Kommentar

Borgere med handicap har også en seksualitet. Det skal vi skabe bedre rum til på bosteder

Seksualiteten hos mennesker med handicap er et tabu, vi ikke har lyst til at tale om. Men det er vigtigt, vi giver dem mulighed for at udleve deres seksualitet, ligesom alle andre, i måden, vi indretter vores bosteder og uddanner personalet på, skriver socialordfører for Socialdemokratiet i København, Laura Rosenvinge, i dette debatindlæg
Borgere med handicap fortjener de samme muligheder som alle os andre. Derfor skal vi sikre os, at de også i praksis har mulighed for at udleve deres seksualitet

Borgere med handicap fortjener de samme muligheder som alle os andre. Derfor skal vi sikre os, at de også i praksis har mulighed for at udleve deres seksualitet

Peter Clausen

Debat
25. oktober 2021

Igennem de seneste fire år har jeg været socialordfører for Socialdemokratiet i København og medlem af kommunens Handicapråd. I den tid har vi blandt andet vedtaget en ambitiøs handicappolitik, investeret i bedre sagsbehandling og fundet midler til at ansætte mere personale på bosteder. Vi taler åbent om, at borgere med handicap skal kunne arbejde, deltage i kulturlivet, gå til idræt og være en del af samfundet som alle andre.

Men der er én ting, som vi taler for lidt om: Borgernes seksualitet. Og jeg kan godt forstå tavsheden, for det kan være både svært, tabubelagt og grænseoverskridende.

Hvis man er forælder til 23-årige Jeppe med autisme, så kan det være svært at se i øjnene, at han har seksuelle behov. For medarbejderne på bostedet kan det være tabubelagt, at Jeppe taler højlydt om sex, når han skal hjælpes i bad. For de andre beboere kan det være grænseoverskridende, at Jeppe gnider sig selv i skridtet i fællesarealerne.

Men Jeppe har ret til at have en seksualitet. Og hvis et handicap spænder ben for, at han kan udleve den på en sund måde, så skal han selvfølgelig have hjælp.

Mange etiske dilemmaer

Desværre er personalet sjældent klædt ordentligt på til at tage hånd om Jeppes behov. En undersøgelse fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap viser, at det kun er 35 procent af de ansatte på bostederne, som i tilfredsstillende eller høj grad føler sig rustede til at arbejde med beboernes seksualitet. Og måske hænger det sammen med, at kun 20 procent af de ansatte i høj eller tilfredsstillende grad har modtaget faglig opkvalificering i forhold til seksualitet i deres nuværende ansættelse.

Det er problematisk, for selv om det kan være svært at tale om, så er seksualiteten en integreret del af langt de fleste menneskers liv. Derfor har det også konsekvenser for livskvaliteten, når borgere med handicap fratages muligheden for at udleve deres seksualitet på de mange måder, som den kan komme til udtryk på.

Det kan være den ældre kvinde, som bliver anspændt og udadreagerende, hvis ikke hun med jævne mellemrum kan tilfredsstille sig selv. Det kan være et kærestepar på et bosted, som ikke får den fornødne hjælp til at være intime med hinanden. Det kan være en ung dreng i kørestol, der savner råd og vejledning til at dyrke sex under de givne forudsætninger.

Diskussionen kan være svær og gribe ind i mange etiske dilemmaer. For personalet på bostederne har også grænser, som skal respekteres. Det er måske ikke noget for alle og enhver at hjælpe et kærestepar med at dyrke sex eller at finde sexlegetøj og glidecreme frem til en beboer. Og hvordan sikrer man sig egentlig, at det også er det, beboeren ønsker, hvis vedkommende ikke har et sprog? Og skal de pårørende inddrages, hvis beboerens seksualitet kommer til udtryk på en uhensigtsmæssig måde?

Fortjener de samme muligheder

Men manglende håndtering af borgernes seksualitet har ikke kun konsekvenser for den enkelte borgers livskvalitet. Et dansk studie fra 2017 viser, at ansatte med omsorgsarbejde hyppigt udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed fra blandt andet borgere med handicap. På samme måde kan de andre beboere også blive udsat for grænseoverskridende adfærd fra de beboere, hvis seksualitet ikke håndteres ordentligt.

De mange dilemmaer kombineret med borgerens ret til at udleve sin seksualitet gør det klart for mig, at der er behov for politisk handling. Folketinget bør sørge for, at handicap og seksualitet bliver et integreret tema i de pædagogiske uddannelser, så alle stifter bekendtskab med området, inden de får arbejde på et bosted.

På kommunalt niveau bør vi følge op og sikre, at borgernes ret til seksualitet bliver skrevet ind i kommunens handicappolitik, og at seksuelle behov bliver behandlet i de sundhedsmæssige og pædagogiske handleplaner. Det kan sikre politisk fokus såvel som opmærksomhed hos de ansatte på at tænke seksualitet ind i det daglige arbejde.

Derudover bør vi afsætte midler til at efteruddanne og opkvalificere personale på bostederne til seksualvejledere, som så kan være fast tilknyttet en håndfuld bosteder og have deres daglige gang der på linje med andre ansatte. I forlængelse af dette kan man etablere netværk på tværs af institutionerne, hvor medarbejdere og seksualvejledere kan udveksle erfaringer med hinanden. Endelig bør man sikre, at alle borgere med handicap får ret til undervisning i seksualitet, grænser og samtykke og adgang til rådgivning igennem organisationer som eksempelvis Sex & Samfund.

Borgere med handicap fortjener de samme muligheder som alle os andre. Derfor skal vi sikre os, at de også i praksis har mulighed for at udleve deres seksualitet.

Laura Rosenvinge er socialordfører for Socialdemokratiet i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her