Klumme

Det er uværdigt for Europa at forskanse sig fra verdens problemer bag en mur

De siger, det er nødvendigt at bygge mure omkring Europa for, at kontinentet ikke kollapser. Jeg tror ikke på det, og hvis vi fortsætter med at bygge mure, kommer de ikke kun til at ramme de ulykkelige på den anden side, men også os selv, skriver forfatter Nanna Goul i denne klumme
De siger, det er nødvendigt at bygge mure omkring Europa for, at kontinentet ikke kollapser. Jeg tror ikke på det, og hvis vi fortsætter med at bygge mure, kommer de ikke kun til at ramme de ulykkelige på den anden side, men også os selv, skriver forfatter Nanna Goul i denne klumme

Antonio Sempere

Debat
9. september 2021

Hver morgen læser jeg opgørelsen over, hvor mange der er blevet smittet med corona siden dagen før. Der er noget fortrøstningsfuldt ved det håndgribelige i de tal: Jeg kan se, hvordan de går op og ned, hvor mange der er indlagt, hvor mange der er i behandling. Mere bekymret er jeg nu over den type smitsomme virus, der ikke er tal eller smitteopsporing på. Angsten og panikken over flygtningestrømmen fra Afghanistan og ideen om, at vi skal lukke os inde i Europa.

Konkret tænker jeg på det faktum, at der nu er opført mere end 1.000 kilometers mur og pigtrådshegn omkring de europæiske grænser, og at tempoet på byggeriet kun er stigende efter Talebans overtagelse af Afghanistan. Ideen er, at det skal holde store flygtningestrømme ude, at det skal holde eventuelle terrorister ude.

Norge, Spanien, Estland, Polen, Storbritannien, Grækenland, Ungarn, Østrig og en række andre lande har bygget løs, det har stået på et stykke tid, alligevel blev jeg dybt chokeret, da jeg så levende billeder af det. Omfanget af murene. Højden på murene og pigtrådshegnet ikke mindst. Pigtrådshegn forbinder jeg med fængsler, diktaturstater, forbryderkarteller og tornekranse. Pigtrådshegn er et hegn, der gerne flænser menneskehud og kød i stykker for at holde nogen ude. Eller inde. Det er symbolet på, at humanismen har tabt. Og spørgsmålet er, hvorfor har denne idé pludselig spredt sig som det mest naturlige i Europa?

Det tabte etiske kompas

Jeg husker tydeligt, da Donald Trump i 2016 erklærede, at han ville bygge »en stor smuk mur« mod Mexico for at holde illegale flygtninge og stoffer ude. En simpel mands løsning på et komplekst problem. Hvordan man dengang i Europa rystede på hovedet af den idé. Det virkede absurd, ja, tilmed tenderende til vanvid. Det er fem år siden, men nu har ideen spredt sig og er kommet til Europa, tilsyneladende med en sådan kraft, at politikerne slet ikke kan se andre løsninger.

En anden idé, der ikke spredte sig, var Angela Merkels berømte og i nogle kredse berygtede »Wir schaffen das« – ’vi klarer den’, som hun udtalte under flygtningekrisen i 2015. Merkel klarede det måske nok, men ikke uden store spændinger, politisk tilbagegang og en indvandrerkritisk højrefløj, der voksede sig stor. Men det er jo også en enorm udfordring at hjælpe så mange mennesker i en nødsituation, det bliver aldrig nemt.

Men er det ensbetydende med, at vi ikke skal gøre forsøget? At vi ikke skal forsøge at finde nye løsninger, der kan hjælpe de flygtende mennesker med at komme hertil og hjælpe dem videre her i denne del af verden? Nej, det mener jeg ikke. Den humanisme og den idé, som Merkels diktum var et udtryk for, er noget af det smukkeste, der er sket i Europas flygtningepolitik i årtier. Der var en vilje til en bedre verden, der var et etisk kompas i den ytring, der kerede sig om sine medmennesker.

En panikløsning

Jeg er ikke politiker, strateg, økonom, terrorforsker, grænsevagt eller integrationsekspert, jeg er forfatter, men jeg vil alligevel tillade mig at spørge: Synes de ansvarlige politikere selv, at det virker gennemtænkt at opføre mure omkring hele Europa? Tror de, at terror, religiøse, racemæssige og sociale spændinger ophører, når blot de foregår på den anden side af muren? Er der en øvre grænse for, hvor mange lig vi skal have på samvittigheden, før vi bryder muren ned igen? Og er det at bygge mure omkring Europa i virkeligheden et udtryk for et ønske om passiv dødshjælp i nærområderne?

Jeg er ikke blåøjet, men jeg synes, at det er uværdigt, at politikerne vender det blinde øje til. Der er mange problemer ved at modtage flygtninge, vi skal bare ikke bilde os ind, at problemerne stopper, hvis vi holder dem ude. Det er jo ikke en løsning, det er panik – og en skamplet for vores flygtningepolitik. Utopierne har ikke spillet fallit, men det har den politiske virkelighed. Måske den vender, når det en dag er os, der står på den anden side af muren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for et fremragende indlæg. Jeg ku' ikke være mere enig!

Pigtråd er ikke nogen løsning, men det er store strømme af flygtninge heller ikke.
Ingen vil for alvor dele sin danske luksus med ukendte fremmede

Det synes jeg også. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad vi gør ved det. Kære Nanna Goul selv om du - som du skriver - hverken er politiker, strateg, økonom, terrorforsker, grænsevagt eller integrationsekspert kunne du ikke prøve at tænke en gang mere og så skrive en ny kommentar med overskriften: " Her er (en antydning af) en løsning"?

Tak for den fine artikel, Nanna Goul.
Den minder mig om et berømt digt af Konstatinos Kavafis (1863-1933) : "Mens vi venter på barbarerne".
Samtidigt minder den mig om, at statsminister Mette Frederiksen 4/3 -21 besøgte Israel, hvor hun mødtes med Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz.
Kavafis' digt foregår i den hellenistiske storby Aleksandria , som i Roms senimperiale tid var et kulturelt fyrtårn - nøjagtigt som Europa i dag.
Men politisk set var Aleksandria lammet - nøjagtigt etc.
Angående Mette Frederiksens og Sebastian Kurz : deres Israel-besøg har noget symbolsk over sig.
I dag er vi europæere allesammen israelere. Befæstede arvtagere efter fordums storhed. Befæstede og skamfulde. Fæstningerne vil ikke batte særlig meget i det lange løb. Derimod giver skammen os håb. Skam er en revolutionær følelse, sagde Gramsci. Der kom også noget godt ud af Aleksandria - på trods af magtesløsheden, rådvildheden og skamfølelsen. For eksempel var det i Alksandria at det Gamle Testamente blev oversat til græsk. Denne oversættelse tjente senere til kristendommens udbredelse.