Kommentar

Vi mangler et mere præcist sprog for, hvornår en irettesættelse er skældud

Det er klart, at ingen voksen nogensinde skal tømme sin mentale skraldespand ud over et barn. Men må man råbe ad et barn, der er ved at stikke sin sidekammerat med en saks? Hvis svaret er ja, har vi også accepteret, at skældud virker, skriver lærer Pia Henriksen i dette debatindlæg
Når vi går ind i debatten om skældud i skolen, skal vi huske, at langt de fleste lærere dagligt navigerer tålmodigt på et stressniveau, der dybest set ikke er forsvarligt, når man har ansvaret for børn, skriver lærer Pia Henriksen i dette debatindlæg. Billedet er fra arkiv.

Når vi går ind i debatten om skældud i skolen, skal vi huske, at langt de fleste lærere dagligt navigerer tålmodigt på et stressniveau, der dybest set ikke er forsvarligt, når man har ansvaret for børn, skriver lærer Pia Henriksen i dette debatindlæg. Billedet er fra arkiv.

Ritzau/Scanpix

Debat
30. september 2021

Det er sådan set udmærket at undersøge og tale om, hvordan lærere og pædagoger er sammen med børn. Og derfor er debatten om skældud i skolen, der er opstået på baggrund af, at en skole i Østjylland nu er blevet procescertificeret skældudfri skole, også relevant. Alligevel vækker det en bekymring i mig, fordi jeg allerede nu kan forudse, hvordan det lynhurtigt kan slå an politisk og blive til billige point, der simplificeres på vej ned gennem styringskæden, til det rammer skolen. Her vil det så blive brugt på alle mulige tænkelige måder i forskellige lokale fortolkninger, som ikke nødvendigvis vil være til gavn for skolen.

Måske vil man også skrive noget om skældud ind i de nationale trivselstest og oprette en klageenhed for udskældte børn og deres forældre. Igen kan man rette lygten mod læreren frem for at forholde sig til skolens store strukturelle problemer og det læringsmiljø, vi har skabt, hvor både børn og voksne oplever at være under så stort pres, at det kan føre til både magtesløshed og kontroltab.

Betyder det, at man ikke skal være opmærksom på en arrig terrier, der render og skælder børn ud dagen lang? Nej. Men det betyder, at vi ikke skal slide folk ned til omsorgstræthed, og vi skal huske, at langt de fleste lærere dagligt navigerer tålmodigt på et stressniveau, der dybest set ikke er forsvarligt, når man har ansvaret for børn. Det hænger ikke sammen.

Vi kommer altså let til at stille de forkerte spørgsmål, og dermed svigter vi skolen og dens ansatte.

Vi mangler et præcist sprog

Det er med skældud som med alt andet i den pædagogiske praksis: Intet er sort og hvidt. Hele skoledagen igennem opstår der dilemmaer, som mennesker – ikke robotter – skal forholde sig til. Det er klart, at ingen voksen nogensinde skal tømme sin mentale skraldespand ud over et barn. Men må man råbe ad et barn, der er ved at stikke sin sidekammerat med en saks, eller ad legesyge børn, der løber på perronen, kort før toget kører ind?

Hvis svaret er ja, har vi allerede bevæget os ind i den zone, hvor vi accepterer, at skældud virker.

Det vil muligvis have nogle negative konsekvenser og sætte sig i barnet, men et af de centrale argumenter i debatten er, at skældud ikke virker.

Det er klart, at det ikke nødvendigvis lærer barnet at opføre sig anderledes i fremtiden, men det er noget andet. Den del handler om, hvad der skal til for at ændre adfærd på længere sigt, og her er jeg enig i, at skældud sjældent er særligt virksomt. Det er stille udskamning, placering af skyld og ignorering som straf heller ikke. Derfor mangler vi et mere præcist sprog for de mange former for irettesættelser, der kan opleves i skolen, hvis vi overhovedet skal komme videre i debatten. Sanktionsmuligheder er nødvendige, men lad os endelig diskutere, hvilke der er OK og hvornår.

Underkend ikke lærerens rolle

Hvad kan vi så gøre, hvis vi gerne vil have mindre skældud i skolen?

Lærerne skal have tid og ro til at lære børnene godt at kende. Det er helt afgørende, at man ikke underkender klasselærerrollen eller udliciterer relationsarbejdet til ansatte, der ikke selv underviser klassen. Det er desværre en antagelse, som har domineret skolen siden indførelsen af skolereformen, at man kan skille den faglige undervisning fra trivselsarbejdet. For eksempel ved at lade en pædagog tage sig af sager vedrørende børnenes trivsel og arbejde med relationerne i den understøttende undervisning, mens man har fjernet klassens time og andre elementer, der gavnede lærerens relation til børnene.

Læreren skal turde være autentisk og stole på sin professionelle dømmekraft. Det kræver tid til refleksion over egen praksis og efteruddannelse.

Når enkelte børn er grænseløse, voldelige og ude af kontrol, skal der være nogle sanktionsmuligheder, for eksempel at fjerne barnet fysisk fra fællesskabet, når det er til fare for sig selv og andre. Det kan være i form af ekstra hænder, pusterum og forældre, der må afhente barnet, men det kan alt efter alder og grovhed selvfølgelig også være nødvendigt at forflytte en elev, og der mangler vi alternative undervisningstilbud.

Og så er høje klassekvotienter, små lokaler, dårligt indeklima og lange dage alt sammen med til at øge konfliktniveauet.

Hvis man som lærer decideret er en del af en skældudkultur på sin skole, bør man arbejde koncentreret på at få det ændret. Men langt de fleste lærere vil gerne gøre det hele rigtigt, og det indebærer en risiko for, at de bliver så bange for at skade børnene, at de ender som handlingslammede og kunstige i deres samvær med eleverne.

Arbejdet med lærernes kompetencer til at møde eleverne bør under alle omstændigheder følges op af strukturelle forbedringer, hvis man tager situationen ude på skolerne alvorligt.

Pia Henriksen er folkeskolelærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Godt indlæg Pia Henriksen. Mere debat om skæld ud og konkrete bud på hvordan det er muligt at guide børn i alle de situationer hvor børn overskrider grænser og der skal sættes grænser af en voksen.
Jeg har så meget respekt for lærergerningen i dag . De fleste lærere jeg har mødt er meget dygtige pædagoger.
Jeg har selv arbejdet med pædagogik og ofte mødt både forældre og kollegaer der ikke reagere og benævner uacceptabelt adfærd af frygt for omgivelsernes dom og angsten for at skade børn. Og det er efter min mening meget farligere for børnene end at se og mærke en nærværende voksen reagere og tydeligt signalere med mimik og stemmeføring at barnet har overtrådt grænser.
Men som på alle arbejdspladser, hvor der arbejdes med mennesker, mangler der penge/flere hænder/. Så folks viden og gode uddannelser rigtigt kan komme i spil til glæde for alle.

Jeg er som lærer helt enig. Det sidste år har jeg på gamle arbejdsplads oplevet L. Klinge og hendes kollegaers oplæg om mindre skældud. De oplæg, der bestod af 5 gange 2,5 timer kunne skæres ned til min første lektion i pædagogik på lærerseminariet tilbage i 1997.