Kronik

Folkekirken må hæve stemmen i debatten, hvis den vil være samfundets samvittighed

Den danske folkekirke ser sig selv som samfundets moralske fundament, men indtil i sommer har den som kollektiv været tavs om vores umenneskelige asylpolitik. Hvis kirken ikke snart tager samme ansvar som andre kirker i Europa, kan den ikke bevare denne rolle, skriver tidligere projektleder i Folkekirkens Migrantsamarbejde Anne Katrine Ebbesen
I sommer indtog den danske folkekirke en synlig og samlet holdning til hjemsendelse af flygtninge. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

I sommer indtog den danske folkekirke en synlig og samlet holdning til hjemsendelse af flygtninge. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Debat
13. oktober 2021

En historisk neutral folkekirke ændrede sin tone, da 1.000 repræsentanter talte enstemmigt imod massehjemsendelsen af syriske flygtninge i sommer. Men hvorfor vente til nu, når Europas andre folkekirker har råbt højt i årevis?

Folkekirken har ikke kollektivt og politisk hævet sin stemme på denne måde siden forfølgelsen af jøder i 1943. Dengang underskrev ti biskopper en direkte appel til den danske offentlighed, et såkaldt hyrdebrev, om at beskytte den jødiske befolkning, der stod foran at blive udryddet af besættelsesmagten.

I år, 78 år senere, indtager kirken igen en synlig og samlet holdning, men måske er det allerede for sent. Brevet om hjemsendelsen af flygtninge retter sig mod regeringen, har en konfronterende tone og sammenligner direkte med nazitiden:

»Man var bange for, at Danmark skulle blive overrendt af jødiske flygtninge, og at de var for fremmedartede i forhold til danskerne. De fleste blev sendt tilbage, for de var jo ikke politisk forfulgte. Vi ved nu, hvordan det gik dem. Det husker og fortæller vi ikke så gerne. Vi fortæller hellere om redningen af de danske jøder.«

Fire af medunderskriverne og forfatterne er biskopper. Det er usædvanligt i et land, hvor kirken ellers holder sig til en uskreven regel om at holde sig politisk neutral i den offentlige debat. Derfor må der dykkes ned i, hvorfor det tog seks år og en massehjemsendelse at få kirken til at trække i den moralske håndbremse.

3.771 flygtninge druknede i Middelhavet, da krisen toppede i 2015. På det tidspunkt var regeringen notorisk stram i det asylpolitiske betræk. Skarer af migranter gik målrettet igennem Danmark og videre til Sverige for større chancer for en mere menneskelig asylproces.

Imens krigen i Syrien eskalerede, strammede regeringen endnu en gang og brugte omkring 252.000 kroner på annonceplads i fire libanesiske aviser til aggressive advarsler målrettet flygtninge om at holde sig væk fra Danmark. Alligevel forblev folkekirken tavs. Så hvorfor stikker den nu næsen frem for en decideret politisk sag? Er det et pres fra andre mere aktive folkekirker i Europa, som ikke har meget til overs for den danske politiske passivitet?

Folkekirken og de aktivistiske nabokirker

Officielle statssponserede folkekirker er sjældne i Europa, da de fleste lande opretholder en principiel adskillelse af kirke og stat. Faktisk deler Danmark kun denne ordning med Grækenland, Malta og indtil år 2000 Sverige. Selv om statsstøttet kristendom er ved at aftage i Europa, er det kirkelige engagement ikke. Tværtimod.

De fleste officielle trossamfund holder hinanden opdaterede i foreninger som World Council of Churches og Conference of European Churches. På trods af vores medlemsskaber i disse og andre kirkefora, som har fokus på asylkrisen, har få kirker lige så svært ved at omsætte værdier til kollektiv handling som den danske.

Tysklands Evangeliske Lutherske Kirke (EKD), hvis protestantiske historie ligger tæt op ad Danmarks, råber ikke bare højt om behandlingen af flygtninge, men gør rent faktisk noget ved det. I 2020 købte EKD et redningsskib, efter cirka 40.000 medlemmer havde mobiliseret sig til at støtte projektet, der fik navnet Sea-Watch. Efterhånden er det blevet til fire skibe, der sejler ud fra kystlinjer for at hjælpe migranter og asylansøgere, der forsøger at krydse Middelhavet til Europa.

Vores svenske nabo, svenska kyrkan, har næsten seks millioner medlemmer, hvilket svarer til 55 procent af befolkningen, på trods af den manglende kobling til staten. Modsat Danmark åbnede Sverige sine grænser i 2015.

Her var kirken på ingen måde passiv. Otte ud af ti medlemmer af den svenske kirke hjalp asylansøgere under flygtningekrisen i 2015 og 2016. Kirkens øverste leder, ærkebiskop Antje Jackelén, holder stadig fast i, at det er blandt kristendommens centrale værdier at hjælpe asylansøgere.

I tråd med sin progressive udvikling har den svenske kirke for nylig også erklæret sig trans-inklusiv i deres Personligt brev til dig, der er trans og offentligt sat et åbent spørgsmålstegn ved den binære maskuline definition af Gud.

I modsætning til sin svenske modpart har den danske folkekirke ikke én ærkebiskop, hvis udmeldinger skal forsvares. Danmark har derimod 10 biskopper, der alle skal blive enige, og lange bureaukratiske processer.

Men ligesom Sverige har Danmark en stadig mere politisk engageret ungdom, og den søger muligvis efter mere synligt lederskab. Hvis ikke fra en ærkebiskop, så tilsyneladende fra en mere aktiv, højtråbende og progressiv kirkeledelse.

Folkekirken har ingen fremtid uden politisk oprør

Tab af medlemmer i folkekirken fortsætter hvert år, og protestbrevet kan tolkes som en bro til de folkekirkekritikere, der har flyttet deres engagement fra kirken til frivillighed og foreninger.

Foreninger som Venligboerne, Refugees Welcome og Trampolinhuset blev nye hotspots for de mange medfølende borgere og deres varme hænder under flygtningekrisen i 2015. Folkekirken var en stille kontrast til organisationerne. Med få lokale undtagelser forblev folkekirken som helhed stille i den værste del af den asylpolitiske storm.

Berømt for at have en progressiv praksis i alle andre spørgsmål end migration har den danske folkekirke ellers skubbet samfundets skiftende værdier i en mere liberal retning – fra kvindelige præster i 1948 til vielse af homoseksuelle i 2012. Der har dog ikke været nogen entydig stemme eller handlinger mod racisme og den stramme asyl- og indvandringspolitik indtil nu.

De 1.000 stemmer bag protestbrevet slutter med en opfordring til handling. Eller rettere en opfordring til igen at gøre historien om Danmark til en om moral og medmenneskelighed:

»Hvad skal vores efterkommere huske og fortælle om os om 75 år, om 100 år? Hvilke fortællinger om Danmark og det danske folk vil leve videre i erindringen i de syriske familier, hvis hjem forsvandt under krig og terror ...?«

Det er første gang folkekirken samler sig i så høje tal og så skarpe formuleringer direkte imod en folkevalgt regering, som den selv er underlagt.

Med et årligt budget på næsten 8,7 milliarder kroner er folkekirken historisk set rigere i drift end nogensinde. Hvert år tildeles en lille del af budgettet nye projekter. Folkekirkens Migrantsamarbejde er ét af disse projekter.

Finansieringen af projektet begyndte i 2015 i et forsøg på at lappe de mange integrationshuller, præster oplevede i deres daglige arbejde, men bortset fra få kirkeinterne analyser og ændringer for at imødekomme konverterede asylansøgere i folkekirken har man holdt sig selv i kort snor for at undgå at blive for politisk fremtrædende.

Men snoren skal skæres over, hvis folkekirken skal kunne leve op til de kristne kerneværdier, som ærkebiskop Antje Jackelén snakker om. Ellers bliver kirken efterhånden erstattet af veletablerede organisationer, der opererer uden snor overhovedet.

Hvis ikke folkekirken hæver stemmen i det politiske rum, vil den ikke længere være det moralske fundament, den selv ser sig som. Derfor har folkekirken et eksistentielt problem, hvis landets moral alene holdes ved lige af ngo’er og verdensmål.

For at overleve i en fremtid fyldt med flere globale kriser end nogensinde før skal folkekirken gøre meget mere end at sige fra over for lovliggjort umenneskelighed. Folkekirken skal snart beslutte sig for, om en identitet baseret på moral og etik kan overleve uden handling og meget mere politisk oprør.

Anne Katrine Ebbesen er tidligere projektleder i Folkekirkens Migrantsamarbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Nej, så har man ikke forstået evangelisk-luthersk kristendom, der netop udmærket sig ved at være helt igennem amoralsk: nåden kommer af sig selv, man kan ikke gøre sig lækker for Gud med sine gode gerninger.

Ninna Maria Slott Andersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvad skulle grunden være til at have folkekirken overhovedet? Jeg har aldrig mødt nogen, der kunne give en ordentlig begrundelse for den i henhold til NT. Derfor vil jeg heller ikke forlange moral af den. Lad den sygne hen.

Eric Bøgh Svinth

Kirken har vel for travlt med at kalde andre trosretninger for sekter, alt imens den afskyr kvindelige præster, mentalvoldtager usikre teenagere til konfirmation og laver demonuddrivelser. (Ja kirken laver faktisk demonuddrivekser og husrensninger)

Men jf min "bog" skal kirken også blande sig helt uden om samfundsanliggender.

Rune Kjær Rasmussen

Gad vide hvor mange medlemmer Folkekirken ville have, hvis man aktivt skulle melde sig ind, frem for, som det er tilfældet for mange, aktivt skal melde sig ud, hvis man ikke vil være medlem.

Claus Bødtcher-Hansen

13/okt/2021

Gud skabte Universet (Big Bang),
Livet (De første to celler) og
Kærligheden (Livets Muligheder) ...
og tak for det :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Ninna Maria Slott Andersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Rune Kjær Rasmussen

@Claus Bødtcher-Hansen

Okey-dokey. Det er alligevel noget af et CV, denne "Gud" kan rulle ud. Så mangler eksistensen af selvsamme "blot" at blive bevist.

Claus Bødtcher-Hansen

13/okt/2021

Prøv at google “Big Bang” og
“hvornår opstod de første celler” ...

Vh. Claus

"Gud" er en mekanisme, der er opfundet, fordi mennesket ikke har mental kapacitet til at forstå universet omkring os. Hvordan skal vi også kunne forholde os til temaer som uendelighed og tilfældighed, når vi selv lever ganske kort, og derfor ikke kan forstå, hvad mange milliarder års variationer kan ende ud med.

"Gud" er derfor blevet en menneskelignende proxy mellem os og det uforståelige. En der ligner os og forstår vores kortlivede perspektiv, og som vi kan forholde os til som en gammel onkel, der både passer på os og opdrager os.

Så meget vigtigere er det at få adskilt stat og kirke, for hvad laver sådan en konstruktion tæt på magten...

Niels-Simon Larsen

Man kan ikke kritisere kirken, da den er beskyttet af grundloven. Man kan kritisere politikerne, der beskytter den, men der er ingen stemmer i at tage debatten. Desuden vil kritikere straks blive beskyldt for at være hadefuld over for kirken og tale ned til kirkefolket. Debatten er umulig, og kirken består. En djævelsk god konstruktion.
Kirken bærer ikke på vores samvittighed. Hvis den skulle det, ville det være en meget dårlig samvittighed over, at nogen kan finde på at forbinde kirken med vores samvittighed.

Carsten Sandholm

Folkekirken er ikke en statskirke. Børn bliver ikke automatisk medlem af kirken ved fødslen, som svenske børn blev. Medlemmerne af FK bliver døbt ind i kirken.
Medlemsbidraget blivet indkrasset via skat. Så kan det til gengæld ikke trækkes fra i skat. Hvilket er tilfældet for de anerkendte trossamfund.
Staten støttet FK for arbejdet med den personregistrering, der sker udenfor Sønderjylland, der foregår den hos kommunerne.
Der gives tilskud til bygningsvedligeholdelse og vist nok et tilskud til kirkegårdsdriften.
Angående medlemstallet, så er det stort set ikke faldet for etniske danskeres vedkommende i de sidste 40 år.
FK base er sognet. Menighedsrådet vælger den præst de ønsket. Og ja, der er en håndfuld præster, der ikke vil vi fraskilte, homosexuelle, ikke trykke kvindelige kollegaers hånd, men de er valgt af et menighedsråd, der igen er valgt af sognets beboere. Og der er to tusinde præster i andre sogne, der gerne vil. Men dem skriver pressen ikke meget om.
Præstens arbejde er i sognet. Arbejdet er at forkynde evangeliet. At vi alle har Guds nåde. Den gives uden modydelse, det er det mest foragerlige i den lutherske kristendom, bl.a. fordi det umuliggør frelse gennem politisering, eller ved at påråbe den dårlige samvittighed.
Til gengæld er enhver fri til at gøre det bedste for sin næste.

Rune Kjær Rasmussen

Men "Gud" er også en monoteistisk konstruktion, der kom langt senere end de polyteistiske guder og gudinder, som folk havde haft i mange åår inden, og stadig har, mange steder i verden. I f.eks. bogen "The Darkening Age: The Christian Destruction of The Classical World" af Catherine Nixey kan man læse om, hvordan kristne brød ind i de hedenske templer for først at ødelægge diverse statuer af disse guder og gudinder, som de kristne ikke ville acceptere, og derfor som så meget andet dæmoniserede. De hamrede kors ind i panden på mange af disse statuer for at vise, at nu var disse templer deres. Samtidig med at de overtog en masse traditioner men i forvrænget form. Måske fordi de var for dovne til for alvor at skabe noget nyt, og fordi deres ene "almægtige" gud har så uransagelig en måde at være på. Enhver modstand imod kristendom er da også ofte blevet mødt af vold, afbrænding af bøger og andet.

"Er gud villig til at bekæmpe ondskab, men ikke i stand til det?
Så er han ikke almægtig.
Er han i stand til det, men ikke villig?
Så er han ondsindet.
Er han både i stand til det og villig?
Hvorfra stammer så ondskab?
Er han ikke i stand til det eller villig?
Hvorfor så kalde ham gud?"

Epikur (341 – 270 fvt.)

Niels-Simon Larsen

De kristne opførte sig i sine tider som talebanere og IS, smadrede løs hvor de kunne og byggede kirker oven på helligstederne. Det værste eksempel, jeg har set på det, er i Cordoba, hvor man byggede en domkirke midt inde i moskeen (det var en meget stor moske).
De kristnes udryddelse af indianske folk, tales der ikke meget om - det er jo så længe siden.
Kristendommen har trådt på kvinderne, så jeg slet ikke kan forstå, at nogen kvinder vil være kristne, men som alle ved, flokkes kvinderne om kirken. Tag Polen som eksempel. At homoseksuelle vil have noget med kristendommen at gøre er en gåde for mig.
Alle er bange for kirken, fordi 70% betaler skat til den, og denne vælgermasse tør ingen lægge sig ud med. Det er utroligt, at det kan blive ved med at fungere.

Uanset hvad Luther og pastor Krarup måtte have sagt, er det livsbekræftende, at nogle protesterer mod det omsiggribende barbari. Tak for en relevant artikel.

Men ligefrem at italesætte kirken som samfundets samvittighed, er skudt over målet. Historien har vist, at kirken slet ikke har kompetencerne til at fungere som samfundets samvittighed. Derudover er det noget underlødigt i, at nogle skulle have monopol på at være samfundets samvittighed. Mon ikke vi alle har et ansvar dér!

@Niels-Simon Larsen

Har du samme manglende forståelse overfor muslimske kvinder? Hinduistiske? Buddhistiske?

Personligt er jeg da blevet døbt og konfirmeret, og var derfor medlem af folkekirken.

Men netop fordi jeg er kvinde, måtte jeg for nogle år siden tage mit medlemskab til overvejelse. På det tidspunkt var der nogle slemme sager fra folkekirken, der illustrerede manglende respekt for mit køn blandt kirken folk.

Det kunne jeg simpelthen ikke tillade mig at være en del af. Via mit medlemskab understøttede jeg disse forskruede holdninger og handlinger. Følte jeg. Derfor har jeg meldt mig ud, og har aldrig fortrudt det. Tværtimod føler jeg nu, at jeg mere lever i respekt for mig selv.

Anne Katrine Ebbesen skriver det ikke direkte, men indirekte røber hendes artikel den kedelige kendsgerning, at kristendommen befinder sig midt i en skelsættende krise.
Når jeg anser denne kendsgerning for kedelig, skyldes det, at kristendommen - på trods af dens utallige forbrydelser - er Europas kulturhistoriske fundament.
Man kan diskutere, om kristendommen er Europas samvittighed, den er i hvert fald en vigtig del af Europas erindring.
Uden denne erindring bliver Europa dement.

Rune Kjær Rasmussen

Nej. Hvis man skraber bare lidt i lakken, så er kristendom en fodnote i historien. En forfærdeligt missionerende, ødelæggende religion men først og fremmest en fodnote. Egentlig betragter jeg allerede kristendommen som noget, der er uddødt. Der er kun forvirrede rester tilbage, som forsøger at påberåbe sig alt muligt, der er uladssiggørligt indenfor en monoteistisk religion. Kristendom er en slags illusionær forvalter, der er godt i gang med at æde sig selv. Og lidt som en dugget rude, hvor duggen er næsten forsvundet. Lige foran en uendelig skov. Naturens egentlige tempel. Uden vrangforestillinger om en almægtig gud der, hvis vedkommende eksisterede, ville være noget af en ægte dæmon.

Rune Rasmussen.
Tak for din henvisning til Catherine Nixeys bog tidligere på tråden.
Jeg har lige bestilt den via bibliotek.dk og glæder mig til at læse den.
Men kan det virkelig passe, at kristendom er en fodnote i historien? I så fald drejer det sig om en velvoksen fod.

Rune Kjær Rasmussen

@Pietro Cini

Velbekomme. Det er en vigtig bog efter min mening.

I forhold til animistiske, polyteistiske og andre kulturers levevis, så er kristendom en fodnote i forhold til tid i verdenshistorien, men i forhold til indflydelse så er kristendom ikke en fodnote. Desværre, for indflydelsen har ikke været god. Kristensom har haft held med at dæmonisere alt muligt, f.eks. seksuelt, naturligt, der inden den trængte sig på i alt for store dele af verden, betød både en reel ydmyghed og en dyb eksistentiel nydelse, overvældelse, overfor det at være i live. Ydmyghed indenfor kristendom er en underligt tavs affære, fordi det, i hvert fald i mine øjne, er en umulighed at binde reel ydmyghed op på en idé om at være skabt i en almægtig guds billede. Epikur forudså da også i sin tekst, lidt længere oppe, det umulige i en "almægtig" guds eksistens. Det er generelt det monoteistiskes problem, ikke bare indenfor religion men alt muligt andet. Monokulturer har en tendens til at visne, fordi der mangler dynamiske relationer.

@Rune Rasmussen

Og alligevel findes kristendommen stadig her 2000 år efter dens grundlæggelse, og den er på ingen måde på vej til at visne, hvis vi altså lige kigger udover vores egen agnostiske, hvis ikke ateistiske, næsetip her i Danmark. Det er forkert at anskue kristendommen som et statisk, stivnet og uforanderligt fremmedlegeme, der har undertrykt europæerne i årtusinder

Kristendommens historie i Europa og i Danmark viser da netop, at den har forandret sig markant over tid, fra kristne sekter i Romerriget til katarerne i Sydfrankrig, hussitterne i Tjekkiet, huguenotterne, lutheranerne, calvinisterne, grundtvigianerne osv. Den måde man var kristen på for 1500 år siden er markant anderledes end den måde, de fleste danskere er kristne på i dag. Kristendommen har udviklet sig dialektisk med de samfund, kulturer og normer den befandt sig i. Tag fx julen, som jo er en hybrid mellem hedensk vinterfest og Jesu fødselsdag. At vi overhovedet stadig har en kristendom i dag, viser at den er fleksibel, præcis som de andre store aksiale religioner som islam og buddhismen. De kan tilpasse sig og ændre sig over tid.

Analogien med de duggede ruder er derfor en kende plat, når man ser, hvordan religion har haft og stadig har en betydning for en masse mennesker. Skulle menneskeheden have gået rundt i en tåge helt indtil nu? Er det moderne ateistiske menneske virkelig den menneskelige udviklings hidtidige højdepunkt? Har mennesket aldrig kunnet se klart før nu?

Rune Kjær Rasmussen

@Gustav V.

Det er mit indtryk, at de færreste danskere er kristne på nogen måde. En del er stadig medlemmer af Folkekirken, men medlemstallet bliver mindre og mindre. Måske, og sandsynligvis, i takt med, at flere og flere får øje på, at de er medlemmer, fordi de aldrig rigtigt har taget stilling for alvor til det medlemskab, og at det mest af alt beror på en svævende idé om "tradition" for traditionens skyld. Noget der uundgåeligt føles tomt, hvis man bare undersøger det lidt. Jeg synes personligt, at det er grænseoverskridende, når jeg får trukket kristne ritualer, sange etc. ned over hovedet i forbindelse med et eller andet fællesarrangement, netop fordi så meget kristent er en overtagelse af tidligere (og stadigt eksisterende) hedenske ritualer o.l., og jeg har besluttet mig for at melde mig mere og mere ud af disse tomme traditioner, fordi de er i uoverensstemmelse med, hvad jeg selv oplever, hvem jeg selv er, og hvad jeg selv tror på. Jeg er animist, hvilket er uforeneligt med kristendom eller andre monoteistiske religioner. At tale om at kristendom har været fleksibel er også noget af et udsagn om en religion, der har opført sig direkte invaderende på mange grænseoverskridende måder. Der er tværtimod ofte tale om det omvendte: At kristne har prøvet at kristne andre gennem tiden med det resultat, at hedninge eller kættere, animister eller polyteister, har optaget Jesus som del af f.eks. deres pantheon.

Min analogi ang. duggede ruder handler om, at kristne er blevet blændet af ideer om en almægtig gud, som skulle have skabt dem i sit billede, men som, når det er fundet nødvendigt, bliver omtalt som værende uransagelig, hvilket må siges at være en perfekt opskrift på storhedsvanvid per stedfortræder. Det har da også ofte været mit indtryk, at folk der omtaler sig selv som kristne har sagt til mig om alt muligt, at "det skal jeg ikke tænke på", som om det at tænke i sig selv skulle være farligt og ikke forløsende, et udgangspunkt for at rejse ud i det ukendte, det reelt mystiske, overvældende og livsbekræftende. Kristendom er tågen, der blænder med sine selvovervurderende forvaltningsideer, hvor mennesker tror, at vi opererer på vegne af en "almægtig" gud, der ikke eksisterer, som ikke kan eksistere.

Julen er forresten ikke en hybrid imellem en hedensk julefest og Jesus' fødsel. Hedninge fejrer vintersolhverv den 21. eller 22. december. Den 24. december derimod har, så vidt jeg ved, ingen betydning for hedninge.

Det eneste opmuntrende ved denne debat er, at den tager udgangspunkt i en protestskrivelse (der bliver henvist til den i begyndelsen af Anne Katrine Ebbesens kronik), hvor hundredvis af danske lutheranere med rette vender sig imod regeringens inhumane og ukristelige behandling af de syriske flygtninge.
Det er også opmuntrende, at der blandt underskriverne også optræder en håndfuld katolikker samt mindst en russisk-ortodoks.
Nævnte protestskrivelse vidner om, at kristendom lever og at det smukkeste ved den er budskabet om næstekærlighed. Det er ingen hemmelighed, at dette budskab appellerer til mange såkaldte kulturkristne, der ofte er agnostikere eller endda ateister. Jeg er en af sidstnævnte.
Sagens kerne i nærværende debat er, at den danske regering optræder barbarisk. Luthersk på overfladen, men i bund og grund barbarisk.
Denne barbariske adfærd kan der kun protesteres imod.

Rune Kjær Rasmussen

@Pietro Cini

Jeg har aldrig forstået den sammenblanding af kristendom og kærlighed, der finder sted i visse kredse. Det kræver, at man springer over en hel del steder i Bibelen, der f.eks. kalder homoseksualitet for en synd, fortæller om at det er en pligt at slå "troldkvinder" ihjel, at kvinder skal tie i forsamlinger og lignende på ingen måde (næste)kærlige doktriner.

Kærlighed uden kristendom er ganske enkelt mere kærlig, fordi den undgår ideer om synd og tilgivelse, der "pudsigt nok" skulle være indstiftet af en almægtig gud beskrevet i en bog, som mennesker har skrevet.