Kronik

Feministisk kritik kan give os et nyt blik på de økonomiske modellers blinde vinkler

Jeppe Druedahl kritiserer mit foredrag om feministisk økonomi for at fratage folk interessen for at sætte sig ind i økonomi. Men hans frygt er nok nærmere, at økonomernes magt til at definere rammerne for samtalen om pengenes magt svækkes, skriver debattør Emma Holten i denne kronik
Emma Holten har holdt et foredrag på Bremen Teater om, at vi har brug for feministisk økonomi. Men foredraget ramte på flere punkter skævt, lød kritikken efterfølgende af økonom Jeppe Druedahl.

Emma Holten har holdt et foredrag på Bremen Teater om, at vi har brug for feministisk økonomi. Men foredraget ramte på flere punkter skævt, lød kritikken efterfølgende af økonom Jeppe Druedahl.

Tilde Døssing Tornbjerg

Debat
6. oktober 2021

Det er ikke uden ærefrygt, man bevæger sig ind i debatten om økonomi med en bachelor i litteraturvidenskab og en kandidat i moderne kultur i bagagen. Derfor var jeg svært begejstret, da jeg her i Information læste økonom Jeppe Druedahls forholde sig til mit foredrag »Hvad er vi værd? – om feministisk økonomi«.

For jeg skulle faktisk gøre mig umage for at forstå, hvad jeg blev kritiseret for. Druedahl giver mig nemlig ret i alle mine centrale pointer: Udelukkende at stile efter vækst i BNP som et politisk mål er dårlig økonomi. Den ulønnede arbejdskraft, som særligt kvinder udfører i hjemmet, har stor økonomisk værdi, der dog ikke opgøres i BNP. Budgetloven, der binder sig til BNP, fremtvinger en kortsigtet politik. Økonomiske prognoser er usikre. Det er kompliceret at værdisætte omsorg på markedet. Mennesket er ikke udelukkende drevet af økonomiske interesser. Økonomer kan ikke fortælle os, hvad det gode samfund er.

Så langt, så godt.

Druedahls primære pointe – tror jeg – er, at jeg er for kritisk over for mainstreamøkonomi. Det er interessant, for ordet mainstream optræder ikke en eneste gang i mit foredrag. Det er de økonomiske modeller og institutioner, der bruges til at måle effekten og udfaldene af politik, jeg har i sigtekornet, heriblandt BNP, Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og Budgetloven.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der foregår utroligt mange fede ting rundt omkring på universiteterne, og at mine refleksioner vil møde enighed flere steder derude. De fleste af de ideer, jeg kommer med, kommer jo derfra! Jeg citerer for eksempel Simon Kuznets og tidligere overvismand Christen Sørensen. Jeg ved ikke, om nogen af dem er feminister, men de er i hvert fald økonomer. Derfor forekommer Druedahls overvejelser om, hvorvidt jeg er for kritisk over for mainstreamøkonomi mig underlige. For jeg aner ærligt talt ikke, hvor mainstream slutter, og mere heterodox økonomi starter.

Mit fokus er, hvor økonomisk teori møder politisk magt.

Neutraliseret ideologi

I Finansministeriets regnemodeller arbejder man for eksempel ud fra den antagelse, at de mest velhavende danskere vil arbejde mere, hvis deres skat sænkes, fordi de vil prioritere penge over mere fritid. En påstand, Druedahl tror på, men som ikke har noget belæg i empirien, ifølge tidligere overvismand Christen Sørensen. Også mainstreamøkonomi har altså interne uenigheder, der kan have sin grund i ideologi, menneskesyn eller kultur. Men den uenighed gør desværre ikke nogen forskel for dem, der rammes af politik udviklet på baggrund af disse antagelser. Derfor interesserer jeg mig for, hvilke ideer der ender med at få varig indflydelse. Hvem vinder til sidst?

For at besvare det spørgsmål har vi brug for en feministisk analyse. For det, vi beskæftiger os med, er magt: Hvilke verdensbilleder, mennesker og aktiviteter bliver anskuet som de mest værdifulde? Hvilke bidrag er blevet overset i krydsfeltet mellem forskning og politik?

Det er her, jeg ser en klar tråd fra økonomiens ’fødsel’ hos filosoffen Thomas Hobbes og økonomen Adam Smith, hvor hjemmet og reproduktionen ekskluderes fra den politiske økonomi, op til i dag, hvor værdiskabelsen i hjemmet stadig fremstår usynlig i de politisk anvendte modeller. Og fra opfindelsen af BNP til den systematiske underkendelse af værdien af omsorg og traditionelt feminine aktiviteter i kulturen og økonomien. Det er den slags sammenhænge mellem den vestlige kulturhistorie og den vestlige økonomiske tradition, som jeg mener er nødvendige at undersøge for at forstå, hvilke ideer i økonomien der er endt med at få politisk magt.

En anselig afstand

Det virker til, at Druedahl har svært ved at se de ting i mit foredrag, som er nye for folk uden for økonomifaget. Jeg kan eksempelvis forsikre om, at det for de fleste danskere er et chok, at Det Økonomiske Råds prognoser kun rammer rigtigt en ud af 35 gange (det er den statistik, der affødte min lille morsomhed om, at økonomi er astrologi for mænd). Os, der ikke er økonomer, tror, at de tal, vi får serveret i avisoverskrifter fra tænketanke og økonomer beskriver en uangribelig, målbar sandhed. Og det samme gør mange politikere, virker det til. Det gør sig også gældende for de beregninger, vi hører fra Finansministeriet. Det kan godt være, at det for Druedahl er åbenlyst, at disse er fejlbehæftede og usikre. At de skal tages med et gran salt. At de er bygget på antagelser, der skjult kan være politiske og ideologiske. Men jeg vidste det ikke. For jeg har gået i folkeskolen og gymnasiet, hvor man stadig lærer, at ’økonomi er som fysik, bare for samfundet’.

Derfor har jeg lavet et foredrag, hvor jeg forklarer, at det er forkert. Og at måle ud fra opmærksomheden og responsen er der rigtig, rigtig mange, der ikke ved det. Når Druedahl så henkastet kommer med erkendelser, der er totale nyheder for ikkeøkonomer, så vidner det om en afstand imellem, hvad økonomer ser i deres beregninger, og hvad vi andre får serveret af politik og analyse, baseret på deres beregninger.

Det er måske derfor, at 73 procent af danskerne ikke ved, hvad det betyder at ’øge arbejdsudbuddet’. På trods af, at det er en af de allermest brugte vendinger i dansk økonomisk politik. Jeg tror ikke, Druedahl ved, hvor lidt vi andre ved, og det farver i den grad hans opfattelse af mit foredrag. Når vi hører et politisk forslag, har vi ingen værktøjer til at udlede, om det hviler på et ideologisk grundlag eller er en økonomisk, bydende nødvendighed, der skal forhindre et forestående kollaps. Det gør hele præmissen for politiske samtaler grundlæggende vildledende. Det er ikke småting for ikkeøkonomer at blive bekendt med, at Finansministeriet ikke udregner positive dynamiske effekter af offentlige investeringer i omsorg. Det er retteligt en rystende kendsgerning for mange.

Mere interesse

Druedahls centrale frygt er, at mit foredrag kan »komme til at afholde nogle af tilhørerne fra at sætte sig ind i tænkningen og lære værktøjer udviklet i mainstreamøkonomi«. Jeg forstår ikke, hvordan et foredrag, der fik 1.300 mennesker til at bruge to timer og 200 kroner på at høre om økonomi, nogensinde kunne bøde for et fald i interesse. Og det tror jeg heller ikke rigtig, Druedahl tror. Det, han giver udtryk for, er, at de ikke vil interessere sig for den form for økonomi, han kalder mainstream.

Min centrale frygt er, at den slags nichediskussioner om, hvorvidt en analyse tilhører den ene eller den anden skole, faktisk afholder folk fra at deltage. For den er så langt fra den rolle, økonomi spiller i hjemmene og i nyhederne. Jeg har brugt fire år af mit liv på at forstå økonomi for at vise, at de økonomiske systemer, der i dag har en hovedrolle i politik, er noget af det vigtigste, vi skal forandre, hvis vi ønsker os et mere feministisk samfund.

Er min analyse mainstreamøkonomi? Er den feministisk? Who cares? Det, jeg kan konstatere, er, at en lektor i økonomi giver mig ret i, at nogle centrale økonomiske modeller og mål lige nu fremstilles og forstås som objektive og neutrale uden at være det. At disse modeller, som Druedahl klart formulerer det, kan skabe en »problematisk status quo-bias«. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Emma Holten er debattør og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Emma Holtens tanker vaekker min nysgerrighed og interesse for oekonomi.
Mere af saadan noget paa Information.

Fam. Tejsner, Hanne Ribens, Troels Holm, søren ploug, Susanne Kaspersen, Helene Thorup Hayes, Inger Pedersen, Poul Erik Pedersen, Ulla Boje Jensen, Anders Lund, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tusind tak til Emma Holten for modsvar til Jeppe Druedahls anmeldelse af hendes foredrag om feministisk økonomi.
Det var lige hvad jeg håbede på ;-)

Det værste ved det, der kan benævnes Orwellske nysprogsord, (kendetegnet ved, at de i virkeligheden ofte betyder det modsatte af, hvad de er designet til at blive opfattet som), er at politikernes retoriske tryllekunster forplanter sig i de offentlige systemer, måske særligt på Jobcentrene.

Her er et helt dugfrisk eksempel på, hvordan presset for at få flere med i arbejdsudbuddet går ud over de syge :

"MANDAG KUNNE VI HER PÅ A4 Medier læse om, at jobcentrene er så pressede, at de raskmelder sygemeldte borgere.

90 pct. af landets jobcenterchefer oplever i øjeblikket et pres for at få ledige i arbejde – det gælder også de syge, der har fået forlænget deres sygedagpenge under nedlukningen.

A4 Medier skriver i artiklen, at "6 af de 28 jobcenterledere svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt de raskmelder flere sygedagpengemodtagere nu, end de tidligere har gjort".

Endvidere udtaler jobcenterchef Anja Nørby Sørensen fra Skanderborg Kommune:

"Det er positivt. Et velfungerende arbejdsmarked giver bedre mulighed for at hjælpe folk. Det motiverer mere for at blive rask, når et job venter. Vi raskmelder ikke, før borgeren er klar, og de mange raskmeldinger lige nu skyldes i høj grad en ophobning af forlængede sygedagpenge under corona."

MAN SKAL SOM BEKENDT HØRE MEGET, før ørene falder af. For med min praksiserfaring gennem snart fem år som privatpraktiserende socialrådgiver er det noget værre vrøvl.

Er man syg, så er man syg, og så kan man ikke motiveres til at blive rask, fordi der er et job.

Jobcenterchefen får hermed retfærdiggjort raskmeldinger af syge borgere og gør i samme sætning lægerne overflødige! Og det har lægerne i øvrigt været længe. For udover, at jobcentrene raskmelder syge uden om lægerne, så underkender og tilsidesætter de også lægernes attester og vurderinger."

(Marianne Stein, privatpraktiserende socialrådgiver)

"Socialrådgiver: Jobcentrene kan ikke motivere syge raske - det er noget værre vrøvl"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/jobcentrene-motiverer-syge-raske-og-...

Absurde udtalelser som ovenstående, afledt af politikernes nysprog og pres er der nok af, og det er et kæmpe problem for retssikkerheden og den enkeltes helbred og økonomi.

Det er i sidste instans også et problem for samfundsøkonomien, idet de syge risikerer en forværret tilstand, der giver øgede udgifter for et sundhedsvæsen, der er præget af voksende ulighed, medarbejderflugt, dårligt arbejdsmiljø og løn.

Mange syge kommer dermed længere væk fra arbejdsmarkedet på grund af de kortsigtede besparelser, som et øget arbejdsudbud i teorien tilsiger.

Den ene hånd aner ikke hvad den anden laver, og kaos er resultatet.

Lillian Larsen, Vibeke Olsen, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Steen Obel, Ruth Sørensen, søren ploug, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Oplever presset fra jobcentret der gerne vil raskmelde syge borgere med en brækket arm. Troede aldrig jeg nogen sinde ville opleve en sådan useriøsitet fra det offentlige!
Administrer de på Mette dekreter?

Vibeke Olsen, Estermarie Mandelquist, søren ploug, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, rigtigt Kim.

Det nærmer sig evangelisme :

"Smid krykkerne og gå i Jesu - øh, Jobcenterets hellige navn !!"

Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, søren ploug, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Emma Holtens kommentar er af interesse, fordi hun henleder opmærksomheden på at økonomi jo også er en politisk disciplin. Hun påviser at der ligger både politiske og ideologiske implikationer i, hvorledes vi beskriver de økonomiske samménhænge og hvorledes vi dernæst administrerer og påvirker den økonmiske udvikling.
Dette er derfor også gældende i diskussionerne om balancen mellem at diskutere arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik. Ved netop at oprette jobcentrene, har politikerne på det praktisk plan sørget for at de to områder kobles sammen. Effekten er at alle sociale og sygdomsmæssige problemer primært anskues som en arbejdsmarkedsrelateret problemstilling. Endvidere er det også et åbent spørgsmål, om de rådgivere der rent faktisk har med syge borgere at gøre ved nok om det arbejdsmarked som de angiveligt skal kunne rådgive om. Her kunne jeg godt have mine tvivl.
Det er forunderligt at vi, i Danmark, opretholder et system, hvor det er et åbent spørgsmål om dette rent faktisk lever op til den politiske målsætning: at skabe beskæftigelse for syge borgere. Her ligger faktisk et oplagt område for mere dybereliggende, kritiske undersøgelser. De bør gå både på det lokale niveau: kvaliteten af den rådgivning der faktisk foretages og rådgivernes viden om det område de rådgiver på. De bør samtidigt gå på om den politiske forestilling om at der kan skabes et arbejdsmarked for syge borgere, kan realiseres i virkelighedens verden. Endvidere hvilke effekter det har, når socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik knyttes så tæt sammen som det er tilfældet nu.
I realiteten burde en sådan undersøgelse jo foretages, inden der arbejdes med en revision af lovgivning af fleksjob - som jeg har forstået er en del af regeringens politiske oppgaver i den kommende tid.
Fordelen ved en sådan kritisk undersøgelse vil så også være, at der vil kunne bringes noget evidens ind i en debat, der - så vidt jeg kan se - mere er styret af automatreaktioner og mavefornemmelser end af egentlig viden. Her er vi tilbage i det overordnede spørgsmål: for problemstillingen er jo også underlagt et bestemt ideologisk syn på menneskets samfundsmæssige funktion i 2020-ernes Danmark.

mvh. poul.

Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Ole Henriksen, Bjarne Toft Sørensen, Ruth Sørensen, søren ploug, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Suverænt svar fra Emma Holten på en forvirret kritik fra Jeppe Druedahl.
"de økonomiske systemer, der i dag har en hovedrolle i politik, er noget af det vigtigste, vi skal forandre, hvis vi ønsker os et mere feministisk samfund.
Er min analyse mainstreamøkonomi? Er den feministisk? Who cares? "

Netop. Jeg kan f.eks. ikke se, at Emma Holtens kritik er specielt feministisk. Man kunne med lige så god ret kalde den et forsvar for bæredygtig økonomi - eller slet og ret Samfundsøkonomi. For den indskrænkede og enøjede økonomiske teori, som kaldes 'neoklassisk' eller 'mainstream', handler netop ikke om samfundet som sociale relationer, kun om individuelle valg og økonomisk adfærd, der kan måles i priser. Alt det vigtige blev der aldrig plads til. Eller det blev holdt ude med vilje?

Lillian Larsen, Vibeke Olsen, Elisabeth Andersen, Christian Gerhardt, Ole Henriksen, Bjarne Toft Sørensen, Ruth Sørensen, søren ploug, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen, Helene Thorup Hayes, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Poul Erik, fine pointer.

Men de forudsætter, at det faktisk er den reelle hensigt med Jobcenteret og alle de forringelser, der efterhånden er indført, (og stadig bliver indført NU med den nye trepartsaftale), at det skal hjælpe de syge og handicappede, der er fanget i systemet.

De fleste konsulentopgaver er efterhånden udliciteret til 'anden aktører', dvs private, der tjener penge på at udbyde diverse pipfuglekurser, fx kunsten at give hånd og smile med lukket mund når man ikke har råd til tandlæge, eller at skrive et nyt, optimistisk CV, hvor hullerne i det har vokset sig større end i Store Vildmoses sump.

Det er snarere hensigten at skræmme folk til at blive på ulidelige arbejdspladser, istedet for at gøre noget ved dårligt arbejdsmiljø og mobning, og samtidigt luge ud i den uarbejdsdygtige del af befolkningen ved at stresse dem til vanvid.

"Hundredevis af borgere døde under og efter ressourceforløb"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/ressourceforloeb

Lillian Larsen, Vibeke Olsen, Jesper Frimann Ljungberg, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Steen Obel, søren ploug, Susanne Kaspersen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mon ikke Emma Holten har skævet til Kate Raworth og hendes teori om "Doughnut-economics" ?

"The doughnut model is still a collection of goals that may be pursued through different actions by different actors, and does not include specific models related to markets or human behavior.

The book "Doughnut Economics" consists of critiques and perspectives of what should be sought after by society as a whole. 
The critiques found in the book are targeted at certain economic models and their common base.

The mainstream economic models of the 20th century, defined here as those taught the most in Economics introductory courses around the world, are neoclassical.

The Circular Flow published by Paul Samuelson in 1944 and the supply and demand curves published by William S. Jevons in 1862 are canonical examples of neoclassical economic models.

Focused on the observable money-flows in a given administrative unit and describing preferences mathematically, these models ignore the environments in which these objects are embedded: human minds, society, culture, and the natural environment.

This omission was viable while the human population did not collectively overwhelm the Earth's systems, which is no longer the case.

Furthermore, these models were created before statistical testing and research were possible. They were based, then, on assumptions about human behavior converted into "stylized facts".

The origins of these assumptions are philosophical and pragmatic, simplifying and distorting the reflections of thinkers such as Adam Smith into Newtonian-resembling curves on a graph so that they could be of presumed practical use in predicting, for example, consumer choice.

The body of neoclassical economic theory grew and became more sophisticated over time, and competed with other theories for the post-mainstream economic paradigm of the North Atlantic.

In the 1930s, Keynesian theory was it, and after the 1960s, monetarism gained prominence.
One element remained as the policy prescriptions shifted: the "rational economic man" persona on which theories were based.

Raworth, the creator of Doughnut Economics, denounces this literary invention as a perverse one, for its effects on its learners' assumptions about human behavior and, consequently, their own real behavior.

Examples of this phenomenon in action have been documented, as have the effects of the erosion of trust and community on human well-being.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Doughnut_(economic_model)

Elisabeth Andersen, Troels Holm og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Mit fokus er, hvor økonomisk teori møder politisk magt".

Sådan skal det også være. Der er også brug for en kritik af den politiske mainstream - økonomi ud fra et feministisk perspektiv.

Hvad der ikke er brug for, er en særlig "feministisk økonomi", ligesom der f.eks. ikke er brug for en særlig økonomi for f.eks. ældre, børn, farvede, hvide eller for den sags skyld transkønnede.

Så risikerer der at gå populisme og "religion" i kritikken af den politiske økonomi, og så risikerer den seriøse interesse at blive erstattet af en masse særinteresser, der ikke tager udgangspunkt i en samfundsmæssig fællesinteresse på lige fod med særinteresserne.

Et forhold, som Pelle Dragsted også har kritiseret i forskellige sammenhænge, bl.a. rettet mod tendenser i hans eget parti.

På universitetet på humaniora brugte jeg i starten af 1970erne meget tid på, sammen med politisk ligesindede, at deltage i forskellige former for tværfaglige kurser i marxistisk kritik af den politiske (overvejende liberalistiske) økonomi, bl.a. på læsningen af Kapitalens bd. 1 (parallelt på engelsk og tysk).

Det var dog først efter også at have taget en eksamen i nationaløkonomi på CBS og at have deltaget i kurser, hvor vi brugte finansministeriets økonomiske modeller (også for at kunne forholde sig kritisk til dem), at jeg blev i stand til mere konkret at bruge den marxistiske teori til at kritisere den politiske økonomi, sådan som den udfoldede sig i samfundet på det tidspunkt.

Pointe: Det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i det, man vil kritisere ud fra særligt perspektiv, hvis man vil undgå at forfalde til overfladisk populisme.

Ud fra et pædagogisk synspunkt er det, som i så mange andre sammenhænge, vigtigt at tage udgangspunkt i folks interesser (f.eks. et særligt feministiske perspektiv), men samtidig må det også være vigtigt at stille krav om, at folk sætter sig grundigt ind i det, som de ønsker at kritisere.

Ole Henriksen, Troels Holm og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Uha penge, det har man ikke som syg.
Men jeg bliver rask den 12/10 for så skal jeg udredes.
Jeg har bladret i min kalender fra 2005/06. Der er jeg bare ikke idag.

Jeg kan sagtens forstå den som vil arbejde mindre for klimaet!^
Burde alle ikke arbejde mindre af hensyn til klimaet?
Det med at hæve værdien i hjemmet, har altid været en feminin sportsgren. Sådan set al den tid der har været mænd og kvinder. Samtale det ene og andet for kvinder elsker også at samtale og pludre. Kun Thunberg har en stemme mens naturen visner bort dette efterår.

Det kommer til at blive værre kammerater. Udtagelser er blevet et symbol i de unges opvækst, lige som under krigen. Facebook og venner avler sindsyge og selvskade. Hvorfor jægerkorps på den fremmeste kanal?

Danmarks befolkning bliver ældre og andelen af unge håbefulde i minimeret. Det skal man vel også indrage i sine modeller. Dem som stadig er ledige er hæren af de itu-gående. Dem som i forvejen har slået sig på dem som bare vil udbytte os.

Jeg ser ikke frem til den jobpraktik ene og alene fordi jeg overgår til bistandshjælp.
Og at det kan blive min død.

Lillian Larsen, Vibeke Olsen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar