Kronik

Kroppe med funktionsnedsættelse kan ses som sprækker i perfektionens tyranni

I samfundets institutioner forstås kroppen med handicap som en forkert krop og et problem, der må bearbejdes. Denne instrumentelle tilgang gør det svært at glædes over skønheden ved den uperfekte krop og ømheden ved at være i den, skriver kulturformidler Mathias Faigh Larsen i denne kronik
Hvad der er brug for, er en ny ømhed, der frigør kroppen fra alle formål og krav om, hvad en krop skal. Ikke en kropsaktivisme, der prøver at få alle kroppe til at fremstå perfekte, skriver Mathias Faigh Larsen, der selv har muskelsvind.

Hvad der er brug for, er en ny ømhed, der frigør kroppen fra alle formål og krav om, hvad en krop skal. Ikke en kropsaktivisme, der prøver at få alle kroppe til at fremstå perfekte, skriver Mathias Faigh Larsen, der selv har muskelsvind.

Maria Fonfara

Debat
6. september 2021

Væggene er hvide, ulideligt hvide. Det er den hvidhed, man altid finder på institutioner. En støjende ensartethedens hvidhed. Bygningerne er en labyrint, man selv bliver fanget ind i. Lugten af den kliniske renhed spreder sig og fylder mine næsebor. Det samme gør plastikstanken. Den har altid givet mig kvalme. Jeg føler mig altid kvalm, når jeg kommer her. På grund af min angst. For at noget skulle vise sig at være galt denne gang. Lægen, som for tredje gang i træk er helt ny, betragter mig. Jeg kan ikke se hendes ansigt, og hun kan ikke se mit. Vi er kun ansigtsløse kroppe for hinanden. Maskereglerne er stadig gældende. På sygehuset har vi alle masker på konstant. Det er symptomatisk.

Jeg er mødt op på Odense Universitetshospital til mit årlige tjek. Jeg har muskelsvind: Beckers muskeldystrofi. Jeg har det fint med at omtale mig selv som muskelsvindler. Det ord har jeg taget til mig.

Jeg fryser. Det skyldes min nervøsitet, men nok også bygningens karakter af kælder: Fugten synes altid at emme her, og det klare fluorescerende lys stråler af kulde. Det lyser på samme måde som de reklamer, jeg så på min vej til hospitalet. Reklamerne skinnede med billeder af kroppe, der var retoucheret til perfektion. Jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig selv får en af disse neonkroppe, uanset hvor meget jeg spejler mig i reklameskiltenes sorte spejl. Alene min tilstedeværelse her beviser det. Tests, mål og vejninger påbegyndes. Og tallene på lægens skærm udmåler, hvor meget jeg adskiller mig fra perfektionen, hvor langt væk jeg er fra kropsidealet.

Her står jeg som en sprække i totaliteten. Som en andethed, der ikke passer ind i alt det ens.

En sprække i perfektionen

Enhver, der har været i kontakt med institutioner, ved, hvordan ens krop kommer til at fremstå som et ciffer. Livet virker bart og blottet. Som en nøgen krop, der fryser i hvidt lys. Livet gøres instrumentelt i standardernes tyranni. Det er en totalitet, der vælder ud over det hele, og som omfatter alt. En perfektionens totalitet, hvor alt skriger, hvordan man skal se ud. Hvad ens krop skal kunne. Hvordan den skal være.

I institutionerne er kroppen med handicap noget, der konstant måles og fortolkes ud fra principper, som gør den til et problem, der skal bearbejdes. Man får et instrumentelt forhold til sin krop og kommer til at fremstå som et værktøj i andres hænder. En tom krop, man kigger på i skam. Fordi kroppen med handicap er altid uperfekt – og aldrig kan det, man mekanisk synes, en krop skal kunne.

Opfatter man hele tiden sin krop som et defektramt værktøj, lærer man ikke at afsøge, hvad ens krop kan. Endsige at glædes over at mærke sin kropslighed, at mærke intimitet. At være sin krop.

Og at være en sprække i perfektionen? Kan det måske også være noget godt?

En forkert krop

I mit tilfælde er handicappet usynligt. Og så alligevel ikke. Især som barn var der altid noget galt med mig. Jeg kunne ikke klippe lige. Derfor skulle jeg sendes på klippekursus. Ved mere grundige undersøgelser ville de måske hurtigere have opdaget, hvad der var galt, men i stedet blev jeg udsat for et regime af tests og målstyring. De medicinske journaler, der beskriver mig, og som jeg fik at læse som 18-årig, tegner da også et billede af en krop, der på mange punkter er forkert. Mit ansigt er udtryksløst. Det er lidt for aflangt. Mine ben for stive og slæbende. Hele tiden har jeg været bevidst om, at en perfekt slank og muskuløs krop ville være uopnåelig for mig.

Hos fysioterapeuten bliver store dele af kroppen berørt, men uden sensualitet. Sådan må det selvfølgelig være. Ligesom det medicinske syn på den handicappede krop er ganske nødvendigt. Livsnødvendigt!

Men når mødet med hjælpen udelukkende knyttes til alle de fejl, der er opstået i ens krop, bliver det sværere at udvikle et kærligt forhold til den krop, man også er.

Mødet med hjælpen bør ske i rum, der giver plads for større forskellighed. Varme og skæve rum, der ikke alle er grå og hvide. Og hjælpen bør også omfavne det skønne og gode i at bruge og være ens krop. At bruge og være ens krop handler også om at omfavne og glædes over det skæve og anderledes, herunder de hjælpemidler, man har brug for. Problemet opstår, når alle møder skal foregå i sterile lokaler, og skal handle om, hvor meget man fremstår som en sprække i al perfektionen.

Men så igen: Måske er sprækker også en god ting?

Tyrannisk perfektion

I de sterile lokaler kommer alt til at handle om, hvor meget man adskiller sig fra de perfekte kroppe. Om hvor meget man kastes ud af sin egen krop og kigger på den som en maskine. En krop uden et ansigt. Ikke den krop, man bare er i – i glædesfyldt væren. Kroppen, man bare danser ud, så godt man kan i forvildede trin. Den rene nøgne krop, der opfylder sig selv i nydelse og sensualitet af bare at være til i kontakt med andre kroppe, og brugen af den krop, man er.

Vi mennesker danser, spiser og elsker, fordi det er en nødvendighed. Men ikke kun. Alle disse handlinger foregår også som noget ekstra – noget levet, der tilføjes den ’rene’ biologiske nødvendighed. En ytring om det at være levende. Kropslighed bør altid have et element af nydelse, der ophøjer det. Deri ligger en uendelig skønhed.

Den totalt mekaniske og videnskabelige tilgang til verden er nødvendig for at forstå verden, herunder også at forstå handicap. Men elementerne af kropslig skønhed er ikke totaliserende. Tværtimod former kropsligheden, hvor man er sin krop, sig som øjeblikke af ømhed, hvor man slår sprækker i totaliteten. En åbning mod uendeligheden, der opstår i en selv og ansigtet, der møder en.

For at være en sprække i det perfekte er godt.

Perfektion er noget af det mest tyranniske, der findes. Den perfekte gestus er en rigid gestus, udført uden følelse. Men den perfekte krop findes ikke. Mindst et sår har kroppen altid. I vandet findes altid et klippeskær, der presses mod den våde hud. Der er ingen skønhed i perfektionen. Det menneske, der konstant stræber efter en mekanisk perfektion, formår ikke at glitre i alle sine fejl og vil ikke bare glædes over at bruge sin krop, så øjnene reflekterer en sand skønhed. Skønhed er nemlig til stede i de sprækker, der viser alt, hvad en krop kan. Den perfekte krop er slet ikke skøn, og alle kroppe har deres egen skønhed, når kroppen blot bruges uden for målstyringens rammer og opleves, som den er.

Jeg frygter for, hvor vi er på vej hen som samfund, når flere og flere unge ser på den ulidelige perfektion, der fremvises i totaliteten af målstyring, afmagrede kroppe og et rent medicinsk syn på kroppen. Men måske er en modbevægelse i gang?

Hvad der er brug for, er en ny ømhed, der frigør kroppen fra alle formål og krav om, hvad en krop skal. Ikke en kropsaktivisme, der prøver at få alle kroppe til at fremstå perfekte. Men derimod én, der omfavner og viser sprækkerne i totaliteten: fejlenes ømhed. Sådan at sprækkerne åbner for at vise, hvad en krop altid kan. En ømhed, hvor kroppen med handicap opdager alt det, den kan, i stedet for alt det, man synes den skal kunne. Hvor man omfavner sin uperfekte krop. Og hvor sprækkerne lader lyset komme ind.

Mathias Faigh Larsen er uddannet kulturformidler ved SDU og frivillig i Sammenslutningen Unge Med Handicap (SUMH) og i en række kulturforeninger i Svendborg. Han har Beckers muskeldystrofi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

There is a crack in everything. Thats how the light g’ets in. (Leonard Cohen)

Arne Albatros Olsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Den perfekte krop findes jo i hvert fald ikke, og vi vil selvfølgelig bedre og bedre - og allerede godt i dag - kunne kompensere for den enkeltes problemer.
Det løber desværre ind i denne normalitetsdiskurs, hvor man ikke vil tage den individuelle spredning mellem mennesker alvorligt. Man vil hellere konformere og udskamme end at finde pragmatiske løsninger overfor de problemer, den enkelte møder.

Den perfekte krop er et markedsføringstrick, der har fået enorm succes.

Ja, faktisk på mange områder styrer os: Make-up, tøj, sko, hår og negle, hår på kroppen, omkredsen om taljen, brystet og numsen, dårlig samvittighed, fitness, løb, cykling, dårlig samvittighed, slankekure, fedtsugning, botox, implantater, anorexia, eksklusion, mobning, selvmord, SoMe og PhotoShop.

Et univers med enoooorme pengetanke. Det er så skræmmende, at vi falder for det. Så skræmmende at vi er så lette at kontrollere.

Steffen Gliese, Arne Albatros Olsen, David Zennaro og Klaus Schwab anbefalede denne kommentar
Louise Campbell

tak