Kronik

Chokoladeafføringsmiddel er den perfekte analogi for Bill Gates og George Soros’ bidrag til velgørenhed

Milliardærer som Bill Gates og George Soros vil gerne forbedre samfundet gennem alverdens velgørende projekter. Men det er ikke en løsning med den ene hånd at skabe profit gennem kapitalismens brutale uretfærdigheder for med den anden at give lidt tilbage, skriver den slovenske filosof Slavoj Žižek i denne kronik
George Soros bliver kaldt filantrop, fordi han har givet mere end 32 milliarder dollar væk af sin personlige formue, som han har skabt i finansmarkederne.

George Soros bliver kaldt filantrop, fordi han har givet mere end 32 milliarder dollar væk af sin personlige formue, som han har skabt i finansmarkederne.

Brendan Smialowski

Debat
7. oktober 2021

Alle, der regner sig for at være sande venstreorienterede, bør over deres sengegærde opslå følgende sentens fra Oscar Wildes Menneskets sjæl under socialismen, hvor han påpeger, at »det er langt lettere at leve sig ind i andre menneskers lidelser, end det er at leve sig ind i alternativ tænkning«.

Det skyldes ifølge Wilde, at »folk konstaterer sig omgivet af grufuld fattigdom, grufuld grimhed og grufuld sult, og uundgåeligt bliver de hensat i stor rørelse over alle disse ting. (...) I konsekvens heraf formulerer de så beundringsværdige, men forfejlede forsætter om med stor alvor og store følelser at afhjælpe alle de onder, de har fået øje på. Men deres midler helbreder ikke sygdommen. De forlænger den kun – ja, sandt at sige bliver deres midler selv til en del af sygdommen. (...) Den rette målsætning er at forsøge at opbygge samfundet på et grundlag, der gør fattigdom umulig. (...) Det er umoralsk at bruge privatejendom til at afhjælpe de frygtelige onder, der skyldes institutionalisering af privatejendom.«

Sidste sætning i citatet giver os den koncise formel for, hvad der er galt med Bill og Melinda Gates Fonden, som donerer penge til sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse. Det er ikke nok at påpege, at Gates’ velgørenhedsaktiviteter bygger på brutale forretningspraksisser. Man bør gå skridtet videre og også fordømme selve det ideologiske grundlag for Gates’ velgørenhed, nemlig den indre tomhed i dens altfavnende humanisme. Titlen på den østrigsk-iranske forfatter Sama Maamis essaysamling Afvis respekt: Hvorfor vi ikke bør respektere fremmede kulturer. Og heller ikke vores egen rammer hovedet på sømmet: At nægte respekt er den eneste autentiske holdning til de følgende tre alternativer.

Gates’ velgørenhedsposition indebærer princippet om, at du skal respektere alle kulturer, din egen og andres.

Det højreorienterede nationalistiske princip lyder, at du skal respektere din egen kultur og foragte de andre, for de er ringere end din.

Og den politiske korrektheds princip lyder, at du skal respektere andre kulturer, men foragte din egen, som er racistisk og kolonialistisk (det er derfor, politisk korrekt, woke kultur altid er antieurocentrisk).

Men den korrekte venstreorienterede holdning må i stedet være: Fremhæv de skjulte modsætninger i din egen kultur, knyt dem til de modsætninger, som findes i andre kulturer, og indgå derefter i en fælles kamp for alle, der kæmper mod undertrykkelse og dominans – både den, der er virksom i vores kultur og den, der er virksom i andre kulturer.

Implikationerne af en sådan holdning kan måske lyde chokerende, men vi bør insistere på det: Nej, vi behøver ikke at ’respektere’ eller at elske indvandrere – hvad vi bør gøre, er radikalt at ændre situationen, så de ikke længere behøver at være, hvad de er. De borgere i højtudviklede lande, der ønsker færre indvandrere og er klar til at sætte alt ind på at forhindre dem i at komme til vores lande (som de for det meste endda ikke engang bryder sig om) er meget ærligere, end de humanister, der prædiker åbenhed over for indvandrere, alt imens de i al diskretion deltager i præcis de økonomiske og politiske praksisser, der har kastet indvandrernes oprindelseslande ud i elendighedstilstande.

Chokolade-laxativ

For et par år siden fandt jeg i en butik i Los Angeles et chokoladeafføringsmiddel – et stykke chokolade, der på sit omslag var forsynet med det paradoksale imperativ: »Har du forstoppelse? Så spis mere af denne chokolade!« Med andre ord: Spis mere af netop det, der forårsager forstoppelsen. Strukturelt er chokoladeafføringsmidlet – et produkt, der indeholder løsningen på sin egen inddæmning – en figur, som vi møder alle steder i dagens ideologiske landskab.

Der er to indstillinger, der bestemmer den liberale tolerante holdning over for ’de andre’. På den ene side respekten for ’andetheden’, åbenhed over for den – og på den anden side den manisk-obsessive frygt for krænkelser. Kort sagt er ’den anden’ helt okay i det omfang, at ’den andens’ tilstedeværelse ikke bliver for påtrængende, det vil sige for så vidt ’den anden’ ikke rigtig er ’den anden’.

I en fuldstændig parallel med chokoladeafføringsmidlets paradoksale struktur falder tolerancen altså sammen med sin egen modsætning: Min pligt til at være tolerant over for ’den anden’ betyder reelt, at jeg ikke skal komme for tæt på ham eller hende – at jeg ikke må trænge ind i hans eller hendes rum. Kort sagt, at jeg skal respektere hans/hendes intolerance over for min nærhed. Dette er, hvad der i stadig større grad dukker op som den centrale ’menneskerettighed’ i det senkapitalistiske samfund: Retten til ikke at blive ’krænket’ – til at blive holdt på sikker afstand fra de andre.

En lignende struktur ser vi klart nok dukke op i vores tilgang til kapitalistiske profitter. De er okay, hvis de ellers bare modvirkes med velgørende aktiviteter – først akkumulerer du milliarder, derefter giver du (en del af) dem tilbage til de nødlidende. Det samme gælder for krig, i al fald for den indbyggede logik i humanitær eller pacifistisk militarisme. Krig er okay, for så vidt den virkelig tjener til at skabe fred, demokrati eller til at skabe betingelser for distribution af humanitær hjælp. Og gør det samme sig ikke i stigende omfang gældende for demokrati og menneskerettigheder? Menneskerettigheder er okay, hvis de ’gentænkes’ til at omfatte tortur, overvågningsstat og permanent undtagelsestilstand. Demokrati er okay, hvis det renses for sine populistiske ’overdrivelser‘ og begrænses til dem, der er ’modne’ nok til at udøve det.

Legemliggjorte løgne

Den samme struktur som i chokoladeafføringsmidlet er også den, som gør humanistiske mangemilliardærer som Bill Gates eller George Soros så etisk problematiske. Står de ikke for den mest hensynsløse økonomiske spekulative udnyttelse kombineret med sin egen modgift – den humanististiske bekymring for de katastrofale sociale konsekvenser af uhæmmet markedsøkonomi?

Selve George Soros’ daglige rutiner er som en legemliggjort løgn: Halvdelen af hans arbejdstid er afsat til økonomiske spekulationer og den anden halvdel til ’humanitære’ aktiviteter (at skænke donationer til kulturelle og demokratiske aktiviteter i postkommunistiske lande, at skrive essays og bøger), som i sidste ende skal bekæmpe virkningerne af hans egne spekulationer.

Den krise, vi nu befinder os i, er alt for alvorlig til at kunne bekæmpes med chokoladeafføringsmidler. Hvad vi i stedet behøver, er bitre afføringsmidler.

Vi bekæmper ikke en ydre fjende, for den eneste fjende er os selv, det vil sige de destruktive konsekvenser af kapitalistisk produktion. Vi bør mindes, hvordan Cuba efter Sovjetunionens fald udråbte en »særlig periode i fredstid« (periodo especial en tiempos de paz), nemlig krigstidsforhold i fredstid. Måske er dette udtrykket, vi skal bruge for at forstå vores knibe i dag: Vi er på vej ind i en helt særlig periode i fredstid.

© Slavoj Žižek og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En lettere svævende og forvirret svada. Først finder forfatteren, at Gates et al er i kontrol over de systemer, der regerer verden, dernæst at Mellemøstens lidelser skyldes Vestens kapitalisme.

Gates har ikke magt til at radikalt ændre systemet, men de kan operere efter bedste evne indenfor det. Hvilket de gør.
Mellemøsten ligger ikke i krig indbyrdes og internt pga. vestlige kræfter men pga. de lokale kulturer, som fordrer stridigheder - nøjagtigt som vore gjorde det for få hundrede år siden.

Skal noget ændres, må de, som forfatteren næsten når ind til, ske indefra. Og det kan det kun, såfremt alle træder i samme retning - et par rigmænd eller en regeringsleder hist og her gør ingen forskel; dertil er systemet for ægte demokratisk opbygget.

jens christian jacobsen

Ja, nogen gange tåger Zizek derudaf, men her er han næsten klar i spyttet hele vejen igennem. Måske fordi en anden - Oscar Wilde - har sagt det med så stor tydelighed:

'...folk konstaterer sig omgivet af grufuld fattigdom, grufuld grimhed og grufuld sult, og uundgåeligt bliver de hensat i stor rørelse over alle disse ting. (...) I konsekvens heraf formulerer de så beundringsværdige, men forfejlede forsætter om med stor alvor og store følelser at afhjælpe alle de onder, de har fået øje på. Men deres midler helbreder ikke sygdommen. De forlænger den kun – ja, sandt at sige bliver deres midler selv til en del af sygdommen. (...)'

Og så tilføjer Zizek:

'[...] de humanister, der prædiker åbenhed over for indvandrere, alt imens de i al diskretion deltager i præcis de økonomiske og politiske praksisser, der har kastet indvandrernes oprindelseslande ud i elendighedstilstande.'

Nogen der kender sådan nogle? Her i kommentarsporene i Inf.?

Den rigtige udvej er nu som før iflg. Zizek:

'..Fremhæv de skjulte modsætninger i din egen kultur, knyt dem til de modsætninger, som findes i andre kulturer, og indgå derefter i en fælles kamp for alle, der kæmper mod undertrykkelse og dominans – både den, der er virksom i vores kultur og den, der er virksom i andre kulturer.