Kommentar

Pelle Dragsted: Centralbankernes pengepolitik er kontanthjælp på steroider til millionærer

Under coronakrisen har centralbankerne opkøbt finansielle aktiver for tusinder af milliarder for at holde økonomien flydende. Det har givet de rigeste en kæmpe fortjeneste, og der er brug for at omfordele disse ufortjente formuestigninger til fællesskabet, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
Amazon-ejeren Jeff Bezos kunne under det første år af pandemien se sin formue vokse med 464 milliarder kroner – en formueforøgelse på 65 procent. Samlet set forøgede de amerikanske milliardærer deres formuer med 5.000 milliarder kroner som et direkte resultat af centralbankernes opkøbsprogrammer, skriver Pelle Dragsted i denne klumme.

Amazon-ejeren Jeff Bezos kunne under det første år af pandemien se sin formue vokse med 464 milliarder kroner – en formueforøgelse på 65 procent. Samlet set forøgede de amerikanske milliardærer deres formuer med 5.000 milliarder kroner som et direkte resultat af centralbankernes opkøbsprogrammer, skriver Pelle Dragsted i denne klumme.

Mandel Ngan

Debat
7. oktober 2021

7.800 danskere sluttede sig sidste år til gruppen af dollarmillionærer – det vil sige personer med en formue i frie midler på mere end en million dollars. En stigning på 7,5 procent på blot et år, der bringer det samlede antal danske dollarmillionærer op på 110.000 personer.

Når denne gruppe danskere har øget deres formue markant i det seneste år, skyldes det hverken flid, knofedt eller risikovillighed. Nej, det skyldes stort set udelukkende den pengepolitik, som verdens centralbanker har ført under coronakrisen – de såkaldte kvantitative lempelser. Hvordan det?

Kvantitative lempelser er et relativt nyt pengepolitisk redskab, som blev udbredt i årene efter finanskrisen. Efter at renten var sænket til negativ, uden at det var lykkedes at nå målet om en inflation på omkring to procent, og med fortsat lav vækst og lave investeringer måtte centralbankerne finde et nyt middel til at understøtte et økonomisk opsving. Løsningen blev de kvantitative lempelser. Kort fortalt indebærer lempelserne, at centralbankerne printer penge (i dag ikke i fysisk, men i digital forstand), og med de penge opkøber de obligationer og andre aktiver af de private banker. På den måde bliver det muligt for bankerne at øge deres udlånsvirksomhed, og prisen på at optage gæld sænkes.

Oppustede prisen på finansielle aktiver

I årene efter finanskrisen og frem til 2019 gennemførte de fire største centralbanker (i henholdsvis USA, EU, Storbritannien og Japan) opkøbsprogrammer for – og hold nu fast – femten tusind milliarder dollar – som dermed blev ført ind i økonomien. Efter coronapandemien ramte, skruede centralbankerne yderligere op for den digitale seddeltrykke, og bare på et år opkøbte de finansielle aktiver for yderligere titusinder af milliarder dollar.

De enorme pengeudsprøjtninger har muligvis holdt økonomien flydende og forhindret et økonomisk kollaps på de finansielle markeder. Men de har gjort det på en måde, som har fået formueuligheden til at eksplodere. Den direkte konsekvens af de store opkøbsprogrammer er nemlig en såkaldt aktivpris-inflation. På almindeligt dansk betyder det, at centralbankerne kunstigt har oppustet prisen på finansielle aktiver som aktier og fast ejendom. Og de mennesker, som ejer de fleste finansielle aktiver – den økonomiske elite – har dermed kunnet se deres formuer vokse ind i skyerne.

Alene Amazon-ejeren Jeff Bezos kunne under det første år af pandemien se sin formue vokse med 464 milliarder kroner – en formueforøgelse på 65 procent. Samlet set forøgede de amerikanske milliardærer deres formuer med 5.000 milliarder kroner som et direkte resultat af centralbankernes opkøbsprogrammer.

Det samme har vi set i Danmark, hvor aktieindekset for de 25 højest værdisatte selskaber næsten er fordoblet på halvandet år. Mens Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens formue eksempelvis er steget med over 20 milliarder kroner.

Kontanthjælp på steroider til verdens rigeste

Langt hovedparten af denne formueforøgelse hos verdens rigmænd har intet med deres indsats eller med realøkonomien at gøre. Den er alene et resultat af de statslige centralbankers pengepolitik. Der er altså tale om en slags kontanthjælp på steroider til verdens rigeste mennesker. Den amerikanske investor Stanley Druckenmiller har ærligt beskrevet de kvantitative lempelser som »den største omfordeling af velstand fra de fattige og middelklassen til de rigeste – nogensinde«.

Derfor ligger en løsning lige for: Danmark og andre lande, der er vidner til en statsskabt formueforøgelse hos deres overklasse, burde vedtage en engangsskat, der inddrager hele eller dele af den formue, der alene hidrører fra staternes pengepolitik. Man kunne have et bundfradrag på en million kroner, men al formueforøgelse i aktie- og ejendomskapital herover skulle beskattes. Skatten på forøgelsen af ejendomsværdierne kunne indefryses som prioritet, så den først skal betales, når ejendommen skifter hænder.

Provenuet, som ville tælle milliarder, kunne fordeles symmetrisk til alle borgere eller kunne betale for den grønne omstilling. En engangsskat på disse helt og aldeles ufortjente formueforøgelser, ville også medvirke til at bremse de kunstigt oppustede priser på finansielle aktiver og ikke mindst køle det brandvarme boligmarked ned.

Mindst lige så afgørende er det dog, at det ulighedsskabende pengepolitiske eksperiment, som de kvantitave lempelser udgør, afvikles. I stedet for at føre en pengepolitik, der gør de rigeste rigere, skal der føres en aktiv finanspolitik, der omfordeler rigdommen, investerer i den grønne omstilling og sikrer fuld beskæftigelse.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Yderst rimelig betragtning og konklusion Pelle Dragsted....

Ole Olesen, Ole Svendsen, David Zennaro, Ete Forchhammer , Marianne Stockmarr, Ervin Lazar og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Tak Pelle, yderst fornuftigt !

Ole Olesen, Ole Svendsen, Ete Forchhammer og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Det er helt nødvendigt at gribe ind og konfiskere denne enorme samfundsskabte rigdom som er blevet koncentreret hos en lille overklasse. Alternativet er at enhver tanke om bevarelse af et borgerligt demokrati fordufter til fordel for feudal finanskapitalisme. Det er allerede meget tydeligt hvad denne enorme koncentration af økonomisk magt på private hænder betyder for de folkevalgte parlamenters råderum.
Vi så det helt tydeligt i Grækenland efter finanskrisen hvor en progressiv regering blev tvunget til at føre en klart neoliberal politik med omfattende privatiseringer og nedskæringer på den offentlige velfærd. Landet var meget tæt på at kollapse på grund af meget høje renter og da det truede med at give enorme tab til store europæiske banker og sætte euroen under pres greb den europæiske centralbank ind og opkøbte store mængder statsobligationer for at sænke renten. Det var altså ikke for at redde den græske befolkning fra et kollaps i hospitalsvæsenet m.m. men et forsøg på at redde den private finansielle sektor og euroen der var motivet for ECB. Det er denne kriseløsnings model der er hovedproblemet. Så længe vi lader den private finanskapital lukrere på både bobler og kriser i det kapitalistiske økonomiske systems cyklus og ikke tager demokratisk økonomisk kontrol over pengeskabelsen så vil problemet kun blive værre. Derfor er det ikke nok med engangsskatter på de rigeste. Der skal grundlæggende systemiske ændringer til i vores økonomiske system.

Ole Olesen, Ole Svendsen, Torben Skov, Thomas Barfod, Ete Forchhammer , Marianne Stockmarr, Karsten Nielsen, Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Godt og tankevækkende indlæg.
Disse fakta burde gøres til genstand for en omfordeling til "fælleskassen".
Mon ikke der ville blive rigeligt med penge til grøn omstilling, og ordentlig
aflønning af sygeplejersker oa.

Overførselsindkomster på størrelsen af mellem 85 - 100.000 mia. kr. til milliardærerne, bankerne, aktionærerne og ejerne af de største virksomheder, samt lidt til deres medarbejdere, er ikke mindre end den største revolution i verdenshistorien. Men det flyver fuldstændigt under radaren på enhver historiker, medieredaktør eller TV-journalist. Omvendt kunne de samme penge have fjernet fattigdommen på denne klode, men det ville dem som sidder på magten ikke have.

Arbejderklassen her hjemme, de fyrre procent af befolkningen, blev fodret med deres egne feriepenge, for at få dem til at føle at de deltog, for at de skulle sluge, at der blev pumpet 767 mia. ud til de rigeste. De tyve procent, som har mindst her i samfundet, fik nul kroner, ja hvem mon bestemte at helikopterpengene til os ikke skulle udbetales? Der skulle ellers sættes gang i økonomien, og de eneste som ville bruge alle pengene direkte var os, alle andre satte en pæn del i opsparinger, aktier og pensioner.

Ingen tvivl om at penge er der nok af, men hvorfor skal der så findes fattigdom? Svaret er ganske enkelt: Penge er politisk magt, milliardærerne bestemmer hvilke forhold vi lever under, og naturligvis for dem, skal alle pengene tilfalde - ja følg pengesporet hvis du vil vide hvem der sidder på magten. Her er et hint: Der findes nogle få som f.eks. Trump der er milliardærer, andre regeringsledere er millionærer. Med andre ord, den overordnede magt findes ikke indenfor det demokratiske system, den eksisterer kun højere oppe.

Samfundet er bygget op omkring løfter, et løfte om at du vinder i lotto i denne uge, et løfte om at du derved kan købe det perfekte hus, men en større og større procent vis del af kagen reserveres til færre i toppen. Når den sociale mobilitet bremses og lønningerne i bunden stagnerer, samt de 20 % der har mindst, skæres ned i forhold til alle andre, eksisterer samfundskontrakten kun for dem med formuer, det er ikke det samfund som vi bliver stillet i udsigt, overklassen har taget pengene og derved den politiske magt.

Den Socialdemokratiske regering kører videre med sociale nedskæringer, de såkaldte reformer, og med ydelseskommissionen har de sikret at ikke en eneste krone må tilfalde de 20 % som har mindst. Sammen med arbejderklassen udgør vi ellers det demokratiske flertal på 60 %. Men for flertallet hersker magtesløsheden. Det som overlades til borgerne er at føle konsekvenserne af politikernes uligheds- og fattigdomsskabelse.

Det som venstrefløjen skal passe mest på i disse uger op til valget er den sorte enke. Før folketingsvalget 2019 flirtede hun kraftigt med DF, der var oven i købet rygter om ægteskab. Men så gik hun direkte efter struben og stjal alt hvad højrefløjen ejede. DF lider stadigvæk i dag af følgevirkningerne efter den sorte enkes bid, det skal naturligvis ikke misforstås, jeg bryder mig ikke om et parti som er skabt for at ødelægge økonomien for hundrede tusinde borgere i bunden af samfundet.

Nu deles der almen valgflæsk ud, TV2 skriver: "Regeringen er på vej med udspil: Vil sikre billige boliger." Det er den velkendte måde som Socialdemokratiet går på rov på hos de andre parties vælgerbaser. Først lod de som om de var bedste venner med DF, hvorefter de stjal deres vælgere. Nu lader de som om de er venner med venstrefløjen, men jeg tvivler på at de gennemfører billige boliger. Først et politisk snigløb mod højre, og nu et snigløb på venstrefløjen. Pas på, den sorte enke går efter venstrefløjens vælgere!

Dagen efter valget i november finder vi ud af forslaget om at bygge "billige almene boliger" i København ikke kan ændre noget for de 20 % der har færrest midler, med bare procenter. At sætte 25 % af nybyggede boliger til at være almennyttige boliger, gør dem ikke billigere, tværtimod de kommer til at koste kassen, og så er vi lige vidt, men det er vel også meningen; S-vælgerne skal fordres. Kun middelklassen og op kan betale huslejen. Forslaget handler om at dæmre op for venstrefløjen, for at stemmeoptimere Socialdemokratiet i København.

S bruger med andre ord statens penge til at føre valgkamp. Det er der ikke andre partier der kan, kun partier som er i regering. Er det således demokratiet misbruges? Det virker som en grov udnyttelse af regeringsmagten at sige at man vil dele statens penge ud lige før et valg, og en endnu større disrespekt overfor støttepartierne at stjæle deres politik, netop for at dæmre op for venstrefløjen, således at den ikke får fremgang i meningsmålingerne. Social-min-bare-demokratiet, de er hverken sociale eller demokratiske.

Regeringen har i over to år ikke selv gjort noget for at standse banker, udenlandske fonde og storspekulanter i at opkøbe billige lejligheder i København, med formålet at fuprenovere dem og udleje dem til en pris af to til tre gange så høj husleje. Når de mere borgerlige partier, her i blandt Socialdemokratiet, og det endnu mere borgerlige Radikale, op til et valg, pludseligt farver sig selv røde og påstår at de er sociale, udnytter de de vælgere der ikke har fulgt med i hvordan partierne i Folketinget ved lov gennemfører sociale nedskæringer, de såkaldte reformer.

Mange boligejere ved det måske ikke, men i modsætning til ejerboliger, er boligarealet ved lejeboliger såkaldt ydermål. Dvs. at boligerne er væsentlige mindre indeni. En bolig som betegnes som 80 m2 kan sagtens være på 60 m2. En bolig til 8.000 kr. pr. md. kan ikke betales af en kontantmodtager. Med andre ord er planen at bygge almene boliger til arbejderklassen, ikke til de 20 % som har mindst at gøre godt med, men de er jo heller ikke Socialdemokratiets vælgere. Billige boliger, det lyder alt for godt til at være sandt, og det er det naturligvis også.

Ole Svendsen, Kim Andersen, Egon Stich, Ebbe Overbye og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Salling

Pelle Dragsted, jeg er ualmindelig glad for at aktierne er faldet 10-15% de sidste 8-14 dage og at trykket er lettet fra hushandlerne (jeg tror det sidste er noget med efterspørgslen efter boliger ikke er uendelig), så det kan godt være at Johanne Sch.-N's millionvilla i Valby, og Pernille Sk.'s foldedørssommerhus igen falder lidt i værdi - trist nok, men sådan er virkeligheden jo nogen gange. og hvis du vil være med til at dele tabet på investorernes kurstab, i stedet for altid blot at være misundelig når kurserne stiger, vil det klæde dig. Men det har jo altid været venstrefløjens spidskompetence at sidde på sidelinjen og og blot lade andre løbe risikoen og så stille op når en gevinst skulle deles. Hvornår bliver det moderne at tage lidt ansvar for sit eget økonomiske liv og ikke blot råbe op om at de passive overførselsindkomster ikke er store nok. Men jeg kan godt følge Jeres ulighedsbetragtninger, når jeg efter at have overværet Niels Hausgaards (det er vist også en af vennerne, ikke) shows skal gå i en stor bue uden om hans store Mercedes der altid skal parkeres lige uden for koncertsalen. Men det skal være ham vel undt, jeg tror trods alt han må arbejde lidt for det. Og det er jo nok der det kniber, fordi dem du præsenterer tror at de umiddelbart efter at have været gennem en periode med en høj SU og Studielån (som så helst ikke skal betales tilbage) tror de skal have hånden langt ned i honningkrukken uden at skulle svede for det,