Georg Metz: Verden står foran en ny krise: Fanden renser ud på nedturen og tager de skrøbelige med i faldet

De normale fordelingssystemer synes lige nu under sammenbrud eller fungerer ikke optimalt. Men det er ikke en boble, siger finansfolkene. For en ædruelig betragtning synes den dog bristefærdig
Ifølge den britiske premierminister Boris Johnson er det ikke Brexits skyld, at hylderne i de britiske supermarkeder er tomme for øjeblikket.

Ifølge den britiske premierminister Boris Johnson er det ikke Brexits skyld, at hylderne i de britiske supermarkeder er tomme for øjeblikket.

Abaca Press/Ritzau Scanpix

Debat
22. oktober 2021

Endnu er det ikke klart, hvor omfattende det bliver. Om vi står over for et håndterligt mindre tilbageslag i en overskuelig krise eller et altopædende internationalt systemsammenbrud. Foreløbig trøster finansrådgiverne alverden med, at vi blot oplever flere af hinanden uafhængige uheldige faktorer løbe sammen lige nu. Dette udfordrer ikke i bekymrende grad den bebudede uforanderligheds forsikring om ustandselig vækst. Familiernes budget på efterbevilling trods energipriser på himmelflugt, inflation og kommende rentestigninger er jo garanteret mod ulykkerne i de stadigt velvoksne huspriser.

I England går det som forventeligt ad helvede til. Ydermere under en premierminister betegnet af hans daværende avisredaktør som »en moralsk bankerot charlatan med et polygamt forhold til sandheden«. Det er ikke Brexits skyld, siger Boris: at benzintanken er tom, og diagrammerne vender pilen nedad. Men Brexit er ikke årsag til, at UK står uden de lastbilchauffører, der i østeuropæiske horder førhen forsynede forretningerne med clotted cream, kødbudding, og de kalkuner, som udeblevne polske slagteriarbejdere ikke mere slagter. Vareknaphed og utryghed er snarere en ønskværdig konsekvens af Brexit, forklarer Boris. Smalhans er prisen for den genvundne frihed. Det går over.

Mærkværdigvis foretrækker flest vælgere fortsat Johnson og hans konservative virkelighedsfornægtere. Man kunne ellers forestille sig, hvorledes de mest hidsige europamodstandere hist og her ville gå lidt stille med dørene. Men bedst som man ser ulykkerne brede sig, henviser vore hjemlige brexiteers i Dansk Folkeparti til succesen i England og ønsker det samme for Danmark. En vis tilbageholdenhed anes dog blandt andre EU-modstandere. Formanden for Nye Borgerlige, politiker gennem marv og ben, udtalte sig således i radioen forsigtigt positivt om det midtsøgende politiske kompromis.

Fordelingssystem under sammenbrud

Imens kradser krisen stadigt mere og er ikke til at ignorere. Måske har symptomerne allerede nået den kritiske masse, hvor ingen kan – eller vil – forhindre dårligdommen i at slå fuldt igennem.

Et skib på tværs i Suez sad fast i uger som symbol på verdenshandelsindretningens skrøbelighed. Hvis der nu blandt de 10.000 containere om bord havde været, sig bare én, fyldt med knappenåle fra Kina, siger det sig selv, at beklædningsindustrien i milliardklassen ville få problemer. Én enkelt vare kan udløse panik. Hentede man i gamle dage ikke uafbrudt hamp fra Rusland, var skibsfarten i underskud på tovværk og dermed det økonomiske kredsløb truet.

De normale fordelingssystemer synes lige nu under sammenbrud eller fungerer ikke optimalt. Vareudvekslingens normalitet i vækstens tegn kræver imidlertid lige netop det optimale. Nu hænger det hele i en strop og principielt set i lige så spinkle marginaler som flertallet af almindelige husejeres økonomi reddet på stregen af vedblivende prisstigninger på fast ejendom.

Dét er ikke en boble, siger finansfolkene. For en ædruelig betragtning synes den bristefærdig. I øvrigt i overensstemmelse med de indbyggede bølgebevægelser i den uforbederlige kapitalistiske orden: op for at gå ned for at gå op igen; fanden renser ud på nedturen og tager de skrøbelige med i faldet.

Det lader til, at Karl Marx igen bliver hentet ned fra hylderne. Det er ikke så tosset, om end Berlingerens forskrækkede meningspanel er bekymret. Men uden at hænge ejendomsmæglerne i lygtepælene og genåbne Gulag kan man faktisk risikere at blive klogere af den kloge gamle kritikers analytiske mesterstykker.

Autokratiske regimer strammer op

I den situation, vi nu glider ud i, bliver hensynet til rimeligere fordeling, til klima og miljø snart begrænset til pligtstof i festtalerne. Corona-året med rastløse penge til rådighed har, som det ses i morgentrafikken, medført flere (og større) muskelbiler med øget brændstofforbrug. Situationen er ikke kun labil med forbigående ulemper såsom prisstigninger, situationen kan medføre hvad som helst.

I kriser strammer autokratiske regimer op og skærer ned og låser af og går i krig. England er igen værd at lægge mærke til. Det gamle imperium, der kun eksisterer i det britisk nationalistiske credo, rejser sig midt i sit berettigede mindreværd. Midaldrende overklassedrenge i Whitehall indgår en oversøisk alliance, hvor Royal Navy atter viser Skt. Georg-flaget i Stillehavet. England er ganske vist kun med som statist.

Men øget pres på britisk økonomi, mere varemangel og flere irritationsmomenter, der snart truer selve den moralske bankerot i Downing Street, kan føre til interne rivninger mod Boris. De Konservative er ikke i den forstand sentimentale. Inden det kommer så vidt, kan en trængt premierminister distrahere nationen fra Brexits realiteter med postkolonial våbenraslen i Fjernøsten.

Ingen bør regne med, at en fortsat dødelig pandemi, et USA i opløsning, et England rundt på gulvet, et skib på tværs i Suez og en Merkel på aftægt ikke sætter sig dybe spor.

Verden er under forandring af finansoraklernes hævdede uforanderlighed.

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Frisendal

Ja, "Foreløbig trøster finansrådgiverne alverden med, at vi blot oplever flere af hinanden uafhængige uheldige faktorer løbe sammen lige nu." Hvis det ikke lyder som komiske Ali, så hvad lyder det så som?
Tak.

Benta Victoria Gunnlögsson, Inger Pedersen, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Per Christiansen, Susanne Kaspersen, Anne-Marie Esmann og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Jens Brix Christiansen

Lidt pedantisk faktatjek: Ever Given blokerede Suezkanalen i 6½ døgn, ikke ligefrem i uger. Og der var ca. 18.000 containere om bord, ikke kun 10.000.

Anne-Marie Esmann

Rigtigt, men overdrivelse fremmer forståelsen. Vi er sårbare og skrøbelige. Det er rigtigt at verden ændrer sig. Spørgsmålet er om vore politikere har opdaget det. Det eneste venstre har på hylderne er mere frihed. Øh!!! mangler vi og vesten mere frihed.

Resten skændes om hvor meget de kan stramme rumpen på vore indvandrere. Biden har i dag lovet Taiwan, at hvis Kina angriber dem svarer USA igen. Har vi intet lært. Der ser ikke sådan ud. Jeg tør ikke tænke på hvad der sker hvis USA og Kina ender i en krig. Og så har vi lige situationen i Det Sydkinesiske Hav. Verden har så mange udfordringer og de blev forstærket og synlige for enhver her i Corona pandemien som absolut ikke er ovre endnu, blot fordi det går nogenlunde her i andedammen.

Benta Victoria Gunnlögsson, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

"Ingen bør regne med, at en fortsat dødelig pandemi, et USA i opløsning, et England rundt på gulvet, et skib på tværs i Suez og en Merkel på aftægt ikke sætter sig dybe spor."

Ovenstående symptomer på en omfattende, kapitalistisk krise bør ikke løbe med opmærksomheden; det er jo præcis derfor at afstøvningen af marxistisk analyse kan være fremmende for vores forståelse af grundlaget for problemudviklingerne. Tag i øvrigt meget gerne en tur omkring Bauman og dennes glokaliseringsbegreb; her er også forståelse og sammenhæng at hente iht. de globale demokratikriser (som nok i virkeligheden er det forventelige afkast af globaliseringens neoliberale tour de force, som efter mange årtiers intensivering af vækst- og forbrugerkultur har bragt naturgrundlagets sammenbrud meget tæt på; muligvis gjort det uundgåeligt.

Inge Lehmann, Anders Graae, Torben K L Jensen, Per Christiansen, Susanne Kaspersen, Arne Albatros Olsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

)

Hvad angår konflikten mellem Kina og Taiwan, er det nødvendigt at gøre sig en klart. Det eneste der kan hindre Xi Jinping i at tage øen med magt, er hvis prisen for at tage den bliver højere end at lade være, og forblive i status quo. For det er ikke muligt at overtage øen fredeligt, modstanden mod at blive en kinesisk provins er simpelthen enorm i Taiwans befolkning.

Hvis Kina ikke bliver standset af primært USA, så er der ingen der fremover vil tro på de sikkerhedsgarantier som Europas befolkning har nydt godt af siden WW2. Med andre ord så vil NATO kollapse som et korthus. Og verden vil fremover blive regeret af despoter, som Putin, Xi, Ali Khamenei for blot at nævne nogle af dem.

Derfor er valget klart. Hvis vi i Europa ikke bakker op om USAs støtte til Taiwan, så bliver det ikke i den nuværende verdensorden vores børn og især børnebørn vokser op. Og vil vi virkelig foretrække Kinas dagsorden fremfor den Amerikanske i år 2050? Vi bliver nødt til at beslutte os snart. Tiden går desværre den forkerte vej, og det eneste det gode skal gøre, for at det onde vinder, er ingenting.

"Med andre ord så vil NATO kollapse som et korthus. Og verden vil fremover blive regeret af despoter, som Putin, Xi, Ali Khamenei for blot at nævne nogle af dem."

Så NATO/Vesten, der gennem de seneste mange tiår har 'regeret' geopolitikken og igangsat adskillige invasionskrige, destabiliseringer/borgerkrige og allehænde andre aggressioner mod stater og civilsamfund kloden rundt, er garant for at vi i Vesten i tryghed kan opretholde vækst og luksuriøse levestandarder for middelklasserne og opad - mens vore stater og erhvervsliv (ofte pr. stedfortræder) udbytter ressourcer, reducerer biodiversiteten og forgifter vitale økosystemer kloden over? Det lyder korrekt. Det lyder derimod ikke som en holdbar strategi for moderat og demokratisk indstillede mennesker at vælge side mellem et sådant arrangement og despoter; snarere burde man nok fastholde en neutral position og arbejde mæglende/diplomatisk for at fremme et samarbejde mellem demokratisk orienterede kræfter på begge sider af konflikten. I tilfældet Taiwan (samt Hongkong, som på flere måder spiller en tilsvarende rolle i konfliktbilledet) skal det (blandt meget andet) med til forståelsen at bl.a. amerikanerne og briterne historisk flere gange har erklæret sig enige i at der er tale om kinesisk statsterritorium, men i den igangværende konfliktopbygning længe har medvirket til optrapninger, bl.a. med støtte til aktioner som de fleste vestlige stater ville slå hårdt ned på og indføre nødlovgivning etc. i konsekvens af (tænk Frankrig, tænk de gule veste - tænk Spanien, tænk catalanske separatiser m.v.).

Men hvad sker der når alverdens lande for alvor går i gang med den nødvendige grønne omstilling som i årtier er blevet forhalet af olieindustrien og "godtroende politikere", og nu skal gennemføres på recordtid. Vil det ikke udløse stor efterspørgsel og skabe flaskehalse i produktionssystemerne der skal levere råmaterialerne og diverse dimser. Kan det overhovedet lade gøre indenfor en en tidsramme på få årtier. Er der nogen der har regnet på det?

Dert kræver vist et logistisk overblik som ikke eksisterer.