Kommentar

Kun adskillelse af stat og kirke kan sikre homoseksuelle fra statsautoriseret homofobi

Så længe kirken kan vie folk, og ægteskabet herefter gælder ved lov, og præster kan afvise at vie homoseksuelle, vil der foregå statsautoriseret homofobi. Løsningen er at adskille kirke og stat yderligere, så vielsen slet ikke er kirkens domæne, skriver hospitalsfysiker Robin de Nijs
Debat
7. september 2021

I lørdagens avis kunne man læse i en kronik, at alle danskere er med til at finansiere statsautoriseret homofobi, da præster kan vælge ikke at vie homoseksuelle. Det er rigtigt, og det gælder faktisk også dem, der ikke er medlem af folkekirken, siden der betales over 800 millioner om året til folkekirken i statstilskud.

Af billedteksten i kronikken kunne man få det indtryk, at Danmark var det første land i verden, hvor homoseksuelle kunne gifte sig. Det er (desværre) ikke korrekt. Danmark var det første land til at indføre registreret partnerskab i 1989, men kun nummer 12 til at indføre mulighed for homoseksuelle ægteskaber. Det skyldes Danmarks manglende adskillelse af stat og kirke.

Kirken kan som bekendt vie folk, hvortil ægteskabet gælder ’ved lov’. Et ægteskab indgået i en kirke giver dermed adgang til bestemte juridiske rettigheder – for eksempel formuefællesskab. På den måde er kirken altså ikke adskilt fra staten.

Det lykkedes Manu Sareen, den daværende kirke- og ligestillingsminister at indføre homoseksuelle ægteskaber i 2012. Set med inkluderende briller virker det umiddelbart som en god ting, men det er faktisk noget af en makværksløsning, man dengang valgte.

Præster fik nemlig lov til at afvise at udføre homoseksuelle vielser. Meget mærkeligt, hvis man tænker på, at præster er embedsfolk, som udfører en opgave for staten og betales for det. Det er tæt på at være diskrimination, siden folk risikerer at skulle gå tiggergang langs adskillige præster og teoretisk set risikerer ikke at kunne finde nogen.

I 2012 tabte Danmark en chance for at rette lidt op på forholdet mellem staten og kirken, og man skabte et monster, der tillod statsautoriseret homofobi, som Hans Krab Koed kalder det i sin kronik.

I stedet skulle man have frataget folkekirken og alle andre anerkendte trossamfund retten til at gifte folk for loven. På den måde ville Danmark have taget et skridt på vejen til adskillelse af stat og kirke(r), samt sikret reel ligestilling for alle køn og seksuelle orienteringer i forhold til at indgå ægteskab for loven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det havde faktisk ret lidt med kirken at gøre, at det kom til at hedde registreret partnerskab og ikke ægteskab. Det var dengang en alt for radikal tanke, at bøsser og lesbiske skulle leve som normale mennesker.

Jeg ved det, for jeg var medlem af Landsforeningen for bøsser og lesbiskes hovedbestyrelse og dermed med til at diskutere spørgsmålet. Vi vurderede dengang, at det var ligegyldigt med navn og de mange andre mangler, vi ville bare have hul på bylden. Og det skabte det jo også. Også i højere grad end de fleste af os havde mulighed for at forudse.

Det var et udbredt ønske blandt de fleste politiske partier, at det ikke skulle hedde ægteskab. Kirken har lavet masser af ballade for os, men lige den del har de ikke ansvaret for.

Søren Kongstad

@David Men under debatten omkring indførelse af ægteskab i 2012, var der et meget stirt fokus på hvad der skulle ske i folkekirken hvis ægteskab mellem mennesker af samme køn skulle tillades.

Der skulle udfærdiges et vielsesritual, biskopperne udtalte sig, præster skulles fritages fra at udføre ægteskaber.

Hvis ikke kirke og stat havde været sovset ind i hinanden, ville det være gået meget glattere. Det var bare at ændre loven til også at gælde ægteskaber mellem samme køn, og så måtte folkekirken, ligesom andre trossamfund med ret til at vie, selv rode med deres interne forhold.

Det er jeg fuldstændig enig i. Men tilbage i 1989, da partnerskabet blev vedtaget, der var det en udbredt holdning, ikke kun i kirken, at vi ikke var helt normale. Jeg blander mig ikke i diskussionen med kirken, for jeg har meldt mig ud for mange år siden, blandt andet fordi jeg blev træt af at høre på, hvor forfærdelige mennesker vi er, men også fordi jeg grundlæggende set ikke er religiøs og derfor ikke rigtig kan svinge mig op til det. Men jeg støtter helhjertet, når andre gør det.