Rejsebureauerne har fået en tiltrængt tænkepause i den sidste lange periode, hvor der stort set ikke er blevet rejst uden for landets grænser. Men hvad brugte de egentlig pausen til? Har de fundet på tiltag, der kan minimere klimaomkostningerne? For klimakrisen forsvandt ikke, mens corona rasede.
Efter godt et år med få fly i luften, flyves der nu lystigt igen. I Danmark nærmer vi os halvdelen af, hvor meget vi fløj før nedlukningen. Og tallet stiger – åbenbart til glæde for mange – men ikke for alle.
Mange af os nød stilheden i luften og glædede os over, at vi tydeligvis godt kunne undvære flyrejser.
Men har rejsebureauerne også opdaget, at det kan lade sig gøre at rejse mere klimavenligt med bus og tog?
Nej, de fleste sælger samme rejser som før krisen. En flyrejse til Tromsø for at opleve den uspolerede natur. Eller til Vietnam for at bo på Ecolodge eller Zanzibar for at plukke økologiske krydderurter. Ingen begrænsninger i brug af fly. De rejsebureauer er godt nok noget fodslæbende. Og det samme er forbrugerne, der naivt flyver til føromtalte naturoplevelser.
Måske er det forbrugerne, der skal til at stille krav til rejsebureauerne? Tænk, hvis rejsebureauet tilbød en rejse med tog, før de tilbød en med fly.
Hvis rejsebureauerne skal skille sig ud, så er det da en oplagt mulighed at skrue rejserne sammen med tog eller bus i stedet for fly. Gøre transporten til en del af rejseoplevelsen, hvor vi kan nyde landskabet og fordybe os.
De kan jo starte med at fortælle, hvad klimaaftrykket er for en given rejse med henholdsvis tog, bus eller fly. Og derefter tilbyde forskellige rejseformer. Så har forbrugeren et egentligt valg.
Men ganske få tilbyder den mulighed. Hvilket leder tilbage til forbrugeren. Er det fordi, vi forbrugere er for magelige og ikke forlanger klimavenlige rejser?
Det på tide, at vi forbrugere viser vores magt og kræver, at rejsebureauerne udvikler sig i en klimavenlig retning. Og belønner dem, der gør, ved at købe hos dem.
Carsten Elert er selvstændig rådgiver
Elsebeth Vang Hansen er applikationsspecialist
Tak for opråb ... Så gode argumenter .Vi skal sejle, køre tog og blive hjemme, ind til det er blevet CO2 neutralt at flyve.
Vi skulle blive hjemme under Corona for ikke at belaste vores sundhedsvæsen.
Nu skal vi gøre det for ikke at belaste planeten jorden.