Kommentar

Feministerne bekymrer sig ikke om mændene på samfundets bund

Den feministiske ideologi er forældet, og som samfund bør vi indse realiteten: At det nu er mænd, der er på samfundets bund. De diskrimineres i lovgivningen og topper selvmords- og misbrugsstatistikker. Derfor må ligestillingen nu også gælde mænd, skriver medlem af styrelsen i Manderådet Daniel Pinderup
Debat
26. oktober 2021

For længe har ligestilling handlet om feminisme og kvindekamp i en ensidet affære. Sand ligestilling bør være for alle, og vi må gøre op med det forældede verdenssyn. I dag er mændene på samfundets bund, og derfor er det dem, vi skal kæmpe for. 

»Enhver pige og kvinde i Danmark skal leve uden vold. Uden social kontrol,« sagde statsministeren i sin tale på Folketingets åbningsdag. Det er et ærværdigt mål, men med disse ord skriver statsministeren sig ind i traditionen for at overse mænd.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er en tredjedel af partnervoldsofre mænd. 19.000 om året er estimatet. Dobbelt så mange, hvis man medregner psykisk vold, hvilket man selvfølgelig bør.

Alligevel stemte regeringen og dens feministiske støttepartier imod at give mandlige ofre lovmæssig ret til hjælp. Noget kvindelige ofre har. Retten til hjælp er endda blevet udvidet uden at inkludere mænd. Det er diskrimination, og det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at borgere svigtes på grund af deres køn.

Det er altså ikke, fordi vi ikke er klar over, at problemet findes – det er snarere på grund af en forankring i forældede verdensbilleder om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder. Et kønskrigerisk nulsumsspil.

Uanset om det drejer sig om juridiske rettigheder, sundhed, uddannelse, selvmord, arbejdsdødsulykker, hjemløshed, misbrug eller kriminalitet, tegner det samme billede sig. Det er mænd, der er på bunden af samfundet.

Vi må reagere på realiteterne i stedet for at fastholde ensidigheden og dogmatikken. Alle mænd og kvinder, som holder af mændene og drengene i deres liv, må sige fra over for urimelighederne. For når ét køn taber, taber begge.

Daniel Pinderup er medlem af styrelsen i Manderådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunilla Kurdahl

Daniel, 'I dag er mændene på samfundets bund,' er måske en lidt bombastisk konklusion. Og en del af det bombastiske ligger nok i at bruge udtrykket 'mændene'. Som en der er en stor samlet gruppe som består af mænd og en stor samlet gruppe som består af kvinder.
Der er forskellige områder der kan sammenlignes på. På lønområdet er 'mænd', hvis man virkelig synes det giver mening at placere dem i én gruppe, ikke i bunden.

Jeg er ret sikker på at mange som vil kalde sig feminister, bekymrer sig om at mænd opdrages til toxisk maskulinitet og også de uhyggelige konsekvenser dette har, hvoraf en er at nogle mænd ender på bunden.

Tina Petersen, Viggo Okholm, ingemaje lange og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Daniel Pinderup

Hej Gunilla,
Lad mig skære forbi farerne for at fortabe os i semantik - selvfølgelig er ikke alle på samfundets bund mænd, og selvfølgelig er ikke alle mænd på samfundets bund.
Men ingen af undtagelserne afkræfter "reglen" om, at det fortrinsvist er mænd, der er på samfundets bund.

Med dét konkretiseret:
Når jeg kritiserer feministisk dogmatik, så er det blandt andet for at fastholde og insistere på et ubeviseligt narrativ om "toksisk maskulinitet" (som om maskulinitet er toksisk) som både en virkelig ting, og som årsag til bl.a. de udfordringer, jeg lister.

Det er et vildspor, som leder fokus væk fra det virkelige problem og dets løsninger:

Hvad angår den manglende ret til hjælp for mandlige partnervoldsofre, så kan man nærmere vise til, at modstanden mod en sådan lige ret er problemet.
Ikke "toksisk maskulinitet".
Her peger pilen på de (feministiske) partier, der nedstemte forslag derom (B141) i sommeren - og f.eks. Dansk Kvindesamfund, som længe har talt problemet ned.

Der er tale om helt konkrete problemer med helt konkrete årsager; og de dogmatiske vildspor hjælper ikke - tværtimod.

Gunilla Funder Brockdorff

Sjældent med 2 Gunilla'er i samme tråd dette er en ny...
Jeg forstår så godt pointen Daniel. Kvindekampen er nødvendig men vi (kvinder) har sat os på "ligestillingen", så jeg tror, det kan være som at stikke hånden i en hvepserede for (særligt) mænd at sige deres mening om fx manglende krisecentre til mænd som du nævner. Ellers forstår jeg ikke hvorfor flere mænd ikke brokker sig over når kvinder ikke "vil af med DERES barsel" eller at de som nænd skal til session og måske tage værnepligt mens kvinder går fri. Der er masser at slås for, for kvinder men der er også vigtige ligestillings-issues for nænd (og alle andre - ingen nævnt -ingen glemt :-)) i forhold til ligestilling. Men der er ingen grund til at lade det være en kønskamp i opposition til hinanden.
Ligestilling er ligestilling og selvfølgelig skal mænd (og alle andre) have hjælp på lige fod med kvinder - vigtig pointe

@Daniel 26. oktober, 2021 - 15:39 : "Her peger pilen på de (feministiske) partier, der nedstemte forslag derom (B141) i sommeren - og f.eks. Dansk Kvindesamfund, som længe har talt problemet ned."

Kogt ned til få ord: det, som Dansk Kvindesamfund "taler ned" er kriseramte kvinder og mænd under samme tag. Ikke andet.

Det nedstemte Forslag B 141 lyder som følger:

"Formålet med forslaget er, at mænd ligestilles med kvinder i forhold til tilbud efter servicelovens § 109. Det skal sikre, at mænd, der er i krise, får adgang til de samme tilbud efter servicelovens § 109, som gælder for kvinder. Servicelovens § 109 er i dag møntet på kvinder, der har været udsat for vold, trusler om vold eller en tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Herudover er kvindernes eventuelle børn omfattet af bestemmelsen. Forslagsstillerne mener, at hjælp til volds- og kriseramte personer ikke skal afhænge af personens køn; hjælp til volds- og kriseramte personer bør være ens for mænd og kvinder."

Sambehandlet med Forslag 'B 148': "Det foreslås, at mænd på lige fod med kvinder får et retskrav på midlertidigt ophold i boformer, når de har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold."

Forslagsstillere forestillede sig, at mænd skulle have adgang til ophold på kvindekrisecentre på lige fod med kvinder, og det var den eneste grund til, at forslag 'B141' sambehandlet med 'B 148', begge blev nedstemt af ('feministiske'?) S, SF, RV, EL, KF, ALT og UFG ('løsgængere').

Så vidt jeg husker, er der allerede igangsat arbejdet med at etablere tilsvarende faciliteter for mænd i krise, og alt tyder på, at der vil ske en hel del konkret enten i 2023, eller efter næste folketingsvalg. Mig bekendt, a-l-l-e støtter det.

Det er nok vigtig at tage diskussionen, men jeg tror nok du spænder ben for dialogen med dine noget bastante påstande, uanset jeg kan se pointen.
Reelt er det mænd vi ser mest gå i hundene når vi ser os rundt i de lidt større byer.
Men er det kvindernes ansvar eller skyld?
Når tilværelsen går i stykker efter en fyring eller skilsmisse vælger nogle mænd så flasken m.v. og kan ikke finde ind til livets mening.
Vores sind og reaktioner bunder i sig i egne valg eller er det samfundets eller systemernes skyld? Eller er der en for generel manglende empati for medmennesket når det går galt fra os retfærdige og samvittighedsfulde?
Daniel: hvis du læser historien ikke så langt tilbage vil du vel se at kvinderne nok generelt har været det undertrykte køn, men det betyder jo så ikke rollerne helt skal byttes om set i menneskelighedens tegn.

@Gunilla F. B. 26. oktober, 2021 - 23:57

Daniel (26. oktober, 2021 - 15:39) skriver ikke om "manglende krisecentre til mænd". Han skriver om "manglende ret til hjælp for mandlige partnervoldsofre" indenfor de allerede eksisterende kvindekrisecentre, som det nedstemte forslag B 141 sambehandlet med forslag B 148 - handlede om.

Hvad angår (off topic) din ærgrelse over at kvinder ikke "vil af med DERES barsel": kvinder v-i-l hjertens gerne dele barsel med deres mænd, men ikke når det betyder (som det forslag der blev vedtaget i går) at b-a-r-n-e-t-s barsel bliver forkortet med 9 uger, og de små skal således i vuggestuen allerede syv måneder efter fødslen (uanset om far tager, eller ikke tager sine 9 uger på barsel).

Med andre ord: lovgivere har taget 9 hjemmeuger fra b-a-r-n-e-t, og gav dem til far.

Det er jo reelt en generel nedskæring af b-a-r-n-e-t-s hjemmetid efter fødslen, som fars barsel medfører. Det er d-e-t og kun det, kvinder brokker sig over, og foreslår derfor, at barsel totalt bliver forlænget med faderens 9 uger, så den nyfødte får lov til at forblive hjemme lige så længe som før forslaget blev vedtaget. Læser du ikke aviser, Gunilla ♥ (Off topic slut)

Daniel Pinderup

@Tina Petersen
Din kommentar om Dansk Kvindesamfund er desværre ikke sand.
Her er et eksempel på Dansk Kvindesamfunds længerevarende, aktive modarbejdelse af indsats for hjælp til partnervoldsramte mænd:

"Drop nu snakken om at kvinder tæsker deres mænd. Partnervold går stort set altid ud over kvinderne", skriver formand Lisa Holmfjord, som fortsætter:
"I 9 ud af 10 tilfælde er en mand voldsudøveren, når det handler om vold i parforhold. Alligevel er samfundet i fuld gang med at skabe et alternativt faktum om, at kvinders vold mod mænd er et stort, overset problem".
Det skrev hun på Kvindernes Internationale Kampdag i 2017, og det bliver ikke bedre af hendes kreative talgymnastik i resten af indlægget:
(https://politiken.dk/debat/art5862129/Drop-nu-snakken-om-at-kvinder-t%C3...)

Tværtimod. Og hendes udlægning er siden bevist fuldstændigt forfejlet, i tillæg til selvfølgelig at være dybt usolidarisk.
Skulle man tro, at de hos Dansk Kvindesamfund siden 2017 havde taget ved lære, så bliver man igen skuffet. Her endnu et eksempel fra 2000, hvor man efter heftig kritik fjernede sin kampagnevideo, som rammer tværsnittet mellem latterliggørelse og bagatellisering af partnervold mod mænd, men tilsyneladende fuldstændigt uden at Dansk Kvindesamfund forstod kritikken. I hvert fald uden at forholde sig til den.
(https://www.berlingske.dk/kultur/de-boer-fratages-al-oekonomisk-stoette-...)

Hvad angår B141 om at gøre op med diskriminationen og svigtet af mandlige partnervoldsofre, så var det ganske rigtigt ikke kun de feministiske partier, der stemte imod. Der var bl.a. også f.eks. Kristendemokraten Jens Rohde, som lige akkurat havde nået at skifte parti fra Radikale Venstre.
Det giver dog ret god mening at pointere, at de feministiske partier stemte imod, fordi de ej sjældent påstår at gå ind for ligestilling.
At stemme nej til et sådant forslag opstiller en voldsom kontrast til sådanne postulater.

Bevares, enkelte har da ytret, at man var bekymret for at mænd pludselig skulle på kvindekrisecentre, hvis man stemte ja. Uden at forholde sig til graden af absurditet i et sådant postulat, kan man blot pege på, at disse parter havde al mulighed for at fremlægge ændringsforslag, hvis det var dét, der var motivation for modstanden.
Ingen sådanne blev fremlagt.

I dag tegner sig derimod et flertal udenom regeringen for at give mandlige partnervoldsofre ret til hjælp. Det er tilfældet efter at støttepartierne er blevet gået alvorligt på klingen hvad dette emne angår, og har skiftet kurs. Det samme gør sig i øvrigt gældende for selv socialministeren og dermed regeringen. Med lidt god vilje kunne man tolke Astrid Krags nylige udtalelser som om, hun måske alligevel gerne vil gøre noget ved problemet.
Men nu er vi heller ikke så få, der har arbejdet stålsat for at sætte fokus på emnet og presse regeringen og støttepartierne til et kursskifte.

Daniel Pinderup

@Gunilla Funder Brockdorff
Jeg er helt enig i, at ligestilling er en hvepserede at stikke hænderne i for mænd, i hvert fald om man er uenig med feministisk diskurs.

Dog, jeg mener ikke at mænds ligestilling er på bekostning af kvinders, hvis det er reel ligestilling, begge stræber mod.
Jeg øjner blot ikke, at feminisme og så ligestilling er det samme.
Desuden er der feminister, som er mænd, og blandt kvinder er det kun en lille minoritet, der er feminister.
Det er ideologien, jeg kritiserer - ikke kønnet.

Daniel Pinderup

@Viggo Okholm
Jeg er helt enig i, at kvinder var mere undertrykte engang.
Jeg husker det dog ikke selv, da jeg er født i 1986.

Jeg finder det nærliggende - når nu mit indlæg handler om mændene på samfundets bund - at nævne, at hverken kvinder eller fattige mænd havde stemmeret før 1915. Jeg finder det ligeledes nærliggende at pointere, at min kritik ikke er møntet på kvinder.

Den er møntet på den feministiske ideologi.

Og ja - jeg mener også at feminister har det samme samfundsansvar og den samme del i det samme velfærdssamfund, og den samme samfundskontrakt, som alle andre. Det fuldstændigt uagtende skyldsspørgsmål. Jeg italesætter alene ansvar.
Jeg mener, sagt klokkeklart, at den feministiske bevægelse har svigtet sit overfor sine medborgere:
I særdeleshed i så graverende og tydeliggørende eksempler som vedrørende Beslutningsforslag 141 og retten til hjælp for partnervoldsofre.

Gunilla Funder Brockdorff

Kære Tina Petersen.
Jeg læser aviser (abonnerer fx på Information :-)). Men der står netop meget om hvad barnet mister og ikke hvad barnet får - ved at få tættere kontakt til far, ved at mor/far har forståelse for hinandens situation, ved at far er buffer ift. Belastningen det kan være for nogle familier at blive forældre. Det er en diskussion for sig, hvad mænd kan bidrage med ift parfoholdet og barnet og dermed familiens og barnets trivsel hvis de får lov - men det kommer ikke frem i debatten. Jeg tror ikke på at det hele kan gøres op i tid derhjemme/institution - og det er ihvertfald ikke ligestilling at negligere betydningen for barnet at far ER mere hjemme.
Yes off topic- jeg må lære at holde mig fra kommentarspor når jeg nu ikke har styr på normerne ;-)

At mænd ville ende på bunden kunne man jo forudse helt fra begyndelsen.
Når samfunders regler kun henvender sig og omfavnertil den ene part vil den anden part gå til bunds.
Stop nu en gang for alle bevægelser som specifikt kun omfavner dele af helheden.
Det være sig kvindesags- og homo forkæmperne, de gule, brune, sorte, røde, ja sågar "Me too". I al fremtid bør der kæmpes for mennesker uanset køn, race og farve.