Nærværende avis bragte den 14. oktober artiklen »Efterkommere vælger erhvervsuddannelserne fra til fordel for gymnasiet«, hvor det fortælles, at mange efterkommerdrenge ikke er vurderet uddannelsesparate, når de forlader skolen, men at de fravælger EUD til fordel for gymnasiet. Gro Jacobsen, som har forsket i etniske minoriteter, påstår, »at grundskolen i for ringe grad hjælper de unge med at blive uddannelsesparate«.
Til de ikkeparate elever, og i særdeleshed til efterkommerne, siger vejledere og lærere, at de ikke kan komme i gymnasiet, fordi de har lave karakterer. Ifølge Jacobsen burde vi sige, at »hvis du skal i gymnasiet, så kræver det, at du læser mere eller bruger mere tid på dine opgaver«. Men det er et absurd udsagn.
Alle de lærere og vejledere, jeg har mødt, har aldrig gjort andet end at skitsere over for elever i alle farver, hvad der skal til for at gennemføre gymnasiet, da det immer væk er næsten 80 procent, der søger gymnasieuddannelserne år efter år.
Eftersom vejledning går ud på at vejlede for at gøre elevens uddannelsesvalg så reflekteret og kvalificeret som muligt, prøver vi vejledere også at åbne deres øjne for andre erhverv og karriereveje hos de elever, vi kan se vil få store udfordringer i gymnasiet. Men det er jo ikke det samme som, at vi siger: »Du kan ikke komme i gymnasiet«.
Desuden består en parathedsvurdering af fire kompetencer. Selv om en elev er erklæret fagligt parat, kan eleven stadig blive vurderet ikkeparat, når det kommer til de sociale og personlige kompetencer.
Efterkommerdrengene er elefanten i rummet. Nogle af dem kommer fra hjem, hvor de bliver behandlet på en anden måde end deres søstre, som jo ofte klarer sig godt. Når drengene ikke klarer sig lige så godt, er det, fordi de ikke bliver klædt på hjemmefra til at forstå de krav, der skal honoreres i skolen.
Det er ikke en succes, at efterkommerdrengene kommer i gymnasiet, selv hvis de ikke var uddannelsesparate, for der er altid et gymnasium, der er villig til at tage elever ind, hvis det kniber med at få fyldt klasserne op.
Det er et meget større problem, at en del efterkommerdrenge på halvandet år i folkeskolen ikke formår at reflektere over egen adfærd og ændre denne, så de forlader skolen som uddannelsesparate. Den dag, det sker, er det en succes. Uanset hvilken ungdomsuddannelse man vælger at starte på.
Jens Lauge Johannesen er cand.mag. og uddannelsesvejleder
Der var den igen- efterkommerdrengene.
Troede den betegnelse blev gjort til skamme 14/10 ?
Mvh Hanne Pedersen - efterkommer
Ja som jeg tidligere selv har beskrevet. Vi kommer aldrig videre. Jeg er hvid, men jeg jeg er også 3. generations indvandrer. Derfor har jeg aldrig selv oplevet diskrimination. Men det har mine nærmeste. Mange danskere kan simpelthen ikke forstå det. Vi er ligesom amerikanere vi forstår ikke andre mennesker fra andre lande.
Se Norge. En psykisk syg mand dræber. Kunne have være stoppet af politiet. Det kommer frem at han er konverteret til Islam. Straks trækkes terrorkortet. Det bliver dog hurtigt lagt ned. Men i DR og på News bliver journalisterne ved med at kredse om det. Det er jo absurd.
'...Det er et meget større problem, at en del efterkommerdrenge på halvandet år i folkeskolen ikke formår at reflektere over egen adfærd og ændre denne, så de forlader skolen som uddannelsesparate.'
Der var den igen. Det er Folkeskolens skyld. De skal fordele til ALT andet undtagen de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det skal uddannelsesvejlederne herfra nok tage sig af.
Sparker nedad og slikker opad. Sådan har det været blandt undervisere i gymnasiet siden gymnasiet blev et masseuddannelsessted.
Problemet er et andet. I er for dårlige fagdidaktikere.
Kære Jens Lauge Johannesen
Elever, der er erklæret ikke uddannelsesparate til en ønsket uddannelse, har ret til en individuel skole- og vejledningsindsats. Det er ikke mindst skoleindsatsen, jeg refererer til, når jeg siger at grundskolen kan gøre mere for at hjælpe de unge.
Når en ung erklæres ikke-uddannelsesparat er det ifølge reglerne skolen og UU-vejledningen, der skal gøre en ekstra indsats, og ikke forældrene.
Mht. “elefanten i rummet” som du taler om, er der megen forskning, der peger på, at drenge med indvandrerbaggrund i særlig grad problematiseres i uddannelsessystemet. Så det er snarere en velkendt opfattelse, at de drenge og deres forældre er problematiske, end det er noget, ingen vil tale om (en “elefant i rummet”).
Den opfattelse er et problem. Det forekommer fx at være en ret udbredt forestilling og forklaring blandt praktikere, at især drenges udfordringer i/med skolen skyldes forældrene. Men hvor ofte bygger det på reel viden om den enkelte familie? Og hvordan kan forældrene stole på systemets vurdering af deres søn, hvis de, og andre med samme baggrund, ofte møder generaliseringer og lave forventninger fra systemets side?
Der synes at være et kommunikationsproblem, og her er mit perspektiv, at systemet, der har et professionelt ansvar for vejledning og kommunikation, med fordel kan reflektere over, hvordan det ansvar forvaltes. Det er således ikke den enkelte lærer eller vejleder alene, der kan eller skal stå for det. Det må ses som en mere omfattende opgave.
Kære Gro Hellesdatter Jacobsen
Du skriver bl.a., at ”det forekommer fx at være en ret udbredt forestilling og forklaring blandt praktikere, at især drenges udfordringer i/med skolen skyldes forældrene. Men hvor ofte bygger det på reel viden om den enkelte familie?” Nu er det svært for mig at vide, hvad du konkret mener med ”reel viden om den enkelte familie”, men alligevel synes jeg, at svaret på dit spørgsmål giver sig selv. Netop fordi skolens lærere er praktikere, som du siger, har de ofte haft mange møder med bestemte familier gennem mange år. Problemerne er ikke opstået i 8.klasse, men bliver blot synlige for alle, fordi der skal foretages en parathedsvurdering. Lærerne har ofte deltaget i samtaler og møder med disse drenge og deres forældre tidligere, fx fordi eleven ikke kommer i skole, agerer uhensigtsmæssigt socialt, er faglig udfordret etc. Når der så ikke er sket ændringer, kan man jo spørge, hvem der har ansvaret. Læser man loven er det tydeligt, at det at give kundskaber og færdigheder er en fælles opgave mellem hjem og skole, men hvis eleven ikke kommer i skole, hvad der er et hyppigt problem, er det svært for skolen at give eleven disse kundskaber og færdigheder samt skabe en relation. Derved er det også svært for skolen at løfte samarbejdet. Så jo, jeg mener godt, man kan konkludere, at en hel del familier ikke løfter deres del af ansvaret, som bl.a. er at få børnene i skole. Endelig er der også en del fra den målgruppe, som har hyppige skoleskift, der er bakket op af familien, hvilket også gør det svært for de forskellige skoler at skabe resultater og bygge en relation til eleven og dennes familie.
Du skriver også, ”hvordan kan forældrene stole på systemets vurdering af deres søn, hvis de, og andre med samme baggrund, ofte møder generaliseringer og lave forventninger fra systemets side?” Jeg har personligt aldrig oplevet en skole eller lærere, der har mødt disse familier med lave forventninger - nærmere tværtimod! Men hvad betyder det egentlig, ”at systemet har lave forventninger?” Jeg tænker, det kunne være interessant at få belyst, hvordan det går med søstrene til mange af de drenge, der bliver vurderet ikke-parate. For hvis de, hvad jeg har en formodning om, i langt højere grad bliver vurderet parate, kunne jeg godt tænke mig at vide hvorfor.