Klumme

Rune Lykkeberg: Vi er de bange mænd og kvinder – det er derfor, vi fører modstandskamp

Det er fejt at lade, som om det nok skal gå. Det er en fortrængning af den frygt for fremtiden, som ifølge en ny undersøgelse er en tilstand i en hel generation. Modstandskampen starter ifølge denne avis’ grundlægger, Børge Outze, med erkendelsen af, at man er bange
»De bange Mænd var dem, som vandt Krigen. Vi var alle sammen bange – en gang imellem eller engang i Begyndelsen,« skrev Børge Outze, som grundlagde denne avis, og som i denne uge fik en plads opkaldt efter sig på Frederiksberg, i en tankevækkende leder.

»De bange Mænd var dem, som vandt Krigen. Vi var alle sammen bange – en gang imellem eller engang i Begyndelsen,« skrev Børge Outze, som grundlagde denne avis, og som i denne uge fik en plads opkaldt efter sig på Frederiksberg, i en tankevækkende leder.

Sigrid Nygaard

Debat
18. september 2021

Det er en anerkendt kontrakt, at forældre skal skabe ro og tryghed, når deres børn er så bange, at de ikke vil have slukket lyset om natten. Børnenes frygt skyldes, antager vi, at de endnu ikke forstår deres omverden.

De ser et spøgelse ovre ved vinduet, men forældrene, som er fortrolige med årsager og virkninger, kan fortælle, at det bare er et gardin, som blafrer, fordi vinduet står åbent. Der er ikke noget at være bange for, er forældrenes refræn, inden de slukker lyset og siger godnat.

Men her bliver det besværligt med klimaforandringerne. En undersøgelse fra Bath University, som blev offentliggjort i denne uge og er baseret på spørgsmål til 10.000 unge mellem 16 og 25 år i ti forskellige lande om deres oplevelser af klimaforandringer og deres regeringers kamp mod dem, afslører frygten som tilstand hos en generation.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Thomas Gitz-Johansen

Rune Lykkeberg er et intellektuelt fyrtårn i dagens Danmark. Når det er sagt, så synes jeg, at det også skal betones, at fremadrettet handling vel kommer af håb, vision og vilje lige så meget som frygt. Men han har ret i, at første skridt er at fralægge sig det maniske forsvar mod frygten og realiteten.

Jan Henrik Wegener

Modstand eller ej. Hvad kan alternativerne kaldes? Nogle gange samtale og dialog.
Hvad er at foretrække? Det kommer da an på modstand mod hvad eller mod hvem eller samtale med hvem.
Er "modstanden" på vej eller på afveje? Hvad menes med "modstand"? Giver det mening i et samfund som vores bare at være "imod"? Næppe hvis det er det absolut eneste man står for. Heller ikke overfor det endda meget lidt perfekte er ren modstand nødvendigvis det rette, for forbedringen er en mulighed.
Måske giver "modstand", eller det blot at forkaste styret mening i diktaturer. Disse har "modstanden" dog ikke altid så meget imod som mange andre har.
Så jeg er slet ikke så varm og ubetinget tilhænger af "modstand" . Hvilket jo måske også ville nærme sig en selvmodsigelse.

Samtale og dialog fører dog heller ikke altid til noget fornuftigt. Foreløbig har det taget os 30 år at komme til den konklusion at der skal gøres noger for at mindske udledningen af klimagasser. Og selv med denne erkendelse går det for langsomt. Det igangsætter blot en række forhalingstaktikker som også kommer til at styre diskursen i samfundet.

De der forholder sig kritisk til udviklingen - måske fordi de er bange - får straks prædikatet klimatosser. Nogen man ikke behøver at lægge øre til. Og sådan blev den samtale og dialog begravet. Reaktionen herhjemme på Thunbergs modstandskamp blev i en diskussion i Deadline til spørgsmålet om hun ikke hellere bare skulle tage hjem og gå i skole.

Som mennesker er vi født med forskelligheder i temperament og følsomhed. At være særlig følsom, og måske være disponeret herfor, indgår som et træk der kommer til udtryk i genpuljen. Det kunne i første omgang se ud som en ulempe, en fejl i evolutionen. Hvorfor er dette træk ikke forsvundet, hvorfor er det ikke blevet elimineret. Tja, måske fordi det er nyttigt for artens overlevelse. Måske skal vi lytte noget mere til de bange.

For ligesom modstand ikke altid er vejen frem, så er det heller ikke altid at dialog og samtale kan løse problemet. Det kræver at den herredømmefrie samtale eksisterer. Og det gør den vist kun i et idealsamfund - en utopi. I den således ikke herredømmefrie samtale indgår der ofte forhandlinger, og i en hvilken som helst forhandling indgår magt. Hvis magten sidder i lommerne på stærke økonomiske interesser kommer det, som vi har set det, til at tage frygtelig lang tid at få sparket fornuft ind i systemet selv når det er videnskabeligt bevist.

Derfor er det godt at vi har følsomme personer som bl.a. Thunberg som gør modstand og råber op. At frygten breder sig i samfundet er måske i dette tilfælde et positivt træk. At være bange sammen er måske en nødvendighed .

Ord som bekræfter hvor dårligt forretningen er drevet.
DR skrev fornyligt at 1/3 af alle Verdens træer var truet mod udrydelse.
Hvodan mon det også står til for alle arter og racer?
Naturfolket på Færøerne plejer at tage grindehvaler med i år gik det ud over vores
elskede "flipper" over 1400 delfiner. Grindehvalerne udeblev og man skal jo
overleve!

Det bliver vildt når alle fossilbilerne bliver ulovliggjort! Men halvdelen fortjerne ikke at have et kørerkort alligevel. For de kører med hoved under armen, endda for stærkt og sms'er.

Jeg kommer på kontanthjælp til oktober. Det har jeg ikke været siden 1987. Men tilbage til nul. Så får jeg mærke hvordan det føles.

Hanne Cederberg

Lad os sætte valgretsalderen ned til 16 år, så de unge får mere indflydelse. Det er deres fremtid, der er på spil.

jette tofte bøndergaard

Det er tungt at bære ansvar for klimaudviklingen. Vi må gøre noget, som " vel at mærke ikke fører til klynken og selvmedlidenhed, men til en offensiv indsats."

Nu er det sådan, at jeg har ledt efter, hvor denne indsats kunne lægges siden jeg i 1970'erne læste Georg Borgström "Grænser for vor tilværelse" og siden "Grænser for vækst". Undervejs har jeg talt og skrevet ... I 1991 blev det til licentiatafhandlingen "Miljøundervisning -politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet". ... Jeg har stemt på politikere, der ville forandring. Jeg har levet rimeligt økologisk og overvejet mine aftryk. ...

Det ligger mig på sinde, at påpege at vi er mange aldrende, der har været 'bange' og søgt efter steder at lægge "den offensive indsats" I mange, mange år.

I en alder af 76 år tænker jeg, at noget af det vigtigste jeg kan gøre, er at fremme livsmodet hos mine børn og børnebørn. Når nu jeg altså ikke kan ændre på den økonomiske verdensorden og dens vækst-idéer.

Jeg taler fortsat gerne om miljø- og klimaproblemer og anbefaler mine yngre lyttere at læse Tim Jackson og Kate Raworth fx.

For at holde modet oppe hos mig selv og forhåbentlig inspirere yngre mennesker skriver jeg, om kvinder og kunsthistorie. ... mit spørgsmål er: gik vi glip af noget da vi overså de udtryk, som kvindernes erfaringer i den historiske arbejdsdeling havde givet dem? Kvinder var bundet af de afhængige børn og syge. De vidste noget om vores afhængighed af naturens ressourcer. De levede med omsorg og afhjalp afhængighed - de var med andre ord ikke frie til at gribe det offentlige livs ligestillingsbetingelser. De kendte til gengæld til glæde ved nærvær i nøjsomme liv.

Min seneste bog "Når kunstneren er en kvinde - med omsorgsgivende erfaringer som datter, hustru, mor, ven og borger" udkommer 18. november. Den ændrer næppe verden "offensivt".

Men hvad f..... skal vi egentlig stille op?

Det ER ikke kun ungdommen, der er bange. Til gengæld burde vi ældre være mere klare i spyttet på, hvad "en offensiv" indsats er? Jeg ved det ikke ... jeg agiterer for mere lighed, en anden økonomisk verdensorden, mere kunst og andre former for begrænset materielt forbrug. Det har givet mig prædikater som indoktrinerende klimatosse og sågar landsforræder på grund af min udlægning af den økonomiske uorden.

Rune Lykkeberg, hvad synes DU, at en "offensiv indsats" er?