Kronik

Som mand har jeg vandret gennem fertilitetsforløbets smerte og sorg helt uden hjælp

Mænd bliver udsat for samme psykiske pres som kvinder i fertilitetsforløb, men bliver behandlet som usynlige robotter. Der mangler hjælp og rum til at gennemgå den krise, et fertilitetsforløb er – særligt når man mister et barn undervejs, skriver forfatter Daniel Boysen i denne kronik
Én af de hårdeste oplevelser i forløbet har for mig været, at jeg slet ikke er blevet set eller talt til, hverken på klinikken eller på hospitalet, skriver Daniel Boysen.

Én af de hårdeste oplevelser i forløbet har for mig været, at jeg slet ikke er blevet set eller talt til, hverken på klinikken eller på hospitalet, skriver Daniel Boysen.

Mariana Gil

Debat
19. oktober 2021

De seneste to år har min hustru og jeg været i et fertilitetsforløb fyldt med udfordringer, men hvor hun i højere grad har fået hjælp og omsorg, står jeg tilbage med en følelse af ikke at blive samlet op. Det er ikke holdbart, når man oplever samme psykiske pres som sin partner. Hvorfor skal mænd kunne vandre gennem sorg og trængsler som robotter?

Efter at have prøvet at blive forældre i fire år lykkedes det i begyndelsen af oktober 2020 endelig min hustru og jeg at opnå, hvad ethvert par i fertilitetsbehandling håber på. Vi betragtede de to lyserøde streger på graviditetstesten med lige dele fryd og skepsis. Var det sandt? Var der endelig to streger?

Ingen plads til sorgen

Det, der skulle have været en lykkelig tid, blev i løbet af den kommende måned forvandlet til et mareridt, som afslørede vores samfund og særligt arbejdsmarkedet som et sted, hvor der ikke er plads til den stress, angst og sorg, som desværre rammer mange ufrivilligt barnløse. Efter lidt omveje og forskellige meldinger fandt vi ud af, at graviditeten sad uden for livmoderen, hvilket kan udvikle sig til en livsfarlig tilstand.

Dagen efter, vi mistede, og min hustru fik opereret graviditeten ud, skulle jeg på arbejde, selv om jeg befandt mig i en dyb personlig krise og ikke havde lagt skjul på, at det var sådan, jeg havde det.

Vi var endelig blevet gravide, men som det sker for 1-2 procent, sad graviditeten uden for livmoderen (langt flere oplever en spontan abort, som er lige så sorgfuld). Hun fik lov til at arbejde hjemme en uge, fyldt op på smertestillende og i sorg, mens jeg skulle gå på arbejde, som om intet var hændt.

At gå på arbejde var det sidste, jeg havde overskud til, og det var slet ikke det, hun havde brug for. Vi havde brug for at få fri, vi havde brug for at samle os efter den tragiske oplevelse, vi havde brug for tid med hinanden.

Et af de helt store problemer er, at der ikke findes et sprog for den slags oplevelser i den brede befolkning eller hos arbejdsgiverne, og det betyder blandt andet, at det er svært at hjælpe folk, der oplever den slags smerte og sorg.

Forståelsen af og sproget for mandens oplevelser er særligt mangelfuldt.

Giv sorgorlov til alle, der mister

Vi blev usynlige forældre i slutningen af november 2020, og vi har gået rundt med en hjemløs kærlighed i os lige siden. Det er smerteligt, ubarmhjertigt og langvarigt for mange at være i fertilitetsbehandling, og chancerne for at lykkes og blive gravide falder drastisk jo længere tid, man er i gang.

Når man er i sådan en behandling, har man ingen rettigheder på arbejdsmarkedet. Selv om man går i et reelt sygdomsforløb med medicinske behandlinger og ugentlige test, er der ikke plads til de bivirkninger eller personlige tragedier, det kan medføre.

I det samlede behandlingstilbud er chancen for at få et eller flere børn cirka 70 procent. Her følger en række variabler som abort, graviditet uden for livmoderen og alder. Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed, og jo ældre man er, både som mand og kvinde, jo mindre bliver sandsynligheden for, at behandlingen virker. Det kan være en flerårig proces, hvor man sideløbende med behandling skal føre et normalt liv.

Loven om sorgorlov blev lavet om fra 1. januar 2021, så man for eksempel har ret til 26 ugers sorgorlov, hvis man mister sit barn ved fødsel efter 22. svangerskabsuge. Dette gælder så ikke ved en abort eller en operation for en graviditet uden for livmoderen, men hvori består den reelle sorgforskel? Hvorfor er vores sorg ikke nok?

Der findes mange flere nuancer end et ugetal, og jeg mener, at tallet er for højt, ligesom man med fordel kan tilpasse, hvor meget sorgorlov man burde have ret til før uge 22. Allerede i de første uger forestiller man sig som vordende forældre det liv, der venter forude. 

På kort tid elsker man det, der ikke findes endnu. Og den følelse vokser hurtigt i løbet af den første måned. Selv om vi ikke nåede til uge 22, slog det os helt ud.

Tal også til manden i fertilitetsforløbet

Én af de hårdeste oplevelser i forløbet har for mig været, at jeg slet ikke er blevet set eller talt til, hverken på klinikken eller på hospitalet. Lad mig give et grotesk eksempel: Mens jeg ikke var der, blev min hustru kørt væk til operation, og jeg måtte sidde alene på patientstuen i næsten fire timer, før en sygeplejerske fortalte mig, hvordan operationen var forløbet.

Den oplevelse indkapsler, hvordan det er at være mand i den her del af tilværelsen. Man er usynlig og har ikke noget sted at gå hen midt i sit sammenbrud, og det er opskriften på, hvordan mennesker går i stykker og forbliver i stykker.

Jeg mener, at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse bør være mere synlige i deres kommunikation til mænd, hvilket jeg også i skrivende stund er i dialog med dem om. Deres aktivitetskalender er nemlig kun fyldt med gode tilbud til kvinder. Og selv om mænd, meget generelt betragtet, måske er sværere at få op af stolen og ind i et rum med andre mænd, er der et enormt og ofte uudtalt behov for at mødes med andre, der gennemgår svære forløb.

Desuden har jeg et enkelt ønske til sundhedspersonalet på hospitalerne og medarbejderne på klinikkerne, som ellers gør rigtig meget rigtig godt: Kig også på manden, når du taler om ham og hans sædkvalitet eller hans hustrus komplicerede forløb. Husk også at sikre dig, at han har det godt, fordi det både gør ham synlig i processen og hende mindre ensom.

Hvorfor holder så mange fast i forestillingen om, at manden skal bære alt på sine skuldre? Der er meget mere end sæd i manden, når det kommer til fertilitetsbehandling. Manden er et følsomt individ, og fertilitetsbehandlingen er en langvarig og opslidende proces for mange.

Der skal skabes en større forståelse for, at det er en helt vild ting at gennemgå. Det er ikke et luksusproblem, men en decideret krise. Politikerne taler generelt mest om de økonomiske aspekter – som muligheden for også at få betalt barn nummer to i offentlig behandling, eller at der gives flere midler, så man kan komme de lange ventetider i forbindelse med udredning til livs.

Tidlig udredning er et fint udgangspunkt, men hvad med alt det, der følger efter?

Der mangler et rum på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt til den lange kamp, der følger med adskillige kanylestik, blodprøver og punkterede drømme.

Daniel Boysen er cand.mag. og forfatter til romanen Gå til grunde, der udkom 12. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fertilitetsforløbets smerte; i en kultur hvor børn betragtes som en universel forbrugsret kan smerter nærmest blive til kapital i kampen for selvrealisering - et emotionelt pressionsmiddel, som flere parter kan høste både kort- og langsigtede gevinster på at mediere og kolportere.

Jes Balle Hansen , Torben Skov, Steen Obel, erik pedersen, lars søgaard-jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Selv om jeg ikke selv har forsøgt at blive far, så har du min dybeste respekt for at tage dette emne op.

@Hanne Utoft: Jeg ville ønske, at jeg forstod din kommentar, men den virker i bedste fald fuldstændig malplaceret i denne sammenhæng. Kronikken drejer sig om en reel sorg, som mange mennesker går igennem i et arbejdsmarked, der hverken levner plads til mand/kvinde i sådan et forløb, ligesom den ganske tiltrængt skaber et mere nuanceret billede af, hvad en mand kan være - og romanen er magisk realistisk; den skaber et sprog og et rum for mennesker, der ikke tidligere har haft det. Desuden har den et udblik til både natur- og klimakatastrofe.

Daniel Boysen, mener du at man bør læse din roman for at forstå din kronik?

Mvh Hanne Pedersen

@erik pedersen: Nej, bestemt ikke. Men jeg mener derimod, at man ikke skal skyde andre mennesker mærkelige motiver i skoene - uden at kende deres kunstneriske virke, deres omstændigheder og deres øvrige væsen. Derfor klargjorde jeg lidt nærmere om kronikken og bogens intentioner. Vh Daniel

Daniel Boysen, min kommentar skal forstås som en kritisk refleksion over fertilitetsbehandling, som for mange er et ualmindeligt opslidende forløb, der ofte resulterer i flere problemer end før behandlingen igangsattes - og desuden har en væsentlig etisk slagside. Du og jeg ser givetvis ikke ens på denne sag, og naturligvis respekterer jeg dig som menneske på lige fod med mig, børn eller ej.

@hanne utoft, så er vi tættere på hinanden, end jeg troede ud fra din første kommentar. Vi har også haft mange etiske og eksistentielle overvejelser, problemer og traumer. Og om det var det værd? Det ved jeg ikke. Beklager misforståelsen af dit første skriv. Vh Daniel

Daniel Boysen, jeg vil ikke bevæge mig ind i fertilitetsverdenen, da mit kendskab dertil er meget lille. Men behandlingen af far, eller velsagtens den manglende behandling, tænker jeg er generel for hele den del af samfundet, der omhandler børn. I den verden er det kun mor der duer. Og det skal vi selvfølgelig have ændret på. Delt barsel er et vigtigt første skridt til dette.

Jeg mindes selv de pinlige møder med især sundhedsplejersken (men også i andre sammenhænge), som kun ville have øjenkontakt med mig og kun ville tale til mig. Det var pinligt med hendes eksklusion af min mand i mødet. Jeg forsøgte at få hende til at inddrage min mand i samtalen ved hele tiden at inddrage ham elle referere til ham i samtalen, men hun nægtede stædigt at forholde sig til ham på nogle møder. Jeg sad bare og krummede tæer over hendes opførsel, og var lykkelig den dag, hun ikke bankede på døren til vores fælles hjem længere.

Jeg har mange gange oplevet samme behandling i mit arbejdsliv med omvendt fortegn, og ved, hvor smertefuld en oplevelse, det er at blive ignoreret med baggrund i absolut ingenting. Slet ikke acceptabelt i nogle sammenhænge.

Kenneth Graakjær, David Zennaro og Daniel Boysen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Det er vel fan**** så livsduelige og uselvstændige danskere har udviklets. Et ”fertilitetsforløb” er en aktiv handling, selvvalgt. Med PH: ”kan du ikke tåle lugten, så gå ud af bageriet……
Vi håber alle at behandlingen lykkes! Så kommer – måske – næste ulidelige traume, som Information skrev om: kvindens kønsorganer bliver ulækre! Hvor er den socialpædagog/psykolog som hjalp mig lykkes blive fuldt udvokset, men ikke voksen????? HJÆÆÆLP!

@kjeld hougaard: At være ufrivilligt (læg lige mærke til ordet) barnløs er ikke en selvvalgt ting, det er en mangel eller et brud på en drøm, eller måske en reel sygdom i kroppen. Flere og flere går igennem lige netop den erkendelse, at det ikke lader sig gøre, derfor går flere og flere i behandling, ikke som en aktiv handling, selvvalgt, men af nød og i desperation. Den beslutning er svær, og behandlingen kan vare i flere år, inden den lykkes eller ikke lykkes - og for 20 % medfører det en eller flere aborter, mens det for 1-2 % medfører graviditeter uden for livmoderen, hvilket er livsfarligt. Det er svært at begynde på en behandling, men det er også svært at stoppe igen - i hvert fald for langt de fleste. Hvad er dine egne erfaringer med fertilitetsbehandling og tab?