I en mærkelig virkelighed, der lader til at være vendt på hovedet, får man i denne tid indtryk af, at barselsorlov er en hæmsko for kvinder. En konservativ, antifeministisk opfindelse, der holder os tilbage i livets væddeløb.
Vi taler om barsel til mor og barsel til far i en kollektiv forglemmelse af ordets egentlige betydning.
Barsel betyder fødsel, og den barslende betyder den fødende. Vi kan ikke skille os selv fra vores kroppe, hvor meget vi end ønsker det. Vi er rent faktisk pattedyr, selv om vi nogle gange glemmer det.
Ligestilling handler ikke kun om forfremmelser og løn. Ligestilling handler også om respekt for det kæmpe fysiske og emotionelle arbejde, det er at være fødende og mor.
Er det ligestilling, når kvinden ammer hele natten, tager afsted tidligt om morgenen, pumper mælk på jobbet, hjem igen og derefter starter forfra? To krævende fuldtidsjob på én gang. Mens partneren kan sove natten igennem, stå op og nyde den baby, der så småt begynder at være mindre krævende. Det er misforstået ligestilling, som ikke stiller forældrene lige.
Det nye forslag om øremærket barsel kommer desuden med en social slagside. De familier, hvor faren ikke kan eller vil tage orlov, bliver hårdt ramt.
De allermindste børn bliver taberne, når babyer må afleveres endnu yngre, end de allerede er, i de i forvejen kronisk underbemandede og underprioriterede daginstitutioner.
Konsekvensen af kortere barsel til mor bliver, at nogle kvinder må afbryde amningen, før mor og barn begge er klar. Det gælder eksempelvis de kvinder, der skal tilbage til natarbejde eller døgnvagter.
Amning handler ikke kun om ernæring, men om et følelsesmæssigt bånd og tryghed og anbefales af WHO til toårsalderen eller længere.
Men selvfølgelig skal der være øremærket barsel til far. Mænds barsel er uvurderlig.
Mændene skal have lov til og opfordres til at mærke det privilegium, det er at være omsorgsperson og knytte et stærkt bånd til deres barn. Min kæreste tog seks måneder. Det kunne lade sig gøre, fordi mit studieliv var fleksibelt, og fordi vi prioriterede det.
Det skal normaliseres, at mænd tager barsel, og gerne meget af det, men det må ikke ske på bekostning af kvinderne.
Barselsorloven er først og fremmest for barnets skyld. Læg den øremærkede orlov til i stedet for at skære fra.
Laura Kelstrup er medicinstuderende.
Hvad med at kræve en bedre normering i daginstitutionerne og en mere fleksibel arbejdstid - så familier med små børn kan få mere tid sammen med deres børn - det må da være mere i barnets interesse - end surhed over øremærket barsel til faren( og vel også medforældre eller hvad).
Det er mærkeligt, at et rigt samfund som Danmark ikke kan behandle de nystiftede familier på en bedre måde. Selvfølgelig skal barslen udvides, ikke indskrænkes. Jeg kan ikke se, hvorfor dette skulle være et 0-sum-spil. Det er jo ikke fordi vi har brug for færre børn.
Jeg kunne ikke være mere enig.
Barselsindgrebet har intet med ligestilling at gøre, og heller ikke selvom man insisterer på at måle ligestilling på individets indkomst.
De ni ugers ekstra øremærkning til manden er muligvis gode for mænd, der tidligere har måtte samle mod til at argumentere for deres orlovsønsker foran en konservativ chef, men man kan synes, at dette burde ligge i enhver overenskomst. Det er fint nok, at dette nu bliver lovsikret, så fagforeningerne kan fokusere deres kampe på at forbedre andre vilkår, men man skal ikke lade det være et nul-sums-spil - de ni uger bør lægges til som et ekstra lovsikret privilegie for mænd.
Jeg kan dog ikke forstå, at nogen tror på, at øremærkningen vil ændre på lønbalancen.
Det vil ikke ændre på andelen af selvstændige kvinder, eller andelen af kvinder på topposter, og det vil på ingen måde ændre på andelen af kvinder, der vælger deltid fremfor fuldtid - måske tværtimod.
Hvor mange forældre findes der mon, som arbejder deltid, for at få hverdagen til at hænge sammen?
Hvor mange vil egentlig gerne arbejde mindre, men kan ikke få lov?
Jeg har ladet mig fortælle, at visse kvindedominerede fag har langt nemmere ved at få en deltidsstilling end andre, hvilket øremærkningen næppe vil rokke ved.
Hvis vi leger videre med tanken om, at ligestilling kan gøres op i karrieretimer, så kan de ni ugers orlov, man vil gøre det umuligt for kvinden at tage, gøres op med, at en kvinde nu tvinges ud på arbejdsmarkedet i X*9 uger ekstra i løbet af sit liv, hvor X er antallet af fødsler, hun præsterer. I dag har man allerede født mange børn, hvis X=3, og for sådanne supersamfundsborgere, som bidrager med så meget nyt liv, der vil de nye regler sikre moderen 27 uger mere i hamsterhjulet.
Hvis der er 220 fuldtids-arbejdsdage på et år, ja så svarer et fuldtidsarbejde til 44 arbejdsuger.
Vælger en kvinde at arbejde 30 timer fremfor 37 timer per uge, så reduceres arbejdsåret til omkring 81% heraf, dvs. til omkring 35,6 uger. Forskellen ift. fuldtidsarbejdet betyder, at en 30 timers arbejdsuge vil sætte en kvinde 27 uger bagud i løbet af 3 år og 3 måneder.
Og vælger man en 25 timers arbejdsuge, så skal man kun arbejde i 1 år og 11 måneder, før man er 27 uger bagude i karriereræset.
Når det kommer til kærlighed til sine børn, så tror jeg ærligt talt, at temmeligt mange vil blæse på ovenstående tal.
Men når nu der truttes i ligestillingstrompeten, og man ensidigt ser på indkomstens størrelse, så er det ikke uden relevans at spørge om, hvor længe visse mødre mon vælger at arbejde deltid?
Hvis det er korrekt, at det typisk er kvindedominerede fag, der har fået tilkæmpet sig deltidsmuligheder, så tør jeg godt at love, at den ekstra øremærkede fædreorlov ikke vil rykke en meter på lønbalancen.
Hvis man virkelig ville gøre noget for ligestillingen, så kiggede man mod Sverige, hvor forældre har ret til deltid, mens deres børn er små. Hvis flere mænd havde denne mulighed, så kender jeg ikke så få, der ville benytte den.
Problemet er bare, at dette vil skabe ligestilling ved at flytte mænds indtægter nedad, og det kan vores politikere ikke se nogen mening i, når det i deres Excel-ark står dikteret, at livet går ud på så hurtigt som muligt at tjene så mange penge som muligt.
Jeg håber, at øremærkningen vil gøre livet nemmere for enkelte børnefamilier, men hvad skal man dog forvente i dette land, når debatten afspores med komplet misforstået snak om ligestilling, fremfor at tale om barnets tarv og den fødendes trivsel?
Hvad med at fokusere 100% på barnet og respektere den fødende?
Er der i øvrigt blevet gjort noget ved normeringerne i ‘velfærdsstatens’ institutioner?