Kronik

Kultur på recept er oppe i tiden og virker. Men kunstnerne skal aflønnes ordentligt

Kultur på recept og som sundhedsfremme er effektivt, men fungerer ikke uden de fornødne midler. Som højtspecialiseret praksis kan det forebygge genindlæggelser, øge livskvaliteten og nedbringe omkostninger i sundhedsvæsenet, men man kommer ikke langt med 17.000 kr., skriver daglig leder på Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare Sofie Kragh-Müller i denne kronik
Debat
26. oktober 2021
Kultur på recept og som sundhedsfremme er effektivt, men fungerer ikke uden de fornødne midler. Som højtspecialiseret praksis kan det forebygge genindlæggelser, øge livskvaliteten og nedbringe omkostninger i sundhedsvæsenet, men man kommer ikke langt med 17.000 kr., skriver daglig leder på Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare Sofie Kragh-Müller i denne kronik

Petra Penlau

Forleden dumpede et open call ind i vores indbakke på Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare. Et open call er et udbud til givent projekt, og det bruges meget til projekter, der løses af kunstnere, fotografer, grafikere, arkitekter m.m. Udbyderne af de givne projekter kan være regioner, kommuner og stat, men af og til også private. Denne gang var det fra en større offentlig udbyder, og hvis man er udøvende inden for billedkunst, litteratur, musik eller andet, så kan sådan et open call opleves lidt på samme måde, som når man sent fredag eftermiddag modtager noget i sin e-Boks fra kommunen. Man kender ikke vilkårene, men frygter det værste.

Et klassisk eksempel fra den virkelige verden kan være det open call, der efterspørger den bedste projektbeskrivelse til en tværæstetisk interaktiv kunstinstallation på to hospitalsafdelinger til et samlet honorar på 25.000 kr.

Heller ikke denne gang overrasker det os med de 17.000 kroner, der skal dække udviklingstimer, mentortimer, forberedelsestimer og forløbstimer samt timer til at medvirke i evalueringen af forløb for sårbare borgere. Det overraskende er, at nogen har tænkt den geniale tanke, at hvis man for det lille beløb samtidig kan få den højt specialiserede kunstner til at undervise de medvirkende aktører i »dine metoder og didaktiske overvejelser«, som der stod i dette open call, så kulturaktørerne fremover selv kan undervise sårbare borgere i sundhedsfremmende kulturforløb, har vi slået to fluer med ét smæk.

Lidt groft optegnet kan man sige, at Peter, der aldrig har rørt et instrument, fremover skal undervise sårbare borgere i kor. Tina, der drømmer om selv en dag at skrive en roman, kan få et par skriveøvelser med på vejen fra den udøvende forfatter, og Anne fra kontoret ved siden af kan måske lige nå at finde ud af, hvordan man blander blå og rød, så det giver sort. Og det er da rart at vide, når hun i efteråret selv skal køre et hold med svært deprimerede borgere.

Mere end et hyggeligt projekt

Can art save lives? spurgte Verdenssundhedsorganisationen i 2019, da de præsenterede den hidtil mest omfattende rapport om, hvordan kunst på sundhedsområdet kan gøre en forskel i behandling og forebyggelse. Svaret var ikke overraskende ja. Kunstforløb kan forbedre livskvaliteten for somatisk og psykisk syge borgere i et sådant omfang, at det giver mening at integrere kunstforløb i vores sundheds- og socialtilbud. Det viser en gennemgang af over 900 publikationer, der dækker over 3.000 projekter med en yderligere gennemgang af 700 individuelle projekter.

På Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare har vi siden 2013 lavet skriveforløb med så gode resultater, at flere og flere får øjnene op for vores arbejde. Eleverne kommer med skizofreni, autisme, ADHD, borderline, misbrug og med et noget flosset håb om, at de en dag vil få det bedre.

»Jeg ved, jeg dør i psykiatrien, jeg ved, at jeg en dag begår selvmord,« proklamerer én, der lige er fyldt 30.

Men: »Inde i mig findes en dyb bøn, der kommer til verden, jeg ved ikke hvornår. Jeg ville så gerne dø af sundhed,« som den brasilianske forfatter Clarice Lispector skriver i bogen Água Viva. Det er en bøn, vi besvarer med den skabende proces, som kunstneren, der er højt specialiseret i netop dét, faciliterer for disse mennesker.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om jer, der skriver kunstnerne ud af ligningen, overhovedet kan tillade sig at kalde det for ’Kultur på recept’ eller ’Kultur som sundhedsfremme’. Kan I på en bare nogenlunde overbevisende måde tillade jer at lade Peter, Tina og Anne facilitere kunstforløb med direkte henvisning til WHO? Og ikke mindst kan de tre, der har fået et kort kursus, se sig selv i øjnene, når deltagerne stiller dem detaljerede spørgsmål om sangteknik, blandingsforhold og karakteropbygning?

Hvordan får vores tre glade amatører via det skabende rum forvandlet det personlige og private og bragt det videre ind i et kunstnerisk udtryk? Sandheden er måske nærmere, at der i kommuner og regioner lige nu sidder nogle, der synes, at det lyder både hyggeligt, billigt og nemt med det der såkaldte ’kultur på recept’.

Højspecialiseret praksis

Vi udøvende kunstnere lever, arbejder og tænker anderledes, fordi alt, hvad vi udvikler og arbejder med, er styret af skabende processer i kombination med et højt specialiseret håndværk. Vi lægger hele vores liv ind i at erhverve os viden og praktisere vores felt, og der går ikke én dag, hvor vi ikke skal præstere vores ypperste inden for den disciplin, vi udøver. I kontrast til de gængse forestillinger om, hvor hyggeligt det kan være at opføre et korværk, skabe et kunstværk eller skrive en roman, består de fleste dage i at forfine, forfine og atter forfine det, man laver, og gøre det så optimalt som muligt. Ligesom kirurger lægger vi utallige timer i vores metier. 

Lad mig komme med et eksempel. K, der lider af depressioner og i over 15 år har drukket sig længere og længere ned i afgrunden, har fået en ny mulighed. Ingen sagsbehandler, misbrugsbehandler, psykolog, læge eller jobkonsulent har formået at hjælpe K til at vende den destruktive udvikling, men nu deltager K fast og dedikeret i en skrivegruppe for psykisk sårbare. »Det her er vigtigere end alt andet, jeg har gjort i mit liv,« siger K, der i øvrigt har en kompliceret skoletid bag sig og aldrig før har skrevet et digt.

Med Clarice Lispectors (ukrainskfødt brasiliansk forfatter, red.) ord begynder det som regel tøvende. »Det mest sandsynlige er, at jeg ikke forstår, fordi det, jeg nu ser, er svært. Jeg kommer umærkeligt i kontakt med en virkelighed, der er ny for mig. En virkelighed, som endnu mangler et modsvarende tankesæt, endsige ord, der kan betegne den. En fornemmelse hinsides tanken.«

Kunstneren, der faciliterer gruppen, ved, hvordan den fornemmelse hinsides tanken kan forvaltes og forvandles. Kunstneren ved, at det skabende arbejde vil lede til andre måder at erkende og forstå sig selv og verden på. K har fået livsgnist i øjnene og et håb, omend spinkelt, om en ny mulighed, en ny vej, som den skabende proces indirekte peger mod.

Men ligesom Lispector stiller spørgsmål som, »Hvorfor fandtes der dinosaurer her på jorden? Hvordan uddør en art?« spørger vi nu os selv, om det, som området og kunstnerne skal reduceres til, er dette: Et 17.000 kroners open call på et område, der netop kræver udvikling og integration. Ikke uden kunstnerne, men sammen med dem.

Anerkend værdien

’Kultur som sundhedsfremmeer ikke som et billigt kupontilbud i Netto, men noget, der kan redde menneskeliv og bidrage netop der, hvor social- og sundhedsområdet ikke kan nå, og hvor deltagelse kan medvirke til at forebygge genindlæggelser.

Til sammenligning koster en indlæggelse på et af de psykiatriske specialafsnit, vi kommer på, cirka 6.000 kroner om dagen. Det bliver 540.000 kroner, når patienten erklæres færdigbehandlet, men hvad der sker med vedkommende derefter, føres der ikke statistik over.

’Kultur som sundhedsfremme’ bør derfor også være et spørgsmål om, at vi kan og skal dokumentere, at det kan forebygge genindlæggelser eller sikre en markant forbedret livskvalitet for mennesker, som er bukket under psykisk.

Når vi kan nedbringe andelen af genindlæggelser og højne livskvaliteten for mennesker helt ude på kanten af samfund og sundhedssystem, er vores tid, vores metoder og didaktiske overvejelser så ikke bare en smule mere værd end 17.000 kroner?

Vi kunne jo også stille spørgsmålet på en anden måde: Skal vi virkelig nøjes med at sejle opad åen og nedad igen uden et øjebliks refleksion over, hvad det egentlig er, vi vil med det her område? Alternativet er at nøjes med at overlade hjertepatienten til mureren og håbe på, at cementen tørrer på en måde, så hjertet stadig banker efter operationen.

Sofie Kragh-Müller er daglig leder på Forfatterskolen PS! for psykisk sårbare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her