Læserbrev

Her er tre grunde til, at uomsættelige CO2-kvoter ikke er vejen frem

Uomsættelige CO2-kvoter er en bureaukratisk byrde, der ikke nødvendigvis rammer rigtigt. Det er langt bedre med en CO2-afgift kombineret med en økonomisk omfordeling som den grønne check, skriver lektor på Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi Villy Søgaard
Uomsættelige CO2-kvoter er en bureaukratisk byrde, der ikke nødvendigvis rammer rigtigt. Det er langt bedre med en CO2-afgift kombineret med en økonomisk omfordeling som den grønne check, skriver lektor på Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi Villy Søgaard

Mia Mottelson

Debat
16. september 2021

Mikkel Bahl fra Momentum argumenterer i Information den 1. september for uomsættelige personlige CO2-kvoter. Hovedargumentet er klimaretfærdighed, det vil sige, at vi hver især – rig som fattig – har lige stor ret (eller uret) til at forurene atmosfæren. Der er imidlertid flere miljøøkonomiske argumenter mod denne løsning.

For det første kan man stille nogle bedre uden at stille andre ringere ved at gøre kvoterne omsættelige. Forestil dig, at din nabo har en bror i New York, som ligger for døden. Du selv har planlagt en flyvetur til Californien, men er parat til at sælge den til naboen, som gerne vil nå at se sin bror en sidste gang. Men det må du ikke, for din kvote er uomsættelig. Selv om både du, klimaet og naboen ville vinde ved denne løsning. Uomsættelige kvoter er derfor, i økonomisk terminologi, inefficiente. Det er derfor, EU’s CO2-kvoter er omsættelige.

For det andet er et kvotesystem administrativt tungt. Især hvis man skal differentiere efter, hvor folk bor, som Bahl foreslår. Bureaukratiet bliver ikke mindre, hvis man ønsker både kvoter og afgifter. Den enkeltes forbrug skal registreres og belastningen beregnes, vare for vare. Det er mere kompliceret og mere indgribende end at pålægge de udledende industrier CO2-kvoter, som det nu sker i EU.

For det tredje viste en undersøgelse, som den britiske regering fik lavet for 13 år siden, at taberne ved kvoter langtfra kun ville være de rige. De fordelingsmæssige konsekvenser var langt mere sammensatte. Alt andet lige vil de rige selvfølgelig kunne købe sig retten til større udledninger. Men det gælder jo enhver form for miljøbelastning.

Hvis grundproblemet er en uretfærdig indkomstfordeling, må kvoter på udvalgte varer betragtes som symptombehandling.

Et oplagt alternativ til omsættelige kvoter er en CO2-afgift kombineret med en omfordeling – den grønne check. Herved kan man opnå præcis samme adfærdsændringer som ved omsættelige kvoter. Hertil kommer, at en afgift, trods delvis tilbageføring, vil skæppe i statskassen, hvilket er attraktivt i et land med et højt skattetryk, som har behov for at bruge penge på grøn omstilling.

Villy Søgaard er lektor på Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her