Kronik

Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
Da Karolina Bro Næss skrev et debatindlæg i Information om, hvor meget skjult arbejde kvinder og mødre udfører, og hvor lidt dette arbejde værdsættes, udløste det en lang række kommentarer på Informations facebookside. Og det tyder på en ubalance i vores kollektive fortælling om graviditet og fødsel, når kvinders personlige beretninger om oplevelser i moderskabet skaber så stærke reaktioner, skriver dagens kronikør.

Da Karolina Bro Næss skrev et debatindlæg i Information om, hvor meget skjult arbejde kvinder og mødre udfører, og hvor lidt dette arbejde værdsættes, udløste det en lang række kommentarer på Informations facebookside. Og det tyder på en ubalance i vores kollektive fortælling om graviditet og fødsel, når kvinders personlige beretninger om oplevelser i moderskabet skaber så stærke reaktioner, skriver dagens kronikør.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
4. oktober 2021

»Du er så skideheldig, at du kan få børn, men du burde ikke have lov til det. Føj, du burde skamme dig!«, »Nåh, lille pus. Kom der en baby til verden og stjal den opmærksomhed, du plejede at få? Din stakkel!«, »Det stakkels barn, som skal vokse op, med en så utroligt negativ mor ... Bliv steriliseret, så du ikke får flere børn.«

Kommentarer som disse støder man på i kommentarfeltet, når modige kvinder beskriver deres oplevelse af moderskabet med andre ord end harmonisk. Eksemplerne er fra kommentarfeltet på Informations facebookside til kronikken »Da jeg blev mor, begyndte en dyb vrede at vokse i mig«, fra den 24. juli. Andre undrer sig blot over, hvorfor det negative i moderskabet skal fylde så meget: »I stedet vil jeg gerne se mig selv og mit forældreskab som noget lykkeligt og smukt,« som Sigrid Groth Nielsen skriver i sin kronik i Information den 23. september.

Det tyder på en ubalance i vores kollektive fortælling om graviditet og fødsel, når kvinders personlige beretninger om oplevelser i moderskabet skaber så stærke reaktioner. Det er, som om vi frygter dissonans og stræber efter den fælles historie om moderen.

Historisk har vi i Vesten været afhængige af ideen om den altopofrende moder. Hende, der går i ét med sin biologi og længes efter at passe hus, hjem og mand. Den idé har magtfulde mænd været gode til at distribuere, lige siden Aristoteles 300 år f.Kr. i skriftet Om Dyrearterne kaldte kvinden for en »impotent mand«.

Kvindernes fortællinger om egne oplevelser har ligget i skyggen, og både graviditet og moderskab er derfor i høj grad defineret af manden. Nu pibler det frem med fortællinger, som maler oplevelsen af moderskabet med en bredere palet. Fortællingerne tager hul på myten om den evigt lykkelige mor, men også dette provokerer. For hvad med alt det fantastiske i moderrollen? Sandheden er, at der ikke findes én sandhed om moderskabet. For nogle er det fantastisk, for andre er det forfærdeligt, og for mange er det lidt af det hele. Problemet er, at den nuance har svære vilkår i dagens enten-eller-samfund.

At vi ikke kan rumme moderskabets mange nuancer skaber for mig at se to nye problemer. For det første lægger vi ikke til rette for den støtte, som de nybagte forældre fortjener. For det andet skyder vi skylden på enkeltindividet for at sidde med nogle følelser, som det i virkeligheden er et fælles samfundsansvar at forebygge, rumme og acceptere.

Fra præstation til proces

Som psykolog hører jeg ofte de smertefulde historier om overgangen til forældreskabet. Ikke fordi jeg behandler syge forældre, men fordi mange slår sig på et sygt samfund. Et samfund, som har skåret ned på den grundlæggende omsorg, en nybagt familie har brug for. Det være sig ordentlig fødselsforberedelse inden fødsel, jordemodersamtaler med tid til det, der fylder, en fødegang med plads til basal fødselsomsorg og en barselsgang med nok hænder til, at de familier, som har brug for at blive, ikke bliver smidt ud få timer efter fødslen.

Dette er opgaver, vi i gamle dage tildelte storfamilien, men som nu ligger i det offentlige system. Når systemet ikke tager sig af de opgaver, er der i mange familier ingen, der gør det. Det betyder, at ensomhed, afmagt, angst, depression og udfordringer med amning og samlivsproblemer får bedre vækstvilkår.

Vi har derudover et samfund som stadig jagter præstation, effektivitet, konkurrence og profit. Det kan vi se på læreplaner i skoler og daginstitutioner, på vækstfokus hos politikerne, på jobcentrene blottet for menneskelighed og senest på statsministerens udtalelse om, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde. Vores fokus på effektivitet understøttes af vores klassiske kartesianske skel mellem krop og psyke, hvor kroppen anses som et vedhæng til hovedet, et vedhæng der kan kontrolleres fra fornuftens udkigstårn.

Den gravide, fødende og nybagte morkrop kan og skal ikke følge trop i dette ræs. Man kan ikke kontrollere en gravid krop, man kan ikke skynde på en fødende, og man kan ikke måle den nybagte mors præstationer på en karakterskala. Overgangen til forældreskabet er ikke effektiv, den er finurlig, kompleks og ambivalent.

Når den proces kolliderer med samfundets værdier, er det meget nemt at vende det hele indad: Jeg var dårlig til at være gravid, jeg kunne ikke føde, og nu er jeg ikke engang en god mor. Men i virkeligheden bør det slet ikke være en individuel præstation at skabe en familie.

En stærk sårbarhed

Det har altid været fællesskabets opgave at tage sig af den gravide, fødende og nybagte mor. I dag er vi bestemt materielt privilegerede, men vi har næsten aldrig været så alene om opgaven. At en førstegangsmor i 2021 har motoriseret slyngevugge, internet og scanninger hjælper ikke på den psykologiske smerte og ensomhed, som kan opstå i en af livets mest eksistentielle og tvetydige udviklingsovergange. Tværtimod kan den evindelige sang om privilegier og lykke gøre følelsen af ensomhed, uretfærdighed, vrede, skam eller tristhed desto større.

Den gravide har et sind, som forbereder sig på at tage vare på et lille væsen, som er helt afhængig af menneskelig kontakt, og som søger nærhed gennem ordløs kommunikation. Psykologisk set er det klogt at være mere sårbar i denne proces. Sårbarheden er en styrke, som gør os i stand til at møde den lille babys behov. Dette har vi evidens for. Vi kan spore forandringerne i hjerne og krop hos den gravide og nybagte mor, men også hos far/partner, som i meget større grad, end vi anerkender, også kan blive ramt af forældreskabet.

At blive forælder kan med andre ord være helt fantastisk, men samtidig samles livets begyndelse og slutning i en tynd eksistentiel tråd. Introduktionen af et nyt liv indebærer nemlig en ny fremtidig død. Når man får et andet liv mellem hænderne, introduceres også muligheden for, at dette liv kan dø fra en. Man balancerer mellem angst og nydelse, og det kan være svært at finde fodfæste. En række psykologer kalder overgangen for en udviklingskrise, præcis som teenageårene, på grund af de mange nye brikker, som rykkes rundt i krop og sind.

Er det vores opgave at moralisere over, hvad den enkelte skal føle i den proces? Eller er det vores opgave at bakke op om, at alle følelser er velkomne i en livsovergang?

Vi skal lytte fordomsfrit til forældrene

At blive forælder sker ikke i et vakuum, det er en kropslig og relationel proces, som formes af krop, samfund, biologi, kultur, individ og fællesskab i en kompleks cocktail. Derfor må vi ikke reducere det komplekse felt køn, ligestilling, krop, fødsel og forældreskab til en slagmark, hvor individet holdes ansvarligt, som om det var frit svævende. Vi er fælles om udfordringerne og bør være fælles om løsningerne.

På den lange bane har vi brug for et paradigmeskift, hvor den forståelsesramme, vi begriber verden med, rummer de gravide og fødendes oplevelser. På den korte bane har vi brug for, at politikerne giver de nybagte familier og dem, der arbejder for dem, bedre vilkår. Vi har brug for, at medierne løfter de mange nuancer i debatten om forældreskabet frem uden at opildne til skyttegravskrig. Vi har brug for løsninger, som rummer dem, der føler sig fanget af moderskabet, dem som føler sig sat fri og alle midt imellem. Det kræver, at vi lader foragten ligge og forstår, at de mange oplevelser, der nu pibler frem, ikke er navlepilleri, men genspejlinger af det samfund, vi lever i.

De gravide og nybagte mødre har aldrig selv stået i centrum, når samfundet har defineret deres oplevelse. Når nu de nybagte forældre endelig får plads til at råbe op, er det vores opgave at lytte nysgerrigt. Når vi ikke formår det, siger det meget mere om et samfund, som har fejlet, end om dem, som er modige nok til at dele. Tak for jer. Og lad resten af os komme ind i kampen.

Amalie Vatne Brean er psykolog

 

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Fødslen af min søn satte mig fri

    23. september 2021
    Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
  • Det udskældte moderskab bliver ikke nemmere af kortere barsel til mor

    2. september 2021
    De dystre moderskabsfortællinger fylder mere og mere i den offentlige debat. Alligevel vil politikere sende mor tidligere tilbage på arbejdsmarkedet, selv om det, både mor og barn har brug for, er mere tid, ro og opbakning, skriver Gry Søbye, Karen Lumholt, Line Britt Madsen og Sofie Vedel Breidahl i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

… og kommentarerne efter kronikken d. 24/7 var ikke "at komme ind i kampen"?
… og hvad med interessen for årene inden graviditet og forældreroller? det er jo ikke babyer der bli’r eller gør gravide.

Eva Schwanenflügel

Klog kronik, der hermed er anbefalet.

"Vi har derudover et samfund som stadig jagter præstation, effektivitet, konkurrence og profit. Det kan vi se på læreplaner i skoler og daginstitutioner, på vækstfokus hos politikerne, på jobcentrene blottet for menneskelighed og senest på statsministerens udtalelse om, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde."

Det er ikke blot gravide, der rammes i konkurrencestaten, men et udbredt fænomen, der trænger ind i alle sfærer.
Aldrig har så mange følt sig ramt på psyken som nu, og følt sig mere alene.

Et samfund er en organisk størrelse, men er paradoksalt blevet indrettet til robotter.

Det er klart, at nybagte mødre (og fædre) er udsatte i den sårbare situation.
Selvfølgelig skal vi lytte, og ikke bare affeje deres følelser med uforstående vrede og hånlighed.

Og så skal vi lave om på et samfund, der vægter profit og evig vækst over mennesker, dyr og natur.

Ellers overlever vi ganske enkelt ikke.

Maria Ulsig, Lillian Larsen, Claus Bødtcher-Hansen og Jette Tømmerup anbefalede denne kommentar
Jette Tømmerup

Tak for vedkommende og rigtig god kronik. Når jeg ser og hører om de nye forældres forhold i vores samfund anno 2021-"velfærds samfund", så græmmes jeg. Kors hvor er det ringe.
Da jeg fødte min søn i 1980 i Aarhus, havde jeg gået til fødselsforberedelse og var på fødeklinikken i 5 dage, indtil amning og jeg fungerede. Jeg fik snakket med jordmoderen om fødslen, inden vi tog hjem. Da jeg fik min datter i 1987 var forholdene stadig super. Min mand var i gang med at modernisere badeværelset i vores lejlighed, og var blevet forsinket. Så jeg fik lov til at blive 2 dage mere, 7 dage i alt på fødeklinikken , som 2. gangs fødende. Så var både mor og barn og lejligheden klar til at tage imod os.
Se det var omsorg og gav familien og den nyfødte en fin start.

Vi er virkelig nogen der har sovet i timen, hvordan har det kunne gå så galt.
Jeg var aktiv Rødstrømpe midt i 1970'erne og kæmpede for ordentlige forhold på kvindeafdelingen på Odense Sygehus. Vi blev hørt og der blev bygget en ekstra pavillon til kvindeafdelingen. Så det nyttede dengang.
Der er virkelig brug for, at vi igen sætter kræfterne ind på at få vores samfund på rette vej. Det er helt galt på så mange planer.

Jette Tømmerup

Maria Ulsig, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar