Kronik

Økologimærket er blevet en sutteklud for reelle samfundsforandringer. Det bør afskaffes

Økologimærket blev opfundet som et forsøg på at sikre forbrugerne miljøvenlige fødevarer og drive en omstilling i landbruget. Men i dag må vi erkende, at økologien blot er endt som et individualistisk parallelsamfund, der ikke kan løse klimakrisen, skriver erhvervspædagog og iværksætter Mikael K. Bjerre i denne kronik
Økologimærket blev opfundet som et forsøg på at sikre forbrugerne miljøvenlige fødevarer og drive en omstilling i landbruget. Men i dag må vi erkende, at økologien blot er endt som et individualistisk parallelsamfund, der ikke kan løse klimakrisen, skriver erhvervspædagog og iværksætter Mikael K. Bjerre i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
13. september 2021

Det er kontraintuitivt. Men netop nu hvor man føler et stigende behov for mærker som Ø, FSC, MSC og Fairtrade, er det blevet nødvendigt at afskaffe disse ordninger, mærker og alt deres væsen. Eller i det mindste tankegangen bag dem.

Forklaringen kræver en tur ind i en fascinerende verden af økonomi, branding, identitet og grøn omstilling. Jeg skriver her om Ø-mærket, men det gælder ligesåvel alle de andre lignende forbrugermærker.

Vi skal tilbage til 1987, hvor Folketinget besluttede at oprette den standard og det Ø-mærke, som vi i dag kender som mærket for økologi. I grove træk så en gruppe socialentreprenante politikere, embedsmænd, landmænd og forbrugere en mulighed for at slå mange fluer med ét smæk og samle det hele i Ø-mærket.

Landmændene ville gerne tage mere hensyn til miljøet, forbrugerne ville gerne have kvalitetsfødevarer, politikerne ville gerne have erfaring med fremtidens landbrug, og nogle må også have fundet det fascinerende, at man med en statsgaranteret økostandard kunne få markedet til selv at fremvokse en samfundsgavnlig jord til bord-standard.

Men Ø-mærket er også et barn af en anden verden, end vi befinder os i i dag. Selv om der også var Cheminova og regnskovsfældning i 1987, så er den nuværende krise i vores forhold til himmel, hav og jord mere nærværende og presserende. Udviklingen fra nice to have til need to have, hvad angår et bæredygtigt samfund, er blevet tydelig. Spørgsmålet er derfor, hvilken rolle mærkerne i dette tilfælde Ø-mærket spiller i den nuværende situation.

Et identitetsprojekt

En idé, man ofte møder, er, at forbrugerne vil vågne af deres døs, når Gaias horn gjalder – altså at salget af økologi vil stige i takt med klima-og miljøudfordringerne. Men denne idé bygger mere på håb end på evidens. Forbrugerens drive mod at købe Ø-mærkede produkter har altid kunnet opdeles i egennytte og samfundsnytte. Disse to drivere er sammenflettede, og det er jo i almindelighed det, der opfattes som det geniale ved Ø-mærket. Men det er også blevet klart, at forbrugerens grund til at købe økologi handler mest om egennytte og meget lidt om samfundsnytte. Man kan for eksempel se, at de økologiske varer, hvor egennytten er størst – for eksempel babymad – sælger bedst.

Og derudover er det desværre også sådan, at den del af motivationen til at købe Ø-mærket, der ligner samfundssind, i stedet i høj grad handler om forbrugerens identitet. Når vi køber økologi, følger der ofte en meget stærk fortælling med – nemlig at vores valg spreder sig. Først til de andre deltagere i middagsselskabet og derefter til alle dem, som deltagerne efterfølgende møder. Derefter bliver vores valg til en gængs moralsk standard i hele samfundet.

Man kan godt smile af dette storhedsvanvid, men når vi mennesker helt seriøst – delvist ubevidst – forestiller os, at vores personlige indkøb er så vigtige for andre mennesker, at de i sig selv har en indvirkning på samfundets retning og klodens klima, så forveksles samfundsnytte med egennytte.

Vi hænger vores hat på en forestilling om eksemplets magt, der ikke har hold i virkeligheden, og til næste middagsselskab har vi da også helt andre gode handlinger på menuen. Det er svært ikke at opfatte dette fænomen som en forsvarsmekanisme hos mennesker, der er i vildrede over at leve i et samfund, der nasser på fremtiden.

Det er 34 år siden, at Ø-mærket blev indført, og den solgte andel i detailhandlen i 2020 udgør cirka 12 procent. I de varegrupper, der betyder mest for klimaet – for eksempel kød – er andelen fornærmende lille. Hvis man nænner at betragte økologi fra en almindelig forretningsmæssig synsvinkel – og det er ikke urimeligt, for Ø-mærket er tiltænkt markedet – så er en markedsandel på kun 12 procent ikke imponerende. Når man betænker, hvor mange reklamer, artikler og personer, der har promoveret Ø-mærket, så er det nærmest ufatteligt, set fra et markedsføringssynspunkt, at salget ikke er større.

Ø-mærkets parallelsamfund

Samlet set er den ellers udbredte idé, om at økoforbrugerne kan vokse til et flertal, mens de af egen lomme betaler for samfundets grønne omstilling, grundløs og absurd. De 12 procent fans og filantroper, der indtil nu har finansieret den bæredygtige økostandard, er kommet til vejs ende.

Hvilket bringer os til samfundets – og statens – lod i Ø-mærket. Begrundelsen for oprettelsen af Ø-mærket var blandt andet, at samfundet kunne få forbrugerne til at betale for erfaringerne med mere miljørigtigt landbrug. Jeg er ikke blind for, at Ø-mærket i de seneste år er blevet bagvasket som et ’burgøjser-brand’, der – i nogle varegrupper – udleder mere CO2 pr. foderenhed end konventionelle fødevarer. Men hvis vi ser bort fra denne omdiskuterede detalje, så opnåede samfundet, hvad det ønskede. Vi fik en omfattende erfaring med produktion af fødevarer på en måde, hvor grundvand, vandmiljø, biodiversitet, dyrevelfærd, humuslag, fertilitet med mere efterlades i nogenlunde rimelig stand. Vi siger tak.

Men man skal passe på, hvad man ønsker sig, og staten fik ikke bare oprettet et sjovt lille socialentreprenant økologihjørne, men en parallel til det konventionelle. I de fleste tilfælde er det fint med alternativer. Så kan man sidde på kroen og tænke på kirken, eller omvendt. Men der er kun én biodiversitet, én torskebestand, ét fælles grundvand og så videre. Vi er derfor langsomt og pinefuldt nødt til at erkende, at Ø-mærket – og hele tankegangen bag de bæredygtige mærker og ordninger – ikke har skabt et alternativ, men et uholdbart parallelsamfund.

Alibi for konventionelt landbrug

I denne erkendelsesproces er statens økologimærke ikke længere en ledestjerne, men en sutteklud. Ø-mærket er et fatamorgana om forbrugerdrevet omstilling, men det er desværre også en skammekrog for de borgere, der ønsker at fremme omstillingen med kollektiv handling.

Samfundets kollektive ansvar bliver uangribeligt, fordi kritikerne blot kan henvises til selv at vælge den økologiske standard i køledisken. Alle, der ønsker at forhøje samfundets fælles standarder, må først gå bodsgang og stå til regnskab for deres personlige forhold til kød, streaming, flyrejser og af og til også økologi efter devisen: Hvis man ikke gør nok selv – og det gør man jo aldrig – så kan man ikke kritisere de fælles normer. På den måde er økologi blevet et alibi for det konventionelle i stedet for en ledestjerne for en bæredygtig fremtid.

Det er helt uproblematisk, at forbrugerne selv betaler for mærkning af parfumefri kosmetik eller skrabeæg. Men når samfundet skal definere, hvordan vi skal efterlade de helt grundlæggende værdier til vores efterkommere, så er det samfundsnedbrydende at arbejde med forskellige standarder – økologisk og ikkeøkologisk.

Der er skabt et parallelsamfund, men vi må retfærdigvis have én fælles standard, som alle betaler til, alle forholder sig til, og som vi i fællesskab kan sætte op eller ned, så den passer til den himmel, hav og jord, vi finder passende.

I dag er mærker som Ø, MSC, FSC og Fairtrade at betragte som privathospitaler i forhold til det offentlige sygehusvæsen. Men den går ikke, når det er kloden, der er syg. Enten gør vi det i fællesskab, eller også gør vi det ikke.

Mikael K. Bjerre er erhvervspædagog og iværksætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Amen! Tilleggsargumenter: Forbrukermakten er ikke demokratisk. Ideen er at forbrukeren skal kunne styre produksjonen i grønn retning med sin lommebok. Skal tvinge motvillige produsenter. Men i motsetning til stemmemakten er pengene er ulikt fordelt. Alle løsninger på klimakrise innebærer spørsmål om fordeling. Ressursene er begrenset. Den økologiske krise har en sosial dimensjon og løsningene må finnes innenfor de demokratiske beslutningsapparat. Her i Norge kan man kjøpe "grønn strøm". Men det finnes ingen begrensning på den enkeltes forbruk av denne begrensede og klimadrivende ressursen. Strømforbruket øker. Strømprisen øker. De rikes forbruk av "grønn strøm" gjør at minstepensjonister fryser.

Palle Raabjerg, Alvin Jensen, Carl Chr Søndergård, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Otterstrøm

CO2 afgift på alt forbrug!

Erik Bresler, Anders Hejgaard, lars søgaard-jensen, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Dan Ysnæs, Peter Høivang, Gert Romme og erik pedersen anbefalede denne kommentar

vi skal mærke det, der ikke er økologisk og pålægge det en afgift, hvor provenuet skal gå til at fremme økologien.

Bjørn Olsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Alvin Jensen, Henrik Petersen, Niels Peter Nielsen, Dan Ysnæs, T. Karmeshvari, erik pedersen, Inge Lehmann, Gitte Loeyche og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er meget smart tænkt, at forbrugeren skal betale.
Altså udspekuleret af erhvervslivet og visse politikere.

Men som påpeget ovenfor af Tine De Gier, er resultatet, at pensionisten og andre ubemidlede i underklassen må suge på labben, mens rigdommen akkumulerer sig i den øvre middelklasse og opefter, der kan fortsætte deres overforbrug som intet var hændt.
Helt galt står det til i overklassen, hvor luksusforbruget ingen ende vil tage.

Hvad er der mon blevet af det retfærdige princip om, at forureneren betaler?

Leanette Nathalia Chresta Jensen, Eskild Landt, Peter Knap, Palle Raabjerg, Benta Victoria Gunnlögsson, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Niels Peter Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Søren Dahl, Mogens Bach Jensen, erik pedersen, Peter Gløde, Peter Høivang, Morten Sørensen, Inge Lehmann, Carsten Munk, Søren Bro, Ole Henriksen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Dagens kronik - en frygtelig omgang postlater og usammenhængende argumenter.
Læs bare denne lille digression ind i kronikørens tankebaner:

postulat 1: 'Forbrugerens drive mod at købe Ø-mærkede produkter har altid kunnet opdeles i egennytte og samfundsnytte.'
kommentar: Ja - og..?
argument 1: '...det er også blevet klart, at forbrugerens grund til at købe økologi handler mest om egennytte og meget lidt om samfundsnytte. Man kan for eksempel se, at de økologiske varer, hvor egennytten er størst – for eksempel babymad – sælger bedst.'
kommentar: ???

postulat2: 'Når vi køber økologi, følger der ofte en meget stærk fortælling med – nemlig at vores valg spreder sig.'
kommentar: 'Spreder sig?' Til vennerne? Det gav vist kun identitet for 20 år siden.
argument 2: 'Først til de andre deltagere i middagsselskabet og derefter til alle dem, som deltagerne efterfølgende møder. Derefter bliver vores valg til en gængs moralsk standard i hele samfundet.'
kommentar: Måske. Er det forkert?

postulat 3: 'Begrundelsen for oprettelsen af Ø-mærket var blandt andet, at samfundet kunne få forbrugerne til at betale for erfaringerne med mere miljørigtigt landbrug.'
kommentar: Det er vist at tillægge Dansk Landbrug for ædle motiver. Hvor har kronikøren det fra?
argument 3: 'Vi fik en omfattende erfaring med produktion af fødevarer på en måde, hvor grundvand, vandmiljø, biodiversitet, dyrevelfærd, humuslag, fertilitet med mere efterlades i nogenlunde rimelig stand.'
kommentar: Jamen det er da fint, ikke?

postulat 4a: 'Ø-mærket er et fatamorgana om forbrugerdrevet omstilling, men det er desværre også en skammekrog for de borgere, der ønsker at fremme omstillingen med kollektiv handling.'
kommentar: ??? Forhindrer individuelle ø-køb kollektive handlinger til fordel for miljøet? Hvorfor?
postulat 4b: På den måde er økologi blevet et alibi for det konventionelle i stedet for en ledestjerne for en bæredygtig fremtid.'
kommentar: Her hopper kæden helt af.
Jeg står i al fald af.

Erik Bresler, Peter Knap, Finn Jakobsen, Henrik Petersen, Niels Peter Nielsen, Inger Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Christian Mondrup, erik pedersen og Steen Voigt anbefalede denne kommentar

Det konventionelle landbrugs støtteorganisationer (også politiske støtter) er alt for indflydelsesrige og kan skjule det konventionelle landbrugs enorme negative ændring af naturen. Man kan se det af de nuværende CO2 forhandlinger hvor det handler om at landbruget skal have støtte for at opføre sig ordentligt. De skal altså have en større del af kagen for at få lov til fortsat at ødelægge naturen? Det har altid været mig uforståeligt at madproducenter skal bruge gift for at lave mad. Og debatindlægget vil ikke medvirke til en forbedring af forholdene blot øge forvirringen. Økologi er og bliver den eneste farbare vej frem.

Leanette Nathalia Chresta Jensen, Erik Bresler, Alvin Jensen, Niels Peter Nielsen, Dan Ysnæs, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

En anelse off topic: det er for årtier siden lykkedes det industrialiserede landbrug at sætte sig på betegnelsen "konventionelt landbrug". Med afsæt i min egen familie vil jeg mene, at "konventionen" er et mangfoldigt, varieret og sparsomt kemikalieforbrugende landbrug.

Søren Dahl, Erik Bresler, Peter Knap, Flemming Berger, Finn Jakobsen, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

jens christian jacobsen 13. september, 2021 - 16:35: Kronikørens præmis er vist, at de sølle 12% medfører, at det kollektive/samfundsmæssige ansvar for miljøet of forværringerene af klimaforandringerne let skubbes til side med det argument, at forbrugeren jo bare kan købe økologiske varer. Det lægger hele ansvaret for grøn omstilling over på forbrugerne. I stedet for, at lade forurenerne betale, bliver det nu forbrugerne, der med deres valg ved indkøb skal sikre miljøet for vore efterkommere. Det er da vist ikke holdbart. og det synes jeg kronikøren og flere indlæg i kommenfeltet her sklildrer ganske godt.

Leanette Nathalia Chresta Jensen, Erik Bresler, Rolf Andersen, Martin Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen, Dan Ysnæs, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Søren Dahl: Jeg har fuldstændig forstået kronikørens synspunkt om, at ø-mærkekøbere ikke skulle interessere sig for større og mere strukturelle forandringer. De køber sig så at sige aflad. Men jeg ser ikke et eneste argument for, at det rent faktisk finder sted.
Jeg hævder det modsatte: At ø-mærket og andre 'afladsmærker' kan være en øjeåbner for handlingsrettede, politiske tiltag. Eller at man kan være klimaaktivist OG købe ø-mærkede produkter ligesom genbrug, selvdyrkning, ulandarbejde osv osv.

Demokrati? Samarbejde med naturen? Opleve skønhed, sandhed, fællesskab, sameksistens i sit liv?
Hvert eneste dyr, der nu kan vokse op i et økologisk landbrug, er det hele værd.
Hvert eneste insekt, vilde plante, regnorm, jordbakterie, der har levesteder i alle de økologiske landbrug.
Dem glemmer forfatteren til artiklen, han er tydeligvis ikke jord-mand, eller natur-mand.

Økologi er ringe, grønne ringe, der breder sig i hele landet og i hele landskabet. Der skaber trædesten, grønne korridorer, sommerfuglebroer, osv osv osv for det enkelte dyr. Der findes ikke parallel-verdener, der findes kun en, kun en klode.

Kære forfatter, ud og stik fingeren i jorden og kig dyrene i øjnene! ;o)

Leanette Nathalia Chresta Jensen, erik pedersen og Anders Lund anbefalede denne kommentar

Er han mon betalt af gælds- og giftlandbrugets lobby organisationer?