Kommentar

Vaccinen skal udrulles globalt, og det kræver, at de rige lande tager sig sammen

De vaccineproducerende lande er nødt til at samarbejde under FN’s ledelse for at sikre tilstrækkelige forsyninger af COVID-19-vacciner til de fattigste lande. Der er fem afgørende skridt på vejen til det mål, skriver professor Jeffrey D. Sachs i dette debatindlæg
Vaccination mod COVID-19 i Kenya. Højindkomstlandene har vaccineret over halvdelen af deres befolkninger. Andelen af fuldt vaccinerede i Afrika er under fire procent.

Vaccination mod COVID-19 i Kenya. Højindkomstlandene har vaccineret over halvdelen af deres befolkninger. Andelen af fuldt vaccinerede i Afrika er under fire procent.

Patrick Meinhardt/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
22. september 2021

Verden står ved en kritisk skillevej i pandemien. Lande, som mangler første runde vaccinationer, er ekstraordinært sårbare over for den stærkt smitsomme deltavariant og samtidig udklækningsområder for nye varianter, der hurtigt kan blive spredt globalt.

The Lancet COVID-19 kommissionen, som jeg står i spidsen for, arbejder på højtryk sammen med FN-systemet for at styrke den internationale respons. Regeringer i lande, hvor vaccinerne produceres – USA, EU-medlemslande, Storbritannien, Indien, Rusland og Kina – bliver nødt til at samarbejde under FN’s ledelse for at sikre tilstrækkelige doser til de fattigste lande.

Højindkomstlandene har vaccineret over halvdelen af deres befolkninger. Andelen af fuldt vaccinerede i Afrika er under fire procent. Den manglende vaccinationsdækning i lavindkomstlande udgør en overhængende trussel. Præsident Joe Biden har indkaldt til vaccinetopmøde den 22. september. Det kan potentielt være et skridt i den rigtige retning.

Udbudskrisen løser ikke sig selv

Det er vigtigt, at USA holder dette møde i samarbejde med Kina, Indien, Rusland og andre vaccineproducerende lande, og med FN-systemet. Kun FN – med sin operationelle kapacitet i lavindkomstlande – kan koordinere en hurtig opskalering af vaccinedækningen.

I april 2020 skabte FN COVID-19 Vaccine Global Access (COVAX) for at sikre vacciner til lavindkomstlande. Disse lande regnede med, at COVAX kunne skaffe forsyninger i tide. Men COVAX har været ude af stand til at opkøbe en tilstrækkelig mængde doser, primært fordi højindkomstlandene konstant springer over i køen.

Dertil kommer, at de vaccineproducerende landes regeringer har indført eksportkvoter, så COVAX jævnligt end ikke kan skaffe den mængde vacciner, de har kontrakter på. Virksomhedernes aktionærer er selvfølgelig glade for denne ordning, fordi de rige lande betaler mere, end COVAX ville gøre. Men udbudskrisen kommer ikke til at løse sig selv.

Tværtimod, højindkomstlandene er gået i gang med at tilbyde en tredje dosis, før de mest sårbare grupper i de fattigste lande har fået deres første.

De globale muligheder for gradvist at øge vaccineproduktionen bliver også hæmmet af nogle regeringers insisteren på at håndhæve patenter.

WHO har sat en række minimumsmålsætninger for vaccinedækningen i hvert enkelt land – ti procent i slutningen af september 2021, 40 procent ved udgangen af 2021 og 70 procent i slutningen af juni 2022. Disse kommer det nuværende vaccinationssystem ikke til at kunne levere på.

Fem skridt frem

Regeringer i de vaccineproducerende lande bør tage følgende skridt nu:

Først og fremmest skal regeringerne, når de mødes onsdag til Bidens topmøde, lægge en slagplan for hvordan WHO’s mål bliver nået. Vaccineproducenterne skal samarbejde fuldt og helt ved at åbne deres ordrebøger (og prislister) for offentligheden, så FN og regeringerne kan prioritere de lande, der stadig mangler.

For det andet skal FN – med opbakning fra både regeringer og virksomheder – sætte leveringsdeadlines for hvert enkelt lavindkomstland i overensstemmelse med WHO-målene. WHO og COVAX og andre FN-agenturer som UNICEF bør samarbejde med modtagerlande om infrastrukturen til udrulning af vaccinerne.

For det tredje skal de nye 650 milliarder dollar, som er sat til side af Den Internationale Valutafond, i brug sammen med andre nødpuljer for at sikre, at mangel på finansiering ikke på kort sigt udgør en hæmsko for produktionen.

For det fjerde skal regeringer i de vaccineproducerende lande enes om at ophæve intellektuel ejendomsret og fremme teknologideling for at øge den globale vaccineproduktion. Lovende vacciner er nu i gang med at blive klinisk testet, og denne proces bør der støttes op om økonomisk, så tempoet for nye godkendelser kan øges.

Sidst men ikke mindst skal regeringer i alle lande gøre det klart for offentligheden, at vacciner ikke i sig selv er nok til at stoppe spredningen af COVID-19. Andre offentlige sikkerhedsforanstaltninger – herunder masker, fysisk afstand, kontaktopsporing og begrænsninger på indendørs forsamlinger – er stadig nødvendige.

Pointen er, at vi bliver nødt til at håndtere universel vaccinedækning som et globalt offentligt gode, der er akut behov for, og ikke som noget, der skal underlægges markedskræfterne.

Bidens vaccinetopmøde onsdag kan give os det afgørende gennembrud, vi har brug for, ved at give FN de vacciner og den økonomi, der er behov for for at sikre alle immunitet.

© Jeffrey D. Sachs, Project Syndicate og Information

Jeffrey D. Sachs er direktør for Center for Sustainable Development på Columbia University.

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her