Kronik

Når selvskadende piger mødes på Instagram, er det ikke Instagram, der er problemet

Instagram får kritik for at lade piger dele billeder af selvskade, men selv hvis Instagram slettede alle billederne, bestod problemet: Nemlig at vi overlader børn og unge i mistrivsel til sig selv. De får først hjælp, når det er gået galt, skriver pædagog i ungdomspsykiatrien Sanne Lundhede Poulsen
Hvis vi som samfund virkelig ønsker, at fællesskaber som PRIV ikke skal blive en endnu større problemstilling, skal være meget nemmere for børn og unge at få hjælp, når de mistrives, skriver Sanne Lundhede Poulsen, som selv har været patient i ungdomspsykiatrien.

Hvis vi som samfund virkelig ønsker, at fællesskaber som PRIV ikke skal blive en endnu større problemstilling, skal være meget nemmere for børn og unge at få hjælp, når de mistrives, skriver Sanne Lundhede Poulsen, som selv har været patient i ungdomspsykiatrien.

Magnus Hove Johansson

Debat
24. september 2021

»Hvorfor eksisterer problemet overhovedet stadigvæk, når Instagrams øverste chef allerede for 2,5 år siden lovede at komme det farlige problem til livs?«

Med disse ord blev DR’s nyhedspodcast Genstart indledt den 15. september. Dagens tema var PRIV-netværket under overskriften »Livsfarligt fællesskab«. PRIV står for privat og er et såkaldt hemmeligt netværk på Instagram, hvor især unge kvinder deler billeder og videoer af selvskade. DR har også beskrevet PRIV-netværket i dokumentaren Døde pigers dagbog. Og ligesom det var tilfældet efter udsendelsen af dokumentaren i 2020, sidder jeg tilbage og savner nuancer. Når Genstart kaster ansvaret i hovedet på Instagram, er det i min optik en forenkling og misforståelse af problemstillingen.

At mentalt lidende mennesker søger fællesskaber i netværker på sociale medier, er ikke noget nyt. De såkaldte pro-ana-sider, hvor unge anorektiske piger udvekslede sulte- og motionstips, var allerede en udfordring i 00’erne. Da jeg selv var mentalt lidende i mine ungdomsår, kom jeg gennem flere år på en specifik hjemmeside, hvor man kunne læse hinandens dagbøger og kommentere herpå. Det er over 16 år siden. Vi kunne ikke dele billeder dengang, men når jeg taler med tidligere og nuværende brugere af det såkaldte PRIV, så får jeg en klar fornemmelse af, at det handler om stort set det samme, som det gjorde for 16 år siden på omtalte hjemmeside.

PRIV opleves som et godt tilbud

Det store spørgsmål er derfor: Hvorfor søger mentalt lidende unge fællesskaber online?

Som politisk chef for Facebook og Instagram i Norden Martin Ruby siger i Genstart, så har vi først og fremmest som samfund et stigende problem med, at danske unge mistrives. Vi kan dermed sagtens råbe op om Instagrams ansvar. Og jo, Instagram og andre sociale medier har selvfølgelig et medansvar. Billeder af sår efter selvskade bør selvfølgelig ikke være tilladte at dele. Men uanset om Instragrams øverste chef så havde fået løst ’problemet’, ville vi stadig have det store problem: At de danske unge mistrives i stigende grad.

Denne mistrivsel kan uden tvivl forværres via et ungt menneskes engagement i PRIV. Men så længe vi ikke som samfund og som voksne får taget ordentlig hånd om disse unge og hjulpet dem, så vil PRIV opleves som godt tilbud.

De unge udøver ganske rigtigt deres mistrivsel på diverse sociale medier. Men min faglige vurdering er, at det er et fåtal af unge med et sundt selvværd, som søger disse fællesskaber. Min påstand bekræftes af unges egne begrundelser for, hvorfor de søger fællesskaber som PRIV. Som reaktion på Døde pigers dagbog udgav flere af de unge fine kronikker. De fortalte om, hvordan de på PRIV for første gang havde følt sig forstået, støttet og hjulpet. Flere skrev, at hvis de havde mødt forståelse, støtte og hjælp i den virkelige verden, så havde de nok ikke opsøgt PRIV. Mange følte sig ensomme og overladt til sig selv.

I 00’erne skete det samme

Selv oplevede jeg trods en psykiatrisk diagnose som 14-årig, at et månedligt besøg til medicinkontrol og samtale hos en distriktssygeplejerske i ungdomspsykiatrien var den eneste formelle behandling og hjælp, som jeg modtog de første 2,5 år efter min diagnosticering.

Det var i min søgen efter hjælp, at jeg endte på omtalte hjemmeside. Det var også min egen googlesøgning, der gjorde, at jeg som 17-årig opdagede Serviceloven og på eget initiativ tog kontakt til kommunen og fik mig visiteret til en kontaktpædagog. Pludselig stod jeg over for en voksen, som ikke tog udgangspunkt i min daværende diagnose, men var nysgerrig på, hvorfor jeg havde fået det så forfærdeligt. En omsorgsfuld voksen, som lyttede og prøvede at forstå min oplevelsesverden. Jeg fik et sted, hvor jeg kunne kaste anker. Hvis jeg bare havde fået den kontaktpædagog tilknyttet som 14-årig, så er jeg ikke i tvivl om, at meget i mit forløb kunne være forebygget.

»Når de unge enten bliver eller føler sig overladt til sig selv med deres indre smerte, så søger de fællesskaber som PRIV,« skriver Sanne Lundhede Poulsen

Magnus Hove Johansson
Selv om mit forløb efterhånden er mange år siden, så må vi bestemt ikke læne os tilbage og tænke ’det var dengang’. I mit arbejde som pædagog har jeg flere gange oplevet, hvordan kommuner fejler i forhold til at forebygge. Det er, som om børn og unge først kan få hjælp, når de har en psykiatrisk diagnose. Det er ikke nok ’bare’ at mistrives. Man kan først få hjælp, når man har udviklet symptomer i en sådan grad, at man lever op til kriterierne for en psykiatrisk diagnose. Og så er det faktisk alligevel ikke sikkert, man får tilbudt hjælp.

Vi overlader de unge til sig selv

Som pædagog har jeg kendskab til et utal af sager, hvor fagfolk omkring et barn gennem en hel opvækst flere gange har råbt vagt i gevær. Alligevel er barnets behov for hjælp blevet negligeret. Jeg har oplevet så mange gange, at foranstaltninger først bliver bevilget, når det er gået galt, og der skal slukkes ildebrande.

Barnet er nu blevet til et utrygt ungt menneske med lavt selvværd, som ofte har mistillid til verden og utroligt svært ved at følelsesregulere sig selv. Mange af de unge, som jeg møder, føler sig utroligt stressede og misforståede af deres omgivelser.

Hos de unge piger kan denne mistrivsel typisk komme til udtryk på to måder. Enten er der tale om den overtilpassede, stille og høflige pige eller den højttalende pige, som ofte af sine omgivelser opleves som en drama queen. Den overtilpassede pige bliver ofte overset af omgivelserne, fordi hun ikke gør krav på at blive set. Den højttalende pige er derimod i høj risiko for at blive ignoreret, da hun kan opleves anstrengende. Men fælles for begge piger er den manglende evne til følelsesregulering. Denne manglende evne til følelsesregulering resulterer ofte i selvskade.

Når de unge enten bliver eller føler sig overladt til sig selv med deres indre smerte, så søger de fællesskaber som PRIV. Og det er jo ikke så mærkeligt, at PRIV hurtigt kan fremstå som et godt tilbud. Særligt for de unge, som stort set ingen venner har. PRIV bliver deres sociale liv. Det bliver der, de deler deres inderste hemmeligheder. Og fordi de modtager likes og kommentarer, som repræsenterer følelsen af den omsorg og forståelse, de sådan higer efter, så bliver det farligt.

Jeg har mødt mange samarbejdspartnere og kolleger, som tror, at de unge på PRIV konsekvent aktivt opfordrer hinanden til at selvskade og giver gode råd til, hvordan et selvmord kan udføres. Men som jeg forstår på de unge, er det ikke tilfældet. De unge bliver i stedet indirekte opfordret til selvskade, fordi de i deres underbevidsthed erfarer, at jo dårligere man har det, jo mere omsorg og forståelse får man fra de andre.

Hvis vi som samfund virkelig ønsker, at fællesskaber som PRIV ikke skal blive en endnu større problemstilling, så skal vi komme ind i kampen. Det skal være meget nemmere for børn og unge at få hjælp, når de mistrives.

Samfundsøkonomisk er det også langt mere bæredygtigt at hjælpe et barn med en overskuelig udfordring frem for først at hjælpe barnet, når det som ungt menneske er viklet ind i eksempelvis en personlighedsforstyrrelse. Det er sådanne unge, som ikke har fået hjælp i tide, der særligt er i risiko for at søge fællesskaber som PRIV.

Men som voksne omkring de unge har vi altså det største ansvar. Selvfølgelig skal vi klæde vores børn og unge på til at begå sig på de sociale medier. Men frem for alt skal vi tage vores voksenansvar og reagere, når vi oplever børn og unge, der mistrives. De er vores fremtid.

Sanne Lundhede Poulsen er konsulent i Peer-Netværket, pædagog i ungdomspsykiatrien og læser en master i =sundhed og samfund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spot on!