Klumme

Vi har brug for empatiske og sårbare mænd

Det traditionelle mandeideal spænder ben for, at mænd kan udvise empati og tale om eget følelsesliv, og empati er en forudsætning for, at vi kan rykke fremad med ligestillingen. Derfor lider både mænd og kvinder under idealet, skriver diversitetskonsulent Fahad Saeed i denne klumme
Der går en lige linje fra ligestillingsdebatten, og hvordan den bliver mødt med hån og spot, frem for nysgerrighed og engagement, til den krise, mænd befinder sig i, skriver Fahad Saeed. På billedet er en ligestillingsdebat på teatret Camp X Rialto på Frederiksberg.

Der går en lige linje fra ligestillingsdebatten, og hvordan den bliver mødt med hån og spot, frem for nysgerrighed og engagement, til den krise, mænd befinder sig i, skriver Fahad Saeed. På billedet er en ligestillingsdebat på teatret Camp X Rialto på Frederiksberg.

Finn Frandsen

Debat
14. oktober 2021

Jeg modererer et forsamlingshuskoncept under FOF-København, der samler et traditionelt aftenskolepublikum – folk, der også går til Svend Brinkman-foredrag – og et yngre, mere aktivistisk segment. Her vender vi både politiske, kulturelle og historiske temaer, men de mest populære temaer er dem, der kredser om køn, seksualitet og familieliv.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke så flest kvinder på publikumsrækkerne til de arrangementer, og sådan forholdt det sig også, da vi havde maskulinitet som tema.

Med den ene hånd på sin partners lår og den anden om mikrofonen spurgte en af de kvindelige tilhørere panelet: »Hvordan kan jeg hjælpe min kæreste med at blive bedre til at tage de svære samtaler om køn og ligestilling. Ikke mindst hans følelsesliv?«.

Hendes partner sagde ikke selv noget om de påståede vanskeligheder. Til gengæld fik han kærligt anerkendende blikke. Det skulle vise sig at være et gennemgående træk for hele arrangementet. Kvinderne greb mikrofonen og stillede kritiske, nysgerrige spørgsmål, mens mændene sad som stille iagttagere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

14/okt/2021

Mmm ... tankevækkende og
yderst relevant tale/skriv :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Frederikke Nielsen

Interessant at vi har så mange mandlige ledere, når de ikke formår at udvise empati og sårbarhed. Hvordan kan de så lede?

Niels Erlinger

Er sårbarhed nu blevet en positiv og efterspurgt egenskab??

Og gælder det også for cykeldæk, - skal de nu også helst være sårbare??

Lise Lotte Rahbek

.. jeg finder sammenligningen mellem mænd og cykeldæk ret udfordrende.
Min fantasi rækker ikke til at finde lighederne.
Måske skulle kvind bare traske ud og tale med sit cykeldæk og se, hvad der dukker op

Gert Friis Christiansen

Jeg går ud fra at arktiklen handler om hetrosexsuelle mænd. Det er i hvert fald altid dem, der bliver trukket frem som særligt træagtige. Skal vi ikke ganske fredsommeligt overlade det denne gruppe, at løse deres egne problemer. Det ville udløse et ramaskrig, hvis vi begyndte at italesætte andre kønsidentiteters problemer og problemernes løsning. Jeg har i øvrigt svært ved at tro på de "kærlig og hengivne blikke" der bliver beskrevet. Manden var sikkert skrækslagen og handlingslammet, og forsøgte at nedtone den pinlige situation. Hvis debatøren mener, at mænd skal tale samme om deres problemer, er jeg enig. Det har jeg selv gjort i årtier.

Bjørn Pedersen

Jo mere fjendtlig samfundet og verden bliver, jo mere selvdestruktivt forekommer det mig at det skulle gøres til et ideal at (ville) være "sårbar". Vær endelig "sårbar" overfor dem, der har bevist overfor dig personligt at du kan stole på dem. Men vores samfunds politiske, økonomiske og tildels kulturelle eliter og ledere, er generelt mennesker for hvem din "sårbarhed" er noget de kan udnytte til at tage hvad pokker de end ønsker fra dig.

"Sårbarhed" er for dem, der allerede føler sig trygge, dem der er frie, dem der er under beskyttelse, dem der bliver grebet når de med ryggen til lader sig falde bagover. Hvis der er et "kønnet" element over dette, er det nok blot dén at kvinder fra historiens side af, fra kulturens side af, er blevet vant til og forvænnet til at være det "beskyttede" køn, og at mænd er vant til at være kønnet der beskytter. Eller rettere, at mændene har haft pligten til at beskytte ("ens egne") kvinder. Det giver naturligt nok mere frirum for kvinden til at føle sig sårbar... for det har de altid været, rollefordelingen taget i betragtning. Og nej, dette er ikke hverken "uretfærdigt", "retfærdigt" eller en "sådan er kvinder" observation. Det er blot kausalitet, summen af titusinder af års institutionel adfærd. Det kan udfordres. Det bliver det ikke, men det kunne det teoretisk set godt.

Hans Houmøller

Jeg synes, at mange ikke kender historien, og jeg er træt af igen igen at blive generaliseret ind i fortidige kønsstereotyper. Tingene begyndte at gå en god vej i 1970`erne, men de seneste årtier er vi bombet baglæns og næste tilbage til start.

Et tankeeksperiment: jeg kumme forestille mig en unge kvinde med hånden på låret af manden ved hendes side og mikrofonen til at tale i, har børn, og hvis hun har piger, går de sikkert i lyserøde skørter og laver søde pigeting, og hvis hun har drenge, er de sikkert iført blåt og skyder med diverse våben.