Kronik

Mogens Lykketoft: Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina, skriver Mogens Lykketoft i denne kronik
USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina, skriver Mogens Lykketoft i denne kronik

Sofie Holm Larsen

Debat
15. oktober 2021

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Lykketoft giver forventeligt en helt enøjet USA-venlig fremstilling af stormagtskonflikten med Kina.
USA har siden folkerepublikkens fødsel i 1949 aktivt modarbejdet landet ved flere forskellige lejligheder. Et kort rids:

I marts 1955 truer USA Kina med et atomangreb for at forhindre et kinesisk modsvar mod Taiwan-nationalisternes besættelse af Quempy og Matsu-øerne.
I 1959 bevæbner CIA modstandsbevægelser i Tibet.
Fra 1962-1969 overtager Sovjetunionen USAs rolle som modstander af Kina bl.a. gennem flere grænseskærmydsler. USA er optaget af Vietnam-krigen, der var et yderligere forsøg på at stoppe kommunismes fremmarch i Asien.
I begyndelsen af 1970erne indgår Nixon og Kissinger handelsaftaler med Kina og afbryder de diplomatiske forbindelser med Taiwan og støtter bl.a. Kinas optagelse i FNs sikkerhedsråd. Præsident Jimmy Carter fortsætter denne politik fra 1979.
I 1984 bekræfter Reagan Kinas One Nation-politik, hvor Taiwan på et tidspunkt skal forenes med Kina. USA har brug for kinesisk støtte i kampen mod Sovjet-kommunismen.
I 1996 normaliserer præsident Clinton forbindelsen til Taiwan efter landet har afholdt de første frie valg siden 1949.
I 2000 indgår Clinton et sæt omfattende handelsaftaler med Kina, og USAs import af kinesiske varer mangedobles.
I 2007 begynder Kina en modernisering af hæren, der indtil da er opbygget af ældre russisk, fransk og amerikansk (!) militært udstyr. USA protesterer mod det, de kalder for 'kinesisk oprustning.'
2008-2010 opdager amerikanske medier og politikere, at USA har optaget mange milliardlån af Kina, og landet er blevet USAs største kreditor. Det vækker politisk uro hos både republikanere og demokrater.
2011 føler USA sig truet af kinesisk økonomisk ekspansion. Obama udstationerer 2,500 marinesoldater i Australien. Kina protesterer mod det, de opfatter som et brud på aftaler fra 1970erne.
2012 og 2013 tilspidses konflikten, da KIna indfører restriktioner mod eksport af metaller til fremstilling af bl.a. chips, med mindre udenlandske fimaer, der bruger metallerne, åbner afdelinger i Kina. USA og resten af vesten mener, at Kina bryder WHO-principper for fri handel.
I 2015 øges konfliktniveauet i det syd- og østkinesiske hav. Kina okkuperer Spratly-øger tæt på Fillipinerne og kræver Diaoyu/Senkaku-øerne tæt på det kinesiske fastland. Japan har 'købt' 3 af øerne af en privat ejer i 2012, og USA bruger en påstået kinesisk trussel mod Japan som undskyldning for at blande sig i konflikten.
Trump forsøger (2017) at inddæmme Kina ved både at opretholde et militært tryk i det sydkinesiske hav og ved at forsøge at tvinge Kina til handelsaftaler, der favoriserer import fra USA.
Fra 2017 - til idag eskalerer konflikten. USA indfører importforbud på 800 kinesiske varer og indfører told på andre varegrupper på 34 milliarder dollars. Kina indfører afgifter og told på amerikanske varer.

Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mogens Lykketoft

"Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her"
citat fra artikel

Først troede jeg, at det var redaktionssekretæren, der demonstrerede sin manglende evne til at skrive overskrifter; men Nej - du skriver det ovenfor citerede i selve brødteksten.

Sikke dog noget ævl.

Hvad mener du med Europa ??
Europa er som bekendt en verdensdel, der strækker sig fra Uralbjergene til Atlanterhavet incl. Island & fra Middelhavet til Nordpolen.
Hvordan i alverden skulle de over 50 nationer dog nogensinde kunne blive om noget som helst - og da slet ikke af en kaliber, der vil kunne gøre indtryk på 2 sværvægtere som USA & Kina.

Eller er Europa en metafor for EU ??
Forhåbentlig ikke, for det ville betyde, at du tiltænkte Joseph Borrell, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, evner som han absolut ikke besidder.

Joseph Borrell ville blive lige så meget til grin i Washington & Peking, som han for nylig blev i Moskva, hvis han forsøgte sig som mægler imellem USA & Kina.

Ole Olesen, Alvin Jensen, Bjørn Pedersen, Torben K L Jensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Lykketoft giver forventeligt en helt enøjet USA-venlig fremstilling af stormagtskonflikten med Kina.
USA har siden folkerepublikkens fødsel i 1949 aktivt modarbejdet landet ved flere forskellige lejligheder. Et kort rids:

I marts 1955 truer USA Kina med et atomangreb for at forhindre et kinesisk modsvar mod Taiwan-nationalisternes besættelse af Quempy og Matsu-øerne.
I 1959 bevæbner CIA modstandsbevægelser i Tibet.
Fra 1962-1969 overtager Sovjetunionen USAs rolle som modstander af Kina bl.a. gennem flere grænseskærmydsler. USA er optaget af Vietnam-krigen, der var et yderligere forsøg på at stoppe kommunismes fremmarch i Asien.
I begyndelsen af 1970erne indgår Nixon og Kissinger handelsaftaler med Kina og afbryder de diplomatiske forbindelser med Taiwan og støtter bl.a. Kinas optagelse i FNs sikkerhedsråd. Præsident Jimmy Carter fortsætter denne politik fra 1979.
I 1984 bekræfter Reagan Kinas One Nation-politik, hvor Taiwan på et tidspunkt skal forenes med Kina. USA har brug for kinesisk støtte i kampen mod Sovjet-kommunismen.
I 1996 normaliserer præsident Clinton forbindelsen til Taiwan efter landet har afholdt de første frie valg siden 1949.
I 2000 indgår Clinton et sæt omfattende handelsaftaler med Kina, og USAs import af kinesiske varer mangedobles.
I 2007 begynder Kina en modernisering af hæren, der indtil da er opbygget af ældre russisk, fransk og amerikansk (!) militært udstyr. USA protesterer mod det, de kalder for 'kinesisk oprustning.'
2008-2010 opdager amerikanske medier og politikere, at USA har optaget mange milliardlån af Kina, og landet er blevet USAs største kreditor. Det vækker politisk uro hos både republikanere og demokrater.
2011 føler USA sig truet af kinesisk økonomisk ekspansion. Obama udstationerer 2,500 marinesoldater i Australien. Kina protesterer mod det, de opfatter som et brud på aftaler fra 1970erne.
2012 og 2013 tilspidses konflikten, da KIna indfører restriktioner mod eksport af metaller til fremstilling af bl.a. chips, med mindre udenlandske fimaer, der bruger metallerne, åbner afdelinger i Kina. USA og resten af vesten mener, at Kina bryder WHO-principper for fri handel.
I 2015 øges konfliktniveauet i det syd- og østkinesiske hav. Kina okkuperer Spratly-øger tæt på Fillipinerne og kræver Diaoyu/Senkaku-øerne tæt på det kinesiske fastland. Japan har 'købt' 3 af øerne af en privat ejer i 2012, og USA bruger en påstået kinesisk trussel mod Japan som undskyldning for at blande sig i konflikten.
Trump forsøger (2017) at inddæmme Kina ved både at opretholde et militært tryk i det sydkinesiske hav og ved at forsøge at tvinge Kina til handelsaftaler, der favoriserer import fra USA.
Fra 2017 - til idag eskalerer konflikten. USA indfører importforbud på 800 kinesiske varer og indfører told på andre varegrupper på 34 milliarder dollars. Kina indfører afgifter og told på amerikanske varer.

Hvem er det som provokere hvem?
I de sidste 8 måneder har USA sendt militær flåder gennem Taiwan Strædet, 8 gange.

Jens Mose Pedersen

Det vigtigste for det kinisiske styre er at bevare roen i Kina. Hvis det betyder at man skal trække nationalist kortet for at aflede befolkningens opmærksomhed fra den gigantiske ulighed i det kinesiske samfund, så gør man det.
Styret sidder med deres egne ord på ryggen af en tiger.
Hvis det nationalistiske spin man roder sig ud i betyder krig om Taiwan - så går man i krig om Taiwan. Ro på hjemmefronten frem for alt.
Taiwan er de eneste i verden som kan lave de mest advancerede microchips som sidder i vores PCer. Hvis Kine kommer til at sidde på den produktion - så har vi et problem.