu-Nielsen, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Niels Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@ Niels-Simon Larsen
Well, ændringen fra markedsøkonomi til redistributiv økonomi, kunne være en ledetråd.

Niels-Simon Larsen

Jens TN: Ja, lad os få alternativerne op på bordet. Der er en vis skyhed over for at tale om andet end vækst, men Eskild er en af dem, der tør.
På den ene side hedder det: Der er ikke andet at gøre end at ødelægge børnenes fremtid. På den anden hedder det noget andet, som vi ikke har fundet ud af endnu.

Ejvind Larsen, David Zennaro og Lars Myrthu-Nielsen anbefalede denne kommentar