Kronik

Den direkte afskrift fordømmer alle, mens plagiat af andres ideer er totalt konsekvensfrit

Det er torskedumt at plagiere ordret, og det er nemt at opdage. Anderledes forholder det sig med tyveri af mindre kendte stemmers ideer – det er svært at bevise og nemt at slippe ustraffet afsted med. Derfor begår mange denne forbrydelse, skriver filosof Henrik Bandak i dette debatindlæg
Lektor, dr.phil. i nordisk litteratur, medlem af Det Danske Akademi samt kritiker af #MeToo, Marianne Stidsen, er blevet anklaget for blandt andet at have plagieret fra leksikonopslag i sin nye debatbog ’Køn og identitet’.

Lektor, dr.phil. i nordisk litteratur, medlem af Det Danske Akademi samt kritiker af #MeToo, Marianne Stidsen, er blevet anklaget for blandt andet at have plagieret fra leksikonopslag i sin nye debatbog ’Køn og identitet’.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Debat
30. oktober 2021

Litteraten Marianne Stidsens plagiat-farce viser, at mange synes at tro, at blot man ikke bogstaveligt har skrevet af, så er ens tekst original.

Men selv hvis Marianne Stidsen havde omformuleret både leksikonopslag og artiklen i Weekendavisen med sine egne ord, så ville disse ord ikke dermed blive originale. Og hvis nogen dernæst lod sig inspirere meget direkte af hendes ord, kunne hun heller ikke anklage dem for plagiat.

Bør denne kattelem ikke også gælde Marianne Stidsen selv? Nej, for afskrift af artikler kan ikke bortforklares med eufemismen ’parafrase’. Men det kan dog heller ikke sidestilles med plagiat af ideer og tanker: heller ikke selv om disse omformuleres. Man kunne derimod formode, at folk, der ikke gider omformulere det, de læser, måske heller ikke altid vil have skrupler ved at gengive andres ideer uden at kreditere dem. Derfor bør de sættes under skærpet opsyn.

Tanker og ideer nyder ingen beskyttelse mod plagiat

Udførlige citater under navn af »parafrase« er både frækt og uklogt. Derimod kan omformulering af andres tanker ske risikofrit – især hvis de er undfanget uden for et fags institutionelle rammer. At plagiere en doktorafhandling er torskedumt – men at plagiere en udgivelse hinsides universitære rammer under foregivende af, at man selv har tænkt samme tanker uafhængigt af denne, er ufarligt.

Tanker født hinsides institutionelt regi nyder nemlig hverken formel eller reel beskyttelse: For selv hvis autoriserede fagfolk udmærket ved, når en af deres egne eller deres ’lærlinge’ benytter en ret ukendts tanker under fortielse af ophavet, har de ingen interesse i at give æren til folk, der også for dem selv er en kilde til ærgrelse.

Også autoriserede professionelle kan skam ærgre hinanden grusomt, ja, men hellere give æren til ’en af os’ end til folk med en mere egenrådig historik. Kun hvis nogen i ’lauget’ er fræk nok til at skrive lodret af, slås det stort op af farisæerne: ’For det ville vi aldrig selv gøre …’

Autoriteter kan plagiere andres tanker konsekvensfrit

I en tid, hvor alle skal være forskere, kunne plagiat godt gå hen og blive reglen snarere end undtagelsen. Sådan at forstå, at mens originalitet hinsides institutionerne ofte tages som en fornærmelse – så nyder plagiat deraf omvendt ’laugets’ siciliansk tavse værn; også fordi det er svært at bevise. Og selv når en i 'lauget' dummer sig fælt – som dengang Weekendavisens Søren K. Villemoes efter at have hængt journalisten Annegrethe Felter Rasmussen ud som plagiator selv blev taget i gennemført afskrift – så bliver det snart glemt efter en uforbeholden og grådkvalt offentlig bodsgang.

Det bør derfor ikke overraske, hvis udhængning af trods alt ret harmløse varianter af plagiat benyttes som lynafledende dække over mere ondartede former. For de afleder opmærksomheden fra den sump af plagiater, der ikke giver den rene afskrifts blottelse – og som derfor nok er langt mere udbredt. For lodret afskrift af artikler, som man pærelet kunne have omformuleret, forholder sig til ægte plagiat, som det lille tog i Tivoli forholder sig til DSB – lige bortset fra, at Tivoli har overskud.

Hvad jeg her beskriver, gælder ikke kun folk, der så at sige plagierer af nød – fordi de for enhver pris vil have det job eller den titel. Nej, det sker måske især for de bedste: For jo højere faglig status, du nyder – selv med rette – desto større kan fristelsen til plagiat af friere fugle være. Autoriteters forfængelighed og prestigehang kan nemlig blive langt mere narkotisk end hos unge, der i hastværk navigerer sig igennem under klogelige hensyn til alle relevante instanser.

De højt anerkendte kan endda ignorere anklager om plagiat fra irrelevante instanser, idet medierne kun insisterer på svar, hvis anklagen har den etablerede anseelses vægt. Altså lige med undtagelse af direkte afskrift.

Autoriteter kan endvidere altid bedyre, at de skam også selv har tænkt, hvad de nu anklages for at have annekteret. Og blot offeret ikke er en ligestillet, så vil vi finde deres påstand plausibel. For de kunne jo have ret. Javel, men just derfor risikerer de omvendt heller intet ved at lyve!

Når de anerkendte plagierer de ukendte

Derudover kan folk med høj status altid stole på følgende: Mens vi andre alligevel ikke kan blive de etablerede kvit, så kan vi stadig nå at begrænse mængden af nye overmænd. Ved at give æren til en allerede i forvejen kåret autoritet taber vi ret beset intet – men giver vi æren til en ukendt, har vi fået endnu en overmand. Tilsvarende kan vi langt lettere bære, at en rockstjerne scorer klassens smukke pige, end at vor sidekammerat gør det.

Kort sagt vil en art forebyggende misundelse bevirke, at vi hellere anerkender en etableret autoritet, end vi indrømmer en ukendt plads på parnasset.

Denne smålighed er ikke spor mere sær end det forhold, at mens man nok kan gå hen og forelske sig i en pige i parallelklassen, så forelsker man sig ikke i en pige fra Kina, som man kun har set på tv. Mennesker vælger således både deres krige og deres kærlighed med omhu.

En forudsigelig indvending lyder: Selv hvis NN undtagelsesvis skulle have haft held til som den første at publicere en tanke i et diskret regi – såsom en bog med velfortjent lille oplag – så har det næppe givet genlyd i verdenspressen, hvorfor det er helt naturligt, hvis dygtigere folk skulle have tænkt det samme uden at have noteret, at en ukendt kom dem i forkøbet.

Hertil kan svares følgende: Såfremt Arkimedes anklages for at have publiceret tanker, der tilskrives Pythagoras, kan han svare, at han så sandelig også selv er talentfuld nok til at have tænkt det samme. Javel – men selv bortset fra at ingen forsker kan nå at udrette alt, hvad deres talent i princippet muliggør, så er det et tommetykt – men uhyre almindeligt – selvbedrag, at Arkimedes skulle have ’glemt’ noget, som han derefter helt af sig selv undfanger. For på en sand åndsfælle må forløberen have virket som et lynnedslag, der nok kan fortrænges, men ikke glemmes.

Og selv om Arkimedes kan have overset en bog eller sågar en kronik i sin egen avis, så vil hans fagfæller eller hans ægtefælle uvægerligt have henledt hans opmærksomhed på noget for ham så interessant. Og derfor tør jeg hævde, at det – skønt ikke teknisk bevisligt – er indlysende plausibelt, at der i sådanne tilfælde er tale om urent trav.

Kort sagt: Når både motivet, lejligheden, midlerne samt en Arkimedes’ perfekte alibi findes, så er plagiatforbrydelsen uden risiko og derfor lige så perfekt som sit alibi – ikke kun retligt, men også psykologisk. For mennesker foretrækker en kåret vinder frem for en indbildsk taber.

Men hvis alle alligevel er syndere for Herren, hvilken synder ville da være dum nok til at undlade et så oplagt tyveri – og da især når mennesker ikke ser det som en forbrydelse. For vi kan jo ikke behandle handlinger hinsides teknisk bevis som forbrydelser.

Og synder, som alle mænd på bjerget begår efter kriminologisk evne og lejlighed, kan vi måske heller ikke i længden lade være strafbare?

Henrik Bandak er filosof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Christian de Lippe Prins

Mig bekendt har vi fået en redelighedlov i 2017 som bekendtgør at idetyveri er ulovlig inden for forskningsverden/universiteterne. Måske er problemet at vi ikke er nogen instanser som behandler sagerne objektivt - som de har fået i sverige.

Helt tilbage i gymnasiet, lærte vi, at vi skulle diskutere teksten. Og skrev man af fra en tekst, var det med navn og titel på teksten. Og så skulle den diskuteres. Hvis du var enig, skulle du argumentere for hvorfor. Og ligesådan hvis du var uenig. Det bedste var at finde to tekster der var uenige med hinanden og sætte dem op over for hinanden og lade dem diskutere. Hvis Marianne Stidsen ikke engang har fulgt disse simple regler, tør jeg godt sige, at det er elendig forskning hun bedriver.

Anders Reinholdt, Merete von Eyben og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Imidlertid er problemet med, at hævdvundne antagelser ukritisk videreformidles uden refleksion og selvstændig analyse, endnu værre.
Det er dog imidlertid også et udtryk for den inerti, der lader forhindrer os i at løbe efter en hvilken som helst ny, smart antagelse.

Den franske 1800-tals forfatter Chateaubriand skrev, at originalitet ikke alene består i det ikke at plagiere, men i at begå noget som det er umuligt at plagiere.

Ikke desto mindre forsøger stadig flere af et rent hjerte: Og derfor kan kan i dag omvendt sige: "Det at blive plagieret - og da især på højeste sted - er det sikreste kriterium for originalitet."
At blive hyldet og anmeldt som original for noget fjollet og forceret eller for en sprænglærd rodebutik beviser derimod ikke meget: For den slags vækker i modsætning til det umiskendeligt slående og vitalt skumfødte aldrig de lærdes og de privilegeredes uforsonlige jalousi

Søren Kristensen

I min trappeopgang har jeg hængende en kopi i næsten 1 : 1 af Hockneys Pool with two figures, som jeg selv har malet i akryl - delvist inspireret af salgsprisen hos Christies London på 60 mio. $ - datidens højeste hammerslag for et kunstværk af en nulevende kunstner. For ligesom at gøre værket til mit eget har jeg udeladt figurene, i hvert fald indtil videre - en disposition der har vist sig yderst produktiv, da tomrummet giver konstant næring til masser af computer genererede skitser til hvordan scenen kan genbefolkes. Sjovt nok vender jeg altid tilbage til at den ubefolkede løsning - altså den foreliggende. Værket er dog stadig lidt for meget plagiat - i hvert fald ikke originalt nok til at aftvinge den respekt der skal til for at skåne det, når der fx. udskiftes hårde hvidevarer hos naboen. Af samme årsag har jeg planer om overføre lærredet til en ny blindramme og erstatte hele den øvre del, altså bjerglandskabet med en havudsigt. Når transformationen er gennemført tænker jeg, at jeg er helt ud af skoven. Hvorefter naboens bidrag heller ikke har været forgæves. Men lad os nu se, sådan noget er jo lettere sagt end gjort - især når det ikke engang er vigtigt.