Kommentar

Når barnløse tyer til rugemødre, er det barnet og rugemoren, der betaler prisen

Det er let for omgivelserne at leve sig ind i det barnløse pars sorg og desperation. Men hvad med den rugemor, der skal aflevere et nyfødt barn uden at vide, hvad der sker med det i fremtiden? Eller det barn, der vokser op uden at kende den mor, der har født det, skriver forfatter Marion Thorning i dette debatindlæg
Vi ved for lidt om, hvordan adoptionsprocessen, hvor danskere betaler udenlandske kvinder for at føde børn for dem, påvirker rugemoder og rugebarn, mener forfatter Marion Thorning.

Vi ved for lidt om, hvordan adoptionsprocessen, hvor danskere betaler udenlandske kvinder for at føde børn for dem, påvirker rugemoder og rugebarn, mener forfatter Marion Thorning.

Gleb Garanich

Debat
18. september 2021

»Fiktionsserierne fra Netflix begynder at blive til virkelighed«, siger Kristian Almstrup, der er seniorforsker på Rigshospitalet, til Politiken den 5. august.

Han taler om et tipping point, hvor befolkningstallet begynder at rasle ned, og man vil begynde at avle på dem, som er mest fertile, for at sikre menneskehedens overlevelse.

Men vi har allerede taget hul på det fremtidsscenarium.

Man skønner, at der kommer mellem 50 og 100 børn født i udlandet af rugemødre – kvinder, der bliver betalt for at føde børn til barnløse – til Danmark hvert år. De nyfødte overdrages til de sociale forældre straks efter fødslen.

Det er her i landet ikke tilladt at betale for en rugemor, og den kvinde, der føder barnet, er juridisk set barnets mor.

Derfor tager danske kvinder og mænd til lande, hvor det er tilladt. Blandt andet Ukraine eller Grækenland, hvor der er en industri af rugemoderskab. Af fødselsattesten fremgår det, at den sociale mor har født barnet i udlandet. Rugemoren figurerer ingen steder.

Det er hårdt ikke at kunne få det barn, man så gerne vil. Og det er let for omgivelserne at leve sig ind i det barnløse pars sorg og desperation og måske også følelsen af uretfærdighed: ’Hvorfor skal det lige ramme mig?’ Ingen ønsker at være ufrivilligt barnløs.

Men der er to andre parter i den problemstilling: rugemoren og barnet.

Rugemorens situation

Det er vanskeligere at leve sig ind i rugemorens situation, for hun har ingen stemme, hun er anonym og bliver af nogle opfattet som en kuvøse.

Jo længere væk et menneske befinder sig fra os, desto sværere er det at føle empati, og derfor er det muligt at bortforklare hendes problemer. Vi får ikke noget at vide om, hvordan det er for hende at være gravid, mærke barnet i maven, skulle tage hensyn og gøre sig tanker om, hvilket barn der ligger i livmoderen.

Vi ved ikke, hvad det betyder, at det er et fremmed foster. Og vi får slet ikke nogen viden om, hvordan hendes efterfødselskrop reagerer på kejsersnittet, som rugemødre rutinemæssigt får foretaget, og alle de andre virkninger, der er efter en fødsel. Eller hvad det betyder at aflevere et nyfødt barn og ikke vide, hvad der sker med det i fremtiden.

Vi ved efterhånden en del om, hvad aborter betyder for mange kvinder. En fødsel må være mange gange dobbelt op. Rugemorens sociale situation, hendes motivation, er i de fleste tilfælde præget af store økonomiske og sociale problemer; hun gør det for at overleve.

Barnets fremtid

Så er der den anden part; barnet, som vi af gode grunde heller ikke kan spørge. Den tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo har udtalt, at rugemoderskab er et planlagt overgreb. For det handler ikke om at give et nødstedt barn en fair chance ved at fjerne det fra sin mor. Det nyfødte rugebarn overgives til en fremmed, og vi ved ikke, hvad det betyder for spædbarnet.

Et foster lærer morens lugt og lyde at kende, så det allerede lige efter fødslen kan identificere sin mor mellem andre kvinder.

Vi ved ikke, hvad det betyder for et nyfødt barn at blive fjernet fra sin rugemor og komme til et helt fremmed miljø.

Selv om de sociale forældre kan blive gode forældre, bør usikkerheden komme barnet til gode, siger Lillian Bondo.

Vi ved heller ikke, hvordan vil det påvirke rugebarnet fremover. Hvad vil barnet tænke og føle, når det bliver så stort, at det kan forstå, spørge og undre sig? På samme måde som børn, der er adopterede eller er resultat af en anonym æg- eller sæddonation, forsøger at finde deres rødder, vil rugebørn også have brug for at vide noget om deres rugemødre.

Og jo mere viden vi får om, hvordan en rugemor påvirker fosteret, desto mere vil barnet ønske at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun kunne aflevere et barn, hun netop havde født.

Barnet vil sandsynligvis også stille spørgsmål til de sociale forældre: Hvordan kunne de få sig selv til at betale en fremmed kvinde for at føde et barn til sig?

Måske vil nogle argumentere for ikke at fortælle barnet, hvordan det er kommet til verden. Tidligere forsøgte man at skjule for børn, at de var adopterede. Det gik godt, indtil en eller anden alligevel fik luftet den viden, som mange gik og skjulte. Og barnets verden brød sammen.

I dag fortæller mange barnløse, ofte også på de sociale medier, om deres fertilitetsbehandling. I tilfældet med rugemødre ved alle, at der ikke har været nogen graviditet, men at der pludselig er et barn. Familiehemmeligheder er gift for relationer, de splitter og skaber store konflikter.

Spørgsmålet om rugemoderskab handler om meget andet end barnløses ønsker om at få et barn. Vi må overveje, hvad det er for et samfund, vi skaber, når vi bruger andre mennesker til at opfylde vores ønsker.

Marion Thorning er sundhedsplejerske, konfliktmægler (MMCR) og forfatter til romanen ’Rugemor’, der udkommer på Forlaget Lind til november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en absurd forretning. Burde absolut ikke være lovligt. At tingsliggøre fattige kvinder og børn. Vi skriver 2021 !
Jeg savner kommentar fra alle dem der bakker mødrene op i deres rettigheder for dette og hint . Alle jer der reagerer på kronikker om hvor hårdt livet som gravid og nybagt mor er. Hvad er holdningen når det er barnet der er i fokus ? Og mor-maskinen ? Så langt rækker sympatien måske ikke ?
Mvh Hanne Pedersen

Kamma Thomsen, Torben Skov, Steen Obel og Anne Søgaard anbefalede denne kommentar