Kronik

Sportens verden er langt mere elitær end kunstens

I offentligheden betragtes kunst som udgangspunkt som snæver, elitær og ufolkelig, hvorimod sport betragtes som bred, populær og folkelig. Men i 2019 gik hele 2,8 millioner flere på kunstmuseum end til superligafodbold, skriver billedkunstner Jesper Rasmussen i dette debatindlæg
Vi må blive bedre til at tale betydningen af kunsten op, offentligheden skal forstå, at vi taler om den højeste kvalitet og den højeste elite, der er lige så vigtig for samfundets indretning og selvforståelse, som sporten er, skriver billedkunstner Jesper Rasmussen i denne kronik.

Vi må blive bedre til at tale betydningen af kunsten op, offentligheden skal forstå, at vi taler om den højeste kvalitet og den højeste elite, der er lige så vigtig for samfundets indretning og selvforståelse, som sporten er, skriver billedkunstner Jesper Rasmussen i denne kronik.

Sigrid Nygaard

Debat
21. september 2021

Med sommerens sportsbegivenheder blev det endnu en gang markeret, hvordan man prioriterer kunst og sport forskelligt. Samtidig med at man fyldte fodboldstadioner med tusinder af tilskuere, aflyste man musikfestivaler og tillod kun begrænset publikum i teatre og koncertsale. Modstillingen af kunst og sport er interessant på flere planer. Selv om begge områder hører ind under det altomfattende begreb kultur og administreres af de samme offentlige forvaltninger som for eksempel Kulturministeriet, så er der stor forskel på, hvordan man betragter deres samfundsbetydning.

Begge områder opererer med en elite og en bredde, og der findes både professionelle og amatører. Begge områder har en stærk kommercialisering, som står i modsætning til en idealistisk tilgang i form af holdånd, passion og selvudfoldelse, for kunstens vedkommende især inden for musik og film. Desuden har begge områder et stort publikum og modtager offentlig støtte for at kunne eksistere og udvikles.

Men så hører lighederne op. Nok har sport æstetiske kvaliteter, men rummer intet budskab, udover at nogle kæmper mod hinanden inden for et givent sæt regler om at være bedst. Parret med sportsudøvernes heroiske selvopofrelse og deres virtuose performance er det budskab nok til at skabe offentlig begejstring og social samhørighed, der ofte kammer over i en national dyrkelse, der ikke ses andre steder.

I kunsten findes der ingen givne regler. Tværtimod gælder det om at bryde de gængse formater, hvis man vil brage igennem, og kunstens budskab er som regel større og andet, end det man umiddelbart oplever. Kunsten har en åndelig dimension, og den kan forholde sig til alle aspekter af menneskelivet.

Sport er først og fremmest målbar, kunst er først og fremmest mærkbar. Sport gøres op i point og resultater, kunst i oplevelser og kvalitet.

Selvfølgelig er der eksempler på det modsatte. Fodboldtilhængere vil hævde, at det vigtigste er spillets energi og virtuositet, men i sidste ende handler det om at vinde tilstrækkeligt mange kampe til at være med, hvor det foregår. Og i oplevelsesøkonomien forsøger man at kvantificere kunsten med besøgstal, salgstal og andre faktorer, der er uvedkommende for kvaliteten.

I den sammenhæng er det kuriøst, at man i sportens verden, for eksempel i dans og gymnastik, er i stand til at kvantificere det kunstneriske indtryk med point helt ned til tre decimalers nøjagtighed. Sportsdommere formår et eller andet, man ikke kan i kunstens verden.

Det er sandsynligvis netop det kvantificerbare ved sport, der er årsag til dens udbredelse og den gængse opfattelse, at sport er særligt folkelig. Der er noget jævnt og demokratisk i, at det hele afhænger af point og resultater, der er objektivt ens for alle.

Nok er kunstoplevelsen baseret på helt elementære menneskelige egenskaber som sansning og følelse, men der ligger en vis intellektuel anstrengelse i at orientere sig i kunsten, når man skal skelne skidt fra kanel. Så vi benytter institutioner og eksperter til at udvælge kunsten og vejlede os, selv om det i bund og grund er et subjektivt anliggende.

Vi er således fremme ved den vigtigste forskel: I offentligheden betragtes kunst som udgangspunkt som snæver, elitær og ufolkelig, hvorimod sport betragtes som bred, populær og folkelig. Det er en fasttømret forestilling, der påvirker medierne og beslutningstagernes handlinger.

Flere på museum end til fodboldkamp

Man tilstræber derfor at gøre kunsten folkelig og populær: Kunstinstitutionerne overdænges med krav om tilgængelighed, fokus på besøgstal og underholdende formidling. Kunsteksperter er bandlyste i nyhedsindslag, hvorimod voxpops og menigmands mening bliver afgørende. Et tv-program som Smagsdommerne er netop kendetegnet ved, at man sætter ikkefaglige eksperter til at vurdere kunsten, så for eksempel en billedkunstner, en forfatter og en komponist bedømmer en balletforestilling. Og man skærer alle forklaringer ud i pap efter laveste fællesnævner, så alle de forudsætningsløse kan følge med.

I sport derimod er man aldrig bange for det elitære. Man sætter tre-fire eksperter til at vurdere den samme fodboldkamp på tv, og man taler indgående om indforståede, komplicerede regler, transfersituationer og tidligere kampe, som uden videre forudsættes kendt. Tænk, hvis man satte en svømmer, en dressurrytter og en atletikudøver til at kommentere og analysere en fodboldkamp a la Smagsdommerne. Det ville øjeblikkeligt medføre shitstorm fra seerne. I sportens verden kan man være lige så elitær, som man vil, man bryster sig ligefrem af sin elite. Det sker aldrig i kunstens verden.

Samtlige kulturministre ser det som en vigtig opgave at få flere besøgende ind på kunstmuseerne, men har aldrig bekymret sig for, hvor mange der går til superligafodbold. Til orientering var der før coronaen i 2019 4,4 millioner betalende besøgende på alle danske kunstmuseer og 1,6 millioner betalende tilskuere til samtlige danske superligakampe, altså hele 2,8 millioner flere gik på kunstmuseum end til superligafodbold. Og sådan har tallene set ud i årevis. Alligevel fastholdes forestillingen om kunstmuseerne som elitære og fodboldkampene som folkelige, med krav om at kunstmuseerne skal oppe sig.

Selvfølgelig findes der masser af fodboldtilskuere uden for Superligaens stadioner, ikke mindst dem, der ser det på tv. Men der findes også masser af kunstbeskuere uden for kunstmuseerne, for eksempel dem der ser kunsten på gallerier, i det offentlige rum og ikke mindst i kunstbøger, der er en global storindustri.

Støtte til de bedste er legitimt

Kunstnerne må dog gribe i egen barm, for de er med til at underspille deres betydning. Det så man for nylig da en række billedkunstnere reagerede på deres afslag fra Statens Kunstfond i forbindelse med forårsuddelingen af arbejdslegater. Det gav næring til den klassiske forestilling om, at det altid er de samme kunstnere, der får legaterne.

Reaktionen er forståelig, for det er en prekær kamp for billedkunstnere at skaffe penge, så man kan komme til at arbejde, og det er ikke motiverende med gentagne afslag. Medlemmer af Statens Kunstfonds legatudvalg leverede sobre og velunderbyggede svar på reaktionen, og med statistik og tabeller fik man modbevist myten om, at det er de samme kunstnere, der får støtte. Faktisk blev det dokumenteret, at der sjældent er nogen, der får kunststøtte flere år i træk, og at der er stor spredning i legattildelingen.

Det lyder alt sammen godt, men man overser det helt elementære spørgsmål: Hvorfor er det problematisk, hvis den samme kunstner får støtte flere år i træk? Hvorfor skal kunststøtten for enhver pris være demokratisk og ligeligt fordelt uden at favorisere nogle få?

Når en sportsudøver tildeles støtte fra Team Danmark flere år i træk, så kalder man det talentudvikling, når en kunstner tildeles arbejdslegater fra Kunstfonden flere år i træk, kalder man det nepotisme.

Vi må huske, at kunststøtten ifølge loven tildeles på grundlag af kvalitet, og hvis Statens Kunstfonds kvalitetsvurdering på nogen måde skal tages alvorligt, må man se i øjnene, at det er sandsynligt, at de samme kunstnere får støtte flere år i træk, hvis de vedblivende vurderes at have særlig høj kvalitet. Ellers kunne man lige så godt anvende lodtrækning.

Vi må blive bedre til at tale betydningen af kunsten op, offentligheden skal forstå, at vi taler om den højeste kvalitet og den højeste elite, der er lige så vigtig for samfundets indretning og selvforståelse, som sporten er.

Jesper Rasmussen er billedkunstner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"---- hvis Statens Kunstfonds kvalitetsvurdering på nogen måde skal tages alvorligt, må man se i øjnene, at det er sandsynligt, at de samme kunstnere får støtte flere år i træk, hvis de vedblivende vurderes at have særlig høj kvalitet. Ellers kunne man lige så godt anvende lodtrækning".

Er det grundlæggende problem ikke, at det f.eks. i udvalg under Statens Kunstfond på billedkunstens område er umuligt at blive enige om, hvad særlig høj eller højeste kunstneriske kvalitet egentlig er, mens det er forholdvis nemt at blive enige om, hvad der ikke lever op til mere elementære krav til kunstnerisk kvalitet.

På en sådan baggrund må vi vel også samlet set konkludere, at Statens Kunstfonds kvalitetsvurderinger ikke kan tages alvorligt. At kvalitetsvurdering på Statens Kunstfonds præmisser hviler på nogle forestillinger om kunstnerisk kvalitet, der er helt ude af trit med, hvad der er praktisk muligt.

Jesper Rasmussen har tidligere i Kunsten.nu beskrevet det på følgende måde:

"Problemerne opstår først i sidste led, når de 3-400 værdige modtagere skal reduceres til langt under halvdelen, for der er ikke penge til alle, men kun til 100-150 af dem. Det er en langt vanskeligere diskussion at vurdere dem indbyrdes, og der indtræder nu nye kriterier i diskussionen, der ikke har det fjerneste med kunstnerisk kvalitet at gøre. Hvor i landet bor kunstneren, er kunstneren ung eller gammel, hvor meget støtte har kunstneren tidligere modtaget, hvilke kunstgenrer og medier er der tale om, er det en anerkendt kunstner, er det en kunstner vi selv kender? osv. osv.

Mange af disse kriterier er sikkert helt relevante og fornuftige, men hvis det alene skulle handle om at udvælge den højeste kunstneriske kvalitet, kunne man sikkert med lige så stor præcision anvende lodtrækning til den sidste del af processen".

https://kunsten.nu/journal/kunstfond-eller-socialkontor/