De danske kommuner tvangsfjerner syv gange så mange børn af grønlændere som af danskere. Næsten hver gang et grønlandsk barn anbringes uden for hjemmet, anbringes barnet i en dansk plejefamilie, og det tyder på en konventionsstridig assimilationspolitik.
Regeringen har i årevis undladt at tage initiativ til at indrette lovgivning og myndigheder i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen og ILO-konventionen om oprindelige folks rettigheder, som Danmark uden forbehold har ratificeret. Den gælder for alle grønlændere, der opholder sig inden for rigsfællesskabet.
Den uforklarlige overrepræsentation af grønlændere i anbringelsessager tyder på simpel forskelsbehandling ud fra devisen, at alt, hvad vi ikke forstår, må være forkert. Konsekvensen heraf bliver, at det forkerte ved det grønlandske bedst korrigeres ved at placere børnene i danske plejefamilier. Regeringen har intet gjort for at tiltrække og uddanne grønlændere i Danmark som plejefamilier for grønlandske børn.
Grønlændere er danske statsborgere. Selv om der er eksempler på, at kommuner ulovligt har sendt grønlændere tilbage til Grønland på grund af manglende tilknytning, har grønlændere fuld ret til at slå sig ned, være og leve i Danmark.
Man kan ikke bo i Danmark med en fremmed kulturbaggrund uden at skulle indgå i en tilpasningsproces, og meget af den sker af sig selv. Der er jo ingen, der har foreslået, at vi skulle indrette samfundet, så grønlænderne i Danmark skal gå i grønlandske skoler og lære grønlandsk på højt niveau som første sprog. Valget står mellem tvungen assimilation og kulturel tilpasning.
Når et grønlandsk barn anbringes i Danmark, burde barnet vokse op hos en familie med kendskab til grønlandsk sprog og kultur.
Med andre ord skal grønlændere, der bor i Danmark, nok blive mere og mere danske, hvis de bare får lov til at være her som de mennesker, de er. Men de har ret til at have deres grønlandske identitet med sig.
Tag dig sammen, og sæt kommunerne i sving, Astrid Krag.
Mikael Hertig er statskundskaber og har undervist i forvaltningsretlige fag på universitetet og Ledelsesakademiet i Nuuk