Kommentar

Verdens fattigste får klimaets katastrofer. De skal ikke også have regningen

Klimabistanden skal hjælpe verdens fattigste lande med at overkomme klimakonsekvenser, men det nytter ikke, hvis det sker på bekostning af bekæmpelse af ulighed. For det er netop verdens ulighed, der er med til at drive klimaforandringerne, skriver generalsekretær i Ofxam IBIS Kristian Weise
Klimakrisen rammer alle lande på alle kontinenter. Men det er de fattigste mennesker, dem med færrest ressourcer, og som har bidraget mindst til problemet, der rammes hårdest.

Klimakrisen rammer alle lande på alle kontinenter. Men det er de fattigste mennesker, dem med færrest ressourcer, og som har bidraget mindst til problemet, der rammes hårdest.

Luis Tato/Ritzau Scanpix

Debat
25. september 2021

I fremtiden skal en stor del af den danske udviklingsbistand være målrettet grønne formål i verdens fattigste lande. Det er godt, at regeringen prioriterer klima og klimatilpasning, men jeg frygter, at det vil ske på bekostning af bekæmpelse af fattigdom og ulighed.

Det er vigtigt at bekæmpe fattigdom og opbygge stabile og bæredygtige demokratier rundt omkring i verden – og det arbejde må ikke stoppe.

Klimakrisens konsekvenser bør være mejslet ind i alt, der sker politisk. Det er alvor. Det gjorde rapporten fra FN’s Klimapanel det klart i sidste måned. Nogle steder står verden i flammer, andre steder drukner den og atter andre steder sulter befolkningen. Selv de største tvivlere har fået det serveret klart og tydeligt: Den globale opvarmning er hovedsagelig menneskeskabt, og vi er nødt til at gøre noget drastisk, hvis vi skal redde kloden og sikre børnenes fremtid. 

Det kræver langt mere politisk handling. Og langt flere midler.

Verdens rigeste lande har allerede med Parisaftalen i 2015 lovet at afsætte 100 mia. dollar om året i nye midler til klimabistand til udviklingslandene. Men som Oxfam dokumenterede i en rapport sidste år, er landene langt fra beløbet og har kun leveret på omtrent en fjerdedel af løftet.

Men med det finanslovsforslag, der forhandles i disse dage, har regeringen valgt at bruge af den nuværende udviklingsbistand til at finansiere klimaindsatserne i stedet for at tilføre nye midler. Det er den helt forkerte vej at gå og hænger ikke sammen med ambitionen i den nye udviklingspolitiske strategi om, at ’Danmark kan vise vejen som grøn frontløber’. Det kan vi, og det skal vi gøre bedre.

De fattige skal ikke betale

Klimakrisen rammer alle lande på alle kontinenter. Men det er de fattigste mennesker, dem med færrest ressourcer, og som har bidraget mindst til problemet, der rammes hårdest.

En rapport fra Oxfam viser, at verdens 50 procent fattigste, målt på indkomst, kun står for 7 procent af den akkumulerede CO2-udledning fra 1990-2015, og at økonomisk ulighed og vækst i toppen driver klimaforandringerne. Derfor skal de rige lande påtage sig et langt større ansvar – ikke kun for at nedbringe CO2-udledningen – men også for at hjælpe verdens fattige lande med konsekvenserne af klimakrisen.

Samtidig er det helt afgørende, at vi reagerer på klimakrisen uden at forværre den allerede eksisterende, og menneskeskabte, ulighedskrise. Derfor skal der tænkes langsigtet for fortsat at bekæmpe den stigende fattigdom og ulighed i verden.

Verdens problemer bliver kun større, og vi kan kun bekæmpe ulighed og kriser, hvis vi tager hånd om årsagerne til den vedblivende fattigdom og forebygger de konflikter, der sender mennesker på flugt. Derfor må prioriteringen af grønne indsatser og klimatilpasning ikke udhule indsatsen mod kriser og ulighed.

Det er helt nødvendigt, at Danmark går forrest og overholder forpligtelserne i Parisaftalen, og presser på for, at både EU og andre lande følger trop. Løftet om at tilføre nye midler skal overholdes. Samtidig skal Danmarks globale klimaarbejde være målrettet bekæmpelse af fattigdom og integrere ambitionen om at være social retfærdig. Det handler blandt andet om, at klimatilpasning skal prioriteres. Derfor er det også glædeligt, at regeringen netop har afsat hovedparten (60 procent) af klimafinansieringen til klimatilpasning. 

Klimaregningen skal fordeles retfærdigt

Når verdens ledere og beslutningstagere i disse uger mødes til FN’s Generalforsamling, kan de passende drøfte, hvordan man sikrer en fair betaling for tab og skader efter klimakatastrofer. Som det er nu, er det befolkningen i de klimaudsatte steder, der betaler for skaderne, som for eksempel orkaner og oversvømmelser forårsager.

Men kan det virkelig være rigtigt, at borgere i eksempelvis Mocambique skal betale for klimakatastrofer, de kun i ringe grad har været med til at forårsage, mens andre lande, der har udledt store mængder CO2, nærmest går fri?

Regeringer bør desuden gentænke deres skattesystemer, så det er retfærdigt og direkte CO2-reducerende. Finansieringen af Danmarks og andre rige landes globale bidrag til klimakampen og en grøn genstart efter COVID-19 bør komme fra progressiv og social retfærdig beskatning, hvor dem der har udledt og i fremtiden vil udlede mest CO2, også betaler regningen.

I praksis kan det betyde, at der skal indføres mere beskatning på udledning af CO2, der tager højde for, at omstillingen skal mindske økonomisk ulighed. Dem, der skal betale mest for klimakrisen, bør selvfølgelig være dem, som har forårsaget problemerne og dem, som har de bedste muligheder for at betale regningen.

Pengene er der. Det, der mangler, er den politiske vilje.

Kristian Weise er generalsekretær i Oxfam IBIS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er ikke enig i at det er bedre for de fattige, at vi prioriterer tilpasning over klimaafbødning (mitigation). Klimaændringer rammer de fattige hårdest både når de bor i et uland, et mellemindkomst land eller et rigt land. Så begrænsning af klimaændringer hjælper altså de fattige mest og derfør bør vi også af den grund gøre mest muligt for at begrænse klimaændringerne. Så det er måske mere fattigdomsvenligt at bruge 60% af hjælpen på mitigation frem for tilpasning.

Klaus Møller Kristensen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

Og så synes jeg også, at det er ved at være på tide, at Danmark indser, at vi ikke redder verdens klima ved at grave os ned i jordhuler. Det er vi ganske enkelt for små til, og det eneste det vil hjælpe på er vores kollektive dårlige samvittighed.

Men at vi, med baggrund i det høje uddannelsesniveau og historisk høje fokus på innovation (vores eneste råmateriale), har en central rolle ift. at skrue op for produktionen og forskningen af klimavenlig teknologi. Dette er et enormt vigtigt perspektiv ind i at hjælpe fattige lande ved at bidrage med teknologi, der kan hjælpe dem.

Tak, for et godt og sagligt indlæg Oxfam IBIS, i har ret....