Kronik

Det er ikke rimeligt at beskylde regeringen for at handle totalitært under coronakrisen

Jovist, regeringen begik fejl under coronakrisen, men vi har ikke så meget som tangeret det totalitære. Derimod har vi brugt fornuftige midler i kampen mod et galoperende virusudbrud. Vi må skelne mellem effektive, magtfuldkomne og totalitære regimer, skriver professor emeritus Carsten Henrichsen i denne kronik
Demokrati er ikke alene et spørgsmål om mere eller mindre folkestyre, men handler i høj grad også om effektiviteten af det regeringsstyre, som skal holde sammen på det hele, mener professor emeritus Carsten Henrichsen.

Demokrati er ikke alene et spørgsmål om mere eller mindre folkestyre, men handler i høj grad også om effektiviteten af det regeringsstyre, som skal holde sammen på det hele, mener professor emeritus Carsten Henrichsen.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Debat
15. september 2021

Min gode kollega Jens Elo Rytter skrev her i avisen den 25. august, at coronakrisen har givet os en »smagsprøve på, hvordan det er at leve i et mere totalitært system«.

Det er stærke ord, som ligger fint i tråd med den konsekvente kritik af den socialdemokratiske regering, som har gennemsyret Informations spalter siden regeringens tiltræden i juni 2019.

Men hvor omdrejningspunktet for den hidtidige kritik har været indtrykket af en magtfuldkommen regering, forstærkes kritikken hos Jens Elo Rytter med det mere belastende prædikat »totalitært«.

Der er ikke bare en gradsforskel, men en væsentlig kvalitet til forskel på det blot magtfuldkomne og det totalitære regeringsstyre. Det sidste kendetegnes ved regelrette brud på grundlæggende demokratiske spilleregler og borgerrettigheder.

Elo Rytters eksempler på sådanne totalitære træk ved regeringens behandling af coronakrisen forekommer imidlertid ikke overbevisende. »Regeringen ventede længe med at involvere Folketinget i sine overvejelser om en strategi mod smittespredning,« skriver Elo Rytter. Måske, men det kvalificerer på ingen måde til en karakteristik som totalitær.

Parlamentarisk rygdækning

Regeringen er i sin gode ret til at tænke, før den handler, og i situationen var der som bekendt uenighed mellem regeringen og de nationale sundhedsmyndigheder.

Det er også forklaringen på, at Folketinget i første omgang måske blev informeret utilstrækkeligt om de faglige vurderinger, som lå til grund for de vidtrækkende beføjelser og indgreb, man blev bedt om at godkende.

Over for hensynet til at fremme en nuanceret og saglig debat stod et påtrængende hensyn til at sikre en samordnet og fremfor alt hurtig indsats mod smittespredningen. Resten er et tillidsspørgsmål.

Hvis Folketinget havde villet det, kunne man nemt have sat en kæp i hjulet for regeringens planer. Så når Folketinget i første omgang støttede nedlukningen af samfundets virksomheder og institutioner, gjorde man det i tillid til, at det var den rigtige politik. Der var intet totalitært i det forløb. Regeringens initiativer havde parlamentarisk rygdækning, som rakte ud over støttepartierne og langt ind i oppositionens rækker.

Det drejer sig helt enkelt om, at Folketinget – stillet over for de alvorlige trusler mod samfundet, som pandemien frembød – handlede ansvarligt og gav regeringen de fornødne beføjelser til at gennemføre en nedlukning på en så vidt mulig samfundsøkonomisk forsvarlig måde. Først da meningsmålingerne tegnede et billede af, at Regeringen så ud til at profitere lige lovlig meget af indsatsen, ændrede man kurs.

Forløbet bliver i Elo Rytters historiefortælling til, at »som tiden gik, vågnede Folketinget (…) mere op til dåd og krævede at blive inddraget mere«. Og det tør svagt antydes: Da lejligheden bød sig, satte man hælene i over for regeringens indgreb. Lejligheden var minksagen.

Uagtet at regeringen lagde sig fladt ned og erkendte, at det var en fejl ikke at have skaffet fornøden lovhjemmel til en (midlertidig) nedlukning af minkerhvervet, benyttede de borgerlige partier fadæsen til at presse en uhørt stor erstatning til minkejerne igennem.

Og med italesættelsen af den manglende lovhjemmel som et regelret grundlovsbrud kunne det rigtig nok også ligne en grov tilsidesættelse af grundlæggende demokratiske spilleregler – »som minimum var det en helt utilgivelig systemfejl i en retsstat«, ifølge Elo Rytter.

For tidligt at konkludere

Modsat regeringen indrømmer totalitære regimer meget sjældent deres fejl. Samtidig skyldtes fejlen angiveligt svigtende kommunikation mellem regering og administration, hvor Justitsministeriets lovkontor faktisk mente, at der var fornøden lovhjemmel til indgrebet, og at det var ressortministeriet, altså Fødevareministeriet, som sprang fra i sidste øjeblik med en ændret vurdering.

Til overmål har den oprindelige lovkoncipist, embedsmanden, der var hovedforfatter på loven, senere selv udtalt, at loven efter hans opfattelse utvivlsomt afgav hjemmel for en fuldstændig nedlæggelse af erhvervet.

Med den spegede forhistorie er der ikke noget at sige til, at regeringen endte med at gå galt i byen.

Især når man i øvrigt vurderede, at der ikke var nogen tid at spilde, og når embedsværket svigtede med i rette tid at give klar besked om forholdet.

At tage dette forløb som udtryk for en bevidst tilsidesættelse af legalitetsprincippet som et af retsstatens grundprincipper er ikke bare urimeligt, men også at foregribe resultatet af den undersøgelse, der allerede er iværksat af sagen.

Knap så exceptionelt

Helt misvisende bliver det, hvis man vil indlægge et totalitært perspektiv i den del af lovprocessen, som har med epidemilovgivningen at gøre.

Selv hvis man som Elo Rytter antager, at den midlertidige lov blev hastet igennem i Folketinget, er det ikke anderledes, end hvad der er gængs lovgivningspraksis i andre sammenhænge.

Det er en ofte kritiseret praksis, som mere hører til dagens (u)orden end at være udtryk for en exceptionel tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler.

Det kan man beklage, og hastværk er bestemt lastværk. Med den nye lov har man imidlertid taget sig bedre tid til at forhandle sig til rette om et resultat, som har bred tilslutning i Folketinget.

Om man så også har ramt den rigtige balance mellem de administrative kompetencer og de demokratiske kontrolmuligheder, må tiden vise.

Fremfor at se den midlertidige epidemilov som et skræmmebillede på et totalitært regeringsstyre er det mere rimeligt at se hele lovgivningsprocessen frem til og med den nye permanente lov som en god illustration af et velkendt faktum om demokratiet: Demokrati er ikke alene et spørgsmål om mere eller mindre folkestyre, men handler i høj grad også om effektiviteten af det regeringsstyre, som skal holde sammen på det hele. Og hvad det angår, må man ikke forveksle en effektiv regering med et magtfuldkomment, endsige totalitært, regeringsstyre.

Der er meget langt fra det ene yderpunkt til det andet, og coronakrisen har efter min opfattelse end ikke været i nærheden af de grove krænkelser af menneskerettigheder og demokratiske grundprincipper, som man normalt forbinder med totalitære regimer.

Det kan synes at være en strid om ord, om man kalder det det ene eller det andet: effektiv, magtfuldkommen eller totalitær. Men der er en stemplingseffekt forbundet med, hvad man kalder tingene. Ofte siger de anvendte udtryk også noget om tankeuniverset hos den, der anvender begrebet.

Dimensioner af demokrati

En endimensional opfattelse af demokrati betragter demokratiet som udtryk for mere eller mindre af det samme, for eksempel mere eller mindre folkestyre – og jo mere des bedre. Ud fra den betragtning er det let at se effektive, magtfuldkomne og totalitære regimer som forskellige sider af samme sag.

En flerdimensional opfattelse vil derimod betone grænserne for folkestyret, hvor demokratiet også må have et minimum af handlekraft og effektivitet for at kunne fungere i praksis, og det er her regeringen kommer ind i billedet. Folkestyre og et effektivt regeringsstyre er ud fra den betragtning ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger for et velfungerende demokrati. Det gælder ikke mindst, når der handles under pres, hvor risikoen for at begå fejl også øges.

Det sidste tog statsministeren som bekendt udtrykkeligt forbehold for, da nedlukningen blev iværksat sidste år.

Og ja, fejl er begået, men samlet set har indsatsen mod pandemien båret frugt, og det kan vi ikke mindst takke en handlekraftig og effektiv regering for.

Carsten Henrichsen er professor emeritus, dr.jur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hannah Arendt’s eksemplificering af totalitarismen er Nazityskland og Stalins Sovjetunionen. Den holder jeg mig til.
Regeringens handlinger er særdeles autoritære, og der er i høj grad brugt værktøj fra totalitarismens værktøjskasse.

Mange tak for en kronik, der tilbyder gode udlægninger af situationen som mange fulgte tættest muligt. Nuanceringen imellem demokratisk effektivitet, magtfuldkommenhed og totalitært er fornuftig. En distinktion som netop er fremkaldt af andre grunde (jeg mener det er klimakrisen) hvor demokrati netop diskuteres som tvivlsomt effektiv størrelse.

Maj-Britt Kent Hansen, Jørgen Kuhlmann, Sonja Rosdahl, ole eising og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar

Bedste kronik jeg længe har læst; hvor MIB og blå blok endelig sættes på plads. Hykleriet i påstande om totalitære overgreb fra regeringen side bliver pulveriseret og blæst bort af rolig, klar og jævn forklaring - Carsten Henrichsen, tak for et fornemt bidrag!
Hertil bør føjes en oversigt over de konsekvenser der er mange af fra pandemiens hærgen på hele kloden bare til at illustrere, at regeringen ikke var ude på at ødelægge det gode liv i DK osv; men reelt lukkede ned for en reel epedemis fremfærd, og altså ikke sigtede på at lukke folk liv ned..

Morten Wieth, Hans Ditlev Nissen og Allan Forsberg anbefalede denne kommentar