Læserbrev

Det er faktisk rigtigt, at andre lande ser til Danmark for grønne løsninger

Sydafrika ønsker at lade de fossile brændsler blive i jorden til fordel for vindenergi og efterspørger inspiration fra de danske resultater med grøn omstilling. Det viser, at selv om Danmark er et lille land, er der potentiale for at blive en stor inspirator, skriver direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw i dette debatindlæg
Debat
28. oktober 2021

En times kørsel fra Johannesburg ligger Mpumalanga-provinsen, hvor størstedelen af Sydafrikas kulressourcer ligger. Provinsen er hjemsted for de fleste af landets kulkraftværker, og koncentrationen er så stor, at man på bare en halv times kørsel kan se en hel håndfuld.

De ligger som røgfyldte vulkanske bjerge i det flade landskab. To af dem kan levere nok energi til at dække hele Danmarks elbehov, når det er størst, og provinsen står for en femtedel af den samlede installerede elkapacitet på hele det afrikanske kontinent.

Værkerne og de omkringliggende kulminer er grundlaget for størstedelen af provinsens job. I et land hvor en tredjedel er arbejdsløse, og mere end halvdelen lever under fattigdomsgrænsen, er arbejde altafgørende.

Mpumalanga er et eksempel på de udfordringer, der ligger i den grønne omstilling på globalt plan. Energiressourcer, som man praktisk talt kan grave op i baghaven, skal man nu lade ligge. Den infrastruktur, som man har bygget op gennem årtier, skal man lukke ned. Tilmed vil job, som i mange tilfælde er bærende for lokale og regionale økonomier, forsvinde. Det er en omstilling, der kræver lys for enden af tunnelen.

For nylig rejste jeg med kolleger fra Energistyrelsen og den danske ambassade rundt i Sydafrika. Her talte vi med nogle af de vigtigste aktører i sydafrikansk energipolitik. Danmark har et flerårigt energisamarbejde med Sydafrika, og vi skal blandt andet i gang med at kortlægge mulighederne for vindproduktion i Mpumalanga.

Sydafrikanerne vil meget gerne vide mere om den danske grønne omstilling og lade sig inspirere heraf.

Danmark er et lille land i international klimamæssig forstand. Men når vi fortæller om de danske erfaringer som grønt foregangsland, er vores indsats på ingen måde ligegyldig. Så bliver der lyttet, og et tættere samarbejde med os efterspørges.

Denne interesse er ikke speciel for Sydafrika. I fællesskab har Energistyrelsen og Udenrigsministeriet samarbejder med 19 lande, og alle steder er viden om den danske grønne omstilling i høj kurs.

På den måde bliver dansk klima- og energipolitik lige fra fjernvarme til energieffektivitet og havvind en global inspiration med stort gennemslag. Og et lille land bliver en stor inspirator.

Kristoffer Böttzauw er direktør i Energistyrelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo alt sammen meget godt, men problemet er de store lande som lever af olie og ikke lige pengene til en grøn omstilling.

Thomas « Den indtægtskilde ender med efterspørgslen - hvorfor vi ser bl.a. de arabiske olielande haste imod moderne energiproduktion. Selv Sydstaterne i USA synes efterhånden at have lugtet røgen :)

Jens Christensen

…og hvis Danmark skal fortsætte med at være grønt foregangsland, og anses som sådant ude i den store verden -dvs. ikke blot hvile på de gamle laurbær - så fordrer det at regeringen gør en langt større indsats end det hidtil er sket, herunder med investeringer der understøtter ‘grønne løsninger’