Kunsten er blevet svag og ufri. Nu handler det hele om moralsk uangribelighed

Aldrig i min levetid har kunsten levet så dårligt, føltes så svag, så marginaliseret, så lammet, så undertrykt, så forhadt, så forhånet, så uddøende, så truet.

Jeg skriver i en avis, fordi der er mere energi og større udtryksfrihed her. Jeg kan skrive, hvad jeg mener, hvis jeg tør – men hvis jeg vil skrive en bog, lave en film eller opsætte et teaterstykke, så omgives jeg af en kvælende politisk korrekthed.

I gamle dage var al opmærksomhed – også den negative – velgørende for en kunstproducerende virksomhed. Nu er det livsfarligt at blive ramt af en shitstorm, for opmærksomheden er ikke længere den stærkeste kapital. Det er tværtimod den moralske uangribelighed.

På museerne råder de passende emner og et passende cast af kunstnere. Både SMK, Arken og Louisiana laver udstillinger om kvinder, og Aros vil aflære os vores fejlagtige forhold til afrikansk kultur. Smukke projekter set fra et etisk og politisk perspektiv, men forudsigelige. Interessen gælder ikke så meget kunsten som identitetspolitikken. 

Litteraturen er mere lammet end nogen andre brancher. Du kan ikke tillade dig at bruge din fantasi og forestille dig, at du er en anden, eller oversætte ord fra en person med en anden kulturbaggrund, uden at kritikken hagler ned. Om du kan skrive frit er ikke et spørgsmål – for det kan du ikke.

Tag oversættelsen af Amanda Gormans nyeste digtsamling. Den hollandske oversætter Marieke Lucas Rijneveld trak sig, fordi hendes hudfarve blev kritiseret. Hun var simpelthen for hvid til at oversætte den afroamerikanske kvindes langdigt.

Sand radikalitet får ikke plads

Regn med, at en virkelig radikal forfatter slet ikke i disse tider ville komme igennem med sin bog. Og det er gået hurtigt – det er sket på fem år. Der er en masse smuk og modig litteratur, men sandt oprør, sand radikalitet får ikke plads på hylderne i nogen butik. Der er ikke frihed, for frie ord og tanker vil betyde, at nogen bliver stødt, medarbejdere vil blive fyret, produkter vil blive revet af hylderne, og penge vil gå tabt.

I film- og tv-branchen, findes kunsten der? Glem det. Alt på din Netflix-menu er gået igennem med tættekam, for at producenterne kan sikre sig, at man ikke træder nogen over tæerne. Det er altafgørende at være en moralsk helt. Ellers er du død.

Ingen historier undersøger længere verden, som den er – de fortæller, hvordan den burde være. Og det er politik, ikke kunst.

Markedet flyder over med heltindeskildringer, nu kommer filmene om Magrethe den første, Jackie Kennedy, matematikgeniet Katherine Johnson, Maria Callas – den ene kvinde mere pragtfuldt og enestående end den anden. Og nej, disse kvindelige karakterer er ikke personer, som en kunstner har haft på hjerte at skildre, de er symboler på en moralsk kamp. Ligesom en hudfarve ikke er noget tilfældigt, der sidder uden på en talentfuld skuespilleruddannet person, men et identitetspolitisk projekt.

Vi bør være desperate

At det moderne menneske ser porno på laptoppen, mens det på mobilen melder sig under moralens højestbårne faner på sociale medier, er tankevækkende. Hykleriet trives, og hykleri forenes ikke særligt godt med kunst. Kunsten er truet, og vi ved det godt selv, alle os der arbejder med kunst. Der er bare ingen, der snakker om det. Moralsk selvpromovering har erstattet det, vi før kaldte kunst. De globale mediemastodonter og de store film- og tv-selskaber har opkøbt de største filmtalenter, men ingen giver talenterne frie hænder. Producenterne er jo ikke vanvittige. De ønsker ikke kaos.

Et sted i Polen er der så en mand, der siger »nigger«. Det er Uwe Max Jensen. I en performance optræder han og Hornsleth med blackface. Man kunne sige, at det repræsenterer et glimt af håb. Men når Hornsleth og Uwe Max med deres performance kæmper for fri kunst, så bevæger de sig stadig inden for de rammer, som censurkulturen har skabt. De laver provokunst, og intet er mindre interessant end den kunst, der provokerer for provokationens egen skyld.

I handlingen ligger dog en desperation, og desperation er godt. Vi bør – både som kunstnere og borgere – være desperate over situationen. Der er intet frihedsrum til at bearbejde irrationelle følelser, ingen visionær famlen i yderkanten af en endnu ikke formet krise.