Klumme

Kampgejsten i Parken sendte mig pludselig tilbage som flygtningebarn i en krigszone

Til FCK-Brøndby-kampen for nylig sank jeg pludselig ned i en af min barndoms krigszoner, hvor trommerne fra fans blev til marcherende militsers krigsrus, og kanonslagene blev til bomber. Som flygtningebarn blev mit nervesystem med ét sat i alarmberedskab, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme
For flygtninge og andre, der kæmper med senfølger af PTSD, kan en fodboldkamp være en voldsom oplevelse.

For flygtninge og andre, der kæmper med senfølger af PTSD, kan en fodboldkamp være en voldsom oplevelse.

Martin Lehmann

Debat
6. oktober 2021

Da FCK forleden tog imod Brøndby i Parken til derbykamp, genopstod kulturens epicenter efter coronanedlukningen med et fantastisk brag, der borede sig 30 år ned i mit krigstraumatiserede nervesystem og hev mig ud af mig selv og min krop. Jeg var i chok flere dage efter.

Det har efterfølgende fået mig til at reflektere over de mere eller mindre ubevidste minder, vi som mennesker, særligt os flygtninge, bærer rundt på i vores sind og nervesystemer som indre tikkende bomber. Der må være andre end mig i samfundet, der på overfladen lever almindelige borgerliv, men samtidig kæmper med senfølger af PTSD og flygtningetraumer, der kan udfolde sig i ellers ret almindelige hverdagssituationer.

Inden vi ankom til Parken, havde jeg en klar forventning om, hvad jeg gik ind til. Det ville være festligt, men jeg ville være på tryg afstand af det hele på vores pladser. Allerede da vi steg ud af bilen, blev min forventning imidlertid udfordret. Stemningen var langt mere intens, end jeg havde forventet. Vi havde næppe taget fem skridt væk fra bilen, inden det første brag fra et kanonslag rungede tæt på os. De første spæde tegn på panik krøb gennem min krop. Der var pakket med råbende fans i hvide trøjer med udspilede øjne og faner, der vajede rastløst og insisterende som samlingspunkt. Der var dybe trommerytmer, der ledte an som en bund for monotone slagsange båret frem af kraftige, dybe mandestemmer. Alle kendte omkvædene, alle vidste, hvem den gul-blå fjende var. Ved synet af en gruppe Brøndby-fans ændrede hele koret sig til en buhende, aggressiv pibekoncert. Menneskehavet piblede voldsomt af testosteron, og jeg begyndte for alvor at svede. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme frem til vores trygge pladser i den glassikrede VIP-lounge, jeg forventede var os i vente.

Indlejrede reaktionsmønstre

Min ledsager havde imidlertid andre planer for vores stævnemøde. Vi skulle sidde på forreste række, tættest på banen og kampens intense opgør under hele det skrålende fanhav. Jeg var mere panisk end skeptisk og kun meget lidt lydhør for hans entusiastiske forklaringer om, at vi skulle have det hele med, have stemningen helt ind under huden, ind i blodet, så vi kunne blive grebet af ekstasen og forløsningen sammen med resten af flokken.

Jeg krøb tæt ind til ham og forsøgte, så godt jeg kunne, at ignorere den tilstand af absolut fremmedhed og undergangsfornemmelse, der flød mere og mere insisterende i min krops nervebaner. Jeg ville vel ikke ødelægge den gode stemning. Eller også forsøgte jeg intuitivt ikke at tiltrække min anderledeshed og frygt opmærksomhed. Hvis bare jeg forsvandt eller dukkede hovedet, skjulte mig, ville jeg være i sikkerhed.

Først efterfølgende har jeg indset det, som jeg i situationen var for meget ved siden af mig selv til at se klart: At jeg allerede inden kampen var sunket ned i de indlejrede reaktionsmønstre og følelser, min livshistorie har givet mig. Det intense lydtapet, slagsangene og de rungende mandestemmer, testosteronens utøjlede udfoldelse, trommerne, der fremmanede en stigende kurve for hjerternes fællesslag, kanonslagenes bombeagtige eksplosioner, der hele tiden kom uventet og sendte chokbevægelser gennem min krop.

En stamme af hvide mænd

Scenen var årets brag af en fodboldkamp, masser af øl, sammenhold og glæde, maskulinitet. Mine øjne, min ledsager og min fornuft forsikrede mig om, at det var sådan, det forholdt sig. Men mit nervesystem insisterede på en helt anden udgave af begivenhederne. At jeg på overraskende og mystisk vis var dumpet ned i en af min barndoms krigszoner. Jeg var truet på livet og befandt mig i en paniktilstand, hvor selve min overlevelse var i fare. De hvide faner var krigsfaner. Jeg var på vej ind på slagmarken uden mulighed for at vende om, og fjenden var allerede inden for synsvidde. Trommerne var lyden af de marcherende militsers krigsrus, inden blodet begyndte at flyde. Kanonslagene var bomber, der allerede faldt og tog livet af min stammes medlemmer omkring mig. Jeg tvang, så godt jeg kunne, mig selv til at holde fast i den faktiske virkelighed.

Pludselig kastede nogen røgbomber over stadion. Alting blev indhyllet i en tæt grå tåge, en dunst af ubestemmelig røg. Lydene var stadig lige intense og krigeriske, men mine øjne havde sværere ved at identificere deres ophav. Fjenden havde udtværet vores udsyn, og nu kunne alting ske i usynlighedens skygger. Jeg var ene mørk kvinde, fremmed i en stamme af aggressive hvide mænd, der blev mere og mere opslugt af eufori og udslettelseslyst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

06/okt/2021

Kære Sofie Jama,
tak for et godt og yderst
velskrevet indlæg om nu-
tidens minder om forti-
dens rædsler ...

Kærlig hilsen
Claus

Kieran Cantrell

Fodbold er jo (erstatning for) krig. Men hvorfor blande det sammen med din hudfarve? At du er en mørk kvinde synes jeg ikke gør en forskel med mindre du havde en gul fodbold halstørklæde på?