International kommentar

Kurz’ fald afslører et korrupt og uigennemsigtigt facadedemokrati i Østrig

’Systemet Kurz’ er faldet, og nu kan østrigerne se, at det politiske ’vidunderbarn’ Sebastian Kurz ikke var den fornyelseskansler, han iscenesatte sig som. Han har derimod videreført praksisser, der har skæmmet nationens politiske kultur i årtier, skriver forfatter Richard Swartz i denne klumme
Forbundskansler Sebastian Kurz er blevet tvunget til at gå af, beskyldt for at have købt sig til fordelagtigt presseomtale med skatteydermidler i en meget læst gratisavis (for øvrigt en praksis, som både socialdemokrater og konservative har dyrket, så længe jeg kan mindes).

Forbundskansler Sebastian Kurz er blevet tvunget til at gå af, beskyldt for at have købt sig til fordelagtigt presseomtale med skatteydermidler i en meget læst gratisavis (for øvrigt en praksis, som både socialdemokrater og konservative har dyrket, så længe jeg kan mindes).

Pool/Abaca/Ritzau Scanpix

Debat
19. oktober 2021

Fyrst Metternich – efter Napoleons fald chefarkitekt for restaurationen af det feudale Europa – yndede at hævde, at Balkan begynder på Landstraße i Wien. Med ’Balkan’ mente han hemmelighedskræmmeri, intriger, bestikkelse og korruption i bred almindelighed. Metternich vidste, hvad han talte om: 200 år senere gælder hans iagttagelse nemlig endnu.

Wien er selvfølgelig Wien. Her er det ’balkanske’ blevet mildnet, har fået en dimension af operette, en slags sorgløs fatalisme og ikke uden charme. »Situationen er håbløs, men ingen tager det alvorligt«, hedder det på østrigsk – en livsfilosofi, som ville være utænkelig i nabonationerne Tyskland og Schweiz.

Jeg bosatte mig i Wien i midt-1970’erne og kom til en nedslidt forhenværende kejserstad, et stort vandhoved i et lille land, som to generationer tidligere havde været mange gange større. Byen var politisk rød med en stor arbejderbefolkning, mens det landlige Østrig var politisk sort, dvs. katolsk og konservativt. I 1930’erne havde disse to lejre bekæmpet hinanden i en kort borgerkrig, som alle i dag, tilmed østrigerne selv, har glemt.

Løgn i valsetakt

Siden kom Hitler, som blev hyldet af østrigerne, indtil det gik, som det gik. Efter krigen blev Østrig til »Hitlers første offer«, en grov løgn i valsetakt, som verden dansede med til, mens østrigerne valgte Kurt Waldheim til præsident. Under krigen havde han i uniform bare gjort sin pligt. Vi skal helt frem til slutningen af 1990’erne, før en østrigsk kansler bad Israel om tilgivelse for alpelandets rolle i Det Tredje Rige.

Siden 1945 er Østrig i fire årtier blevet regeret af socialdemokrater (SPÖ) og konservative (ÖVP) i koalitionsregeringer, og i sytten år af enten det ene eller det andet af disse to. I praksis – og med overlæg – er landet blevet opdelt mellem de to storpartier og poster og indflydelse fordelt efter et sindrigt system bestemt efter partibøger. Fik ’de røde’ noget, måtte ’de sorte’ kompenseres og vice versa.

I Østrig er selv bilisterne samlet i to store organisationer – en »rød« og en »sort«. De vigtige beslutninger træffes bag lukkede døre, ikke i parlamentet. De rette forbindelser tæller mere end saglige argumenter i et klientelistisk system, hvor næsten alt i sidste ende kan ’ordnes’.

Er Østrig et demokrati? Jo da. Med alle friheder og borgerlige rettigheder på plads, med regulære valg uden svindel og regeringer, som overlader nøglerne til statskassen, når de bliver stemt fra magten. Men samtidig et demokrati med begrænset gennemsigtighed, som fremmer vilkårlighed og grasserende korruption. Efterkrigstiden har da også været præget af gentagne skandaler og ministre, som blev tvunget til at gå af, hvis de ikke blev idømt mangeårige fængselsstraffe.

Den seneste skandale udspiller sig nu for åbent tæppe: Forbundskansler Sebastian Kurz er blevet tvunget til at gå af, beskyldt for at have købt sig til fordelagtigt presseomtale med skatteydermidler i en meget læst gratisavis (for øvrigt en praksis, som både socialdemokrater og konservative har dyrket, så længe jeg kan mindes).

Partiforvitring

Kurz nægter, og skulle det være sket, er det uden hans kendskab. Han er foreløbig ikke sigtet i sagen, men den politiske og moralske skade er sket. Og er så meget desto større, fordi dette 35-årige ’vidunderbarn’ fra første færd har iscenesat sig selv om den fornyerskikkelse, der omsider skulle tage opgøret med landets problematiske arv og praksis. Den unge svigermors drøm, altid korrekt og ulastelig, en politiker af en ny slags for en ny tid. I stedet fremstår alt dette nu som en facade, bag hvilken alt fortsat er som før.

Kurz’ afgang kan ligne den meget østrigske variant af et meget større europæisk drama – de store folkepartiers forvitring og fald. Europæisk politik er blevet fragmenteret. I de senere år er mindre partier skudt frem i udkanterne af det parlamentariske tomrum, som de store partiers tilbagegang efterlader.

Kommer Kurz så tilbage? Er det hele en skinmanøvre, som skal gøre det muligt for Kurz at genindtage kanslerposten, når beskyldningerne imod ham er begravet i udredninger og undersøgelser? Vi får se.

Men bliver han formelt tiltalt, er det næppe muligt. Sagen om Kurz handler i høj grad også om det østrigske retsvæsens emancipation, om hvordan domstole og jurister nu synes fast besluttede på at genoprette den suverænitet, som så ofte er kommet i klemme, når der »laves politik« i Østrig.

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Tak til Richard Swartz for denne og hans øvrige perspektivrige klummer i Inf.

Franz Nitschke, Peter Beck-Lauritzen og Ole Olesen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

… husker blot Mette Frederiksens udtalelse ved hjemkomsten fra den helt nødvendige sviptur i foråret til Israel om hvor meget hun havde lært/var blevet inspireret af rejsefællen, den lidt yngre østriger Sebastian Kurz …