I de senere år har jeg flere gange oplevet at blive behandlet som et barn, når jeg gik ind i en tøjbutik. De, som arbejder der – i al fald, hvis det er unge kvinder, hvilket det som oftest er – henvender sig til mig med en honningsød, nærmest pludrende stemme.
»Finder vi, hvad vi søger,« spørger de og lægger hovedet på sned.
Jeg skal ikke kunne sige, om andre også oplever fænomenet, eller det kun er kvinder på min alder eller ældre. Men lad mig sige, at det er stærkt ubehageligt at blive tiltalt på en så infantil måde. Det pludrende tonefald er næppe nyt, men det er til gengæld valget af personligt pronomen.
»Skal vi ikke også have en natkjole,« skræpper pigebarnet ved kassen.
»Øh, hvad … hvem er ’vi’,« spørger jeg og ser mig omkring. »Du må gerne sige ’du’ til mig,« tilføjer jeg og mødes med et undrende, granskende blik – skal kunden være flabet?
Forloren høflighed er blevet erstattet af forloren inderlighed.