Kronik

Ligelønskampen i Danmark er én lang historie om fodslæberi blandt politikere og fagforeninger

Selv om Danmark lever i illusionen om at være foregangsland på ligestilling, har både politikere og fagforeninger historisk været tøvende omkring ligeløn. Hvis ikke den nye lønstrukturkomité skal ende som en forlængelse af historien, kræver det fortsat pres, skriver arbejdsmarkedsforskerne Henning Jørgensen og Emmett Caraker i denne kronik
Efter sygeplejerskernes lønkonflikt i år er der kommet fornyet opmærksomhed omkring ligelønnen. Men hvis den nye lønstrukturkomité skal have en ny chance for at få godtgjort historiske skævheder og få gjort noget ved indsatsen for ligelønnen, kræver det fortsat mobilisering af de kvindedominerede grupper og alliancer.

Efter sygeplejerskernes lønkonflikt i år er der kommet fornyet opmærksomhed omkring ligelønnen. Men hvis den nye lønstrukturkomité skal have en ny chance for at få godtgjort historiske skævheder og få gjort noget ved indsatsen for ligelønnen, kræver det fortsat mobilisering af de kvindedominerede grupper og alliancer.

Miriam Dalsgaard

Debat
27. oktober 2021

Sygeplejerskernes lønkonflikt i år gav ikke økonomisk udbytte, men den har skabt fornyet opmærksomhed om ligelønnen. Set i et historisk perspektiv har mange aktører forsøgt at skubbe spørgsmålet om ligeløn ned ad den faglige og politiske dagsorden. Andre aktører, blandt andre EU, har gjort det modsatte og forsøgt at sætte det højere på dagsordenen. Så hvilke interesser er historisk og aktuelt på spil? Og hvad er udsigterne til forbedringer af ulighederne?

Forskningen har dokumenteret et løngab mellem sammenlignelige kvindedominerede fag i det offentlige og mandedominerede fag i det private. Løngabet er på mellem 15-17 procent og har været bemærkelsesværdigt konstant. Indplaceringen efter Tjenestemandsreformen i 1969 blev væsentlig. De kvindedominerede fag blev sat 18 procent lavere end de mandedominerede. Især Dansk Sygeplejeråd (DSR) protesterede gennem 1960’erne mod lønindplaceringen. Men DSR stod uden for forhandlingsfællesskabet i det offentlige og havde dermed ikke så gode muligheder for at påvirke forholdene og etablere alliancer. Strejkeretten fik DSR først i 1972.

Indplaceringerne i lønniveauer efter Tjenestemandsreformen var ikke endelige. Ifølge forskningsrapporten ’Kvindefag i historisk skruetvinge’ fra 2020 erkendte de politikere, der stemte reformen igennem i Folketinget, åbent: »at indplaceringerne ikke var tilstrækkeligt velbegrundede. De relative placeringer var tænkt som midlertidige og dynamiske i forhold til samfundsudviklingen«. Rapporten dokumenterer, at selv om uddannelsesindholdet er øget fra 1969 til 2019, forbedrer de kvindedominerede fag ikke deres position i lønhierarkiet. Lønindplaceringen er altså ikke tidssvarende, og uddannelsesniveau, ansvar og arbejdsfunktioner må tages med for at udligne løngabet.

Skubbet frem af EU

Det er en lige så udbredt som fejlagtig opfattelse, at Danmark er foregangsland for ligestilling og ligeløn. ILO’s ligelønskonvention fra 1951 om »lige løn for arbejde af samme værdi« blev først ratificeret af Danmark i 1960.

EU har siden unionens dannelse tilsvarende haft ligeløn med samme formulering som centralt mål. Det satte danske beslutningstagere under pres. I begyndelsen af 1970’erne blev der etableret et samarbejde mellem Kvindeligt Arbejderforbund, traditionelle kvindeorganisationer og den nye kvindebevægelse. De organiserede ligelønsaktioner og -demonstrationer.

I 1973 kom formuleringen om ligeløn så med i overenskomsterne. Som følge af en direktiv-offensiv fra EU vedtog Folketinget i 1976 ligelønsloven, som overførte formuleringen fra overenskomsterne. Men arbejdsmarkedets parter, DA og LO, ville ikke vide af EU-bestemmelsen om lige løn for »arbejde af samme værdi«. De fastholdt derimod formuleringen om »lige løn for lige arbejde«. Det rettede Arbejdsministeriet ind efter, men det blev for meget for EU. Danmark blev indklaget for EU-Domstolen og i 1985 dømt for brud på bestemmelsen, og politikerne måtte i 1986 skrive »af samme værdi« ind i loven. Dermed kunne der også sammenlignes løn mellem forskellige typer af arbejde. Der skete blot ikke meget. Det faglige selvstyre måtte ikke antastes udefra.

DA og LO ønskede også fortsat at undgå civile retssager og søgte at fastholde sagerne i det fagretlige system. I 1988 tabte HK tålmodigheden. HK bragte den første sag (Danfoss sag I) videre til EU-Domstolen, og dommen gjorde virksomhedens lønsystem illegitimt, fordi det favoriserede mænd. Ligeløn var i mellemtiden også blevet ’glemt’: 1986-formuleringen blev først skrevet ind i de private overenskomster i 2010.

Splid i fagbevægelsen

Overenskomststrejkerne i 2008 skabte igen fremdrift for ligelønnen. Da VK-regeringen efterfølgende nedsatte en lønkommission, var ligelønnen imidlertid begrænset til en delproblemstilling. Kommissionen blev partssammensat og præget af kompromiser mellem parterne. Det udmøntede sig i inkonsistens i forhold til de analyser, der var bestilt hos forskere. Analyserne viste lønforskelle mellem kvindetypiske og mandetypiske erhverv med sammenlignelige uddannelseskrav, arbejdsbelastning og ansvar. Men i sidste ende var kommissionens budskab, at der i forhold til ligelønsloven ikke var noget problem ud over det kønsopdelte arbejdsmarked. Regeringen fastslog herefter, at der ikke var formelle ligelønsproblemer i det offentlige: Løngabet på det kønsopdelte arbejdsmarked blev set som mænds og kvinders individuelle valg. Ligelønnen blev glemt igen.

Internt i fagbevægelsen er der også strid om ligeløn. Uddannelse er skillelinjen. Her vogtes over egen fordelagtige indplacering i lønhierarkiet, og at andre grupper ikke opnår særfordele. Succeskriteriet for forhandlere er, at andre grupper ikke får mere end én selv. Derfor er ligelønskravet blevet neutraliseret i interne forhandlinger og afstemninger i forhandlingsfællesskaberne. Modstanden gælder både fagforeninger inden for AC og FH. Forhandlingslogikken tilsiger en begrænset solidaritet.

I erkendelse heraf er der siden 2008 vokset en forståelse frem i de kvindedominerede fagforeninger om, at ligelønnen skal stilles som et politisk krav frem for et krav i overenskomstsystemet. Men det er ikke sket uden modstand. For nøglepersonerne i forhandlingsmiljøet skal overenskomstmodellen være afskærmet fra politisk indblanding, og faglige ledere må ikke ’trække det politiske kort’.

Den kritik blev rettet mod FOA’s daværende formand, Dennis Kristensen, som forud for overenskomstforhandlingerne i 2008 henvendte sig til Folketingets partier for at indkassere de 5,1 milliarder kroner til ligeløn, som blandt andet Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i valgkampen i 2007 stillede i udsigt. Det lykkedes imidlertid finansminister Lars Løkke Rasmussen i et notat fra Finansministeriet at få det til at se ud, som om de 5,1 milliarder var tildelt ved at fremrykke nogle lønudbetalinger to år. Ifølge LO tildelte dette økonomitekniske fifleri ikke 5,1 milliarder kroner til området, men kun 340 millioner kroner. Men Socialdemokratiet og DF fik en kattelem, som de straks benyttede til at løbe fra deres løfte. Siden har Socialdemokratiet holdt en overordentlig lav profil omkring ligelønnen.

En strømpil for ligelønskampen

En tilsvarende vigtig overvejelse om politisk støtte til ligelønnen gælder reguleringsordningen, der kobler lønudviklingen i det offentlige til lønudviklingen i det private. Offentlige lønstigninger kan efterfølgende ophæves, hvis de overstiger det privates lønstigninger. Man kunne dog blot vælge at holde de ekstra økonomiske midler, som Folketinget skal tilføre for at fjerne løngabet, uden for reguleringsordningen. På denne måde vil man kunne tilføre de milliarder kroner, som det vil koste at ophæve løngabet.

Den nu nedsatte lønstrukturkomités arbejde og anbefalinger vil være en strømpil for, om ligelønskravet kan fastholde momentum. Kommissorium og sammensætning synes meget vigtig for udfaldet. Arbejdsmarkedets parter indgår med stor vægt i komiteen og må forventes at få stor indflydelse. Kommissoriet indskrænker også arbejdet til det offentlige og skal tage hensyn til, at løn i det offentlige fastsættes ved kollektive overenskomster. Parterne vil formentlig komme til blot at lave en slags udvidet ’overenskomstforhandling’, eftersom de sidder så tungt i komiteen. Optimismen må i så fald være behersket.

Skal komiteen ses som en ny chance for at få godtgjort historiske skævheder og få gjort noget ved indsatsen for ligelønnen, kræver det fortsat mobilisering af de kvindedominerede grupper og alliancer.

Henning Jørgensen og Emmett Caraker er arbejdsmarkedsforskere på Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her