Kommentar

Midt i benzinkrisen er Boris Johnson styret af tilfældige luner og indfald

I kaosset fra Brexit, corona og en forsyningskrise har Boris Johnson vist sig komplet uinteresseret i konsistent konservativ politik. Styret af tilfældige luner og indfald har han misset chancen for at undgå den nuværende krise med rettidige forholdsregler, skriver klummeskribent Simon Jenkins i denne klumme
Storbritannien styres ikke længere ud fra et politisk program, men ud fra de luner og overskriftsskabende indfald, hvormed premierminister Boris Johnson dag for dag svarer på begivenhedernes udvikling, skriver klummeskribent Simon Jenkins i denne klumme.

Storbritannien styres ikke længere ud fra et politisk program, men ud fra de luner og overskriftsskabende indfald, hvormed premierminister Boris Johnson dag for dag svarer på begivenhedernes udvikling, skriver klummeskribent Simon Jenkins i denne klumme.

Tolga Akmen

Debat
8. oktober 2021

Ideologiske indpiskere for Storbritanniens konservative må i denne tid skræve over mere, end de fleste bukser kan holde til.

Det ene øjeblik skal man tale varmt for en stærk privat sektor, lave skatter og en dereguleret økonomi samt lovsynge det frie markeds og frihandlens dyder. I det næste skal man gå ind for forøget offentligt forbrug, højere selskabsskatter, statsregulerede energipriser, handelsmure og indsnævrede arbejdsmarkeder.

Den ene dag har de kilometerlange køer ved de britiske benzinstationer intet at gøre med Brexit – den næste kan de afhjælpes ved at lempe på de visumkrav, der blev solgt som en integreret del af den valgte Brexit-model.

Nu udtaler premierminister Boris Johnson, at de vanskeligheder med forsyningskæderne, der har ramt nationen, blot afspejler, at vi befinder os i en »tilpasningsperiode«, hvor vi skal vikle os ud af en »ødelagt lavtlønsmodel«. Hvor har vi hørt det argument før? Det var præcis den tilstand, Labour først i 1990’erne advarede imod forud for britisk tilslutning til EU’s indre marked.

Det konservative parti har historisk været stolt af de ideologiske tænketanke, der støber dets kugler – institutioner som Centre for Political Studies, the Adam Smith Institute og Institute of Economic Affairs. Disse ideologifabrikker har før været på overarbejde for det dominerende britiske regeringsparti. Men trods tidens udfordringer klarede de altid at bevare en intellektuel sammenhængskraft.

Nu er alt slået i stykker som følge af de ophobede effekter fra pandemien, Brexit og den aktuelle forsyningskædekrise. Den rå sandhed er, at når nationen står over for en så alvorlig krise som nu, gælder kun én parole: »Gud ske tak og lov for den stærke stat og dens store pengekasse«.

Planøkonomi

De stolte one nation-toryer, der i denne uge deltog ved den konservative partikonference i Manchester, måtte her påhøre finansminister Rishi Sunak knytte an til opskrifter fra Lenins bog ved at påtage sig et statsansvar for at fylde supermarkedernes tomme hylder. Han lovede at undsætte visse nødlidende industrier med friske arbejdskraftresreserver og militær støtte, mens andre bare måtte falde, hvis de ikke kunne stå. »Vi kan beslutte,« sagde han om udstedelse af ekstraordinære visa til udenlandske arbejdstagere, »hvad vi har brug for og hvornår,« og i sidste uge besluttede han at prioritere indsatsen for at sikre julekalkuner og benzindistribution. I denne uge er det svineindustriens overskudsproduktion af 150.000 ikkeslagtede svin og de 274 millioner rådnende liljer i Cornwalls drivhuse, der akut skal sættes ind over for.

Realiteterne er, at Storbritannien ikke længere styres ud fra et politisk program, men ud fra de luner og overskriftsskabende indfald, hvormed premierministeren dag for dag svarer på begivenhedernes udvikling. Under valgkampen op til Brexit-folkeafstemningen i 2016 husker jeg ikke nogen fremtrædende Brexit-politikere hævde, at det hele handlede om at holde sæsonarbejdere og arbejdstagere i nøglesektorer væk og drive lønudgifter i vejret. Med rettidige advarsler om et forudsigeligt problem kunne forholdsregler være taget. Men som det blev, er ministre og embedsmænd ude, hvor de ikke kan bunde.

Ad hoc-løsninger

Så mange af denne regerings politikker er kaotiske ad hoc-løsninger. Men Johnson nyder tydeligvis at udgyde sig i medierne om hvad som helst dagsaktuelt; fra smitteopsporingskontrakter til genstart af CO2-producerende gødningsfabrikker samt bevillinger til en ny kongelig yacht og de absurd dyre prestige-højhastighedstog HS2. Samtidig understreger han, at han er imod nye skatteforhøjelser for at betale for alle disse projekter. For finansminister Sunaks må den pædagogiske opgave i at bibringe premierministeren en elementær økonomisk realitetssans være enorm.

Populistiske ledere lader sig sjældent bremse af ideologiske bindinger og svælger hellere i nødretsbeføjelser, de nødigt afgiver. Johnson er lige så uinteresseret i konservativ idépolitik, som han er i konsistens. Som borgmester i London forsvarede han energisk Europas åbne arbejdsmarked, vel vidende, at hans bys trivsel afhang deraf. Siden skiftede han bare mening, da EU-statsborgere ikke kan stemme til parlamentsvalg. Og nu må så de stakkels svinebønder imødese masseaflivninger af de produktionsdyr, der ikke var arbejdskraft til at slagte.

Nu er tegn på, at de konservative ideologers bukser ikke kan holde til mere skræven. I går kommenterede Adam Smith-Instituttet Boris Johnson tale på partikonfereencen for helt at forbigå den aktuelle forsyningskrise. Instituttet fordømte hans tale som »bombastisk, men hul og økonomisk analfabetisk«, og lignende toner lød fra den konservative tænketank, Bright Blue. 

Hvad alle de fine konservative tænketanke angår, foreslår jeg dem nedlagt og erstattet med en enkelt ny: Johnson-Instituttet for Machiavelliske Studier.

Simon Jenkins er politisk kommentator for The Guardian

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her