Naturstyrelsen lancerede i sommer en liste over 63 let tilgængelige stier for mennesker med handicap. Jeg har besøgt nogle af dem.
Danske Handicaporganisationer (DH) har officielt udtalt, at Naturstyrelsens initiativ er et skridt i den rigtige retning, men at der stadig er mangler. Det har de ret i!
Men hvad med alle dem, der har et svært neurologisk handicap?
Som far til et barn med klassisk infantil autisme kender jeg til udfordringen med at have et barn, der wander (pludselig går væk), ikke forstår sit eget navn, ikke forstår, at det er farligt at løbe ud på en vej eller klatre højt op.
Når jeg ankommer med mit barn til et fuglekiggertårn, ad kørestolsvenlige stier med ramper, efter jeg har forladt parkeringspladsen, hvor der er handicaptoilet, så opdager jeg, at ingen har tænkt på at lukke tårnet af øverst oppe med et gitter, så min søn ikke kravler på tårnets gelænder med fare for at styrte ned. Eller at han er i stand til at kravle ind mellem trinene på trappen med fare for at falde ned, at naturstien ikke er lavet på en måde, hvor mit barn kan gå på forsvarlig vis uden at løbe væk.
De oversete mennesker med handicap
Der er en årsag til, at jeg har denne oplevelse. DH har udgivet en rapport, som kortlægger de udfordringer, der står i vejen for, at alle har adgang til og kan nyde den smukke danske natur og det givende friluftsliv. Der er en yderst interessant note i rapporten:
I rapporten har man altså ikke inkluderet mennesker med for eksempel en udtalt sværhedsgrad af autisme som min søn – eller demensramte, hjerneskadede og mange andre mennesker – der ikke kan tale deres egen sag.
Fakta er desværre, at handicapvenlige stier ikke inkluderer mennesker med svære neurologiske og kognitive funktionsnedsættelser. Altså ingen adgang til naturen for dem med de ’forkerte’ handicap.
Naturstyrelsen skal ikke bebrejdes for at kortlægge naturoplevelser, der kun medtager nogle typer af handicap. DH skal ikke bebrejdes for, at de i deres rapport italesætter, at ikke alle mennesker med handicap er omfattet af undersøgelsen.
Dette giver os anledning til at sætte fokus på et overset problem, som få kender til – nemlig at kognitive handicap også kræver handicapvenlige løsninger. Løsninger, der ikke er ramper.
For det er hårdt at have et barn med et svært kognitivt handicap med ud i det offentlige rum. Det kender jeg også til fra mit arbejde i Landsforeningen Autisme og diverse netværksgrupper.
Der er meget få steder, man kan tage hen som familie, og det gør det svært at have et ’normalt’ familieliv. Man har ikke bare mulighed for at tage ud i naturen som alle andre – for der er ingen steder, man kan tage hen.
Ingen steder, hvor man har sikret adkomst og tilgængelighed. Uanset om man taler om strand, skov, park, naturstier, legepladser eller for den sags skyld handicaptoiletter.
Engang grinte man ad, at alle bygninger skulle have handicapramper og handicaptoiletter. Men det er blevet en naturlig del af vores samfund. Selv den lokale strand, hvor vi bor, har en rampe hen over sandet og ned i vandet.
Hvorfor skulle den ikke også kunne have et fint lille indhegnet område, der markerer, at hertil og ikke længere må man gå? Det ville være handicapvenlig indretning for min søn og for mange andre voksne og børn med svær retardering.
Der mangler vilje og inklusion
Alle mennesker har krav på et aktivt frilufts- og familieliv, og vores samfund bør gå forrest med at skabe rum for alle, der har en funktionsnedsættelse. Der findes løsninger på disse udfordringer, så man minimerer risikoen for ulykker og wandering.
For eksempel kan man indhegne dele af naturstier. Man kan sørge for afskærmning og aflukkede områder ved parkeringspladser, rastepladser og legepladser. Man kan medtænke svært kognitivt handicappede og retarderede mennesker i gruppen af mennesker, som har særlige behov, når det gælder tilgængelighed. Ingen viden, ingen løsninger.
At noget er ’handicapvenligt’, er mere end hensynet til et fysisk handicap, og naturoplevelser er først handicapvenlige, når man også tilgodeser denne gruppe af mennesker.
Der er brug for, at man har viljen til at inkludere denne gruppe af mennesker, når man tænker handicapvenlige naturoplevelser. Og så skal man inkludere de pårørende og nære relationer, der kan vejlede på vegne af dem med kognitive funktionsnedsættelser.
Simon Felskov er ingeniør og medlem af hovedbestyrelsen for Landsforeningen Autisme.
