Det er en skrøne, at terroristerne fik ram på ironien

I sidste uge holdt vi her på avisen et redaktionsmøde, hvor vi diskuterede, hvordan vi ville dække 20-året for terrorangrebet på World Trade Center den 11. september. Der var mange input, og mod mødets slutning sagde en af mine kolleger, som jeg i øvrigt sætter stor pris på, følgende: »Det eneste gode, der kom ud af det, var, at ironien døde.«

Mange grinede, men jeg blev faktisk lidt irriteret over det. For det passer ikke – i hvert fald ikke helt. Det kommer vi tilbage til.

Povl er Gud

Synspunktet – at ironien er død – er man ofte stødt på i de seneste to årtier. Det startede såmænd allerede den 12. september 2001, hvor den canadiske klummeskribent Andrew Coyne i avisen National Post skrev: »Ironiens tidsalder døde i går.«

Siden er den umiddelbart appellerende tese om ironiens død blevet gentaget. I de seneste år ofte med reference til den nye generation af klimabevidste unge: »Fremtiden tilhører Greta Thunberg, ikke Kirsten Birgit,« skrev den tidligere chefredaktør for Dagbladet Dagen Kresten Schultz Jørgensen i et indlæg i Berlingske i 2019.

At der er sket ændringer, er åbenlyst. 90’erne var et årti med meget få bekymringer, og det afspejlede sig i humoren, kulturen og tidsånden. Hvis næsten alt er gennemsyret af ironi, mister ironien sin kraft, og personligt er jeg glad for, at begreber som hadegaver og en nærmest religiøs dyrkelse af ting, som var ’kitsch’, ikke længere findes.

Som barn var jeg glad for Povl Kjøllers børnesange, men jeg forstod aldrig, hvorfor voksne mennesker begyndte at troppe op til hans koncerter med skilte, hvor der stod »Povl er Gud« i 90’erne. Den form for ironi må gerne dø for min skyld.

For nogle år siden skrev jeg en meget lang og stor historie om min egen brug af ironi, og hvordan den var truet af tidsånden. Så på det omtalte redaktionsmøde var der flere, der kiggede på mig og forventede en form for respons på min kollegas udsagn. Jeg sagde noget med, at den slags kommer i bølger. Ligesom AGF en gang imellem er en tur nede i 1. division og vende for så at komme tilbage i Superligaen, ville ironien også komme igen.

Men siden har jeg tænkt over det, og faktisk er det langtfra fyldestgørende. For ironien findes stadig og har altid gjort det og vil altid gøre det. Som virkemiddel er ironien så stærk, at den hverken kan dø eller forvises til 1. division, heller ikke for en kort bemærkning.

Er man i tvivl, kan man se et par afsnit af den sæsonaktuelle amerikanske tv-serie Curb Your Enthusiasm. Eller høre sommerens største hit herhjemme »Helt sikker« med den nærmest 90’er-ironiske figur Gulddreng. Og faktisk vil jeg påstå, at de fleste, der arbejder på en nogenlunde lystbetonet arbejdsplads, stadig vil have ironien som en naturlig del af hverdagen.

Kan skabe tvivl

Ironi kan også være upassende. Det er vitterligt ikke det oplagte virkemiddel at gribe til dagen efter et terrorangreb, og det er mit indtryk, at vi er blevet bedre til at dosere og bruge ironien, i takt med at bekymringerne med årene er blevet betydeligt flere.

I stilistikken skelner man mellem to former for ironi. Den stabile ironi, hvor man siger, at det er koldt, hvis det er varmt, og alle forventes at forstå, at det er ment ironisk. Og den ustabile ironi, som er mere delikat, fordi man ikke er sikker på, hvad afsenderen mener og vil.

Det er den, der skaber usikkerhed i en tekst eller en samtale. Det er især den ustabile ironi, der er truet. Ingen er i tvivl om, hvad Greta Thunberg vil, men hvad vil ironikeren egentlig? Derfor er ironien nem at slå på i en tid, som kalder på alvor og handling.

Men ironien er vigtig, måske endnu mere nu, end den var det i de ubekymrede 90’ere. Som figur kan ironien udfordre det, som umiddelbart fremstår som rigtigt. Og den kan punktere det opblæste. Ironien kan skabe tvivl og derfor også både finesse og frustration. Det kan vi slet ikke undvære, hverken i kunsten, som ville blive fladpandet, eller i hverdagen, som ville blive kedelig.

Heldigvis er ironien ikke død.