EU’s handelsaftale med Mercosurblokken – Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay – er en klimakatastrofe.
Flere eksperter, ngo’er og forskere peger nemlig på, at EU-Mercosur-aftalen vil forøge afskovningen i de sydamerikanske regnskove markant.
Det skyldes ikke mindst, at handlen med oksekød og soja liberaliseres, så Mercosur-landene vil forøge deres produktion af varer, der har stor indflydelse på afskovningen.
Men Danmark kan gøre noget for at afbøde den. EU-Mercosur-handelsaftalen kan blokeres af den danske regering, for det kræver blot ét EU-land, der ikke vil ratificere aftalen. Så hvad mener regeringen om aftalen?
London School of Economics har udarbejdet en konsekvensanalyse, der finder, at Mercosur-landene tidligere har forøget deres landbrugsproduktion, uden at det har forværret afskovningen.
Det er en konklusion, som udenrigsminister Jeppe Kofod læner sig op ad, når han erklærer sig som tilhænger af Mercosur-aftalen, men den konklusion har mødt kritik.
Analysen bygger på data fra tiden, før præsident Bolsonaro kom til magten i Brasilien. Dengang førte man en langt mere ambitiøs miljøbeskyttelsespolitik i Brasilien.
Virkeligheden i dag er en anden, og derfor påpeger kritikkerne, at man ikke kan bruge data fra dengang til at konkludere, at EU-Mercosur-handelsaftalen ikke vil forøge afskovningen i dag.
Den kritik har vi selvfølgelig bedt ministeren forholde sig til, men han beder os rette direkte henvendelse til analysens forfattere.
Siden er der kommet yderligere kritik, hvor forskere fra Boston University påpeger, at aftalen vil medføre lønstagnation og øget ulighed i Mercosur-landene.
Når ministeren konfronteres med det, svarer han, at han stoler mere på den uopdaterede analyse i stedet for at forholde sig til substansen af den nye rapport.
Aftalen mellem EU og Mercosur har for store klimamæssige og økonomiske konsekvenser, til at det er værdigt af ministeren at feje kritikken så let af.
Når ministeren på den måde vender det blinde øje til fakta, svigter han og regeringen den grønne omstilling.
Søren Søndergaard er EU-ordfører for Enhedslisten, og Christian Schmidt Jacobsen er medlem af Enhedslisten
Det et jo ikke noget der overrasker. At vores regering vender det blinde øje til. Hverken regering eller opposition har interesse i klima og biodiversitetkatastrofen . Det er i ubeskrivelig nedslående . Jeg tror ikke de selv sætter sig ind i problemerne, det bærer deres argumenter ikke præg af . Nu skal man jo være varsom med at kritisere ministrenes gøren og laden, idet det nemt kan misforstås; men personligt mener jeg at deres eksponering på sociale medier er nedladende overfor den befolkning de er valgt til at repræsentere. Det er ren og skær afledning fra den globale katastrofe vi styrer mod
Mvh Hanne Pedersen