Klumme

Det er svært at huske, hvordan livet som muslim var før terrorangrebet 11. september 2001

Før terrorangrebet på tvillingetårnene betød det ikke alverden i andres øjne, om man var muslim. Men efter angrebet stod Vesten klar til at dømme os. Muslim er blevet en politisk identitet, defineret ved den trussel, vi får at vide, vi repræsenterer, skriver den britiske journalist Nesrine Malik i dette debatindlæg
Terrorangrebet 9/11 satte gang i et enormt maskineri, hvor medier og militærmagt blev mobiliseret for at skabe betingelser for kollektiv afstraffelse. Muslimer blev persongrupper, man skulle mistænkeliggøre og nogle gange italesætte som farlig femtekolonne, skriver journalist Nesrine Malik i denne klumme.

Terrorangrebet 9/11 satte gang i et enormt maskineri, hvor medier og militærmagt blev mobiliseret for at skabe betingelser for kollektiv afstraffelse. Muslimer blev persongrupper, man skulle mistænkeliggøre og nogle gange italesætte som farlig femtekolonne, skriver journalist Nesrine Malik i denne klumme.

Randy Taylor

Debat
17. september 2021

Hvordan var det at være muslim før den 11. september 2001? Det bliver stadig sværere at huske, som årene går. Jeg mener at huske så meget, at det dengang ikke betød alverden i andres øjne, om man var muslim. Det var for det meste en privat identitet, forskellige folk bar på forskellige måder.

At være muslim var, som jeg husker det, en sammensat og rummelig ting. Mere opblandet med lokale kulturer og ens individuelle omstændigheder. I dag kan man kun være én af to ting: en god muslim eller en dårlig muslim. ’Moderat’ eller ’radikaliseret’. Enten en muslim, vi må redde. Eller også en muslim, vi må redde os selv fra.

Der var en tid, hvor vi som muslimer og i muslimske samfund kunne strides og selv løse vores stridsspørgsmål, uden at blive betragtet udefra af et måbende Vesten, der stod klar til at dømme os som individer eller kollektiv.

At forsøge at huske, hvordan det var før i tiden, handler dybest set om at indkredse, hvornår islam gik fra at være en mangfoldig og personlig størrelse til at blive en endimensionel og primært politisk identitet. Og her føles den 11. september unægtelig som den skelsættende dato.

Men helt så skarpt var skellet selvfølgelig ikke. Længere tilbage, i min barndom, kan jeg akkurat huske Salman Rushdies Sataniske Vers i 1988, og hvor fjernt alt det postyr forekom mig, selv om der var nok af stemmer i medierne, som sagde, at det handlede om os muslimer og om vores skammelige opførsel.

Stemning af islamofobi

Den 11. september 2001 opholdt jeg mig tilfældigvis i Saudi-Arabien – landet, hvor de fleste af flykaprerne kom fra, og hvis ultrakonservative præsteskab holdt samfundet i et jerngreb. På en og samme tid både bekæmpede og fremmede det islamiske kongerige den ekstremisme, der nu havde slået til i New York. Den 11. september forekom mig som noget, saudierne ikke havde været i stand til at inddæmme. Den islamistiske terror var som et giftigt industriudslip af episke proportioner, som en reaktornedsmeltning, der langt fra dets grænser tog næsten 3.000 menneskers liv.

Nu skulle vi alle komme til at betale prisen.

Og dog. Også før den 11. september var der angreb – og gengældelser. En Golfkrig havde allerede etableret en permanent amerikansk militærtilstedeværelse i Mellemøsten, og der havde været konfrontationer mellem USA og Iran siden 1980’erne. USA havde svaret igen på al-Qaedas ambassadebombninger i Østafrika med krydsermissilangreb mod mere eller mindre vilkårlige mål i Sudan og Afghanistan. Da tvillingetårnene sank i grus, var vi allerede på krigsfod. 

Men efter den 11. september begyndte alt at gå meget stærkere.

Et enormt maskineri blev sat i værk, medier og militærmagt blev mobiliseret for at skabe betingelser for kollektiv afstraffelse. Vi fik invasionerne og besættelserne af Afghanistan og Irak, og vi fik en overvågnings- og sikkerhedsstat i terrorbekæmpelsens navn. Muslimer blev persongrupper, man skulle mistænkeliggøre og nogle gange italesætte som farlig femtekolonne.

Den energi, vi brugte over de følgende årtier på at tale om burkaer, muslimske friskoler og halalkød, skabte en stemning af islamofobi, som snart blev acceptabel i vide kredse.

Det løb over i klapjagter på kvinder i hijab, en eksplosiv vækst i hadforbrydelser mod muslimer i mange lande, Muslim Ban i USA og en opblomstring af en politisk højrefløj, der spillede på frygt for muslimer.

Outsidernes solidaritet

For mig resulterede det i en dissociation fra islam som tro og kulturel arv og i en stærk solidaritet med andre muslimer. Jeg fortryder det første og finder trøst i det sidste. Men der er også en slags nederlag i den solidaritet. En accept af at blive kategoriseret som en outsider.

Den amerikanske forfatter Toni Morrison har sagt, at »racismens funktion er distraktion«. Den pålægger hele tiden sine ofre at forklare deres eksistensberettigelse. Islamofobien fungerer på samme måde. Den muslimske diaspora i Vesten har længe skullet forklare sin eksistensberettigelse, og det mangeårige og konstante pres har styrket den dynamik, der identificerer den som en politisk identitetsblok, der kun er defineret ved den trussel, den får at vide, den repræsenterer.

Det blev muslimernes skæbne, at verden efter den 11. september gjorde de fås handlinger til de manges patologi.

Det er næsten ikke til at tro, at det engang ikke var sådan. Og måske går det sådan til, når det bliver acceptabelt at dehumanisere en hel gruppe mennesker ud fra en abstrakt samlebetegnelse. Når bare det står på længe nok, glemmer alle til sidst, at det nogensinde har været anderledes.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Nesrine Malik er klummeskribent hos The Guardian

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for det vigtige indlæg, Nesrine.
Der er virkelig stof til eftertanke for en etnisk dansk ikke-muslim som mig.