Bare rolig, Søren Pind og Henrik Dahl. Ingen er ude på at tage noget fra os majoritetsmænd

Jeg er en ciskønnet, hvid, heteroseksuel mand uden nævneværdige psykiske eller fysiske begrænsninger, født i et af verdens tryggeste og mest velfungerende lande. Havde mine forældre også været stenrige, ville jeg vist have scoret fuld plade i privilegiebingo. Ikke at jeg nogensinde har haft noget at klage over overhovedet.

Så det skulle jo umiddelbart være en ønskesituation at befinde sig i, sådan rent egoistisk set. Jeg kan dog forstå på den nationale debat, at folk som mig åbenbart er under angreb, og at vi har det virkelig hårdt. At det nu er blevet en ulempe for mig, at jeg ikke tilhører en eller anden distinkt minoritet, som kan påkalde sig særlige privilegier, og som åbenbart er i færd med at bekæmpe os stakkels ciskønnede hvide heteroseksuelle mænd.

Fra særligt en række borgerlige debattører såsom Søren Pind, Lars Boje Mathiesen, Henrik Dahl og Tom Jensen samt i kommentarsporene på de sociale medier kan jeg forstå, at vi mænd, og ja, faktisk hele den vestlige civilisation, er under massivt angreb fra tidens woke tendenser om LGBT+, #MeToo, feminisme og diverse minoriteter, der kræver deres ret og udfordrer det bestående.

Søren Pind skriver eksempelvis i Berlingske, at »LGBTQ-woke-galskaben må høre op« og sammenligner den med en terrorbevægelse ved at tale om »afhuggede hoveder« og »blodrus«. Få dage forinden sammenlignede komikeren Brian Mørk ligefrem truslen fra de »woke feminister« med kampen mod islamisme, fascisme og kommunisme.

De borgerliges skræmmebilleder eksisterer ikke i virkeligheden

Det lyder jo ganske alvorligt, såfremt der skulle være noget om snakken. Jeg har dog umanerligt svært ved at genkende de dystopiske skræmmebilleder. For jeg har aldrig nogensinde oplevet det, som om nogen kæmper mod mig, min person, min måde at leve og være på. Jeg, der på mange måder er så stereotypisk en mand, som man kan forestille sig: glad for sport, computerspil, kød og kvinder.

Hvad jeg derimod har oplevet, er, at vi i løbet af de senere år har set flere grupperinger af folk, der skiller sig ud på den ene eller anden måde, kæmpe for retten til at leve og være på den måde, de er, og at få samme rettigheder og muligheder som sådan nogle som mig. Lige præcis dette, hverken mere eller mindre.

Så nogen må forklare mig, hvad det er, jeg er i fare for at miste. Er det at have retten til at leve frit, i fred og fordragelighed, noget, der bliver mindre værd, fordi denne mulighed bliver mere udbredt blandt flere personer?

Findes der nogen homoseksuelle, transkønnede, etniske minoriteter eller radikale feminister, som kæmper for at forbyde min ret til at leve som ciskønnet hvid heteroseksuel mand?

Det har jeg endnu til gode at høre eksempler på. Men jeg kan forstå, at det åbenbart er synd for mig, at vi hvide mænd ikke længere pr. automatik sidder på flæsket. At miste eneretten på privilegier som personlig frihed, at være garanteret at sidde på magten og at kunne misbruge den konsekvensfrit er altså ikke noget overgreb mod mænd.

Jeg ved ikke, om det skal betegnes som et privilegie, at man kan slippe afsted med at rage på kvinder mod deres vilje, eller på anden vis udøve magtmisbrug eller overskride grænser – men i det omfang, at det skal kategoriseres som et sådant, er det da vist i den grad på tide, at det ophører overalt.

Folks seksualitet er ikke et politisk betinget valg

For nogle år siden var jeg på en folkeskole, hvor jeg i et frikvarter hørte en stor flok drenge fra udskolingsklasserne brøle op om, hvor ulækkert homoseksualitet var. Ved at tage snakken med dem gik det op for mig, at de simpelthen mente, at man ved at anerkende homoseksuelles ret til at være homoseksuelle også selv skulle være homoseksuel. »Jamen, Tommy, du er da ikke homoseksuel … er du?« spurgte en af dem. De havde ikke selv lyst til seksuelt samkvem med andre af hankøn, så derfor kunne de ikke andet end afsky homoseksuelle.

En fjollet logik, som naturligvis ingen mening giver. Selvfølgelig ønsker ingen homoseksuelle at tvinge andre til også at være det.

Mærkeligt nok hører man samme logik anvendt af voksne, der tror, det undergraver muligheden for at være heteroseksuel eller at leve sammen i en traditionel kernefamilie, at nogen ikke gør det. Men hvem er det, der vil forhindre nogen i det?

Det er ikke noget nyt fænomen overhovedet, at seksualitet er et enormt spektrum, som dækker meget andet end heteroseksualitet – vi har bare fået et rum for at tale mere frit og åbent om det nu.

Man er naiv, hvis man tror, at denne pluralisme inden for seksualitet er politisk betinget og først er noget, der er kommet til verden inden for de seneste år. Det er det ikke – der er bare kommet mere åbenhed omkring det. Og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det skader mig eller nogen andre, at folk i højere grad får mulighed for at leve, som de gerne vil, og elske dem, de elsker.

Børn bliver ikke transpersoner af at lære om LGBT+

Det samme er gældende for transkønnede og debatten om juridisk kønsskifte for børn. Den konservative Mette Abildgaard mener, at »man svigter simpelthen sit barn« ved overhovedet at give det muligheden for selv at forholde sig til eget køn, og sammenligner det med børns manglende evne til at forholde sig til deres sengetider, og hvor mange flødeboller det er en god idé at indtage.

Henrik Dahl skriver i Jyllands-Posten, at det overhovedet at lære børn om transkønnethed og LGBT+-rettigheder er »indoktrinering«. Man troede måske i et optimistisk øjeblik, at vi var kommet videre fra forestillingen om, at det at lære børn om andet end det heteronormative er farligt og giver dem forkerte ideer i hovedet – men nej.

Transkønnede, nonbinære og andre LGBT+-personer har jo altid eksisteret i samfundet, det er bare først nu, de føler, at de ikke længere behøver at gemme sig og skjule, hvem de er. Nu kan de stå ved det – i lidt højere grad end hidtil i hvert fald. At tro at børn og unge lige pludselig bliver transkønnede, nonbinære eller homoseksuelle af at kende til fænomenet og lære om det i skolen, tilsvarer forestillingen om, at det at have seksualundervisning er det, der giver unge lyst til at dyrke sex, og at det derfor er bedre at ’skåne dem’ og holde dem hen i uvidenhed. At denne bizarre vrangforestilling stadig eksisterer i Bibelbæltet i USA, er ikke nogen nyhed, men det er uforståeligt for mig, at den eksisterer i dagens Danmark, også blandt i øvrigt moderate borgerlige politikere.

Unge lærere vil give normkritisk seksualundervisning

Samtlige børn og unge bør tilbydes normkritisk seksualundervisning – der er absolut intet farligt eller samfundsnedbrydende over det. Vi er en ny generation af lærere på vej, der vil kæmpe med næb og kløer for alle børn og unges ret til at være, hvem de er, på tværs af seksualiteter, kønsidentiteter osv. Og nej. Ingen vil forhindre drenge i at lege med biler og piger med dukker og handle og vælge traditionelt – vi vil bare gerne give dem muligheden for at vælge noget andet, hvis det er det, de gerne vil.

Alligevel fremstilles dette at give mennesker – unge såvel som ældre – muligheden for at stikke ud fra de traditionelle heteronormative begrænsninger som tegn på den vestlige civilisations snarlige forfald. Hvordan skulle det nogensinde blive en trussel mod noget som helst at give folk frihed og flere muligheder? Det er mig en gåde. Jeg troede i øvrigt, at frihed var noget, de borgerlige politikere hævdede at være optagede af. Måske der også bare fra tid til anden kunne kæmpes en lille smule for andre friheder end friheden til at slippe for at betale topskat.

Det, vi har retning mod, er alene frihed til forskellighed – og det burde da være et princip, langt de fleste kunne tilslutte sig på tværs af partier.

Tommy Ørnstrup er lærerstuderende og medlem af SF