Læserbrev

Hvis man ser på finansloven, er Danmark tydeligvis ikke på vej mod større ligestilling

Selv om regeringen har vedtaget flere love til gavn for ligestillingen, har de tilsyneladende glemt den på finansloven. Der er ikke ligestilling i Danmark endnu, og det kommer der heller ikke, så længe der ikke prioriteres penge til det, skriver forkvinde i Dansk Kvindesamfund Helena Gleesborg Hansen
Selv om regeringen har vedtaget flere love til gavn for ligestillingen, har de tilsyneladende glemt den på finansloven. Der er ikke ligestilling i Danmark endnu, og det kommer der heller ikke, så længe der ikke prioriteres penge til det, skriver forkvinde i Dansk Kvindesamfund Helena Gleesborg Hansen

Mia Mottelson

Debat
7. september 2021

Kære regering. I har vist glemt ligestillingen på finansloven. Måske på samme måde, som Peter Hummelgaard i sidste uge ’glemte’, at han var ligestillingsminister, i programmet Genstart? 

Der er i hvert fald ikke afsat midler til at sikre og understøtte ligestillingen. Det til trods for, at I faktisk har vedtaget flere vigtige love, der har betydning for ligestillingen. Senest samtykkeloven og loven om kriminalisering af stalking. Det er begge love, vi i kvindebevægelsen i mange år har kæmpet for, at I skulle vedtage inde på Christiansborg.

Men nye lovgivninger alene løser ikke de store udfordringer, der er med at sikre voldtægtsofres retssikkerhed, ej heller at forebygge at så mange mænd begår voldtægt og udsætter kvinder for fysisk og psykisk vold.

Volden har nemlig et kønnet ansigt, hvor det primært er kvinder, der er ofre for både partnervold, voldtægt og drab, mens det primært er mænd, der er voldsudøvere. Og skal der ændres på de sørgelige statistikker, så skal der afsættes penge til forebyggelse, behandling og som det mindste en gerningsmandsundersøgelse.

Ligestilling kommer ikke af sig selv, og at vi allerede skulle have opnået ligestilling, er en myte. Vi kæmper – fortsat – med nogle store ligestillingsproblematikker, herunder partnervold, negativ social kontrol, voldtægt, stalking, kvindedrab, seksuel chikane på arbejdspladsen, det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked, uligeløn og trafficking.

Det eneste lyspunkt, vi ser i jeres finanslovsforslag, er, at der er afsat midler til at bekæmpe menneskehandel. Men hvor langt rækker de midler, når der både er tale om grænseoverskridende og organiseret kriminalitet, og hvordan vil I hjælpe de kvinder, der er tvunget ud i prostitution?

Endnu en skuffelse i jeres finanslovsforslag er, at der heller ikke på fødselsområdet er afsat midler, selv om der både blev lovet løsninger og ’et paradigmeskift’. Jordemødre flygter fra faget. Mange stillinger er ubesatte. Og der har været eksempler fremme i medierne på, at kvinder i aktiv fødsel bliver sendt væk fra fødeafdelingen, fordi der ikke er plads nok til dem på fødegangen.

I Dansk Kvindesamfund savner vi at se et mere ambitiøst finanslovsforslag, hvor ligestillingen er husket, prioriteret – og finansieret. Det koster vores samfund kassen at lade stå til og ikke gøre en mere aktiv indsats for at sikre ligestillingen. Vi har hverken tid eller råd til at lade være.

Helena Gleesborg Hansen er forkvinde i Dansk Kvindesamfund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Volden har nemlig et kønnet ansigt, hvor det primært er kvinder, der er ofre for både partnervold, voldtægt og drab, mens det primært er mænd, der er voldsudøvere."

Hvis der havde stået: "Volden har nemlig et kønnet ansigt, hvor det primært er kvinder, der er ofre for både partnervold, voldtægt og partnerdrab, mens det primært er mænd, der er voldsudøvere", havde det været fuldkommen korrekt, og det er nok også det, der menes. I den tekst, der linkes til vedrørende drab, står der: "300 af 536 kvinder, der blev dræbt fra 1992 til 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 57 procent af alle drab på kvinder." Det fremgår også, at antallet af mandlige ofre for partnervold er langt mindre.

Når det gælder drab generelt, ikke partnerdrab, er flertallet ikke blot af gerningsmænd, men også af ofre derimod mænd.

Blot for at forebygge en mulig diskussion om, hvorvidt Gleesborg Hansen manipulerer statistikken - der er ingen grund til at tro, at det er tilfældet.