Kronik

De ældres påståede frisind spænder ben for min generations ligestillingskampe

Jeg er taknemmelig for tidligere generationers kamp for LGBT+-personer, men de historiske sejre må ikke blive en sovepude. Minoriteter bliver fortsat diskrimineret i Danmark, og derfor kæmper jeg for at få ligestilling ind i alle ministerier, skriver LGBT+-aktivist Emily Olander Christiansen i denne kronik i serien Generation Oprør
Jeg er hvid, etnisk dansk og ciskønnet, men jeg er også kvinde og queer. Min identitet rummer et hav af privilegier, men også en minoritetsstatus, skriver Emily Olander.

Jeg er hvid, etnisk dansk og ciskønnet, men jeg er også kvinde og queer. Min identitet rummer et hav af privilegier, men også en minoritetsstatus, skriver Emily Olander.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Debat
16. oktober 2021

Jeg er queer, hvilket for mig er en flydende tilgang til seksualitet og køn, som bryder med det heteronormative ideal. En identitet jeg er stolt af, men ikke selv har valgt.

En identitet, jeg blev opmærksom på allerede som 11-12-årig. Et liv med en seksualitet, som, mange fra de ældre generationer tror, er et aktivt valg. Der er kommet en større accept af folk, som bryder med normerne for køn og seksualitet, og der er skabt et mere inkluderende sprog for at kunne italesætte den, man er. Alligevel har vi langt igen.

Jeg er opvokset på Nørrebro. De ældre drenge, som hang ud på Blågårds Plads, lærte mig at spille fodbold. Jeg gik hverken dengang eller nu op i kønnet på de mennesker, som jeg omgiver mig med.

Da jeg startede i grundskolen, blev det hurtigt tydeligt, hvordan køn og normer spillede en rolle for, hvordan man opdeler eleverne. Både i undervisningen og i frikvartererne.

Flere gange om ugen blev jeg spurgt, om jeg var en dreng eller en pige, fordi jeg ikke var stereotypt feminin. Spørgsmålet var åbenbart enormt betydningsfyldt, og det virkede, som om de havde ret til at kende en fremmedes kønsidentitet.

Det blev ikke bedre af at flytte til Kalundborg, hvor homofobiske skældsord fyldte nærmest lige så meget som bøjning af verber, og hvor biologiundervisningen blot reproducerede status quo ved udelukkende at have et binært og heteroseksuelt udgangspunkt. 

LGBT+-personer er selvmordstruede og selvskadende

Min oplevelse er desværre ikke enestående. Fra København til Kalundborg var og er der en homo- og transfobi, og det skal ændres. Så hurtigt som muligt.

For nok blev jeg færdig med grundskolen for otte år siden, men en rapport fra sidste år vidner om en fortsat markant mistrivsel, hvor flere end ni ud af ti af de adspurgte oplever homofobiske og transfobiske skældsord som ’lebbe’, ’bøsse’ og ’tranny’ i skolen.

64 procent af LGBT+-børn og unge har haft selvmordstanker, og 53 procent har selvskadet. Det er et alarmerende strukturelt problem.

Vi står på mange måder i en brydningstid, hvor gamle dogmer kastes på bålet, men hvor jeg har det ambivalent, fordi jeg som ung queer-aktivist nærmest per automatik vil kritisere det bestående, og samtidig er enormt bevidst om den kæmpe aktivistiske arv, som jeg står på skuldrene af.

Uanset hvem vi er, og hvem vi er til, er det et valg, vi er fælles om ikke selv at have taget. Derfor kæmper jeg for et mere ligestillet samfund, som ikke kun er for de få, men for alle, skriver Emily Olander.

Uanset hvem vi er, og hvem vi er til, er det et valg, vi er fælles om ikke selv at have taget. Derfor kæmper jeg for et mere ligestillet samfund, som ikke kun er for de få, men for alle, skriver Emily Olander.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Jeg er taknemmelig for tidligere generationers kamp, men bekymret for, at historiske sejre bliver en sovepude, som sætter en kæp i hjulpet for fremtidig aktivisme. Der er ikke behov for at sole sig i sejre, men at se fremad. Kæmpe de fremtidige kampe med ungdommens indignation og ikke være fastfrosset i nostalgi.

Historien fortæller, at rettigheder ikke er en lineær størrelse. Så sent som i sidste måned fejrede vi, at tre polske regioner har ophævet deres LGBT+-frie zoner, hvilket både er en sejr og et tydeligt eksempel på absurditeten i, hvad vi som LGBT+-personer skal være taknemmelige for i det 21. århundrede.

Danskerne er ikke frisindede

Det overordnede problem er, at der i Danmark er en illusion om ligestilling. En illusion båret af historiske sejre, som da homoseksualitet blev slettet fra listen over psykiske sygdomme i 1981, da registreret partnerskab for homoseksuelle blev en realitet i 1989 og ægteskab muliggjort i 2012.

I dag er der længere mellem sejrene, og det mener jeg i høj grad skyldes, at særligt de ældre generationer i Danmark mener, at ’her går det godt’. Det skaber et misforhold mellem det oplevede danske frisind og det stivsind, som minoriteter oplever i dagens Danmark, hvilket i sidste ende umuliggør positive forandringer.

For hvis der ikke er et erkendt problem, så er der vel ingen grund til at handle?

Et indlysende eksempel på det er, hvordan LGBT+-rettigheder er blevet mainstream, og det er jo en god ting. Men hvor virksomheder under priden hejser regnbueflaget og hylder mangfoldighed, så bliver LGBT+-personer ofte glemt resten af året, og dermed får det karakter af en PR-strategi.

Hvad er en performativ støtte værd en uge om året, hvis en virksomhed ikke har en inkluderende personalepolitik og en nultolerance over for diskrimination til hverdag?

For når der sker hate crimes under World Pride i København, som gerne skulle være et safe space for seksuelle og kønsminoriteter, bliver det klokkeklart, at der stadig er enormt meget at kæmpe for. 

Mit oprør er båret af vreden over, at selv med tal, der skriger til himlen om behovet for politisk handling, så sker der ingenting.

Selv om regeringen sidste år fremlagde et fint LGBT+-udspil, hvor den blandt andet lovede, at den ville gøre juridisk kønsskifte muligt for børn uden nedre aldersgrænse, så er det blevet ved hensigtserklæringerne. Og nu ser det endda ud til, at regeringen trækker i land. Imens eksisterer de strukturelle problemer for os queerpersoner stadig.

Fremtidens kamp er intersektionel

Jeg er af den overbevisning, at hvis man tilhører en minoritet, så avler det indignation.

Selv om ’LGBT+’ er en samlebetegnelse, så er der også inden for en minoritet nogle undergrupper, som er mere privilegerede end andre. Transkønnede er enormt udsatte psykisk, hvilket er et resultat af det sindssygt kønsstereotype og binære samfund, vi lever i.

For selv om transkønnethed blev slettet fra listen over psykiske sygdomme i 2017, så møder mange transkønnede sygeliggørelse og umenneskeligt lange ventetider i det danske sundhedsvæsen.

Der er ikke ligestilling, før alle er stillet lige. Det gælder både alle de forskellige minoritetsgrupper i akronymet LGBT+, men i særdeleshed hvis man tilhører flere minoriteter på samme tid.

Det gælder altså ikke kun vores egen individuelle kamp – vi skal se på tværs af skel. Hvordan vores egen personlige kamp er relateret til andre minoriteters eller minoriserede gruppers kamp, fordi vi alle er fælles om at være underlagt de simultane undertrykkelsessystemer, som eksisterer i samfundet.

Vi er oftest på en og samme tid både undertrykte og privilegerede, men bundet sammen af ikke selv at have truffet de valg.

Jeg er hvid, etnisk dansk og ciskønnet, men jeg er også kvinde og queer. Min identitet rummer et hav af privilegier, men også en minoritetsstatus. Derfor er det en naturlig præmis for mig, at kampen for queer-rettigheder er tæt sammenvævet med klimakampen, kampen imod racisme og klassekampen. For det hele handler om social retfærdighed.

Det handler om ligestilling. Om, at når verden brænder og skaber klimaflygtninge, er disse oftest kvinder og børn. Når krisetider melder sin ankomst, spredes steppebrande af xenofobi, og når gløderne af en økonomisk krise lægger sig, ender regningen oftest hos de økonomisk mindst velstillede. Målet er at få ligestilling ind i alle aspekter af politik.

Det skal være tværministerielt som en naturlig forlængelse af FN’s verdensmål nummer fem om ligestilling, for politik er magt. Og derfor er rammerne for, hvordan politik udvikles, enormt essentielle. Der er ligestillingsperspektiver i alle ministerier, som bør anerkendes for at sikre en øget ligestilling, bedre repræsentativitet og øget inklusion. Alt sammen for det fælles bedste.

Uanset hvem vi er, og hvem vi er til, er det et valg, vi er fælles om ikke selv at have taget. Derfor kæmper jeg for et mere ligestillet samfund, som ikke kun er for de få, men for alle.

Emily Olander Christiansen er LGBT+-aktivist og statskundsskabstuderende

Serie

Generation Oprør

Efter en lang periode med nødvendighedens politik og manglende politisk kampgejst ser vi nu en ung generation af oprørere i alt fra klima- og kønskampen til spørgsmål om social retfærdighed. Men hvad kendetegner den nye oprørske generation, og hvorfor kommer alle oprørene netop nu?

Seneste artikler

  • Klimakrisens rødder er kolonialisme, ulighed og racisme – ikke generationssvigt

    29. oktober 2021
    Klimakrisen er ikke et resultat af én generations svigt, men et helt system, der har fejlet. Hvis vi skal rette op på det, bliver vi nødt til samarbejde på tværs af generationer og kræve hidtil usete systemiske forandringer, skriver klimaaktivisterne Selma de Montgomery og Esther Michelsen Kjeldahl i denne kronik i serien ’Generation Oprør’
  • Kære ældre generationer – vibratorer, glidecreme og penisringe er også seksuelt frigørende

    9. oktober 2021
    Vores forældre er børn af de frie 60’ere, alligevel er vores seksuelle opdragelse mangelfuld. Der er brug for et sexoprør, hvor det bliver gjort klart, at sexlegetøj ikke er kikset, men faktisk giver den enkelte magten over seksualitet og sexliv tilbage, skriver medejer og -stifter af sexlegetøjsbutikken Peech, Clara Filippa Andersen, i denne kronik
  • Jeg meldte mig ud af samfundets hamsterhjul og blev forelsket i livet

    2. oktober 2021
    Vi lever i et samfund, der ødelægger naturen og andres liv, for at vi selv kan have det godt. Alligevel er vi ulykkelige. Tak til tidligere generationer for at have ført os hertil, men vi vil gerne gå en anden vej, skriver Jacob Hoedmann i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fra en gammel aktivist til en ung: TAK! Det er dejligt, at de unge heller ikke bare accepterer status quo og kæmper for at ændre verden. Jeg er i øvrigt enig i, at den myte, der er i Danmark om at være et ligestillet land, er et problem for mange minoriteter. Jeg kunne derfor godt tænke mig, at man sætter sig sammen og laver noget i fællesskab.

Det gjorde vi i Aalborg i Nordjyllands faglige kvinder, hvor jeg var repræsentant for LBL, det nuværende LGBT Danmark. Det var et frugtbart samarbejde, og vi fik sat dagsordenen for nogle vigtige ting.

Bjarne Jørgensen, June Beltoft, Peter Ussing og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Helt enig i at undertrykkelse i konsekvens af køn hænger sammen med/er symptom på et samfundssystem der betjener sig af undertrykkelsesmekanismer som klassestrukturer, vækstmaksimer, hierarkier, konkurrence m.m. - og af samme årsag er identitetsspørgsmålet sekundært; det må nødvendigvis ses i sammenhæng med kræfter og værdier af overstigende, social og eksistentiel betydning for mennesker.

Rune Kjær Rasmussen

Jeg mødte så megen modstand imod, hvem jeg er, og hvordan jeg udtrykker mig, eller førhen forsøgte at udtrykke mig som barn og helt ung, at selve det at kæmpe for blot at bryde igennem til mig selv og det at udtrykke mig var en kamp i sig selv.

Af samme grund ser jeg paralleller til ideer om at blive inkluderet i absolut uinkluderende samfund, fællesskaber, institutioner som kampe, der er dømt til at fejle, fordi det at blive "inkluderet" kræver for mange kompromisser fra den, der ønsker dets, side. Der går shapeshifter / people-pleaserstrategier i den blot for at overleve, imens nogen sidder på magten uden at stille særligt mange spørgsmål til sig selv. At få disse mennesker og institutioners "velsignelse" til at være, som man er, kan svare til at bekræfte en autoritet, de slet ikke har eller burde have. Af samme grund er fravalg af mennesker, der opfører sig på den måde, og ligeledes institutioner, en bedre løsning efter min mening. For hvorfor forsøge at melde sig ind i noget, der som udgangspunkt betragter, og behandler en, som udstødt?

Ja phy ha hvor er det synd at der skal bruges så meget tid og energi på alt det her, det gør så ondt på så mange menesker til ingen verdens nytte.
Jeg tror at mit ideal går helt ud til at vi dropper køn på cpr -eller giver mulighed for 10-20 valgfri muligheder:) og at vi dropper køn, foto, alder ol. på ansøgninger, sådan så vi bedømmer hinanden ud fra gerning, kundskab og mening.
Ved at tage fat helt nede ved roden så er der en chance for at vi slipper for mange af de efterfølgende tåbeligheder.
Få noget respekteret privatliv og rumelighed til hinanden.
Oven i købet vil det ikke gå ud over nogen eller koste statskassen en krone, og sikke en fest vi kunne holde til priden!

Søren Kristensen

Altså, langt de fleste af os er ret tydeligt enten af han eller hunkøn og deraf det kønsopdelte CPR-register, som dybest set kun er en række tal, der i udgangspunktet har til hensigt at facilitere registrering overfor diverse myndigheder, herunder politi, skattevæsen osv. og om numrene ender på et lige eller ulige tal kan for så vidt være lige meget, hvis ikke det var fordi der er en vis praktikalitet forbundet med at man ud fra CPR-nummeret alene, i langt de fleste tilfælde, kan se om det er en han eller en hun man har med at gøre. At opgive denne praktikalitet blot fordi en lille brøkdel af befolkningen ikke helt passer ind i skemaet, ville jo være direkte tåbeligt. I øvrigt, hvem præsenterer sig med sit personnummer først: - Goddag, mit personnummer er og i øvrigt hedder jeg ...

Hvad nu hvis LGTB+- folket i virkeligheden nyder langt større accept end I egentlig er klar over, fordi I er alt for fokuseret på den formalia som selvfølgelig sakker bagud, fordi det gør formalia altid. Jeres personnumre fx, er altså ikke noget vi andre går rundt og tænker på, så vidt jeg ved, for så interessante er i nemlig heller ikke.

I øvrigt er det sjovt at erfare hvordan homoseksualitet først blev slettet af listen over psykiske sygdomme i 1980. På det tidspunkt var det allerede ni år siden Jim Morrison døde i Paris, mens jeg var på sommerferie hos et homoseksuelt par i Chicago, hvor jeg da godt vidste de var anderledes - men psykisk syge! Det er jo kun til at grine af og det synes jeg egentlig også bare I skal gøre, når i kigger på jeres personnummer. Hallo, det er kun en række tal. Omvendt, skal I selvfølgelig ikke finde jer i egentlig diskrimination, men det giver jo ligesom sig selv.

Gert Friis Christiansen, Emil Davidsen, erik pedersen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

De eneste der i realiteten burde have en interesse i at kende en persons biologiske køn er i sundhedsvæsenet, og ikke engang altid. I alle andre sammenhænge burde det være ligegyldigt. Derfor burde vi også have et ukønnet personnummer.

June Beltoft, Vartovkollegiet Vartovkollegiet, Steffen Gliese og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Hvis CPR registret blev oprettet i dag, ville det nok være ukønnet. Men jeg ved ikke, om det ville bidrage til at fremme ligestillingen. Der findes jo mange andre ting, som generer minoritetererne.

Steffen Gliese

Det er et komplekst spørgsmål - f.eks. var mange af de tidligere kampe præget af en indbyrdes strid om, hvorvidt man ønskede rehabilitering eller frigørelse, i LBL-kredse eksemplificeret i homofili og bøsseri: ville man være en pæn borgermand eller ville man have ret til forskellighed?
Dengang indebar retten til forskellighed en accept af, at man måtte affinde sig med alle dem, der ikke var enige, og som heller ikke selv var enige med. Der var en indbygget subversivitet, nogle andre former for socialisation, som imidlertid i løbet af de seneste ti år har været på voldsom retur, af mange grunde. Offentligheden er gået af det, og en trang til at realisere klassiske familiemønstre er opstået i stedet.
Jeg tror ikke, at det altid er så let at forstå for dem, der var unge i 70erne og 80erne, og som fandt 50ernes og 60rnes homofile alt for nøjsomme.

Else Marie Arevad, enig i at dette er et skridt på vejen. Men et vigtigt skridt. I det hele taget at få moderniseret mange af de gamle systemer til et mere moderne samfund.

Husker i gamle dage, at min mor skulle opgive min fars personnummer for at få adgang til sine egne skatteoplysninger. Det er da heldigvis ændret i vores dage, så kvinder til dels betragtes som selvstændige mennesker. Og sådan må samfundets systemer løbende tilpasse sig samfundets behov.

Majken Munch, Steffen Gliese og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Jeg mener ikke, det handler om generationer nødvendigvis.
Vi er mange født i 1940´erne, som helt sikkert ikke mener, der er ligestilling i DK i dag.
Så nærmere en skillelinje partipolitisk set.
Kæmp videre - sammen!

Børge Jacobsen

- Sådan er det jo.

Hver generation sin dagsorden. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Intet nyt under solen. Når din tid er udløbet kommer der nye til, som mener noget helt "andet". Eller måske rettere "første" efterhånden som nye indfaldsvikler ikke længere er muligt, da alt og det hele er afprøvet og vi sadler om til generation retro.

Lad os kalde det generationsbølger, hvor den ene bølge opponerer mod den følgende - Og så videre und sofort.

Never ending story.

Børge Jacobsen

Indtil nu har kvindelige frivillige værnepligtige (Kvinder bliver fortsat ikke indkaldt til aftjening af værnpligt, det gør kun mænd) kunnet melde fra igen, hvis de alligevel ikke synes om aftjeningen. Det er nu blevet ændret så kvinder, der melder sig frivilligt til at aftjene værnepligten ikke længere kan melde fra.

Og som de fleste ved får mænd nu øremærket 11 ugers barsel. Der er dog stadig en lang vej op til 26 uger. Men dog et skridt fremad.

Et sted, hvor ligestillingen virkelig halter er, at mænd er tvunget til at være fædre, hvis uheldet er ude og en uønsket graviditet en realitet. Her kan mænd ikke frasige sig faderskabet juridisk.

Så ligestilling mellem kønnene har vil ikke helt. Men det går da fremad.

Børge Jacobsen, en anbefaling til dine 2 første afsnit.

Birgitte Simonsen

Hvis cpr. - nummer skal være ukønnet, hvordan skal man vide hvem der skal indkaldes til screening for ex. Brystkræft og livmoderhalskræft?

Irene Larsen, erik pedersen, Kim Houmøller og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Birgitte Simonsen

Rikke Nielsen, du skriver: "Det er da heldigvis ændret i vores dage, så kvinder til dels betragtes som selvstændige mennesker".

Hvor er det at kvinder i dag ikke betragtes som selvstændige individer?

Torben Morten Lund

Hvis man kaster sine kræfter ud i denne kamp så er man selvoptaget uden interesse for virkelige problemer.

Vartovkollegiet Vartovkollegiet

@ Børge
Juridisk abort vil altid vige for barnets tarv. Det er og bliver en asymmetrisk problemstilling.

@ Birgitte
Kunne man forestille sig, at sundhedsvæsenet havde holdt styr på det? Måske det kunne stå i din journal med resten af din sundhedsinformation?

@ Torben
Lol

/ Jakob

Rune Kjær Rasmussen

@Torben Morten Lund

Så med andre ord er du imod menneskerettighederne.
Det er hermed noteret.

Vartovkollegiet Vartovkollegiet og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Forfatteren er fortaler for, at juridisk kønsskifte for børn ikke skal have en nedre aldersgrænse. Jeg er rigtig bange for, hvad det vil gøre ved børn, hvis det vedtages. Og jeg er bange for, at nogen i forlængelse af dette vil kræve, at man kan give kønshormoner til børn, der i realiteten er medicinsk kastration. Og jeg er også bange for at man vil gå videre og udføre kirurgisk kastration. Voksne kan kalde sig, hvad de vil for min skyld. Men vi må beskytte børnene mod irreversible indgreb.

erik pedersen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Rune Kjær Rasmussen

Det er utroligt, og utroligt sørgeligt, så meget det provokerer nogen, når andre forsøger at finde ud af en måde at være tro imod sig selv.

Det er derfor, det er så uhyre vigtigt, at forældre f.eks. fatter, at de ikke ejer deres børn, at institutioner ikke har, eller får, nogen patent på at være autoriteter, ofte tværtimod fordi de blot følger en konsensus, der er nået via laveste fællesnævner men med et tavst flertal i ryggen, der stiller for få spørgsmål, fordi de ønsker et nemt, turistagtigt liv, hvor andre uudfordrede, og ofte på skrift diskriminerende, usynlige og ikkeeksisterende instanser "sætter andre på plads" for dem.

At tage egentligt ansvar for at være et menneske som sig selv og være "your own bloody difficult self", som David Rudkin kalder det i et interview, der er ekstramateriale på dvd'en med den fremragende film "Penda's Fen"møder ufatteligt stor modstand mange steder i samfundet. Fra mennesker der tydeligvis hellere vil have syndebukke, de kan klandre for alt muligt end nogensinde at kigge på sig selv. I samme interview taler David Rudkin også om, at samfundet netop ofte kræver, at man skal finde frem til at være noget bestemt, men at den illusion knyttet til det krav skal gennembrydes, fordi det krav er forkert. Det er en reduktion beregnet til andre menneskers små fordomsfulde bokse.