Kommentar

Plejehjemsansat: Glem alt om at tale med den ældre i fem minutter. Det er der ikke tid til

Op af sengen, ud på toilettet, hen at spise, ned at hvile, hen at spise, ud på toilettet, ind i seng, godnat, og så gør vi det hele igen i morgen. Der er kun tid til det allermest nødvendige på plejehjemmene, og vi er farligt tæt på det uanstændige, skriver Louise Bruun, der er ufaglært afløser på et plejehjem, i dette debatindlæg
Plejehjemsektoren er så presset, at der ikke er fem minutter til at sætte sig ned og tale med den ældre.

Plejehjemsektoren er så presset, at der ikke er fem minutter til at sætte sig ned og tale med den ældre.

Ulrik Hasemann

Debat
28. september 2021

Der er endnu tomt på gangene. Med blikket rettet mod døren til dagens første lejlighed forsøger jeg at jonglere morgenbakken med kaffe, brød og æg i den ene hånd, mens jeg med den anden fisker nøgler op ad lommen. Dyb vejrtrækning, nøglen drejes om i låsen, »godmorgen!,« og så er arbejdet i gang på det plejehjem, hvor jeg har arbejdet i snart to år.

Allerede inden man når til pause, er morgenens resoluthed næsten opløst. Der kan nå at ske meget. Sådan er det jo, når man arbejder med mennesker. Det er hårdt til tider. Uheldigt bliver det, når rammerne omkring arbejdet gør det hårdere. I stedet for at have et godt og solidt stillads, der hjælper os med at passe på vores hus, har vi i stedet et korthus mellem hænderne, der hvert sekund kan ramle sammen – en yndet metafor på min arbejdsplads, for specielt på aftenvagterne, hvor vi kun er to personer til 16 beboere, skal der ikke så meget til, før korthuset vælter, og aftenen bliver et virvar af kapgang, fåmælte besøg og lette løsninger.

Alle de ansatte render rundt med samvittighedskvaler. Gang på gang beklages det, hvor meget stedet er blevet til en institution – op af sengen, ud på toilettet, hen at spise, ned at hvile, hen at spise, ud på toilettet, ind i seng, godnat, og så gør vi det hele igen i morgen.

Vi er farligt tæt på det uanstændige.

Potentielt et enormt givende arbejde

Det er synd, at ældreplejen i Danmark retmæssigt har så dårligt et ry. For hvor er det bare et givende arbejde at have – under de rigtige omstændigheder. Vigtig tilføjelse.

Som sabbatårsarbejde har det et enormt potentiale. Generationer mødes, unge mennesker bringer nye ideer, en ny form for energi, og selvudvikling er næsten uundgåeligt i et arbejde, hvor man kommer tæt på mennesker som aldrig før, både fysisk og psykisk.

Det var da også derfor, at jeg i starten af min tid som afløser anbefalede plejesektoren som job til alle, der gad lytte til mig. I dag tier jeg pænt stille, og bliver jeg spurgt, ville jeg sige, ’hold dig langt væk’.

Vi er blevet bedre til at holde plejehjemmenes beboere i live. På godt og ondt. Resultatet er blandt andet, at plejen bliver tungere og tungere. Det er efterhånden mere sygepleje, end det er ældrepleje, og vi afløsere har da også kunnet mærke, at der bliver flere og flere ting, vi ikke må.

Her melder sig en helt anden diskussion, nemlig diskussionen om andelen af ufaglært arbejdskraft i velfærdssektoren, i dette tilfælde på plejehjemmene. Og jeg kan kun nikke genkendende til, hvad man så tit har hørt, for nylig fra sygeplejerskerne: Rekruttering er svært, og at holde på folk er endnu sværere. I mine snart to år på plejehjemmet har jeg været vidne til 13 udskiftninger af personale. Det siger ligesom alt.

Brød ud i gråd

Forleden aften ramlede min verden sammen. Da jeg for tredje gang på den aftenvagt begyndte at græde, var det heldigvis (om man så må sige) i nærværet af vores centersygeplejerske, der er det sødeste menneske på denne klode. Hun kunne fornemme min flovhed over ikke at kunne holde hovedet koldt og i et forsøg på at trøste mig, fortalte hun, at hun da selv var den første, der begyndte at græde til det seneste personalemøde. Og hun var ikke alene om at have grædt, da mødet var slut.

Måske var det ikke helt det, der var hensigten, men jeg fik i hvert fald andet at tænke på. Og at det ikke sætter tanker i gang om arbejdsforholdene inde på kommunen, er mig ubegribeligt.

Arbejdet på plejehjemmet er omfattet af tavshedspligt. Derfor er det så fandens svært at illustrere helt præcist, hvor hårdt det er, hvor travlt vi har, og hvor slemt det står til. Det skal vist (desværre) prøves på egen krop. Vi går tit med den fornemmelse, at folk tror, vi holder kaffeklub. Hvis bare det var sandt.

Der er kun lige tid til den allermest nødvendige pleje. At sætte sig i fem minutter og få en snak om vind og vejr kan du godt glemme alt om. Måske det lyder, som om jeg overdriver for at få min pointe igennem. Sådan lyder det nok desværre. Jeg må blot bede om din tillid til, at dette ikke er tilfældet.

I velfærdssektoren skal der simpelthen være arbejdskraft. Der er ikke plads til, at man pludselig ikke har nogen at ansætte. Det her handler om mennesker, hvis liv afhænger af, at der er ansatte til at tage sig af dem.

Midlerne er ikke fulgt med. Og det kan mærkes.

Der er gået regnskab i et område, der hverken kan eller skal give overskud.

Louise Bruun er ufaglært afløser på et plejehjem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Det godt du skriver Louise Bruun... Selvom om det er så hjerteskærende og deprimerende at læse. Det er så uanstændigt både over for ældre og personale... Vi må sørge for bedre forhold med flere hænder... Endnu en gang er det penge mod menneskerettigheder Hvornår har vælgerne lyst til mindre materielt overforbrug for mere menneskelige forhold i livet? Hvornår er der politikere der virkelig vil fortælle hvordan ? Hvornår holder vi op med at holde os for ørene og synge la la la, mens vi gør som vi plejer ? Vi skal da arbejde 37 timer. Og vores børn skal passes ude og vi skal have mindst en bil for at det kan hænge sammen. Vi skal da på udlandsferie og til Lalandia og sommerland Sjælland, vi skal have nye møbler og nyt tøj, så vi ikke ligner tabere. Vi skal have rigelig kød og godt med snolder og alt for meget legetøj og vi skal passe vores venner, så de ikke forsvinder ...

Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, Inger Pedersen, Ole Eskesen, Tommy Clausen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Som SOSU-hjælper i hjemmeplejen og tidligere ansat på et stort plejehjem, er der meget af dette, jeg ikke kan genkende.
Bevares, vi har travlt( som på så mange andre jobs, specielt i det private), men ikke noget, der ikke er til at håndtere.

" At sætte sig i fem minutter og få en snak om vind og vejr kan du godt glemme alt om".
-Det var der god tid til, der hvor jeg har arbejdet. Det foregik bare under måltiderne i spisestuen, altså samtalen om vind og vejr. De mere tunge smataler om døden, savnet af pårørende, der ikke besøger længer osv. Dem tog man sig tid til, og så var der opgaver man ikke nåede, som så overgik til nattevagten eller dagvagten dagen efter.

Jeg kan godt forstå Louise Bruun. Hun har taget sabbatår. Sikkert efter gymnasiet, og er ikke så erfaren i at planlægge sin tid, prioritere opgaver osv. Det er ikke nemt at komme fra en stille gym time ud i det offentlige plejearbejde, som ufaglært.

Kan ældreplejen gøres bedre i DK? Helt sikkert, men uværdig, det mener jeg ikke den er

Et af min første rigtige jobs var på Oslobåden, hvor jeg skulle rede godt 100 køjer på seks timer, og så var det kun en tredjedel af dagen, der var gået.

Jeppe Bundgaard, du har givet en pointe i at erfaring og tilgangen til socialt arbejde har stor betydning for både egen trivsel og egen opgaveløsning, men på endog rigtigt mange plejehjem gælder nogle konkrete ressourceforhold som ofte frustrerer eller umuliggør roligt og meningsgivende samvær med beboerne. Og især vil dette udfordre uerfarne/uuddannede ansatte - som der bliver flere og flere af (mens rekrutteringsproblemerne forståeligt nok synes endeløse).

"De mere tunge smataler om døden, savnet af pårørende, der ikke besøger længer osv. Dem tog man sig tid til, og så var der opgaver man ikke nåede, som så overgik til nattevagten eller dagvagten dagen efter."

Ud over at der ofte vil skulle prioriteres skarpt og argumenteres sagligt for videregivelse/udsættelse af planlagte opgaver, så kræver det også gode personlige og faglige forudsætninger/ressourcer at bistå ældre med tab, savn og sorg etc., specielt på en vagt hvor de fleste ansatte har rigeligt med opgaver på listen.

Det er også en rigtigt, rigtigt god idé at have kontinuerlig fagsupervision af personale, som arbejder i et felt der stiller følelsesmæssigt høje krav - men hvor mange plejehjem har dette? Mig bekendt yderst få.

Hvis vi ser på arbejdsskader af såvel fysisk som psykisk art, så finder der for mange sted - og for få anmeldes; jævnligt er det tilmed sådan at arbejdsgivere bidrager til manglende anmeldelse.

Ja, at arbejde med mennesker, er et krævende arbejde. At arbejde med gamle mennesker, der måske har været udsat for nylig tab af ægtefælle, flytning fra eget hjem på grund af reduceret førlighed og oplevelsen af svigtende mentale og fysiske ressourcer, må være ekstra krævende. Foruden god tid og tilstrækkelige personaleressourcer, kræver det givetvis særlige personlige egenskaber og ikke mindst en solid uddannelse, så den enkelt medarbejder er godt forberedt og fagligt rustet til de udfordringer, der ligger i den slags arbejde.
Det lyder desværre ikke som om Louise Bruun har været særlig heldig med den arbejdsplads, når der ikke er tid til at tale med den ældre i fem minutter i løbet af en arbejdsdag. Ser man på resultaterne fra en undersøgelse fortaget af VIVE på opfordring af FoA og Ældresagen, så burde der være tid til at tale med beboerne – i hvert fald i dagtimerne. På dagvagterne varierer normeringen mellem 1,4 beboere pr. medarbejder og til 4,2 beboere pr. medarbejder. Selv med den dårlige normering på 4,2 beboere pr. medarbejder skulle man tro, at de ansatte kunne afsætte mindst 5 minutter per dag, til at tale med hver af de 4,2 beboere. På aftenvagterne er variationen fra 2,7 beboere pr. medarbejder op til 11 beboere pr. medarbejder (hverdage) og på nattevagterne varierer normeringerne fra 8 beboere pr. medarbejder op til 41 beboere pr. medarbejder om natten - både på hverdagene og i weekenderne.
Arbejdet på plejehjem er da vist ikke omfattet af nogen speciel tavshedspligt. Så længe persondataloven overholdes må man da gerne fortælle om sit arbejde og give oplysninger om normeringer mv.

Minder det ikke lidt om fodermestrenes arbejde i svinestalden.
- Ingen personlighed, kun et masse-individ som alle andre på en menneskelig p-plads.