Klumme

Rædslen for folket og den almene stemmeret breder sig i uddannelseseliten

Trump, Brexit og fake news har fået flere til at flirte med tanken om et politisk system, hvor eksperter og veluddannede har større politisk indflydelse end andre. Det bunder i en ideologi, der er så hegemonisk, at den er usynlig for sine tilhængere, skriver forfatter og journalist Åsa Linderborg i denne klumme
Det er kommet på mode at håne demokratet. En klummeskribent fra New York Times har for eksempel ytret, at det var det amerikanske folks genmateriale, der gjorde, at Trump vandt præsidentvalget i 2016. Nok kan demokratiet være farligt, men alternativet indebærer endnu større risici, skriver forfatter og journalist Åsa Linderborg i denne klumme.

Det er kommet på mode at håne demokratet. En klummeskribent fra New York Times har for eksempel ytret, at det var det amerikanske folks genmateriale, der gjorde, at Trump vandt præsidentvalget i 2016. Nok kan demokratiet være farligt, men alternativet indebærer endnu større risici, skriver forfatter og journalist Åsa Linderborg i denne klumme.

Ritzau Scanpix

Debat
23. september 2021

Efter at folk har stemt helt forkert i flere af tidens store valg, er det kommet på mode at håne demokratiet. Efter Brexit begyndte The Guardian at sælge T-shirts med teksten: »Never underestimate the power of stupid people in large numbers«. En klummeskribent i The New York Times mente, at det var det amerikanske folks genmateriale, der gjorde, at Trump vandt præsidentvalget i 2016.

Rædslen for fake news er sammen med rædslen for folket og den almene stemmeret årsagen til, at stadig flere efterspørger epistokrati. Det begreb betegner et politisk system, hvor eksperter og veluddannede har større politisk indflydelse end andre.

Den amerikanske politiske filosof Jason Brennan skrev i 2016 en sællert, som allerede i titlen afslører bogens ærinde: Against Democracy. Brennan argumenterer for en styreform, hvor stemmeretten er afgrænset til dem, som kan bestå en videnstest. Stemmeret er ikke, mener han, en borgerret på lige fod med ytringsfrihed og religionsfrihed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Som sædvanlig en tankevækkende analyse af Åsa Linderborg.
Se bare på ekpert-Tegnell: Han vidste at den nyliberale laissez-faire strategi under pandemien i Sverige ville koste menneskeliv, og som epidemiolog vidst han, at strategien ville gå ud over de mest udsatte befolkningsgrupper, de gamle på plejehjemmene og de gamle fra indvandrermiljøerne. Det fortiede og benægtede han ligesom størstedelen af den svenske presse. For kynisk betragtet er disse udsatte grupper deplorables. Og de kan erstattes i den svenske samfundsmodel.
Så 'epistokratiet' er ikke vejen frem. Men hvad så? Linderborg har ingen løsning andet end at fastholde flertalsdemokratiet. Men det kan ikke løse de kæmpemæssige udfordringer verden står overfor. Se på de store lande med flertalsstyre. De er også de største klimasyndere. I næsten alle af disse lande står to lige store blokke overfor hinanden. Forskellene i politik er til at overse, men alligevel er politikerne mere interesseret i egne karrierer og i magt end i at løse fællesskabernes problemer.
Derfor duer hverken et nyliberalt epistokrati eller det slatne flertalsdemokrati, hvor politikerne kun tænker på sig selv. Vi må kæmpe for et politisk system, der for alvor tager sig af de problemer Linderborg nævner: ulighed, arbejdsløshed, magtesløshed, utryghed, kriminalitet, nedskæringer, globalisering, markedsliberalisme, krig mod terror, multikultur, indvandring, køn, klasseforagtog identitet. Vi må genopfinde en tidssvarende kommunisme, der både bygger på lokalsamfundenes selvforvaltning, på længere valgperioder, på en 10% spærregrænse og på politikker, der tilgodeser nationale og internationale fællesskaber. Og det bliver svært desværre.

Epistokrati, et politisk system, hvor eksperter og de veluddannede har større politisk indflydelse end alle andre. Men er det ikke det vi har? Flertallet af det såkaldte repræsentative demokrati er akademikere, selv om de kun udgør 8 % af befolkningen. Derfor går alle fordele til de privilegerede, bl.a. derfor stiger uligheden over de sidste fyrre år, derfor skabes der mere fattigdom gennem skiftende regeringspartier.

Forklar lige hvordan magten fjernes fra toppen af de politiske partier, de ca. fem mennesker som sidder på magten, hvordan får vi dem til at opstille folketingskandidater som er repræsentative for alle samfundsgrupper. Hvordan får vi det repræsentative demokrati tilbage?

Hvorfor vælger vi forkert? Vi har desperat brug for information for at finde ud af hvad der foregår i samfundet, men medierne er underlagt et system der effektivt bremser os i at få den viden der ellers ville gøre, at vi kunne vælge hvad der er bedst for vores samfundsgruppe. Guderne må vide hvad der står i artiklen. Vi har adgang til 267 ord, resten er censureret for dem som ikke har penge.

Vi er underlagt mediernes forgodtbefindende. I går var der fem artikler i en avis der førte propaganda imod et venstrefløjs parti der til gengæld fremlagde en politik om at uligheden skulle sættes ned og derfor skatten op. Den avis har i flere måneder ført en antidemokratisk kampagne imod samme venstrefløjs parti, fordi det var ved at overhale Socialdemokratiet i meningsmålingerne i København. Med andre ord må venstrefløjens vælgere ikke få indflydelse der kan fjerne fattigdommen, som politikerne på Christiansborg selv har indført ved lov. Samme avis er for øvrigt ejet af en milliardær fra London. Penge er magt, magt køber indflydelse, uligheden stiger.

Med andre ord er det de privilegerede som har alle fordelene. Det er eksperterne og de veluddannede der har adgang til viden og politisk indflydelse. Samtidigt er det dem som bankerne fordrer over hele deres levetid, og oven i købet dem som diverse regeringer giver alle fordele. Uligheden stiger over generationer på alle områder, uddannelse, livslængde, sundhedssystemet, politisk indflydelse, osv.

Teorien siger at demokratiet styrer efter flertal. Magten skifter i mellem forskellige samfundsgrupper. Således har alle indflydelse og derved fordele, på forskellige tidspunkter. Dette har bare intet med virkeligheden at gøre. Hvem kan påstå at vi ikke har et epistokrati, hvor eksperter og de veluddannede har større politisk indflydelse end alle andre?

I øjeblikket har rød blok flertallet, den er delt op i to dele, venstrefløjen og partierne for middelklassen. Derfor burde venstrefløjens vælgere, som udgør halvdelen af rød blok, få halvdelen af fordelene i denne tid. Men således går det ikke. I et år har bankerne, milliardærerne, erhvervslivet og deres medarbejdere fået henved et tusind milliarder i kontanthjælp, vi fik nul kroner. Regeringen har oven i købet nedsat en ydelseskommission som siger at vi ikke må få en eneste krone mere, uligheden må ikke falde med procenter.

Dvs. at regeringen er garant for at formuerne bliver der hvor de er havnet gennem mange generationers privilegier og at fattigdommen ikke må falde. Regeringen har også skabt en reformkommission som har til formål at gennemføre flere sociale nedskæringer, lige som de 62 sociale nedskæringer Socialdemokraterne har stemt i gennem i folketinget over tyve år. Regeringen kunne nemt have fjernet fattigdommen, der er tonsevis af milliarder i landet, men vælger at opretholde uligheden.

Nu venter vi bare på at pendulet svinger og at de borgerlige politiske partier igen kommer til regeringsmagten og gennemfører flere skattelettelser. Så hvem har ideer som kan flytte magten tilbage til borgerne, borgermagten, hvordan indfører vi demokratiet her i landet? Hvor lang tid skal vi vente? Skal vi bare acceptere at 60.000 børn er tvunget ned i fattidom og ligeledes en kvart million mennesker, som regeringen hvert år rapporterer til FN?

Vibeke Olsen, Peter Mikkelsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Åsa Lindenborgs indlæg er vigtigt. og tak til Peter Olsen for at bidrage til analysen. Man må imidlertid lade være med at falde i akademikerhadegrøften Man må et hak dybere ned i analysen. Der er Forskel på magt og viden. Det er nogle specielle egenskaber, som man udsøger sig blandt de akademikere som får magt/ går efter magt og karrierer. Åsa lindenborg går også en lille smule galt i byen i forhold til demokratiet. Vi har ikke brug for politikere, der kan" håndtere de områder vi ikke selv mestrer "- sundhed, boliger mv. Det er lidt problematisk. Polikerne skal ikke selv blive teknokrater og strikke løsninger sammen, der ikke virker i forhold til formålet, fordi " De ved bedst selv hvad vi ved og tror". I demokratiet har vi brug for politikere, der fastholder deres principper, visioner og synsvinkler ærligt og hæderligt. Politik er at ville -. sagde Olaf Palme, og han mente vist nok ikke - at ville gøre politisk karriere. Politikere der værdsætter ærlige og hæderlige embedsmænd og ikke eftersnakkere. Og som beder forskningen og den reelle vidende og relevante ekspertise til råds om hvordan man kommer derhen hvor man vil hen..
Vi har derimod ikke brug for de eksperter som politikerne læner sig op af nu. Medierådgivere, karl-smarterekonsulenter og karrieredrenge ( af alle køn). Og især har vi ikke brug for politikere, der bruger lovgivning som signal- og reklamepolitik af laveste karat. Udformet med skiftevis absurde konkrete detaljer på baggrund af "eksotiske" enkeltsager fx. nul-dating for livstidsfanger og/eller ministerielle for ekstreme beføjelser til at udstede bekendtgørelser mv. . Vi har slet ikke brug for en journalistik der kun optræder som forklædte håndlangere og ludere for lobbyister og skjulte magtinteresser..

Vibeke Olsen, Peter Mikkelsen, Lillian Larsen, Lars Jørgensen, Anders Graae og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Bruun

Hvis vi vælger en person, der er inkompetent, psykisk afvigende, voldsforherligende og som har magt til at starte en A-krig, har vi valgt forkert.
Jason Brennans tanker er interessante.