Kommentar

Druedahls kritik af Søren Mau viser, at han ikke formår at sætte sig ud over markedslogikken

Jeppe Druedahl rammer forbi skiven i sin kritik af Søren Maus bog, fordi han baserer den på markedets præmisser. Maus ærinde er at inspirere til, at vi forestiller os et samfund, hvor goderne fordeles demokratisk og uden tvang. Det vil sige uden et marked, skriver ph.d.-studerende Magnus Møller Ziegler
I en vareøkonomi må producenten tage sine produkter med på markedet i form af varer og håbe på, at nogen vil købe dem. Først da, efter arbejdets udførsel og formidlet af værdiformen, bliver de valideret som socialt nødvendige

I en vareøkonomi må producenten tage sine produkter med på markedet i form af varer og håbe på, at nogen vil købe dem. Først da, efter arbejdets udførsel og formidlet af værdiformen, bliver de valideret som socialt nødvendige

Torben Klint

Debat
27. oktober 2021

I sin replik til Søren Maus bog Stum tvang tager lektor Jeppe Druedahl igen en seriøs diskussion med økonomifagets kritikere, og han skal have ros for endnu en gang at tage kritikken alvorligt og indgå i en debat på et respektfuldt og nysgerrigt grundlag.

Efter min mening rammer en stor del af Druedahls kritik af Mau imidlertid forbi skiven, fordi han grundlæggende misforstår formålet med Maus kritik – og for så vidt også med Marx ditto.

Det bedste eksempel på dette er Druedahls kritik af den manglende diskussion af prissætning hos Mau. Den spejler et andet argument, som Mau også er blevet mødt med fra flere sider, nemlig at kapitalismen jo har bevirket, at der er færre fattige i verden i dag.

Det er naturligvis rigtigt, men som Mau påpeger i sit genmæle den 21. oktober, er det et problematisk argument af flere grunde. På det allermest fundamentale niveau er det problematisk, da det forudsætter, at mennesker lever radikalt adskilt fra midlerne til at opretholde deres eget liv, som de derfor er nødt til at skaffe sig på et marked. Man roser således kapitalismen for at afhjælpe et problem, der ultimativt skyldes dens egen grundstruktur.

Kritik på et skævt grundlag

Når Druedahl kritiserer Mau og dermed indirekte Marx for ikke at kunne forklare prissætning, løber han ind i samme slags problem. Prissætning er, ligesom fattigdom, kun meningsfuldt som problem i samfund med et marked. Hvis man afskaffer markedet, afskaffer man også priser. Kritikken fra Druedahl giver altså kun mening, hvis man forudsætter det, som Mau jo eksplicit afviser.

Man kan selvfølgelig indvende, at en god økonomisk teori alligevel bør kunne forklare prissætning i en markedsøkonomi. Men som Mau også selv er inde på, så er det at gå radikalt fejl af både hans eget og Marx’ projekt.

Marx er ikke interesseret i en teori om priser og i det hele taget slet ikke interesseret i at opstille en alternativ økonomisk teori. Derfor er han egentlig heller ikke interesseret i sådan en arbejdsværditeori, som Druedahl omtaler. Som Mau skriver, er han derimod interesseret i »en kvalitativ kritisk teori om markedsøkonomiens sociale konsekvenser«. Vi må derfor holde os for øje, at det er i denne henseende, at han interesserer sig for et begreb som værdi.

For Marx er værdi således ikke, som Druedahl hævder, en eller anden »metafysisk« substans, der stammer fra arbejde og ligger bag prisen. Derimod er der tale om, at menneskeligt arbejde, som forudsætningen for ethvert samfund, i nogle tilfælde tager social form af værdi.

Markedet koordinerer ikke en skid

Værdi er altså et abstrakt udtryk for konkrete sociale relationer mellem mennesker. Det er en bestemt og historisk kontingent form, som udvekslingen af produkter tager. Det er med andre ord en koordinationsmekanisme. Marx ville være enig med Druedahl i, at koordination er nødvendigt i ethvert samfund med omfattende social arbejdsdeling. Problemet er imidlertid, at markedet ikke koordinerer en skid.

Når den livegne bondes merprodukt skulle fordeles socialt, skete det på en direkte og synlig måde: fire dage om ugen arbejder du på din egen gård, to dage på herremandens. Der var ingen tvivl om, hvornår bonden producerede for sig selv, og hvornår han producerede til fællesskabet. Hans arbejdsprodukt blev fordelt, allerede inden arbejdet blev udført, og hans arbejde kunne derfor nemt koordineres med andres.

Det forholder sig imidlertid anderledes i en vareøkonomi, hvor producenten må tage sine produkter med på markedet i form af varer og håbe på, at nogen vil købe dem. Først da, efter arbejdets udførsel og formidlet af værdiformen, bliver de valideret som socialt nødvendige. Derfor ved producenten heller ikke, om der overhovedet er behov for det, hun producerer.

Med andre ord er markedet blindt. Det er ikke muligt at koordinere på baggrund af behov, når fordelingen og den sociale validering først sker efter arbejdsprocessen. Derfor vil den reelle koordinationsmekanisme altid være profit. Af samme grund er markedet også iboende udemokratisk, da det ikke ved hjælp af markedet kan lade sige gøre at gennemføre en demokratisk beslutning om, hvad der skal produceres og til hvem.

Man kan altså nok så meget forsøge at give den stumme tvang mundkurv på, som Druedahl skriver, men der vil altid højst være tale om en udefrakommende demokratisk intervention i en nødvendigvis udemokratisk sfære. Markedet i sig selv bliver aldrig demokratisk.

Hvad er løsningen? Maus vision om en decentral planøkonomi eller Eskil Halbergs Svendborgkommune anno 2033 rejser unægtelig lige så mange spørgsmål, som de besvarer. Men vi må insistere på at gøre det, som Druedahl ikke kan eller vil, nemlig at tænke ud over den historiske parentes, som er den kapitalistiske markedsøkonomi.

Det må og skal kunne lade sig gøre at forestille sig en demokratisk og tvangfri fordeling af det sociale arbejdes frugter. 

Magnus Møller Ziegler er undervisningsassistent ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Livet i småt, mikroperspektivet, og stort, fællesskaberne, er vel styret af lyst og nødvendighed - og det må så være opgaven at gøre også det nødvendige lystfyldt i et eller andet omfang. Imidlertid er det vel så heldigt, at det, der tilfredsstiller de fleste mest, er oplevelse af at kunne med stor sikkerhed. Det er vel reelt, hvad de fleste tilstræber, og hvad markedstænkningen perverterer og udnytter til de fås berigelse, hvor løn bliver massekonsumens svar på anerkendelse.

"Af samme grund er markedet også iboende udemokratisk, da det ikke ved hjælp af markedet kan lade sige gøre at gennemføre en demokratisk beslutning om, hvad der skal produceres og til hvem."

Så er den egentlig ikke længere!

Palle Yndal-Olsen, uffe hellum, Niels Peter Nielsen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

På tide vi får noget fokus på ikke-markedspolitiske orienteringer.
Der har til alle tider været fortalere for den slags politik men er ikke blevet hørt.
For hvis det ikke er Markedsøkonomi må det jo være Socialisme, som vi frygter her i Vesten, og endnu et godt eksempel på hvor "indoktrinered" vi er i vores egen selvfede måde opleve verden på. Yderst set er det jo kun ganske få der har gavn af Kapitalismen som vi alle lever under men kæmper vores evige kamp imod konsekvenserne af.

Henrik Ilskov-Jensen

Magnus Møller Ziegler skriver på Twitter, at:

"Jeg forstår ikke argumentet om, at man ikke må udøve “hærværk” på racisters valgplakater, for så legitimerer man, at de også gør det på “vores”. Gu’ gør man ej. Det er i orden at ødelægge deres, fordi de er racister, og at være racist er ikke en legitim position."

Men hvad er racisme, og hvem er racist?

Hvis racister skal defineres som alle de, der er tilhængere af en restriktiv indvandringspolitik og er lige så kritisk indstillet over for islam, som marxister altid har været kritiske over for kristendommen (og i den islamiske verden kritiske over for islam), så er alle partier fra Nye Borgerlige til og med Socialdemokratiet (dog undtaget de Radikale) at betegne som "racister", hvis valgplakater det ifølge Ziegler er i orden at rive itu.

Magnus Møller Ziegler har bl.a. undervist i tysk filosofi i det 19. århundrede på Folkeuniversitetet.
Så her er en tysk filosofisk læresætning af de mere grovkornede og letforståelige for Herr Ziegler:
"Und willst du nicht mein Bruder sein, dann schlag´ ich dir den Schädel ein".
(Ziegler opfordrer dog ikke til at slå hoveder til blods; men kun til at rive valgplakater itu...endnu...).

Sådan skal den verdensforbrødring, som Herr Ziegler så idealistisk efterstræber - "Alle Menschen werden Brüder", som det hedder i EU-hymnen med tekst af Friedrich Schiller - gennemtvinges.
Så vist har Herr Ziegler lært noget af at studere tysk filosofi, og vi andre kan sandelig også lære noget af ham:
Nemlig at slig filosofi bør man holde sig fra...!

Skal Magnus Møller Ziegler roses - og det synes jeg at han skal, for hvorfor altid være så negativ? - så skal det være en ros for hans ærlighed.
Han viser os venstrefløjens påståede tolerance i renkultur.

Vurderet alene ud fra folks handlinger er vi alle racister.
Er vi alle så illegitime?
Giver det os alle ret til ødelægge hinandens valgplakater?

ps. Ikke nok med vi underbyder 3.verdens lande for udføre samme opgaver vi selv tager os væsentlig dyrere betalte for, vi ligefrem finsøger verdenskortet for udpege disse lande hvor underbetaling kan foregå og endda helt legalt. Der er fuld accept i vores samfund for det er ok med den form for underbetaling. I virkeligheden en accept af der findes mennesker vi rangerer i klasse under os selv.